Kronik

Systemfejl nr. 117

Flere og flere gymnasie- og HF-elever bruger et ekstra år på uddannelsen for – måske – at sikre sig et gennemsnit, der giver adgang til drømmeuddannelsen. Taxameterordningen har skabt en uhellig alliance mellem elevernes ønske om at optimere deres chancer og gymnasiernes ønske om at sikre sig flest mulige midler
Taxameterordningen indeholder et utilsigtet incitament for gymnasier til at lade elever forlænge deres uddannelse med et ekstra år, når de ønsker at forbedre deres karakterer. Men det er både et samfundsmæssigt og individuelt problem, mener dagens kronikører.

Taxameterordningen indeholder et utilsigtet incitament for gymnasier til at lade elever forlænge deres uddannelse med et ekstra år, når de ønsker at forbedre deres karakterer. Men det er både et samfundsmæssigt og individuelt problem, mener dagens kronikører.

Tine Sletting

29. januar 2013

Vi har ikke tal på det, men det føles som om vi nu har fundet taxameterordningens systemfejl nr. 117. Tre scener fra vores gymnasium på den københavnske vestegn illustrerer fejlen:

Scene 1: En af eksamensperiodens sidste dage. En pige, der står til at høste et af skolens højeste gennemsnit, dukker op på kontoret på dagen for sin afsluttende eksamen.

Hun vil gerne melde sig ud. Da ledelsen chokeret spørger til hendes grunde, får de at vide, at hun melder sig ud for at » holde sin eksamen åben«. Så kan hun gå 3.g. om på en anden skole og sikre sig et endnu højere gennemsnit, lyder pigens rationale. Det høje snit skal hun bruge til sin drømmeuddannelse. Hun har allerede en aftale med en aftagerskole på plads; at melde sig ud hos os er blot en formalitet.

Scene 2: En studievejledersamtale i begyndelsen af 2. HF med en af skolens bulderbasser. Han har evnerne til akkurat at hive en hue hjem, men med hans nuværende studieaktivitet vil han højst sandsynlig forspilde sin chance. Konfronteret med misforholdet mellem hans sjaskede studieaktivitet og hans ønske om at blive HF-student, svarer han, at han da ikke har tænkt sig at afslutte sin eksamen i år; han vil »holde den åben«. Så kan han tage 2. HF på VUC året efter, og her vil han tage studierne seriøst og sikre sig et højere gennemsnit.

Scene 3: En gruppesamtale med et par fagligt set gennemsnitlige 2.g-elever. De har opsøgt studievejlederen for at forhøre sig om perspektiverne i at ’holde sin eksamen åben i 3.g’. Rationalet er, at hvis de planlægger at tage 3.g om, behøver de ikke at bruge så meget energi på studierne på vores skole i 2.g og 3.g.

En uhellig alliance

Har De hørt om begrebet 4.g? Det er det begreb, eleverne fra de tre scener opererer ud fra. 4.g er det ekstra studieår, som flere og flere elever tager for at sikre sig et højere gennemsnit, end de kunne få ved at gennemføre uddannelsen på normeret tid. 4.g er ikke elevernes udtryk, de bryder sig ikke om den taberagtige omgængerklang og vælger i stedet det mere proaktive ’at holde sin eksamen åben’.

Og hvad har alt det med taxameteret at gøre? Alle dage har det været sådan, at elever, der er dumpet eller af andre grunde ikke har kunnet afslutte 3.g, har mulighed for at søge optagelse på et andet gymnasium, få merit for allerede gennemførte eksaminer og så færdiggøre uddannelsen der. Men med det stadig forholdsvis nye gymnasiale selveje og gennemførselstaxametret på små 15.000 kroner for det almene gymnasium er der opstået en uheldig alliance mellem elevernes ønske om at optimere deres chancer og gymnasiernes ønske om at sikre sig flest mulige midler. Hvor 4.g-ansøgere som de ovenfor beskrevne før i tiden ville blive afvist i porten, er det nu blevet attraktivt for det enkelte gymnasium at tage imod en 4.g-elev. Umiddelbart kan det synes harmløst, måske endda positivt: Herregud, et par elever lægger et års ekstra flid for at dygtiggøre sig. Men det er ikke bare et par elever, det drejer sig om – det er en tendens. Og det er ikke harmløst, men et problem: Samfundsmæssigt, individuelt og institutionelt. Det vil være for nemt bare at tale om en forkælet velfærdsungdom og lægge hele ansvaret på de individuelle skuldre. Eleverne i de tre nævnte eksempler handler jo rationelt og velovervejet, men deres rationale er desværre skabt af et fejlbehæftet system. Elevernes adfærd er ikke en afvigelse, den ligger i direkte forlængelse af de incitamentsstrukturer, som uddannelsessystemets økonomi er baseret på.

Uheldig studieadfærd

For at starte med det åbenlyse er det et samfundsmæssigt problem, fordi det koster at lade mange elever gå et helt år om, et år med alt hvad det koster af SU, lærerlønninger, undervisningsfaciliteter m.m. Derudover er et år mere i uddannelse lig med et år mindre på arbejdsmarkedet, eller med andre ord – et år mere på overførselsindkomst på bekostning af et år som bidragyder til samfundshusholdningen.

Individuelt er det et problem at vælge 4.g af flere grunde. For det første sætter det eleverne, der vælger 4.g et år bagud i deres samlede uddannelsesforløb. Det mistede år koster også på den unges egen livsindkomst. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har tidligere lavet undersøgelser af uddannelsesforsinkelse inden for erhvervsskoleområdet. Disse viser, at den unge selv mister op mod 130.000 kr. i tabt arbejdsindtægt. Det er vel rimeligt at antage, at dette tal ikke er mindre for højere uddannede. For det andet vil mange skuffes over, at heller ikke 4.g gør det muligt for dem at nå deres mål; har man f.eks. 8,1 i gennemsnit og er adgangskvotienten på drømmeuddannelsen 9,6, skal der for de flestes vedkommende andet og mere end 4.g til for at nå i mål – f.eks. en vejleder der kan hjælpe en med at åbne øjnene for en ny, realistisk drømmeuddannelse. For det tredje tilegner 4.g-eleverne sig en uheldig studieadfærd, hvor det at gøre sig umage fordi resultatet tæller ikke har nogen vægt – man kan jo altid bare prøve igen. Og de, der allerede fra 2.g eller tidligere planlægger, at de vil tage 4.g, vil uvægerligt få påvirket deres studieaktivitet negativt i de år, der fører frem mod 4.g. Eller med andre ord: Man tager en ’slapper’, mens man venter på, det bliver alvor.

Endelig er der problemerne ude på de enkelte institutioner. Når en skole mister en 3.g-elev, mister skolen samtidig gennemførselstaxametret. Skolen bekoster således næsten hele uddannelsen af eleven, men får ikke den pose penge, der udløses, når eleven får huen. De penge kan skolen selvsagt hente hjem igen, hvis den optager 4.g-elever fra andre gymnasier, men det er en noget omkostningsfuld måde at bytte penge på.

Gulerod eller samfundssind?

Og så er vi efterhånden fremme ved kilden til problemet. Med taxametersystemets incitamentsstrukturer står vi nemlig her: Ude på de enkelte gymnasier skal man afveje, om man vil vise samfundssind og vejlede eleverne til deres eget bedste, eller om man vil lade en fristende pose nemme penge gå ens næse forbi. En 4.g-elev er en ren økonomisk gevinst for modtagerskolen: Man får en studieparat, velfungerende og næsten færdig elev ind ad døren, de fleste udgifter til undervisning, eksaminer m.m. er afholdt af 3.g-skolen, og man høster selv gennemførelsestaxametret. Det er en økonomisk gulerod, som det i trængte selvejetider selvsagt er meget svært at sige nej til. På vores skole har ledelsen en politik om ikke at tage imod elever, der bevidst har ’holdt deres eksamen åben’. Men tager tendensen til, er spørgsmålet, om det fortsat vil være økonomisk muligt for skolen at opretholde denne politik. Det samme må gælde på andre skoler.

Alle taber – næsten da

Hvem taber så ved denne adfærd? Det gør 4.g-eleverne, der taber et studieår; det gør alle de elever, der følger den slagne vej, og derfor måske ikke opnår så højt et gennemsnit, som hvis de havde valgt 4.g; det gør de institutioner, der uddanner elever, men ikke får gennemførselstaxametret; og endelig; det gør den samfundsøkonomiske husholdning.

Hvem vinder? Det gør de få skoler, der formår at trække flere 4.g elever til sig, end de mister.

Det synes overflødigt at spørge, om her er en systemfejl, som skal justeres. Men tager man alle de øvrige problemer ved taxametersystemet i betragtning, bør man måske spørge, om der virkelig skal justeres alene for denne ene fejl. Ville det efterhånden ikke være bedre at starte helt forfra og udtænke en mere velfungerende økonomisk styringsmekanisme for de gymnasiale uddannelser?

 

 

Charlotte Ebbekær, Martin Svane Frei, Annike Kjær Hansen, Mads Rangvid, Ane Wildt og Lis Østerberg er studievejledere på Hvidovre gymnasium & HF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Gymnasiet som studieforberedende uddannelse bør kun optage ca. 20-25 procent af en årgang, med det mål at ca 15 procent fortsætter på universitetet. Der er behov for at italesætte erhvervsuddannelserne langt bedre og sikre at langt flere får en ikke-gymnasiel uddannelse med reel erhvervskompetence.

Der optages for mange på gymnasiet i forhold til de evner der udvises. Resultater er at for at få nok til at bestå må man sænke krav til pensum og krav til korrekt besvarede spørgsmål til eksamen. Hvad er det så værd? Hvis du kan bestå en eksamen med kun 27 procent rigtig besvarelse, er du så rigtig klog?

Med venlig hilsen
Lennart