International kommentar

Et tvivlsomt argument om selvforsvar

Medmindre Israel hæver blokaden og Gaza og inddrager Hamas i fredsprocessen, vil det komme til nye raketbeskydninger – skulle dette ske, vil Israel ikke have legitime grunde til at påberåbe sig selvforsvar
Debat
12. januar 2013

Som en del af den våbenhvileaftale, det indgik med Hamas i november, har Israel tilladt import af byggematerialer til Gazastriben. Det er tiltrængt efter flere omgange med ødelæggende israelske luftangreb og et klart fremskridt. Men uden fremskridt i løsningen på den overordnede konflikt vil de palæstinensiske raket- eller selvmordsangreb med massive israelske modsvar næsten helt sikkert blive genoptaget.

Når det sker, vil vi igen få at høre, selv fra dem, som kritiserer sådanne israelske angreb som ’uforholdsmæssige’, at »selvfølgelig har Israel ret til at forsvare sig selv«.

Realiteten er imidlertid, at Israel ikke så meget forsvarer sit hjemland mod uprovokerede angreb, som det ’forsvarer’ en ikke-eksisterende ret til at fortsætte sin besættelse (direkte eller indirekte) og undertrykkelse af palæstinenserne – og at det er lige præcis denne besættelse og lige præcis denne undertrykkelse, der fremprovokerer de palæstinensiske angreb fra Gaza.

Novembers otte dage med israelske bombardementer og luftangreb på Gaza var i al væsentlighed en fortsættelse af Operation Cast Lead, det tre uger lange israelske angreb i december og januar 2008-09. Dengang påberåbte Israel og dets støtter sig retten til selvforsvar og legitimerede magtanvendelsen som en aktion, der skulle stoppe Hamas’ terrorangreb mod den israelske civilbefolkning.

Stadig underlagt Israel

Israel og dets støtter har konsekvent insisteret på, at skønt Israel afsluttede sin besættelse af Gaza i 2005, er de palæstinensiske terrorangreb på israelske befolkningscentre blevet ved. Dette skulle retfærdiggøre Israels ret til at forsvare sig selv.

Men argumentet er på flere punkter forkert. For selv om Israel afviklede sine jødiske bosættelser i Gaza i 2005, har det fortsat sin indirekte besættelse af området. Især igennem den land- og flådeembargo, som det iværksatte efter Hamas’ voldelige overtagelse af Gaza i 2007.

Israel fortsætter med at udøve stor magt over Gazas økonomi, vand, elektricitet, telekommunikation og transportnetværk. Det nægter fremdeles Gaza en fungerende lufthavn eller havn og har radikalt blokeret for Gazas handel og handel med omverdenen.

Den erklærede begrundelse er sikkerhedshensyn, men resultatet er blevet omfattende daglige trængsler for de almindelige indbyggere i Gaza, herunder stærkt begrænset bevægelighed for mennesker og varer ind og ud af Gaza; utilstrækkelig import af vand, der anvendes både til drikkevand og kunstvanding; bønder, der er blevet forhindret i at høste deres marker og afgrøder i grænseområderne, og overdreven chikane af Gaza-fiskerbåde.

Derudover er Israel fortsat med at likvidere militante palæstinensere og periodisk angribe Gazas statslige og politimæssige institutioner, elforsyningssystem, veje, broer, gårde og olivenplantager. Mange af de israelske bomber og granater har tillige ramt skoler, ambulancetjenester og hospitaler, om det nu var tilsigtet eller ej.

Det kan ikke med rimelighed hævdes, at de palæstinensiske terrorangreb på Israel – skønt moralsk forkerte – skulle være ’uprovokerede’ eller upåvirkede af hele denne forhistorie.

Må forhandle med Hamas

Selvforsvarsargumentet er også uholdbart af en anden grund: Selv om Israel har afsluttet sin besættelse og undertrykkelse af Gaza, opretholder det sin direkte besættelse af Østjerusalem og store dele af Vestbredden, hvor det tilmed udvider antallet af jødiske bosættelser og jordekspropriationer.

Men Gaza er ikke et særskilt land. Det har national samhørighed med Vestbredden. De israelsk-palæstinensiske Oslo-aftaler fra 1993 fastslår udtrykkeligt, at Gaza og Vestbredden er »en samlet territorial enhed«. Følgelig må Gazas palæstinensere bevare retten til modstand imod besættelse og undertrykkelse.

Ganske vist omfatter retten til modstand ikke retten til terrorisme. Men kan palæstinenserne realistisk håbe på at opnå frihed ved at besejre de israelske væbnede styrker i regulære slag? Ikke-voldelige protester har ikke hidtil vist sig som et brugbart alternativ: Israel har enten ignoreret sådanne aktioner eller nedkæmpet fredelige demonstranter (herunder israelere) med tørre tæsk og gummikugler, hvis ikke med skarpe skud.

Modsætter sig forhandling

En sidste fejl i det israelske selvforsvarsargument er, at den vestlige moralopfattelse forbyder brug af magt, medmindre det er åbenlyst, at alle ikke-voldelige muligheder for konfliktløsning er udtømt.

Israel har imidlertid gentagne gange modsat sig at forhandle langsigtede våbenhviler i stand med Hamas (og har endda brudt tidligere aftaler). Selv om Hamas fortsat hårdnakket nægter at anerkende Israels ret til at eksistere, har Hamas dog siden signaleret, at man er parat til at gå længere end blot en våbenhvile og støtte en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt i samarbejde med Vestbreddens mere moderate selvstyremyndighed.

Selv om Hamas’ holdning undertiden må forekomme tvetydig og modstridende, er dette ikke nok til at retfærdiggøre Israels modstand mod at forhandle med Hamas om at sondere fredsmulighederne.

Så længe Israel uforsonligt fortsætter sin besættelse, har Israel ikke legitim grund til at hævde, at det blot forsvarer sit hjemland mod uprovokerede palæstinensiske angreb. Skal sidste års våbenhvile gøres permanent, er der intet andet alternativ end at hæve blokaden og bringe Hamas ind i forhandlingsprocessen.

 

Jerome Slater er professor emeritus i international politik ved State University of New York i Buffalo

© Christian Science Monitor og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her