Klumme

USA er ved at skifte farve

Det er en spændende omstilling, men det er ikke nemt at være konservativ i det fortsat mere og mere multietniske amerikanske samfund
7. januar 2013

Det var mine fire rengøringsdamer og min gartner, der vandt valget i USA i november. Ja, ikke sådan direkte, men spørger man dem selv, er de slet ikke i tvivl. Og de er både glade, stolte og fortrøstningsfulde, når det gælder fremtiden. De er nemlig – lige som samtlige andre husholdersker, barnepiger, gartnere og chauffører i det (javist, rige og 99 procent hvide) kvarter jeg bor i, indvandrere fra Latinamerika. Men indvandrere, der i dag er amerikanske statsborgere. Og nok er de stadigvæk gennemsnitligt fattigere end de hvide amerikanere, nok er der et uddannelsesefterslæb, og nok hersker der tilstande i den renskurede del af Washington DC, som ville føles fremmede for de fleste danskere, der ikke er vant til et samfund, hvor næsten samtlige ansatte i servicesektoren er spansktalende, og deres arbejdsgivere er hvide amerikanere. Men alle disse latinos føler ikke desto mindre, at fremtidens USA tilhører deres børn og børnebørn. Og det har de sandsynligvis ret i.

Ved det nu overståede præsidentvalg i 2012 var stemmeprocenten blandt sorte og hvide lige høj – for første gang i Amerikas historie. Samtidig stammer 92 procent af den amerikanske nations befolkningsvækst siden 2000 fra minoriteter. Størstedelen af denne stigning (cirka 56 procent) stammer fra latino-gruppen, der er USA’s hurtigst voksende befolkningsgruppe. Og om ikke så frygtelig mange år skal man i øvrigt vænne sig til at mene noget helt andet, hvis man vil anvende termen ’minoritet’. Fordi ikke-spansktalende hvide ifølge Pew Research Centers fremskrivninger vil blive et mindretal af den amerikanske befolkning inden for 30 år. Man kan også sige det på en anden måde: Ifølge the 2010 Census er USA’s etniske mindretal vokset med 30 procent i løbet af det seneste årti, mens den hvide befolkning voksede med bare 1 procent.

Det giver republikanerne et alvorligt problem med fremtiden. For hvis deres nuværende hvide, protestantiske base forvitrer for altid, vil partiet blive tvunget til at blive mere mangefarvet i sit udtryk og i sin medlemsskare og langt mere pro-immigration på politiksiden, end tilfældet er i dag.

I dag består det republikanske parti fortsat i altovervejende grad af – og appellerer allerbedst til – ældre, hvide, kristne mænd. Og nok er den hvide middelklasse fortsat stor og vigtig – den udgjorde 54 procent af samtlige vælgere ved novembers valg. Men den rækker altså bare ikke længere. Og for alle som er interesseret i amerikanske samfundsforhold bliver det spændende i 2013 at se, om partiet magter at skifte ham. Og hvis ja – hvem skal så lede forandringen i et parti, der fortsat er domineret af særdeles vrede Teaparty-typer, der senest har gjort det ekstremt vanskeligt at redde USA væk fra den økonomiske afgrunds rand? At forestille sig den yderste højrefløj som fødselshjælper er grumme svært. Det vil ikke være nok blot at ændre signaler på overfladen og vælge en præsidentkandidat i 2016 med et spanskklingende navn.

Snarere er det sådan – nøjagtigt som med de store, statsbærende partier i Danmark – at republikanerne skal igennem en fundamental og smertefuld omstillingsproces, hvor man skal finde en ny vælgerplatform og en helt ny konservatisme, der reelt er mere inklusiv. Og som man også ser med de danske socialdemokrater (og konservative) nytter det ikke noget med kopier af andres politik eller gentagelser af fortidens paroler, hvis vælgergrundlaget ændrer sig for altid. »Det er slut med det USA, vi kender, og som mine bedsteforældre kendte,« meddelte en tårevædet Bill O’Reilly, en af den konservative FOX News største (hvide) navne, da valgresultatet blev kendt. Det har han på sæt og vis ret i. Men der, hvor han går galt i byen, er i antagelsen om, at det ’mere brune’ USA ikke deler patriotismen, individualismen og abonnementet på den amerikanske drøm. Det gør den kommende vælgermajoritet nemlig. Og ikke nok med det – flertallet af latinoer er temmelig traditionsbundne og dertil katolikker. Potentialet er der med andre ord. Derfor burde USA’s konservative tørre øjnene og komme i omdrejninger med at formulere en ny politisk – farveblind – vision, der inkluderer de nye immigranter frem for at ekskludere dem.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

- "Det er slut med det USA, vi kender, og som mine bedsteforældre kendte,« meddelte en tårevædet Bill O’Reilly, en af den konservative FOX News største (hvide) navne, da valgresultatet blev kendt.

Så vidt er det da endnu ikke kommet i dansk tv, at kommentorerne kæmper så direkte for en politisk sag.

Henrik Brøndum

Igen en skarp observation fra AGR - det lader efterhaanden til, at det eneste sted den klassiske no non-sence hvide mand har en scene er i Moskva!

Men det er nok klogt at vente paa at virakken omkring Obelix laegger sig, og hvor irriterende er det ikke med kyrillisk skrift.

Annegrethe Rasmussen

Kære net-læsere,

Jeg har fået nogle sure mails i min indbakke (surprise!) om denne klumme. Som regel er det ellers sådan, at de glade skriver til mig, og de sure her. Men i denne uge er det muligvis omvendt.

En af dem lyder sådan:
(vedkommende sendt til mig, chefredaktøren og udlandsredaktøren):

"Det må være muligt at udsige noget relevant om USA's demografi
uden at blære sig med "mine fire rengøringsdamer og min gartner".
Pli er heller ikke din spidskompetence !
vh
LH (jeg har forkortet læserens navn)

Her er mit svar:

Kære LH,

Tak for din mail.

Klummen skal være personlig. Det er et krav fra redaktionsledelsen, og denne her er faktisk på kanten af konceptet, idet den er tæt på en politisk analyse, hvilket jeg (desværre) ikke må på denne plads. Der skal m.a.o. være noget med fra min hverdag eller fra den hverdag, som mange amerikanere oplever. Og her er det ikke (som det er i Danmark) på nogen måde forkert, skamfuldt eller blæret at have ansat folk i sit hjem. Der er faktisk ikke et eneste hjem i HELE min gade, der ikke har lige præcis rengøringsfolk og gartnere. Flere har også chauffør, men det har vi ikke.

Eksemplet illustrerer i øvrigt også en pointe (som jeg da også nævner i klummen) nemlig, at det er normen i den bedrestillede del af befolkningen at have privat hjælp, hvilket siger noget om både løn- og skatteforskelle i USa i forhold til Danmark. Så på den måde er det ikke bare et personligt eksempel. Det er også relevant ift. en hel masse andre karakteristika om klassestruktur og etnicitet.

Jeg må derfor melde hus forbi, når du taler om pli. Det er intet uhøfligt i at nævne det faktum, og hvis man kvier sig ved at inddrage sig selv i en klumme skal man slet ikke skrive den slags artikler. Der er mange journalister, som ikke bryder sig om det, og de skriver dem derfor ikke.

Det er ikke et problem for mig, men jeg siger altid til de læsere, som ikke nyder genren, at de heldigvis kan springe dem over og koncentrere sig om resten af avisen.

Med venlig hilsen

Annegrethe Rasmussen

Vibeke Svenningsen

Anne-Grethe:

Helt ok - mange danskere får jo også hjælp til rengøringen. Men 4 - er I virkelig sådan nogle store svinemikler, at I skal have 4 for at holde det rent?!:-) det var lige godt voldsomt.

Annegrethe Rasmussen

@Vibeke - nej sgu da. Meget morsomt. Det er bare fordi rengøringsselskabet arbejder på den måde. I stedet for at sende en dame i 4-6 timer en gang om ugen (huset er stort) så sender de et team på fire som er her i halvanden time. Min husholderske, som kommer to andre dage i 10 timer i alt, stryger, vasker og rydder op. De andre gør rent. Og det betaler jeg jo kassen for det hele - fordi jeg hellere vil arbejde som journalist end som husmor. Sådan er det, og det kan man her fordi lønstrukturen er anderledes. Men hvis alle gjorde som mange danskere og ordnede alt selv, ville arbejdsløsheden blandt de spansktalende indvandrere jo altså stige markant med katastrofale følger for de mennesker, der ikke ville have et arbejde.
Alt godt
Annegrethe