International kommentar

Vækst versus virkelighed

Hvis vi ignorerer de sociale konsekvenser af uhæmmet og ulige vækst, medvirker vi til at skabe samfund, som de færreste af os vil have lyst til at leve i. Regeringens måde at tænke bistand og dansk erhvervsstøtte sammen på peger i forkert retning, skriver Mellemfolkeligt Samvirkes formandskab
Debat
29. januar 2013

To ministre er i dag kaldt i samråd for at gøre rede for, hvordan dansk erhvervsliv kan profitere af de bistandsmidler, vi bruger i Afrika. I en fælles kronik i Information (14.1) opfordrede de to ministre – udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) – til nytænkning af den danske indsats for at få udviklingsindsats og tættere handelssamarbejde til at supplere hinanden bedre. Deres ambition er at positionere dansk erhvervsliv som løftestang for udviklingen i Afrika. Den vision tyder på, at der er højt til loftet, når regeringen brainstormer på fremtidsscenarier.

Vi er enige med ministrene i, at økonomisk vækst er blevet et uomgængeligt omdrejningspunkt for at bringe udviklingslande ud af fattigdom. Vækst skaber job, og med et velfungerende skattesystem kan staten forbedre befolkningernes uddannelsesniveau og sundhed. De dårlige erfaringer med fokus på erhvervsudvikling og økonomisk vækst er derimod fra alle de tilfælde, hvor indsatsen er sket uden at lægge vægt på god regeringsfølelse, bedre forvaltning af naturressourcer og miljø, skatteinddragelse og arbejdstagerrettigheder. Og erfaringerne med erhvervsrettet bistand er dårlige i forhold til målet om, at bistanden skal hjælpe de fattigste ud af fattigdom og fremme menneskerettighederne. Vi har stadig til gode at se erhvervsinstrumenter, der virkelig virker – til trods for ministrenes ros til Danmark for at være gået forrest ad den vej for 20 år siden. I kronikken kan man læse, at afrikanske lande efterspørger nytænkning og investeringer udefra for at kunne skabe vækst. Men det er naivt, hvis man ikke erkender, at investorer og spekulanter i nogle tilfælde trækker et spor af fattigdom og udpinte naturressourcer efter sig. Eller at de trækker overskuddet med sig i skattely – efter at have underbetalt arbejdskraften og ignoreret arbejdstagerrettigheder. Sydafrika og Kenya nævnes ofte som Afrikas vækstlokomotiver. Men disse lande rummer samtidig store og problematisk voksende forskelle mellem rige og fattige. Sydafrika har en af verdens største gini-koefficienter – en indikator for ulighed og dermed også for følgevirkninger som kriminalitet. Hvis vi ignorerer de sociale konsekvenser af uhæmmet og ulige vækst, medvirker vi til at skabe samfund, som de færreste af os har lyst til at leve i.

Hvor markedet ikke leverer

Udviklingsbistand gives derimod for at bekæmpe fattigdom og konflikt og for at fremme menneskerettigheder og demokrati – og ikke mindst for at udviklingslandene på sigt kan løse opgaverne selv. Når bistanden virker, bidrager den til det fundament, som bæredygtige samfund og bæredygtig vækst kan bygge på. Danmark er blandt de bedste donorer til at yde den form for udviklingsbistand, som kan alt det, markederne ikke kan levere i syd. Udviklingsbistand støtter således lande i deres nationale planer for bekæmpelse af fattigdom, bekæmper korruption, skaber reformer af sundhedssektoren, retssystemet, uddannelsessystemet, fremmer bæredygtigt landbrug og afgørende landbrugsreformer. Og lige så centralt: Udviklingsbistand styrker og støtter de lokale civilsamfund, så borgene kan holde myndigheder og virksomheder ansvarlige.

Til det underliggende spørgsmål, ministrene rejser i deres kronik og i lanceringen af deres samarbejde – om udviklingsbistanden skal finansiere danske virksomheders vej ud på vækstmarkederne – er Mellemfolkeligt Samvirkes svar derfor: Nej.

Nye værdier for erhvervslivet

En forudsætning for bæredygtig afrikansk vækst er at bryde de strukturelle barrierer, der holder folk i fattigdom. Manglen på interregional samhandel og udveksling af ressourcer og knowhow beskrives ofte som stopklods for vækst på det afrikanske kontinent. Ligesom kampen for at lukke skattehuller, adressere illegale kapitaloverførsler og fremme en retfærdig beskatning af naturressourcer i verdens fattigste lande. Mere åbenhed om pengestrømme og kontraktforhold kan sikre, at indtægterne fra udvinding rent faktisk kommer befolkningerne i udviklingslandene til gode.

Det springende punkt er derfor ikke, om danske virksomheder er relevante i bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom og skabe økonomisk vækst i udviklingslandene. Det afgørende er, hvordan og hvilke præmisser de opererer på, og i hvor høj grad erhvervslivet tager medansvar for udviklingen.

I stedet for at geare dansk udviklingsbistand til at håndtere efterspørgsel fra danske virksomheder, der har ambitioner på nye markeder, vil det være politisk fremsynet og progressivt at sikre, at erhvervs- og eksportfremmeindsatserne bliver tunet ind på at integrere udviklingshensyn. Den tvivlsomme ’samtænkning’ af erhverv- og udviklingsbistand bør i stedet vendes om, så udviklingspolitikkens grundværdier integreres i den aktive erhvervs-, investerings- og eksportfremmende politik, som regeringen fører.

 

Trine Pertou Mach er forkvinde, Helle Munk Ravnborg og Arvid Aagaard er næstformænd – alle i Mellemfolkeligt Samvirke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her