Kommentar

Voksende forventninger giver større utilfredshed

Udfordringen med at der bliver flere ældre, handler ikke kun om antallet. Det handler også om, at i takt med at vi får bedre sundhed, uddannelse m.m., stiger vores forventninger til, hvor sunde vi bør være som 70-årige også
2. januar 2013

De voksende forventningers stigende utilfredshed« var et udtryk, som den svenske politiker Olof Palme i 1956 brugte om en af de udfordringer, den voksende velfærdsstat stod over for. Forbedrede forhold bliver hurtigt hverdag, og vi mennesker forventer stadig flere forbedringer og klager derfor over forholdene, hvis der ikke til stadighed sker forbedringer.

Det er et fænomen, som ikke er blevet mindre fremtrædende siden 1950’erne. Kombineret med en temmelig udbredt historieløshed betyder det, at man igen og igen møder udsagn om forringet service i den offentlige sektor. Der er naturligvis steder, hvor der sker forringelser, men det samlede billede viser konstante og store forbedringer på de fleste områder. Det gælder ikke mindst sundhedsområdet, der er den sektor, som har haft den største vækst i de seneste årtier. Under den borgerlige regering voksede sundhedsudgifterne med over 30 procent i faste priser.

Anlægger man et længere tidsperspektiv, bliver forbedringerne endnu mere iøjnefaldende. De fleste ville sikkert korse sig, hvis de blev indlagt på et sygehus med det serviceniveau, behandlingsmæssigt og i øvrigt, sygehusene havde i 1960’erne eller 1970’erne, eller hvis de skulle sende deres børn i en skole som den, deres forældre gik i.

Det er forståeligt, at vi lettere vænner os til forbedrede forhold end til forringede. Men det er tilsyneladende meget vanskeligt at trænge igennem med oplysninger om de store forbedringer, der er sket. Det burde dog ikke betyde, at den politiske retorik, især fra partier uden for den til enhver tid siddende regering, bliver så skinger, at man næsten kun ser problemer. Hvorfor fremhæves så sjældent de store ressourcer, der er tilført den offentlige sektor, og det langt højere serviceniveau, vi får i dag?

Lidt besindelse er tiltrængt

Et eksempel: Et område, hvor betydningen af de voksende forventninger er tydeligt, er indlæggelsen af ældre borgere på sygehus. Indlæggelsesfrekvensen for personer over 65 år, dvs. antallet af indlæggelser per 1.000 indbyggere i den aldersgruppe, er vokset markant i de seneste årtier. Mens indlæggelserne for voksne under 65 år holder sig nogenlunde stabilt på omkring 150 per 1.000 indbyggere fra 1970’erne og frem, er stigningen i antallet af indlæggelser for ældre betydelig. I 1979 blev 296/1.000 indbyggere over 64 år indlagt, i 1994 var tallet oppe på 418/1.000 og i 2011 på 534/1.000. Denne stigning kan kun delvis forklares med forbedrede behandlingsmuligheder, flere genindlæggelser og færre plejehjemspladser. Der er også sket en stor vækst på områder, hvor der ikke har været nævneværdige behandlingsfremskridt. Væksten skyldes derfor formentlig i lige så høj grad voksende forventninger til et liv uden funktionssvækkelse og sygdom, både hos de ældre, deres pårørende, sundhedspersonalet og politikere.

Bliver forstærket

Man må antage, at vore forventninger til fravær af sygelighed og udnyttelse af behandlingsfremskridt også i fremtiden vil afgøre presset på sundhedsvæsnet. Udviklingen mod stadig flere indlæggelser vil derfor næppe stoppe, snarere blive forstærket, når nye generationer bliver gamle. Derfor er de udfordringer, der følger af flere ældre, langt større, end antallet betinger. Vi, som er på vej mod 65, har større forventninger og vil givetvis give udtryk for større utilfredshed, end vore forældre har gjort.

Denne iagttagelse er ikke en opfordring til, at man ikke skal arbejde for forbedringer. Men man kunne ønske sig, at vi en gang imellem besinder os og ser lidt tilbage for at få perspektiv på de forventninger, vi giver udtryk for og for at få et lidt mere realistisk og dermed positivt billede af udviklingen. Måske kunne vi opnå at blive lidt mindre utilfredse med den usædvanligt gode velfærdsstat, vi har.

Signild Vallgårda er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jasper bertrand

Man må opfordre vælgerne til at tænke sig om, og ikke bare stemme på en politiker der har bragt sig i medierne på nogle enkeltsager, eller siger han har besøgt en masse plejehjem, når han ikke har. Men det er jo en endnu større diskussion.

Heinrich R. Jørgensen

Og med artiklens forfatter, med Oluf Palme og med Seneca d.y. (vistnok), hvis tankegang Palme formodentligt byggede på.

Jens Overgaard Bjerre

Det er da en mærkelig artikel, som siger, at vi sandelig! skal være glade for behandlingssystemet. Især skal de være det og lade være med at have så store forventninger, siger professor. Jeg giver snart mindre og mindre for de professorer. Om det så er uldne strikvanter er de ikke blege for at udtale sig til en eller anden avis.

Sundhedsministeren er lige kommet med et forslag, om at de gamle skal bag i sundheds-køen. Det er nok her professoren viser sin politiske støtte, med sit partsindlæg.

Gad vide om hun selv har en sundhedsgorsikring?

Brian Pietersen

det er bedre at få en ældrebyrde nu...komme ned i befolkningsbækst = mere mad til os alle.

så må man prøve gamle imellem at hjælpe hinanden mere end man gør nu,.også selvom egoismen aldrig har været større.
På et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at ændre vores sociale egenskaber alligevel...:-)

Okay, mit billede - kronisk astmatisk bronkitis - 20 år senere kan jeg konstatere der intet er sket.

Det samme for en fejl i ryggen...

Jeg er ikke imponeret, faktisk rystet.

Jeg kunne tilføje jeg blev sendt til psykiater med ondt i ryggen, og da det ikke gav resultater så valgte man selv noget fra hylde 3. Jeg tog det en uge, så fandt jeg jeg en ny læge.

Status: ingen forbedringer siden en alder af 14.

Må jeg anbefale den psykiater?

"Under den borgerlige regering voksede sundhedsudgifterne med over 30 procent i faste priser."

Vel fordi Lars Løkke markant overbetalte det liberale projekt "Private Sygehuse"?

Toke Ernstsen

Jeg tør godt gætte på, at et stramt politisk fokus på vækst for enhver pris, især økonomisk vækst, kan overføres direkte til de forventninger i befolkningen, der omtales, fordi det demokratiske omdrejningspunkt som bekendt er valgløfter, der ganske vist sjældent indfries, men ikke desto mindre skaber forventninger - ikke kun til indfrielsen, men naturligvis også til indholdet i løfterne.