International kommentar

Den amerikanske papirtiger til revision

Mao Zedong karakteriserede i 1956 USA som en papirtiger. Dengang tog han fejl. Men er betegnelsen mere rigtig i dag, hvor Kinas magt vokser, mens den amerikanske magt sættes under pres?
Debat
16. februar 2013

I 1956 karakteriserede Mao Zedong USA som en papirtiger. Han kunne dårligt have ramt mere ved siden af, men hvordan ser det ud i dag, mere end et halvt århundred senere? Kina kommer formentlig til at overhale USA inden 2030, hvad angår BNP, men forskellen i indkomst per indbygger vil fortsat være markant. USA’s gældsproblem vil måske nok føre til gældssanering, men landets kreditorer har ingen interesse i at få denne situation til at eskalere i en større økonomisk nedtur. De vil imidlertid formentlig både bede om og få politiske indrømmelser til gengæld.

Amerikansk teknologi, innovation, multinationale virksomheder og andre aktiver er ikke så stærke, som de har været, men ikke desto mindre stærke nok til at holde USA kørende, omend i lavere tempo.

Og hvad angår militærmagt, ja, så er det ikke kun isenkram, men også erfaring, allierede og knowhow, der tæller. Selv hvis Kina skulle komme i nærheden af at kunne matche USA’s kampkraft – hvilket er usandsynligt inden for de næste 25 år – kommer landet næppe til at kunne vinde over USA i en større konflikt. Dermed bevarer USA sin status som den stærkeste af stormagterne.

Alfahanner

Spørgsmålet er, om USA vil kunne bevare sin position som flokkens leder – som alfahannen? I løbet af præsident Barack Obamas første regeringsperiode, har USA formået på én gang at fastholde et højt profileret diplomati og samtidig vige fra ethvert tilløb til reelt lederskab. Der er ikke gennemført yderligere handelsliberaliseringer under Doha-runden. USA har holdt protektionismen stangen, hvilket ikke har været nogen lille bedrift, men til gengæld har de ikke formået at gøre ret meget andet.

Den globale recession har fået lov at fortsætte, uden at nogen har haft en fast hånd på roret. Det internationale valutasystem døjer med en række usikkerhedsmomenter. Klimaforandring og global opvarmning har bidt sig fast – trods en masse snak, er der ikke sket nogen synlige fremskridt. Opmærksomheden rettes i stedet mod indenrigspolitiske initiativer, som for eksempel at øge udbuddet af skifergas, som USA kan bruge til at mindske sin olieafhængighed.

Obama har signaleret en ny tilgang til islam og Mellemøsten med sine taler i Istanbul og Kairo, men det er indtil videre blevet ved ord uden handling bag. USA stillede sig måske nok på Det Muslimske Broderskabs side i Egypten, men det var et udtryk for tilpasning til forandringer snarere end reel understøttelse af forandringer.

Blød magt afhænger af, om andre nationer og andre befolkninger anerkender lederens moralske overlegenhed. I årtier har USA’s lederskab hvilet på en moralsk og etisk særstatus. Krigen mod terror har ikke grundlæggende udfordret dette moralske lederskab – endnu – men USA’s image har lidt ubodelig skade af den tøvende holdning til, eller direkte afvisning af, at lukke Guantanamo i kombination med brugen af dronedrab. USA mister moralsk terræn og bliver ikke længere set som værende en indiskutabel rollemodel.

Det opslidende Afghanistan

En supermagt skal både have viljen og evnen til at udøve magt i to henseender. For det første for at forsvare sin position – om nødvendigt gennem væbnet konflikt. For det andet må den over for forstyrrende elementer – som for eksempel terrorister – kunne vise tydeligt ’hvem der bestemmer her’, hvilket straks er mere indviklet. På dette område har USA klaret sig dårligt de sidste fire år.

På overfladen går krigen mod terror tilsyneladende godt. Der har ikke været nogen omfattende terrorangreb siden 11. september. Men hvad angår USA’s selvrespekt og den respekt USA nyder fra andre lande, har krigen mod terror haft ødelæggende virkning. En række allierede blev trukket med ind i Afghanistan, netop fordi denne krig handler om at forsvare fælles moralske værdier. Denne krig er ikke vundet, den er måske ikke engang tæt på. Men den er heller ikke tabt. Faktisk har koalitionen klaret sig ganske godt. At trække sig ud nu efter at have trukket sig ud af Irak er et strategisk nederlag. En indrømmelse af, at USA er uvillig eller ude af stand til at udkæmpe en længere krig – en krig på viljestyrke. Det giver indtryk af, at USA’s politiske spektrum og offentlighed ikke finder det væsentligt at forsvare amerikanske værdier.

Afghanistan vil formentlig synke ned i ustabilitet og muligvis omfattende borgerkrig og kaos, hvilket vil destabilisere hele Centralasien – herunder potentielt skubbe Indien og Pakistan tættere mod konfrontation.

Sammenlignet med disse katastrofer er prisen for at blive i Afghanistan lav.

Iran: en catch 22

USA’s diplomatiske indsats over for Iran er kommet til et punkt, hvor valget står mellem at acceptere Iran som atomvåbenmagt eller at skride til militær handling for at forhindre dette.

Historien har lært os, at Iran kun vil stoppe sit atomvåbenprogram, hvis USA stopper alle forsøg på at gennemtvinge en regimeændring og anerkender Iran som den stærkeste magt i regionen.

USA kunne måske have været villig til at indgå en handel med Iran, hvis det ikke lige var fordi, Saudi-Arabien, Golfstaterne, Egypten og Tyrkiet ville opfatte det som forræderi.

I sin vægren ved at udøve magt har USA fået placeret sig mellem djævlen og det dybe vand: Valget står mellem væbnet konflikt under ufordelagtige omstændigheder og omstændigheder dikteret af andre, eller at lade den USA-dominerede verdensorden krakelere yderligere og risikere et totalt sammenbrud uden noget lovende alternativ i sigte.

 

Jørgen Ørstrøm Møller er adjungeret professor ved CBS og fhv. departementschef og ambassadør.

© Jørgen Ørstrøm Møller og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her