Shahbag-pladsen i Dhaka er blevet Bangladeshs svar på Tahrir-pladsen i Egypten. Hundredtusinder af unge demonstranter besætter den i disse dage for at protestere mod landets radikale islamister. Selv politikere, der sympatiserer med demonstranterne, kan ikke styre bevægelsen. Dem lægger demonstranterne afstand til som eftergivenhedspolitikere, der søger kompromiser med samvittighedsløse mænd.
Der er tale om et græsrodsoprør til støtte for sekularisme, beskyttelse af mindretal mod forfølgelse og udsmidning af teokratiske bøller fra den politiske sfære og menneskers privatliv.
De vestlige medier udviser ringe interesse for at dække protesterne. En uforståelig ligegyldighed, så meget desto mere, fordi Shahbag-bevægelsen er en reaktion på en forbrydelse, som Vesten engang fordømte, men i dag har så godt som glemt.
De unge i Dhaka er indignerede over de ting, som er kommet frem under en retsproces om krigsforbrydelser begået af medlemmer af gruppen Jamaate-Islami. Det træffende venstrefløjsudtryk ’klerikale fascister’ kunne have være opfundet for at beskrive denne gruppes fremfærd. I 1971 revolterede den undertrykte ’østlige fløj’ af Pakistan mod sine herrer i Islamabad og erklærede Bangladesh for selvstændigt. Den pakistanske hær svarede igen med en kampagne af massemord og massevoldtægt, der chokerede et 20. århundred, som ellers mente at have set alt. George Harrison og Ravi Shankar organiserede støttekoncerter på Madison Square Garden. Mordene på hinduer og kristne, store flygtningestrømme og chancen for at svække Pakistan ansporede Indira Gandhi til en af sine få rosværdige handlinger i en ellers dyster karriere. Hun satte Indiens hær ind for at befri det forpinte land.
Den vestpakistanske besættelsesmagt blev på alle niveauer hjulpet frem af islamiske aktivister. Jamaat søgte sin inspiration hos Abul Ala Maududi, en pionerskikkelse inden for grundlæggelsen af den politiske islam, vi i dag kalder islamisme. Maududi drømte om en ny verdenskrig, der skulle føre til etableringen af et kalifat. Opbrydningen af det muslimske Pakistan fordunklede udsigten til den attråede verdensrevolution. For at forpurre dette tilbageslag dannede hans tilhængere dødspatruljer og indsatte dem til at slagte de intellektuelle, ingeniører, administratorer og lærere, der kunne få et selvstændigt Bangladesh til at fungere.
Nu har det årtier forsinkede retsopgør mod Jamaats krigsforbrydere sat Bangladesh i brand.
Som ved andre folkelige revolter igennem historien, er også den venstreorienterede elite i Bangladesh i syv sind om, hvorvidt man skal støtte demonstrationerne i Shahbag. På den ene side må de beundre de unges resolutte afstandtagen fra »en religionsbaseret politik, der har forgiftet samfundet«, som Zafar Sobhan, redaktør af Dhaka Tribune, udtrykker det. På den anden side kræver demonstranterne dødsstraf taget i brug over for krigsforbryderne, uden nåde og barmhjertighed.
Hvad siger venstrefløjen?
Hvad angår det os, vil nogen spørge. Bangladesh er langt væk. Folkemordet skete for årtier tilbage.
Men så langt væk og så længe siden er det ikke, for striden mellem de unge på Shahbag-pladsen og Jamaat har for længst nået London. For et par uger siden holdt lokale tilhængere af de unge en demonstration i Altab Ali Park, et sjældent grønt frimærke ved Whitechapel Road i Londons East End. Men her blev de mødt af Jamaat-tilhængere.
»De overfaldt os med sten«, fortæller en af demonstranterne mig.
»Der var gamle mennesker, kvinder og børn, men alligevel overfaldt de os.«
Arrangørerne af demonstrationen lader sig ikke afskrække. Nye demonstrationer er på vej. Dog ønsker de ikke deres navne frem, efter at ukendte gerningsmænd i sidste uge myrdede Ahmed Rajib Haider, en af lederne af protestbevægelsen i Dhaka.
Det er i dag såre uigennemskueligt, hvordan den britiske venstrefløj forholder sig til vor tids kampe mod de ultrareaktionære.
Den liberale multikulturalisme indeholder kimen til sin egen negation. Den kan være enten liberal eller multikulturel, men ikke begge dele. Multikulturalismen har ikke hidtil betydet et konsekvent forsvar for alle menneskers ret til at praktisere deres religioner og ytre sig frit uden at skulle lide under racistisk og sekterisk had. Snarere har det etablerede samfund favnet de mest højtråbende grupper af ’minoritetstalsmænd’ og ophøjet dem til privilegerede samtalepartnere.
Tvivlsom støtte
I tilfældet med britisk islam var en af disse grupper ingen anden end Jamaat-e-Islami, uanset at også dens britiske medlemmer talte mænd, der er anklaget for krigsforbrydelser i Bangladesh. Det ville svare til, at Storbritannien havde ladet Opus Dei repræsentere britisk katolicisme eller Shi Shena repræsentere britisk hinduisme eller den mest snæversynede slags ortodoksi repræsentere britisk jødedom. Endog Londons borgmester Ken Livingstone er personligt gået i brechen for en Jamaat-domineret moské i det østlige London og for Islamic Forum Europe, Jamaats facadeorganisation, der i dag kontrollerer lokalpolitikken i bydelen Tower Hamlets. Og mange borgere i Londons East End har beklaget sig over, at Londons politi forekommer alt andet end ivrige for at følge op på meldinger om truende muslimske gadepatruljer, der chikanerer eller overfalder bargæster i bøssebarer.
Mange ønsker ikke at tale om de Bangladesh-massakrer, der oprørte den venstreorienterede opinion i 1970’erne, ganske som mange ikke ønskede at tale om Saddam Husseins gasning af kurderne i forløbet op til Den Anden Irak-krig. Dette er politisk ubekvemme folkemord, man helst vil glemme.
Det mest opmuntrende ved demonstrationerne i Dhaka og London er, at terroren ikke bliver glemt, og at venstrefløjen bliver tvunget til at vælge side. Lad os håbe, de vælger den rette.
© The Observer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen
