Læsetid 6 min.

Bogdebat: Læserbreve

Pablo Llambías’ nye bog ’Hundstein’ er blevet centrum i en debat om anmelderi. En læser mener, at Erik Skyum-Nielsen anmeldelse af Pablo Llambías’ ’Hundstein’ er både subjektiv og moraliserende.

Pablo Llambías’ nye bog ’Hundstein’ er blevet centrum i en debat om anmelderi. En læser mener, at Erik Skyum-Nielsen anmeldelse af Pablo Llambías’ ’Hundstein’ er både subjektiv og moraliserende.

Jakob Dall
15. februar 2013

Anmelderi

Af Maria Andersen, Cand. mag., Odense

Læsningen af Erik Skyum Nielsens anmeldelse (fredag den 1. februar 2013) af Pablo Llambias’ seneste sonetværk, Hundstein, fik mig til at fundere over, hvad man egentlig kan forvente af en anmeldelse, som forfatter og som læser? I stedet for at levere en saglig og litteraturkyndig anmeldelse af Hundstein, trakterer Skyum læserne med en meget entydig analyse af både forfatter og værk. Skyum konkluderer skråsikkert, at »Forfatterskolens rektor undergraver sin autoritet ved at dokumentere, at han i grunden kun er optaget af én eneste ting, eller måske snarere to, nemlig hvordan han lige nu har det, og hvordan han tager sig ud …« Han kalder Hundstein for en buldrende kliché, Llambias for et skvat og en rablende rektor. Til sidst påstår han at kunne konkludere følgende, når han læser værket på dets egne præmisser: »Læst på disse fungerer det fint: Llambias har det ad helvede til, men glæder sig til at fortælle, hvad han nu ellers har at fortælle.« Det er påfaldende, at Skyum, der selv beskylder Llambias for at være dybt overfladisk, på ganske få linjer kan reducere både Llambias og Hundstein på denne vis. Det siger unægtelig mere om Skyum selv end om Llambias og hans værk. Som læser føler jeg mig ikke serviceret, hvilket burde være et mindstekrav til en anmeldelse, der dog henhører til avisens servicestof.

Jeg forventer, at en anmelder leverer kritiske værkanalyser, der underbygges af argumenter og citater fra det pågældende værk. Jeg sætter desuden pris på, at værket sammenholdes med det øvrige forfatterskab, dets poetik og samtiden. Men når Skyum i dette tilfælde eksempelvis påpeger, at værkets titel ikke har en »rottefis« med noget at gøre, så ved jeg, at han ikke har været en opmærksom læser. Bjerget Hundstein er det bjerg, som L og fortællerjeget på symbols vis aldrig fik besteget. Desuden rummer titlen konnotationer til f.eks. Casper David Friedrichs Vandreren over tågehavet (1818).

At dyrke og pleje krisen

Når jeg dernæst læser overskriften »Fra syg til syg«, står det mig klart, at Skyum ikke har set den åbenlyse udvikling fra et fortællerjeg, der tvivler på sin evne til at elske i Monte Lema, til at denne i Hundstein konstaterer at have elsket. Jo, der er redundans i blotlæggelsen af den personlige krises problemstillinger, men netop den selvsamme repetition er kendetegnende for det plagsomme sind, hvorved fortællerjegets tilstand afspejles i den litterære form. Skyum kalder det at dyrke og pleje krisen. Jeg kalder det at skrive sig ud i og blotlægge krisens afkroge. Nej, foreløbig leverer Llambias ikke et episk forløb med en happy ending. I stedet fastholder han på realistisk vis den langtrukne proces, der følger i kølvandet på eksistentielle kriser.

Paradoksalt nok bider Skyum på naiv, følelsesladet og meget lidt skolet vis på Llambias’ krog og bekræfter jegfortællerens selvopfattelse. Han går efter manden i stedet for bolden. Sætter lighedstegn mellem Pablo Llambias og jegfortælleren. Skyum reagerer som den utålmodige pårørende, der irriteres og ikke kan håndtere og rumme dybtgående og langtrukne personlige problemer hos medmennesket. Llambias præsenterer jegfortælleren som psykisk syg og lader nådesløst denne jegfortæller dissekere sig selv på godt og ondt – mest på ondt. Ja, der ser ud til at være ligheder mellem jegfortælleren og Pablo Llambias. Men præcist hvor skellet mellem fortællerjeget og privatpersonen Llambias går, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktionen er, kan læseren selvsagt ikke vide. Det er en del af Llambias’ poetik at lege med selviscenesættelse, blanding af virkelighed og fiktion samt divergerende genrer. Men var han så optaget af, hvordan han tager sig ud, som Skyum påstår, ville han selvfølgelig have skabt et langt mere flatterende portræt af den jegfortæller, der minder om forfatteren. Men skal forfatteres indskydelser af noget, der ligner brudstykker fra privatlivet i grænsesøgende og eksperimenterende værker foranledige anmeldere til at lave en personkarakteristik baseret på egne moralske præferencer? Nej, hvorvidt man føler sympati for den skrivende eller et værks hovedperson skulle nødig blive afgørende for bedømmelsen af den litterære kvalitet.

Følelsesladet reaktion

Som Llambias til stadighed gør opmærksom på, gemmer der sig altid en forfatter, dvs. et subjektivt udgangspunkt, bag teksten. Netop dette skal jeg love for, at Skyum får godtgjort i sin anmeldelse. Hans subjektive og moraliserende udgangspunkt er uendelig tydeligt og overskygger den professionelle tilgang til værket. Skyum giver præcis, hvad Llambias stedse efterlyser: en følelsesladet reaktion. Skyum hopper på alle måde i med begge ben. Plask!

 

Svar:

Vanskeligheden ved som anmelder at ville ytre sig kritisk eller blot en smule forbeholdent om Pablo Llambias’ to »sonet« bøger Monte Lema og Hundstein ligger i, at digteren egentlig kun levner én to kvadratcentimeter at manøvrere på. Grænsesøgende, eksperimenterende og dermed vel i grunden muntert legende, men også med showmandens kolde beregning skaber han et cirkus, hvor anmelderen, med mindre han eller hun naivt applauderer, egentlig kun kan agere klovn.

Ved, som Maria Andersen rigtigt betoner, at være »åben« om psykisk sygdom, lægger digteren kortene på bordet, men opnår samtidig at gøre en smagsdom til en dom over en patient. Ved at sonnettere sin dagbog illuderer han æstetisk distance og gør det illegitimt at forholde sig til hans værk som det, bogen i grunden er: ubearbejdet privateri. Ved i konkrete afsnit af Hundstein at gengive positive reaktioner på Monte Lema tager han forskud på sin læsers dom og gør eventuelle kritiske indsigelser til udtryk for elitisme i form af foragt over for de læsere, der hopper med på vognen: hans show om at sige selve Den Nøgne Sandhed. Og ved f.eks. at indlægge en artikel, som faktisk har været trykt i pressen, og gengive forfatterskolebegivenheder, som faktisk har fundet sted, som hele sekvenser i Hundstein bruger han løs af virkelighed, på samme tid som det forventes, at kritikken overholder de gængse boganalytiske spilleregler og således ikke holder ham fast på, hvad han fortæller, f.eks. de ting, han beretter om sit ansvarsfulde hverv som rektor for en statsstøttet institution.

Skulle man pænt respektere litterært-analytiske spilleregler, måtte man nok i en beskrivelse af Hundstein og Monte Lema operere med hele fire adskilte instanser: a) kød-og-blod-forfatteren, b) værkets implicitte forfatter, dets styrende ’indre bevidsthed’ eller dets totalstruktur, c) »fortællerjeget« og d) det handlende jeg, som af c, b og a sættes i scene – som et ynkeligt skvat.

Problemet er bare, at intet af de to værker for mig at læse på noget tekstligt niveau signifikant begrunder en opdeling i fire principielt adskilte instanser. Strukturen bliver således udelukkende teoretisk, ikke sprogligt artikuleret og dermed reel i betydningen: analytisk nødvendig. Derfor tillod jeg mig i min anmeldelse af 1. februar at kalde en spade for en spade og et skvat for et skvat frem for at lade mig nøje med at skulle manøvrere på de to kvadratcentimeter, kritikken får tildelt i iscenesættelsens cirkus, Llambías’ køligt kalkulerede setup.

Hvad angår bjerget i Østrig, som angiveligt har forsynet den nye bog med en titel, nævnes dette ganske rigtigt side 229: »Det hedder Hundstein, og jeg har lovet at skrive om det.« Når jeg i min anmeldelse skrev, at bogens titel og omslag ikke havde en rottefis med indholdet at gøre, var det således misvisende.
Jeg burde have ladet mig nøje med at anholde det sentimentaliserende misforhold mellem tekststedet selv og de vilde proportioner, til hvilke titel og omslag forstørrer det op: En museprut orkestreret som skæbnesymfoni.
Jeg er ikke enig i, at en litteraturanmeldelse er »servicestof«. For mig er en anmeldelse et forsøg på som tidlig læser af værket at svare på det ved at aktivere min faglighed og reagere som den, jeg nu er, herunder én som tænker moralsk på områder, som kræver moral.

Derimod kan jeg kun være enig i, at »en saglig og litteraturkyndig anmeldelse« må bygge på analyse af det anmeldte værk. Derfor indbyggede jeg også behørigt i min artikel et værkreferat, om end jeg undervejs lod dette farve af den ikke ubetydelige læsemodstand, som Llambías’ »poetik«, indrømmet, fremkalder i mig. Når Maria Andersen efterlyser citater, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at anmeldelsens overskrift »Fra syg til syg« netop var et citat. Gæt selv hvorfra.

Erik Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu