Klumme

Om dansk og amerikansk bordetikette

Og om hvordan den afgående amerikanske ambassadør gav et lille svirp til de fremmedangste danskere
18. februar 2013

Det er ikke altid a piece of cake at være den amerikanske stats fremmeste repræsentant i Danmark. For nogle ambassadørers tid siden skulle en sådan nyudnævnt af slagsen til middag med en række honoratiores. Sådan er det jo.

Her er et indskud nødvendigt: Denne vending – sådan er det jo – er blevet Deres ydmyge klummeskrivers yndlingsudtryk lige siden det med dagpengene, og jeg undskylder forlods, men Vestagers (R) lakoniske konklusion har en forunderlig fleksibilitet over sig, som er svær at slippe af med, når først man er kommet i vanen.

Prøv selv: global opvarmning? Sådan er det jo. Borgerkrig i Syrien? Koncentrationslejre i Nordkorea? Trafficking? Jamen, jamen, sådan er det jo. Man kunne fristes til at mene – hvis man altså ikke var sådan et pænt menneske – at et af Radikale Venstres største minusser er den tilsyneladende radikale (undskyld) ulyst til for alvor at, gys, forandre noget.

Tilbage til hovedsporet: Vor nyudnævnte ambassadør var lige ankommet til jordens lykkeligste land og havde en dansk dame af det bedre selskab til bords. Hun var tydeligvis ikke helt velbevandret udi etikette, men valgte i stedet (og det er der ikke noget decideret galt i) at demonstrere den velkendte danske ligefremme tilgang til dinner conversation. Den der, De ved, der kan forveksles med uhøflighed men som også kan være forfriskende i al sin globale anderledeshed:

»Nå, Mr. Ambassador, hvor mange penge har De så betalt for at blive udnævnt?« ville hun vide på sit nydelige skoleengelsk.

Thi enhver kritisk dansker ved jo, at amerikanerne gør sig i politiske udnævnelser, hvor poster uddeles efter størrelsen af donorernes pengepung snarere end uddannelse, karriere eller sågar evner. Ikke som hos os, forstås. Ambassadøren betragtede hende venligt og svarede:

»Ikke nok, den sag er klar.«

Om det herlige, mundrette og meget amerikanske svar fik vor landsmand til at fundere over Danmarks plads eller betydning på det globale, geopolitiske landkort, melder historien ikke noget om. Men det forlyder, at hun blev noget spag i mælet. Godt så.

I de seneste år har USA haft en fremragende ambassadør af den moderne slags, en kvinde med danske aner, der har gjort flittig brug af sociale medier, især Facebook, hvor man ved selvsyn har kunnet forsikre sig om, at Laurie Fulton aldrig har ligget på den lade side. Ud over de hundredvis af officielle gøremål, en ambassadør har – og mange af dem egner sig givetvist ikke til Facebook, enten fordi de er fortrolige, eller fordi de er for kedelige – har Ms. Fulton boltret sig i danskere af enhver slags. Høj og lav fra alle dele af Dronningeriget. Hun har spist sild, drukket snaps, gået på kunstudstillinger og museer, været til frokoster, skovture og folkelige middage en masse.

Efter præsidentvalget for tre måneder siden er det imidlertid skiftedag (sådan er det jo også), og Laurie Fulton forlod sin post i forrige uge med en lille opsang til danskerne om at vise mere åbenhed og mindre angst eller fordømmelse over for andre kulturer.

Et ret uskyldigt, og meget amerikansk, synspunkt, men naturligvis alligevel ikke spor harmløst, fordi danskens forhold til de(t) fremmede netop fortsat spøger som et uløst problem. Derfor rynkede visse næsen og blev sure.

I USA forstår man integration anderledes – måske fordi alle på sin vis er indvandrere. Femtegenerations tyskere, danskere, svenskere, italienere og så videre ser fortsat sig selv som stammende fra udvandrerlandet, uanset at de ikke taler sproget i det land, deres tipoldeforældre kom fra og ofte ikke selv har haft råd til at rejse dertil. De kalder sig selv italiensk-amerikanske, svensk-amerikanske etc. I mine børns franske skole i Washington opregnes det med ikke så lidt tilfredshed, at der ud over fransk og engelsk også tales 16 andre sprog.

Med Susanne Sayers, tidligere chefredaktør, journalist og forfatters ord:

»I Danmark accepterer vi ikke dobbelt statsborgerskab, heller ikke i overført betydning. Enten er du dansker, og så skal du dæleme også være det på samme måde som naboerne, eller også er du fremmed.«

I Danmark er det netop ikke et plus at være flersproget, det ses som en byrde. Mon ikke vi kunne lære lidt af den amerikanske tilgang her – og mon ikke det bare var det, ambassadøren mente, da hun udtalte sig?

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk

Klummen i morgen: Birgit Wandahl Bundesen om resocialisering

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
  • Claus Piculell
  • Jørgen M. Mollerup
Inger Sundsvald, Claus Piculell og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels H. Poulsen

"I Danmark er det netop ikke et plus at være flersproget, det ses som en byrde."
Trist, men sandt.
Jeg kan huske, at jeg efter at have været 7 år i udlandet kom tilbage til Danmark og studsede over ordet "tosproget", og at det var næsten ensbetydende med kriminel, dum og doven.
Jeg har ellers det (måske fejlagtige) indtryk, at det forholder sig ligesådan i USA.
Det siges, at det blev holdt hemmeligt, at gamle Bush kunne tale fransk, fordi befolkningen i USA er mistroisk over for folk, der kan andre sprog end engelsk.
Min egen fætter, som er vokset op i USA med en dansk forælder, skulle forhindres i (hvilket var meget let) bare at kunne det mindste dansk. Ellers ville han skille sig ud. Med samme begrundelse blev hans forhud fjernet. Hans bedste vens forældre, som var indvandrere fra Tyskland, talte aldrig tysk sammen foran sønnen, idet de var bange for, at han skulle lære sproget.
Det er selvfølgelig bare personlige anekdoter ( bortset fra det om Bush, som jeg ikke kan finde kilden til), så hvis USA har en anden tilgang, er det selvfølgelig noget, vi kunne lære af.