Klumme

Døden er det, vi alle har tilfælles

Alligevel er den ikke noget, vi taler om eller forholder os til. Men hvis vi tør forsøge at indeholde døden, bliver livet mere værdifuldt
15. februar 2013

Du ved det godt. Du skal dø. Og alle dem, du elsker, skal dø. Dit liv slutter. Dine projekter løber ud i sandet. Dit input til denne verden holder op. Dit livs kilde tørrer ud.

Det er måske en voldsom begyndelse på en klumme, men det er vigtigt, at det bliver sagt, så vi er enige om visse grundprincipper, før vi fortsætter. Pointen er ikke at deprimere nogen, men faktisk at komme ind til en dybere livsglæde. Så bær over med mig. Der er lys for enden af klummen.

Udover vores oprindelse fra en mands sæd i en kvindes liv er Døden (med stort ’d’) det eneste, vi har tilfælles, alle sammen. Alle mennesker på jorden er bundet sammen af denne, den største sandhed.

Man kan bruge det billede, at Døden blæser omkring os, som en kold vind. Vi kan løbe på stedet for at holde varmen, men Døden er der altid. Og husene, vi bygger, går under, byerne går til, og energiværkerne løber tør for brændstof.

Sagt på en anden måde: Lige gyldigt hvor meget motion eller yoga, du dyrker, lige gyldigt hvor få cigaretter, du ryger, lige gyldigt hvor sukkerfri, fedtfri og ’uden farvestoffer’ din mad er, så vil du dø. Og Døden rammer dig præcis lige så voldsomt, som den rammer alle andre.

Spillet er ude, før du troede. Døden vandt.

Men vi beskæftiger os næsten aldrig med Døden, når den da ikke rammer os i nakken som en kold og klam vinterhånd, der uden besvær trænger ind under både vinterjakke, sweatere og uldent undertøj. Og sorgen er uomgængelig – en del af regnestykket. Men Døden er der jo hver dag. Også når vi er sunde, raske og heldige.

Hvorfor optræder Døden – denne forenende betingelse i vores liv, det vi i virkeligheden har til fælles, om vi er sorte eller brune, mand eller kvinde, barn eller voksen – som et uoverskueligt sort hul i vores bevidsthed? Som noget vi ikke vil have noget med at gøre?

I vores kultur taler man ikke om Døden, det er usmageligt. Og vores ritualiserede behandling af den er minimeret til de situationer, hvor vi er ofre for den. Vi sætter kun ord på Døden, når den er uoverskuelig. Det er en af de største kortslutninger i vores kultur.

I de daglige medier behandler vi næsten kun Døden som katastrofe eller statistik. Når Døden er katastrofen, er den ’det allerværste,’ noget vi frygter og har svært ved at begribe. Gruopvækkende historier om ældre par, der blev bagbundet og myrdet, børn, der er mishandlet, osv. Eller den ’positive’ version om drengen, der forleden blev stukket i maven af sin bror med en kniv, men »er uden for livsfare«.

Når Døden til gengæld er statistik, optræder den som tal, vi ikke kan sætte ind i nogen meningsfyldt ramme. Tabstal i krige, sultofre, jordskælvsofre, civile der er døde af bomber i lande, vi aldrig har set, følt og mærket. Det er uhåndgribeligheden inkarneret, det er selve essensen af det uhåndgribelige. Både følelsesmæssigt og sjæleligt. Det er umuligt at forholde sig tilfredsstillende til Døden som statistik. Det føles altid ubærligt og ynkeligt.

Døden som katastrofe og statistik er ikke usande fremstillinger. Men hvis vi ikke behandler den på andre måder, bruger vi al vores tid, penge og tanker til at flygte, glemme og fortrænge Døden. Hvor mange af vores vaner er forsøg på at glemme vores egen dødelighed? I modsætning til de fleste andre kulturer har vi intet sprog og ingen værktøjer til at håndtere den. Døden er ikke en del af vores Liv.

Men vi bliver nødt til at have Døden med os, hvis vi vil have det meste ud af Livet. Hvis vi ikke vil være styrede af frygten. Som alle andre ideer bliver katastrofe- og statistikbilledet til tvangstanker, hvis de ikke bliver sat i et ordentligt perspektiv:

At Døden er uomgængelig og naturlig. At den er lige så lidt vores fjende, som os selv. At Livet bliver mere værdifuldt, hvis vi tør forsøge at indeholde Døden. Vi bliver nødt til at prøve at indeholde den. Ikke for at forstå Døden. Men for at finde ud af, hvordan vi selv forholder os til den. Og nej, det er ikke smukt.

Men ud fra et sådant udgangspunkt kan vi først tage stilling til, hvad vi tror, Døden er. Hvad vi tror, der sker, efter den er indtruffet. Om der sker noget som helst. Det hører sammen, at vi ikke kan formulere vores indstilling til Livet (’jeg tror på noget, jeg kan ikke helt forklare det’), og at vi ikke vil forholde os til Døden.

Og hvordan skal vi kunne kalde os mennesker – levende vågne mennesker – hvis vi ikke engang har turdet forholde os til Livet og Døden? Hvis vi ikke engang har turdet se selve vores fælles betingelse i øjnene?

Kristian Leth er musiker og forfatter

Klummen i morgen: Kim Kristensen om ytringsfrihed og Lars Hedegaard

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

Jeg ynder gerne, at skelne mellem døden og vejen til døden; og denne sidste, altså livet, forsøger jeg at indrette, så den ikke ender elendig.

Maj-Britt Kent Hansen

Nu kan man jo godt bekæftige sig med noget - endog hver dag - uden at tale højt om det eller skrive klummer om det.

Lise Lotte Rahbek

Det er svært, synes jeg, at beskæftige sig med noget, ingen ved hvad er,
Døden kan gerne beskrives med en dør, der lukkes (op?)
eller et lys, som pustes ud.
Fraværet af åndedræt.
Kald det hvad man vil.

Jeg kan lige så lidt beskæftige mig med min fødsel - eller undfangelse - som med min død, selvom man vel nok kan sige, at jeg var og vil være til stede ved begge begivenheder, i en eller anden grad.

Jeg føler mig ikke mere levende af at snakke om død.
Jeg har lige mærket efter en ekstra gang.
Men nej.