Jeg har en kvindelig psykiatrisk patient, der tidligere har levet mange år på gaden, bl.a. som prostitueret. Hun er dømt ad flere omgange, typisk for overfald mod sine kunder. Hun fortæller med stor fornøjelse, hvordan hun efter at have røvet dem, solgte mændenes klæder, så de måtte gå nøgne hjem. Hun er med andre ord en hård hund, der ud over at være skizofren og personlighedsforstyrret ikke stoler på nogen og ikke knytter bånd. Dette har vist sig også at være et af de største problemer i terapien, hvor hun konstant lyver og i det hele taget ikke vil eller kan vise os den tillid, der skal til for at opnå et fremskridt i behandlingen.
Hendes mistillid er bygget op gennem mange års skuffende oplevelser, bl.a. fordi hun har svært ved at afkode de sociale regler, vi andre følger for at kunne opbygge varige og værdifulde relationer. Hvis man ikke forstår færdselsreglerne, kører man galt. Langt de fleste af os lærer dem gennem socialiseringsprocesser i hjemmet, med vennerne eller i institutionerne, hvor vi får en grundlæggende forståelse for normalitet, der gør os i stand til at indtræde i et fælles, alment rum. En af adgangsbilletterne til dette fællesskab er en sund, velfungerende psyke. Et intakt selv.
Psykisk syge må ofte leve med symptomer som stemmehøring, hallucinationer, kronisk paranoia og selvmordstanker, der for udenforstående kan virke ubærlige. Alligevel er dét, som patienterne oftest selv angiver som det mest invaliderende, den ensomhed og sociale isolation, der ofte følger med. Dels pga. samfundets ekskludering af det anderledes og aparte, men også pga. den manglende evne til socialisering, som ofte er et træk ved de sværeste psykiske sygdomme. De svært depressive kan helt mangle det drive og overskud, det kræver at være sammen med andre, og de skizofrene kan ofte have et skær af autisme over sig som følge af at leve i en realitet, der ofte er forvrænget i forhold til vor andres virkelighed. Samtidig kan det være angstprovokerende ikke at kunne stole på sine sanser, som når man har syns- eller hørehallucinationer. De falder simpelthen ud af eller ekskluderes fra det fællesskab, der udgøres af vores ’common sense’ – den naturlige verdens selvfølgelighed, som vi andre normalt tager for givet og aldrig betvivler.
Som supplement til den medicinske behandling er det vigtigt at styrke patienternes andre kompetencer, som kan hjælpe med at forebygge tilbagefald. Hertil hører eksempelvis at styrke patienternes sociale færdigheder, bl.a. ved arbejdsterapi. Det er desværre ikke særlig udbygget i Danmark til trods for, at flere internationale studier viser gode resultater – ikke kun med psykisk syge patienter, men også med stressramte og hjerneskadedes arbejde i gartnerier eller med dyr.
For mig var det lidt af en øjenåbner, da førnævnte kvindelige patient kom ind til en samtale efter sin første uge i dyrestaldene og strålende fortalte, at hun havde fået ansvaret for gederne. Da jeg en uges tid senere så hende trække af sted med et gedekid, gav det pludselig meget god mening. Fordi det er en måde at komme ud af sin egen lille verden på, og der er noget enkelt, givende og ukompliceret ved at være sammen med dyr. Måske fordi man kommer ’ud af sit hoved’ og får umiddelbar respons og succesoplevelser. På vores ældrepsykiatriske afdeling har man f.eks. med stor succes haft en ’terapihund’, der især blandt de demente aktiverer grundlæggende menneskelige følelser af omsorg og udløser følelsesmæssig respons fra et andet levende væsen – noget det kan være svært at opnå, når, som i de dementes tilfælde, alle ens sociale færdigheder er forsvundet.
Og selv en hård hund må blive blød over for hjælpeløse dyr. Måske er det også nemmere at spejle sig i deres behov for pleje og omsorg end i ens medmennesker, hvis adfærd selv for normalt fungerende ofte kan virke uforudsigelig og indebære skjulte krav og ønsker, man hverken kan gennemskue eller honorere?
Arbejdet med dyr gør ikke i sig selv mennesker bedre til at have sociale relationer, men det er grundøvelser i empati, der kan reducere ensomhed og give en samhørighedsfølelse, som er grundlæggende for det at være menneske.
Deri adskiller hverken demente eller psykisk syge sig fra de 880.000 danske husstande, der har ét eller flere kæledyr.
Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien
Det er dejligt at se, at læger har fået øjnene op for dette, som mange mennesker har haft glæde af i mange år.
Ikke kun diagnosticerede har glæden. Også traumatiserede og stressramte har stor glæde af den respons dyr giver, her og nu. De har, til forskel fra mange mennesker, ikke bagtanker eller skjulte dagsordner.
Et eksempel på sådant et behandlingssted er Urd & Co.
Jeg synes, artiklen er nedladende skrevet. Er det sådan forfatteren ser psykisk syge?
Den minder om filmen 28 days, hvor en del af misbrugsbehandling er, at først skal man kunne passe en plante, derefter et kæledyr og først derefter kan man håbe på et rigtigt forhold. Det bliver beskrevet med et glimt i øjet i modsætning til artiklen. Stakkels psykisk syge, som skal behandles af en læge med sådan en tilgang til sine patienter.