Kommentar

Europas tabte generation

Millioner af unge voksne står uden udsigt til arbejde. De, ikke gælden, er Europas egentlige krise og problem. For hvad sker der med en ungdom, der aldrig bliver indsluset i samfundet?
Debat
7. februar 2013

I begyndelsen af 1970’erne udgav Milan Kundera en roman, som på dansk kom til at hedde Livet er et andet sted. Her læser vi om den unge digter Jaromil, som på grund af narcissisme, manglende talent og en mors kvælende omsorg i stadig højere grad kommer til at leve i en skinverden – eller en ’virtuel verden’, som vi velsagtens ville kalde det i dag.

For den unge digter ender det helt galt. En eksistens? Ja, måske nok. Men ikke et liv. Livet findes et andet sted.

Jeg kom til at tænke på Jaromil (som på tjekkisk for øvrigt betyder ’den, som elsker foråret’), da jeg for nylig så en statistik over, hvor mange unge, der i dag står uden arbejde i Europa. Rædselsvækkende tal. Jeg må anbefale studiet som pligtlæsning for alle, der stadig måtte hylle sig i den vildfarelse, at den europæiske krise handler om valuta, gæld, og hvem der skal betale hvad.

De uønskede unge

I EU var der ved udgangen af 2012 næsten seks millioner arbejdsløse unge under 25 år. I Grækenland og Spanien står mere end hver anden uden arbejde, i Italien og Portugal er det hver tredje. Og udviklingen går i retning af stadig flere unge uden arbejde, mens de perioder, hvor de er arbejdsløse, bliver stadig længere.

Hvornår kan perioden betegnes som permanent? Med alt, hvad dette indebærer? Mit gæt er, at det vil tage færre år, end vi måske er tilbøjelige til at tro. Hist og her tales der allerede om en tabt generation i Europa. Det er den slags, der vækker ubehagelige associationer. For første gang i meget lang tid vokser der unge mennesker op, om hvem vi allerede ved, at de kommer til at nøjes med en lavere levestandard end deres forældre. Jeg har italienske venner, hvis søn er arbejdsløs. Han er dimitteret kandidat i litteraturvidenskab fra universitetet i Venedig, men har nu på tredje år ikke kunnet finde nogen ansættelse. Trods eksamen kan han end ikke søge et vikariat som skolelærer, fordi han savner undervisningserfaring og anses for ’ukvalificeret’. Til tilfældige manuelle daglejerjob betragtes han derimod som ’overkvalificeret’. De italienske arbejdsgivere, og måske ikke kun dem, forekommer i denne henseende at være overdrevent mistroiske. Men måske ville personer med diplom bare forstyrre stemningen på arbejdspladsen.

Skal man så fortsætte med at studere? Kan det virkelig være en overlevelsesstrategi?

Ventetid på Hotel mama

Lige for tiden bor litteraturmagisteren hjemme hos sine forældre i det, som på italiensk hedder Hotel mama, da han ikke har råd til egen lejlighed og derudover savner de materielle forudsætninger for at kunne stifte sin egen familie, idet han er tvunget til at bede sin far om lommepenge til mobilregningen, en biograftur eller en kop espresso.

Så hvad fordriver han tiden med? Med at være på internettet på familiens pc. Dets virtuelle verden er flydt sammen med hans virkelige. Men mest af alt, så venter han. Meget andet findes der ikke at foretage sig end at drikke endnu en espresso med venner, som befinder sig i samme situation. Nogle af dem er begyndt at tage narkotika, mest for at fordrive tiden indtil opsvinget kommer. På en eller anden måde kan selv de, som ingen penge har, altid finde nogen til at betale for billige stoffer.

Mentalt forkrøblet tilværelse

Forældrene har meget små muligheder for at hjælpe sønnen, samtidig med at de fuldt ud er klar over, hvilket dilemma han befinder sig i. Et ungt menneske uden arbejde, uden indkomst, uden egen bolig og uden muligheder for at stifte egen familie får jo ikke en chance for at blive voksen. I stedet indtræder der en art infantilisering, som gør det meget vanskeligt for den ramte at indse, at vi alle må tage ansvar for vores eget liv, fordi der ikke er andre, som kommer til at gøre det eller overhovedet kan gøre det, og at det ikke nytter noget at undskylde sin passivitet med, at man har et vanskeligt udgangspunkt. Livet har aldrig handlet om alles konkurrence på fair og lige vilkår.

Derudover er arbejdsløshedens skinverden mentalt forkrøblende. Selvværdet stækkes, selvtilliden krymper. Det eneste, som vokser, er en opgivenhed, som så let bliver til bitterhed og aggression.

Ej heller må vi glemme, at arbejdsløsheden kan være en streng tugtemester: Tabt tid kan kun sjældent kompenseres senere. Allerede nogle år uden arbejde kan gøre det umuligt på længere sigt at blive del af arbejdslivet, hvad enten det nu skyldes, at arbejdsgiverne aner uråd over sådanne tomrum i cv’et, eller at det for den unge arbejdsløse allerede er blevet for sent at tilpasse sig de krav på disciplin, rutine, høflig optræden, indordnen sig og nøgternhed, som næsten alt erhvervsarbejde kræver.

Samtidig kan det, som for individet kan blive en tragedie, for samfundet blive en trussel. Unge mennesker må socialiseres ind i samfundet, og intet bidrager til en sådan socialisering og indskoling som netop fast arbejde. Hvilken institution kunne alternativt påtage sig denne opgave i en tid, hvor kirken, enhedsskolen, almindelig værnepligt og måske end ikke familien gør det længere?

At være arbejdsløs indebærer at være udelukket fra samfundet, men ofte også at miste interessen for det. Europas historie lærer os, hvor hurtigt arbejdsløse unge i politisk forstand kan blive en kritisk masse: Skridtene fra fabrikken til gaden kan være meget få. Det samme kan det fra parlamentet til gaden.

Den europæiske gælds- og valutakrise er langt fra ovre, uanset at visse tegn kunne tyde på, at vi er ovre det værste. Men arbejdsløsheden lever sit eget liv, ude af takt med med prognoser og børskurser, og ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) forventer, at den i 2013 vil stige globalt, ikke mindst i Europa.

Kunderas roman er både sædeskildring og samfundskritik. Men Jaromil er dog kun en enkelt skæbne, en privatpersons historie. Med det kan Europa leve. Men med millioner og atter millioner unge mennesker dømt til at føre den samme slags virtuelle liv, står der langt mere på spil.

Richard Swartz er svensk forfatter og journalist.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Ja. En generation er i gang med at blive tabt for arbejdsmarkedet.
Spørgsmålet er, om det kun er skidt.

Hvad vil de arbejdsløse gøre, når de bliver trætte af at vente på et opsving, som aldrig kommer?
Vil de flytte på landet og dyrke deres egen føde? Vil de gøre oprør med våben mod det eksisterende regime, som har efterladt dem uden det liv, som de kan se i reklamerne, er det liv der burde leves? Vil de falde ind i fascismens støvletramp? Vil de deltage i at skabe en ny verdensorden, hvor det at have et lønarbejde ikke er det eneste saliggørende? Vil der opstå krige i Europa igen - evt som borgerkrige?

Jeg hørte igår et program i radioen som fortalte, at aggressionerne hos menneskene igen er ved at være synlige. I lang tid gar vi levet i et behersket forhandlingssamfund, som argumenterer for sine synspunkter. Noget tyder på, at aggressioner er ved at erstatte den indadvendte selvbebrejdelse som menneskelig reaktion.
Den udvikling kan jeg godt blive lidt urolig for. For så er det jo den med råstyrke som vinder over kommunikationens bemestrer.
Men vi kan jo allesammen godt se, at det der sker - eller ikke sker - i Europa i dette årti, kalder på en ny orden. Man kan ikke efterlade en hel generation af unge og ældre i ingenmandsland og tro, at det ingen forskel gør.

John Vedsegaard, Lilli Wendt og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

(I stedet indtræder der en art infantilisering, som gør det meget vanskeligt for den ramte at indse, at vi alle må tage ansvar for vores eget liv, fordi der ikke er andre, som kommer til at gøre det eller overhovedet kan gøre det, og at det ikke nytter noget at undskylde sin passivitet med, at man har et vanskeligt udgangspunkt. Livet har aldrig handlet om alles konkurrence på fair og lige vilkår.)
Ansvaret for eget liv skal vi selv tage!!!!-sikke noget bavl - vi fødes ufrivilligt, vi præges af andre, de fleste af vores medfødte egenskaber, iværksætter, kan selv, vil selv, bliver pillet af eller i bedste fald filet til og så står vi der mentalt tilfilet og så kommer dagen-der hvor vi tager ansvaret for eget liv!!- indenfor den model vi har , hvor samfundet former individet kan samfundet håbe på at de fleste bliver selvgående og selvforsøgende. Dem det ikke lykkes for er naturligvis samfundets ansvar i fællesskab . Tag dig nu sammen mand siger vi efter at have filet på individet i 18 år eller mere-individet lever indenfor fællesskabet og de, der går istå kommer i fællesskabets oplader.Vor nuværende holdning, at de kan sejle deres egen sø, som arbejdsløse,kriminelle, lønreserve efter at vi ikk ehar lykkedes med at gøre mennesket selvgående er -ja jeg mangler ord-menneskefjendsk mod vor egen avl-

H.C. (Hans Christian) Ebbe og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det er altid farligt at generalisere ud fra en enkelt bekendts magistersøn. Sådan er hele verden, nej, det er den næppe. I øvrigt har man før set italienske magistersønner, der havde svært ved at forlade mama. Men hvad laver alle de arbejdsløse i Europa? Og hvad lever de af? Nu skal man ikke tage fejl af, at der er en ganske betydelig sort økonomi. I Grækenland tidligere anslået til 25 % af økonomien. Så mange af dem laver altså andet end at surfe på nettet. Og så det der med at dele familiens indkomst og formue, det er vel egentlig ikke så tosset. Det jeg har undret mig mest over er, hvorfor de arbejdsløse ikke stemmer de gamle partier langt ud i hampen ved valgene. Og nogle nye venstreorienterede ind, som Syriza og IU (Izquierda Unida). Men det kommer nok.

Hans Ditlev Nissen

Ja, det klogeste er at holde op med at vente.
Vores egentlige arbejde er alligevel at være præcis det vi er, til enhver tid, på præcis de betingelser vi har.

peter guldmann

Arbejdsløshed er ikke noget nyt fænomen.Op igennem 1900tallet var den udbredt. Mellemkrigsårene var særlig slemme , men jeg kan tydeligt huske Schluter tiden i firserne hvor vel tæt på 20% af os unge under 25 var uden job og på bistand, så det er ikke den første tabte´generation i historien. Dengang var problemmet osse at arbejdsmarkedet var alt for firkantet og gik man på arbejdsformidlingen skulle man være heldig at finde job. Nå situationen i sydeuropa idag er ikke helt den samme, men da jeg sidst var i Sydspanien var stort set alle de ansatte i drivhusene, der forsyner os med vintergrønsager her i dk, ikke spanske statsborgere, og mange af dem ulovligt ansat. Dvs at vi har støttet et stort skatteundragene og sort arbejdebaseret foretagende i syd , som ellers skulle have skabt arbejde til spanske unge og skabt skatteindtægter til den spanske stat. Så det der er sket er, at de unge spaniere er blevet arbejdssnober som ikke ville udføre den slags arbejde, men overladet det til gæstearbejdere, samtidig med at staten har mistet skatteindtægter og er havnet i gæld. Selfølgelig er det ikke så simplificeret som sådan , og debatten i spanien idag må også afspejle det. Det har man set andre steder også hvor gæstearbejdskraft har været brugt, nemlig det at lokale ser sig for gode til et bestemt job. Ideen med arbejdsmarkedets frie bevægelighed i EU er vel også at arbejdssøgere kan udnytte det, som vi også har set med polakker og andre som med succes har erobret arbejdsmarkedet i bla dk. Hvorfor kan sydeuropæere så ikke gøre det samme i tider med relativ høj beskæftigelse i nord. Hvis ikke EUs interne åbne grænser kan skaffe en eneste arbejdsløs ung i Sydeuropa et job, så kan vi da ligeså godt indføre told og afgifter og lukke vores grænser i med et knald igen.

Vi er nødt til at finde noget fornuftigt at sætte de unge til.
Tror at livsbekræftende beskæftigelse i livsglæde udenom arbejdslivet. Madlavning med ernærings-mål der tilpasseskontanthjælps økonomien. Tegne- og kunstfag på gadeplan. Forestillinger og teater. Parker og anlæg der overlades til kreativ udfoldelse med ledelse af erfarne gartnere. Bibliotektsfag - med "tvungen" læsning af skønlitteratur og computer og designfag. Snedkerværksteder hvor der laves kreative løsninger ud af skrald og genbrugsmaterialer. Alt sammen i et cafe-lignende samlingspunker, men med mødepligt - da ensomhed og isolation kan være udpræget, da kontanthjælp IKKE levner penge til en enkelt kop Latte på in-stederne.
Der kunne suppleres med små hjælpeopgaver for ældre i hjemmene og på plejehjem. Alt sammen kunne sættes sammen som et ugeskema fra 08.00 til 13.00 - uden den egentlige formål og mål - andet end livsglæde og få tiden til at gå godt.

Vi er nødt til at kunne skabe mennesker der har stamina og livskraft - uden det nødvendigvis skal bæres oppe af et job.

Steffen Gliese

Om det kan være en overlevelsesstrategi, at en, der er uddannet i litteraturvidenskab, fortsætter med at studere? Ja, mon ikke?! Det er det, hans studium går ud på at kvalificere ham til.

"...da jeg for nylig så en statistik over, hvor mange unge, der i dag står uden arbejde i Europa. Rædselsvækkende tal. Jeg må anbefale studiet som pligtlæsning for alle, der stadig måtte hylle sig i den vildfarelse, at den europæiske krise handler om valuta, gæld, og hvem der skal betale hvad."

Forkert... Krisen HANDLER om valuta (i stor grad), gæld og hvem der skal betale....
Den har som KONSEKVENS at der er mange unge uden arbejde...

Den eneste måde at løse problemerne med ungdoms- (og anden) arbejdsløshed er ved at løse krisens årsager, og de er for en stor del bundet op i at euroen er fejl-konstrueret, og at der ikke er nogen lande der vil betale for at den skal fungere.

Hvis du kigger på andre valuta-unioner (som f.eks. US eller UK), så har de en overordnet regering der kan omfordele mellem medlemmerne, så f.eks. sociale udbetalinger foretages fra det fælles budget. Det medfører så at de medlemmer hvor det går godt betaler mere til det føderale budget, og dem hvor det går skidt modtager mere fra det. På den måde udjævnes forskellene mellem medlemmerne, og det hele fungerer.

Den går ikke i euroen... F.eks. Grækerne køber Tyske varer mere end omvendt (fordi de Tyske er bedre og billigere), så penge flyder fra Grækenland til Tyskland. I en 'rigtig' valuta-union ville (en del af) pengene flyde tilbage som understøttelser osv., men i euroen sker det ikke. Grækenland kan ikke selv trykke penge, så den eneste måde de kan få dem på er ved at låne dem... og det kan de så heller ikke mere...
Og det samme billede gør sig i større eller mindre grad gældende for de andre sydlige euro-lande.

Det er ikke så kompliceret... Simpelt fremstillet, så har ECB givet landene hver en pose penge relativt til deres økonomi da de tiltrådte euroen... og det er det!
Hvis de sender flere penge ud af landet end de tjener, så bliver der stadig færre i landet, men de omkostninger de har til at importere fra andre lande (f.eks. til olie) ændrer sig ikke (de er i euro).

Penge flyder ud af de her lande, og det fortsætter! Der bliver derfor til stadighed færre penge til at skabe vækst for, eller til at finansiere offentlige tiltag til samme.
Den eneste måde det problem kan løses på er ved enten at landene udtræder at euroen og derfor selv kan trykke deres egne penge igen (og ja, det vil gå hårdt ud over dem de første 1-2 år), eller hvis euro-zonen omdanner sig til en 'rigtig' valuta-union. Det sidste vil kræve at Tyskland (og de mindre Nordeuropæiske euro-lande indvilliger i at betale, og det er der ingen udsigt til.

"Han er dimitteret kandidat i litteraturvidenskab"

Problemet er (til dels) fundet... Han har satset på at blive forsørget af den offentlige sektor... der for det første er på spanden... og for det andet er et ikke-konkurrencedygtigt medlem af en fejlkonstrueret valuta-union...