Kronik

Fiktionens ytringsfrækhed

Med begrænsninger og fordomme til tv-drama
Debat
23. februar 2013

Teatrets mål er at skabe kunstig virkelighed og sende publikum på komedie. Adam Price og holdet bag DR’s Borgen har i den grad fået deres egen nedre legemsdel med. Det borgerligste borgerlige Danmark med uforsonligheder som Søren Krarup, Katrine Winkel Holm og Ole Hyltoft finder i DR’s politiske dramasatsning uigendriveligt bevis på det kulturradikale tyranni i dansk åndsliv og DR. Den falske påstand om røde lejesvende er efter nidkært brug slidt op. Nu gælder det (igen) de kulturradikale. Radikale Venstre, i parentes bemærket ikke som sådan særligt kulturradikalt, er ifølge de uforsonlige i DR’s politisk korrekte og tendentiøse serie ophøjet til heltefaget i skikkelse af selveste Sidse Babett Knudsen.

Fra forfatterens hånd kommer eksfiktionsstatsminister Birgitte Nyborg nu ikke til succesen uden ridser i lakken, hun må gå så grueligt meget igennem og flopper ynkeligt i partilederrunden. Det spiller ingen rolle: Birgitte Nyborg er i højreradikalismens optik godheden selv, de borgerlige er de onde, og Adam Price indoktrinerer. Når tidligere dramaguru Gabold henviser til den dramaturgiske nødvendighed i et anderledes set up end blokpolitikkens udramatiske forudsigelighed, gør det heller ikke indtryk. Danskerne betaler licens, så skal DR også fortælle, hvad danskerne bør se og høre. Meget gerne som anvist i et andet indlæg i Berlingeren en opbyggelig historie om eksempelvis en kuglestøder, der springer ud af buret som liberalistisk politiker. Hvorfor er han ikke helten frem for Birgitte Nyborg, kræft i brystet eller ej, og uanset præsentationen af det politiske livs mindre pæne sider og personer, som også trives i det nye fiktionsmidterparti?

Før nogen forglemmer sig langt ud i det groteske: Birgitte Nyborg er ikke virkelighed, historien er det ikke, serien er teater; det eneste virkelige er Christiansborgs ydre facade samt nær virkeligheden tv-direktørens glatslebne leflen for seertal i foragt for anstændigheden. Men det er jo så heller ikke helt virkeligt, om end det ligner ganske godt.

Kulturradikal propaganda?

Som med andet engagerende teater synes de letbevægelige at gå amok og roder i absurd konsekvens fiktionen sammen med egne begrænsninger og fordomme. Berømt i filmhistorien er Fritz Langs M med Peter Lorre som pervers barnemorder i en dyster mellemkrigstids Berlin. Efter rollen kunne filmskuespiller Lorre ikke mere færdes frit omkring, folk spyttede på ham og truede – kanhænde pirret i egne dunkle drifter. Skuespilleren Jørn Jeppesen, dansk films evige skurk, oplevede ifølge familien lidt af det samme på gaden, da han skulende af ondskab havde pisket Morten Korchs røde heste og til gengæld fik en på kajen af Poul Reichhardt.

Ifølge Krarup danner Borgen direkte baggrund for attentatet på Lars Hedegaard, der er manipuleret »udstødt og fredløs« af kræfterne bag og derfor et oplagt offer. Sådan kan man også se fjernsyn.

Den moderne skurk er således ikke Langs M eller Korchs brutale hestemishandler på gården Enekær, men hentet ud af tv-fiktionen i skikkelse af en opdigtet centrum-venstre-politiker i et tænkt politisk midterparti, hvis hensigt ifølge kritikerne det er at forføre danskerne, i højrøvet radikal tradition at hælde nationens sande værdier ud på lossepladsen samt at berede den danske jord for attentater på trykkefrihedsselskabsformænd. Men licenspenge skal ikke gå til kulturradikal propaganda som danskerne – og Søren Krarup – afskyr. I Borgen ironisk nok formuleret på en alternativ, men parallel facon af den lede nyhedsdirektør som et berettiget folkeligt skatteyderkrav om folkelige nyheder med sovs og kartofler.

Her anfægtes selve det demokratiske genom, hvis vitale værdi i den faglige metodefriheds og ytringsfrihedens ellers så misbrugte navn først og sidst er friheden til formidling af kunstnerisk virksomhed uden skelen til andre hensyn end dem, de udøvende må vise for at bringe værket over rampen. F.eks. ville det være skønt, hvis man også kunne høre lidt mere af, hvad skuespillerne siger. Det kunne man stille som et rimeligere kritisk krav til DR.

Forfatter og tilvejebringer må ellers have frie hænder til at skabe den fiktion, de vil. Dét er sådan set ytringsfrihed.

Den værdipolitiske slagmark

Nu er det ikke hr. og fru hvem som helst, der lancerede disse for et liberalt samfund så opsigtsvækkende angreb på den kunstneriske frie dressur i DR; i øvrigt ikke opsigtsvækkende fri, når det kommer til stykket, men underkastet et hav af mere eller mindre begribelige praktiske og redaktionelle forbehold.

Det er såmænd DR-bestyrelsesmedlemmer, der har været ude med riven – oven i købet næstformand Hyltoft – selv en slags forfatter – i hvert fald en mand i en position, der burde stå vagt om netop nævnte værdi. DR’s kulturdirektør, Morten Hesseldahl, har klædeligt taget til genmæle mod særskilt Krarup. Bemærkelsesværdigt, at bestyrelsesformand og generaldirektør ikke i den anledning åbner munden – det antyder, at DR’s ledelse imødeser optrapning og måske gemmer mere brisant skyts til senere brug. Den disposition kan vise sig at være klog. Borgen er åbenbart af højrefløjens højrefløj med DF i front og medløbere i miljøet udset som værdipolitisk slagmark i en hermed varslet vitriolsk værdivalgkamp mod andres ytringsfrækhed i public service. At værdiordfører Pia Kjærsgaard, efter eget udsagn med en kulturminister i maven, forleden var ude med en harsk kronik om det fordærv, radikalismen har forvoldt fædrelandet, er næppe tilfældigt.

Så stå fast på komediekunstens frihed Sidse Price Birgitte Nyborg Babett Gabold Hesseldahl Knudsen! Al folket til venstre for dødbideriet står med!

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At vulgærliberalister som Søren Espersen og Christopher Arzrouni brokker sig over i fiktionssammnhænge, at blive konfronteret med deres indre fornemmelse for egennytte, er ret freudiansk, og svarer til svenskeren, der spurgte Storm P. hvorfor han altid tegnede svenskere med druktud: "Ellers kan man jo ikke se det er en svensker", var det venlige svar.

Martin Hansen , Simon Olmo Larsen, Steffen Gliese og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

De "kulturradikale" i Borgen er ikke det mindste kulturradikale, men glatte, blankpolerede borgerdyr i cafe-latte-segmentet, der lejrer sig mageligt i tidåndens materielle vellyst, med små skarpe kanter til de helt igennem gammelborgerlige og de stadig ikke stuerene dødbidere på den yderste småborgerlige DF-fløj.

Første ærende må være at få banket ind i hovederne på DF-erne og K, at der ikke findes nogle kulturradikale mere. De uddøde engang i 1950-erne, og er ikke siden genopstået. Dernæst må det være lovligt at diskutere, om DR (og TV2) nu er, som danskerne gerne vil have de skal være. Selvfølgelig skal bestyrelsen ikke blande sig i fiktionindhold i tv-drama, men overordnet programpolitik og sendeflade og nyhedsformidling og stationens "udtryk". Bestyrelsen er alt for tavs og lam, efter min mening. Der er intet sket siden regeringsskiftet. Bestyrelsen burde ikke bruge kræfter på DF-medlemmernes tåbelige udfald mod Borgen, men så sandelig på at diskutere, om vi har det DR, som vi skal have - eller hvad det skal laves om.

Martin Hansen , Simon Olmo Larsen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar