Kommentar

Fri adgang til forskning vinder frem

Viden er et gode, som alle burde have gavn af, men sådan er det langtfra, når det gælder adgangen til forskning. Selv på Cambridge er der begrænset adgang til videnskabelige tidsskrifter på grund af prisstigninger
Debat
20. februar 2013

Kommentar

I årtier har forskere foræret deres forskningsresultater til store forlag. Forlag, der så tjener milliarder på at udgive videnskabelige tidsskrifter, som universiteter og forskere derpå betaler dyrt for at få adgang til.

Det er en absurd situation som har snesevis af utilsigtede konsekvenser. Den værste, og mest uacceptable er, at man begrænser adgangen til og udnyttelsen af nutidens forskning til de institutioner eller individer, som har råd til at købe det. De seneste års voldsomme prisstigninger på tidsskrifter har kun forværret problemet.

Selv på et af verdens rigeste universiteter, Cambridge University, har jeg overraskende nok oplevet en begrænset adgang til tidsskrifter. Det er specielt på de samfundsvidenskabelige og humanistiske fakulteter, der har de færreste midler, at man oplever det. Som ung forsker mister man dermed muligheden for at lære, blive inspireret af og videreudvikle en stor del af den eksisterende viden. Min adgang er blevet indskrænket på baggrund af snævre økonomiske begrænsninger, som nødvendiggør et valg om, hvilke tidsskrifter, der ’er vigtigst’. Men hvordan kan man træffe det valg, uden at bevidste eller ubevidste ideologiske præferencer får indflydelse på processen?

Ifølge tilhængere af open access (OA) burde verdens forskning og viden, der er blevet støttet af offentlige midler, være frit tilgængelig online for forskere, journalister og studerende verden over. Det vil specielt have stor betydning for udviklingslande med meget begrænsede ressourcer.

Der er primært to modeller i spil, når man taler OA: den gyldne og den grønne. I den gyldne model betaler forskeren og universitetet et forlag for at få sin artikel udgivet og gjort frit tilgængelig. I den grønne model offentliggør forskerne parallelt deres peer reviewed-artikler i en database eller et arkiv, som alle forskere inden for området har adgang til og kan søge samtidig eller efter publicering i et traditionelt tidsskrift. Ifølge forlagene udgør den sidstnævnte model en stor trussel for deres forretningsmodel.

Privatisering

Storbritannien, som står for seks procent af alle verdens akademiske publikationer, har været i front i den grønne OA-bevægelse. Indtil videre er det blevet til 26 institutionelle grønne OA mandater og 14 fra forskellige forskningsråd. Antallet af grønne OA-mandater på universitets niveau er i 2012 kommet op på 40 pct. eller dobbelt så meget som på verdensplan. Hvad angår den gyldne version af OA, er Storbritannien kun kommet op på fire pct. imod 12 pct. i resten af verden.

Med til billedet hører også, at den store fremgang af grønne OA-mandater angiveligt ikke har givet tidsskrifterne økonomiske problemer.

Desværre ser det nu ud, som om den politiske vind begynder at blæse den anden vej. Den 16. juli 2012, fremlagde formanden for open-access-udvalget, Janet Finch, sin rapport. I stedet for at videreudvikle de gratis grønne OA-mandater, anbefaler det den gyldne model som den bedste måde at sikre adgang til offentlig forskning. For at hjælpe universiteter til at dække de nye omkostninger har de anbefalet en øgning af de offentlige udgifter med 60 mio. pund, som regeringen nu har vedtaget. Beslutningen er blevet mødt med megen kritik fra Storbritanniens førende universiteter. Ifølge rapporten har man heller ikke overvejet muligheden af prisregulering, og da priserne for tidsskrifterne er uændrede, står man i en endnu mere absurd situation. Det er nu blevet dyrere for universiteterne at udgive artikler, fordi præmissen for anvendelsen af den gyldne model er, at de skal betale forlagene to gange. Det er soleklart, at tidsskrifterne og forlagenes lobbyarbejde har haft stor indflydelse på den seneste udvikling. Men jeg er sikker på, at grøn open access bliver en realitet i fremtiden. For privatiseringen af offentlig viden er og har altid været umoralsk. Med digitalisering og internet er viden et offentlig gode, som alle burde have gavn af.

Torsten Geelan er ph.d.-studerende i sociologi på Cambridge University

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her