Klumme

Frihed på borgen

Et velfungerende demokrati afhænger af sundt forhold mellem medier og politikere. Men for tiden minder forholdet mere om forstadiet til et dødeligt hjertestop. Men hvem bærer skylden?
27. februar 2013

Kranspulsåren forsyner hjertet med ilt. Hvis den blokeres i længere tid, holder hjertet op med at slå. For at forhindre det kan man udvide pulsåren ved hjælp af en ballon og sætte et lille rør i. I alvorligere tilfælde, må man indoperere en ekstra pulsåre, der by passer den gamle. Oven i det får man medicin, der fortynder blodet og medicin, der forhindrer blodet i at danne propper.

Forholdet mellem journalister, offentligheden og folkestyret er en af demokratiets kranspulsårer. Hvis offentligheden ikke informeres ordentligt af medier og politikere, trues demokratiet af iltmangel. Igennem længere tid har vi kunnet iagttage flere symptomer på en truende sygdom.

En offentlighedslov, der arrogant tromles igennem, og den substantielle kritik ignoreres. Et massivt politisk pres for at ændre medieansvarsloven og tvinge Pressenævnet til at skærpe praksis over for medier, der overtræder de presseetiske regler. En medieafmagt over for politikere, der kun sjældent besvarer spørgsmål og i øvrigt med stor elegance omformer det danske sprog, så nye og vildledende ord kommer til at danne rammen om den politiske virkelighed. Orwellsk newspeak. Præcis som beskrevet i retorikprofessor Christian Kocks bog De svarer ikke.

Da den udkom i 2011, gik det lidt hen over hovedet på politikere og medier. Men da den reviderede og opdaterede andenudgave udkom for få uger siden, afstedkom den mediedækning og debat. Måske fordi den beskriver nogle af symptomerne på den sygdom, der begynder at blive åbenbar.

Der er andre brikker i sygdomsbilledet. Politikerne har fået et nyt instrument til at by passe de irriterende medier: De sociale medier er et godt talerør, og Facebook og Twitter anvendes i stigende grad til direkte politikerkommunikation med offentligheden og indimellem til åbenhjertige udfald mod medierne.

Spindoktorer og lobbyister gør deres for at sikre blodfortyndingen, medierne bypasser komplicerede politiske spørgsmål og går direkte efter personen i stedet for bolden. Person- og proceshistorier ballonudvides. Der er noget galt.

Det, som kan udvikle sig til en demokratisk hjertesygdom, kulminerede foreløbigt, da Folketingets Åræsidium idømte to medarbejdere fra Ekstra Bladet et halvt års karantæne for at have anvendt ’paparazzimetoder’ over for den i forvejen hårdt pressede konservative formand, Lars Barfoed. Tilsyneladende en dom fra Præsidiet baseret på, hvad der stod i Ekstra Bladet – ikke på hvad der rent faktisk skete, hvilket er bekymrende. Men måske trængte politikerne bare til at statuere et eksempel, som formanden for Journalistforbundet, Mogens Blicher Bjerregaard, siger. Der skulle lukkes damp ud af trykkogeren, så hvorfor ikke lade den ramme Ekstra Bladet, som resten af pressen af mange grunde ikke har lyst til at forsvare.

Episoden har vakt en gammel debat til live. Den, der handler om danske journalisters unikke frihed til at bo, arbejde og færdes på Borgen. For tæt? For frit?

Der er ingen åbenbare helte og skurke i denne række af enkelthistorier, der tilsammen danner et sygdomsbillede af forholdet mellem politikere, medier og offentlighed.

Offentligheden er nemlig ikke automatisk medierne, og medierne er ikke automatisk offentligheden. Her er forslaget til den nye offentlighedslov et nedslående eksempel. Kritikken og debatten i medierne er massiv. Justitsministeren er uforståelig og utilnærmelig, når han skal forklare, hvorfor han som oppositionspolitiker havde et standpunkt, mens han som minister pludselig indtog et andet. Men de aktive deltagere i den skarpe debat har været en lille gruppe journalister og mediejurister. Professor i statskundskab Tim Knudsen siger til Politiken, at offentlighed i forvaltningen aldrig har været en folkesag, og lektor Mark Ørsten, der leder journalistuddannelsen på Roskilde Universitet, giver Knudsen ret.

Selvom man er paranoid, kan der faktisk godt være nogen efter én. I denne sag lider alle parter af mildt forfølgelsesvanvid. Paranoiaen omfatter både presse og politikere. Men nogen er efter nogen, stresssignalerne hober sig op, og stress er en anden væsentlig årsag til, at kranspulsåren propper til.

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Bertram
  • Steen Sohn
  • Flemming Andersen
Lise Lotte Rahbek, Eva Bertram, Steen Sohn og Flemming Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Tilsyneladende en dom fra Præsidiet baseret på, hvad der stod i Ekstra Bladet – ikke på hvad der rent faktisk skete, hvilket er bekymrende"

Interessant betragtning.

Betyder det at Ekstra Bladet "Medierne" er utroværdige? Således at når de dømmes efter deres eget udsagn, dømmes på forkert grundlag?

Flemming Andersen

Vi er på vej ned i et sort hul, godt hjulpet på vej af denne ulyksalige regering.

Jeg kan kun bede folk om at overveje om ikke tiden er til at kæmpe for deres borgerrettigheder inden det definitivt er for sent.

Den sammenblanding af den velkendte egenrådige og lidt sygelige Socialdemokratiske lyst til kontrol af borgerne i alle enkeltheder og gøremål, sammenlagt med den ultra konservative reaktionære menneskefjendske politik uden fremtidsvisioner de frembærer og hyller i falsk tale er den mest giftige cocktail det danske samfund er blevet præsenteret for i mere end hundrede år

Niels Engelsted

Skarpe journalister kan håbe på en gylden fremtid som spindoktor først, så som politisk kommentator på TV, og så som guldrandet mediekonsulent for store virksomheder (overlapning er tilladt).

Jævne journalister kan håbe på en rimeligt godt betalt fremtid som oplæser og mikrofonholder på timenyhedsprogrammer og eventuelt som ordstyrer på et program som meningsmaskinen, hvor der både er repræsentanter fra højrefløjen og fra CEPOS.

Er der andet end skarpe og jævne journalister?

Lise Lotte Rahbek

Heh.. 'repræsentanter for både højrefløjen og cepos'.
På den måde undgår man også at skulle forklare indviklede baggrunde for, hvorfor der er flere politiske partier, når der kun er een politik.

Kurt Loftkjær

Støt underskriftindsamlingen "NEJ tak til den nye offentlighedslov"

På netsiden http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov er der en borger, Susanne Jespersen, som har startet en underskriftindsamling mod det fremlagte lovforslag til ny Offentlighedslov. Jeg kan anbefale, at man støtter underskriftindsamlingen.

Netop nu d. 18. marts 2013 kl. 2042 er der på 8 dage indsamlet 12.607 underskrifter, hvilket må siges at være et overraskende stort antal for et umiddelbart meget abstrakt emne for mange.