Læsetid 1.9314285714286 min.

Idealisten, der blev egoist?

Engang demonstrerede jeg imod atomkraft. I dag demonstrerer jeg mod kæmpevindmøller. Er jeg, som Jørgen Steen Nielsen antyder i sin reportage om vindmøller, nu blevet en bagstræberisk egoist? Det mener jeg ikke.
18. februar 2013

Den 7. februar skrev Jørgen Steen Nielsen artiklen ’På Stevns blæser modvinden’ og fulgte op med lederen ’Ikke i min baghave’ den 11. februar. De handlede om den voksende lokale modstand mod (kæmpe-) vindmøller, hvilket blev sat i kontrast til fortidens atomkraftmodstandere, som demonstrerede for sol og vind.

Jeg har også gået i demonstrationer mod a-kraft, taget færgen til Sverige for at stå ved Barsebäck og råbe »Hvad skal væk? Barsebäck, Hvad skal ind? sol og vind«. Hvordan kan det så gå til, at jeg ender med at være medlem af bestyrelsen i Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller?

Jeg vil gerne svare på det spørgsmål, som jeg synes ligger bag Jørgen Steen Nielsens artikel om et borgermøde om vindmøller på Stevns: Har jeg bevæget mig fra at være fællesskabsorienteret idealist til at være individuel egoist?

Industriens forrang

Engang var jeg stolt af landbruget i Danmark, onklerne i min familie, andelsbevægelsen, lugten i kostalden. Men så gik det galt: Svinefabrikker, penicillin, kæmpe marker, pesticider osv. Og hen over hele Danmark: Gyllelugten, som indikerer, at kvælstof ødelægger den samlede danske fauna. Landmændene opfatter sig som ofre: For konkurrencen, for myndighedskrav, for befolkningens urimelige naturopfattelse. Og man opretholder samtidig et selvbillede af et hyggeligt lokalsamfund.

Jeg har også været stolt af vindmølleeventyret i Danmark, smedemestrene, Tvind-møllen, de mange fabrikker og de mange møller. Men på et tidspunkt gik der også her noget galt: Fabrikkerne blev internationale koncerner, mølleejerne er firmaer og ikke fordelt på andele, møllerne bliver større og større og nu med lavfrekvent støj. Og industrien fremstiller sig også som et offer: For konkurrencen, for myndighedskrav, for befolkningens naturopfattelse. Og vindmølleforeningen opretholder et selvbillede af de hyggelige vindmøllelav.

Parallellen er åbenlys. Mennesker tvinges til at acceptere en industrialisering på landet, og hvis man ikke underlægger sig udviklingen, er man bagstræberisk. Myndighederne understøtter industrien og lytter ikke til de videnskabelige eksperter, der problematiserer de bekendtgørelser, der vedtages.

Jeg blev rystet i min grundvold, da jeg besøgte to familier i Tarm, der netop havde fået otte styk 150 meter store vindmøller som naboer under 1.000 meter fra husene.

Mennesker skubbes til side

Et barn, der pludselig mistrives og udvikler sig helt skævt. Et menneske, der ikke kan finde ro nogen steder, føler overtryk i hovedet, tørhed i munden, hovedpine og helst vil flygte helt væk fra et nybygget hus. Permanent stresstilstand og forandringer i kroppen. En hund, som ikke længere vil uden for på gårdspladsen. Tillader det danske samfund virkelig et sådant overgreb mod familier i Danmark?

Og dertil fortællingerne om kampen med kommunen og med mølleejerne. Om retssag vedrørende erstatning, som slet ikke opvejer værditabet. Om at kommunen nægter at kontrollere om møllerne støjer for meget, måske fordi de slet ikke har lovhjemmel til det.

Man tror ikke på, at det kan være så slemt, hvis man ikke har mødt disse mennesker.

Jeg besøgte Tarm, fordi der skulle stilles møller op 900 meter fra mit hjem. Jeg kunne ikke andet end at gå ind i kampen mod møllerne, for jeg skal ikke som borger i Danmark med mit liv og helbred undgælde for, at andre borgere i Danmark vil gennemføre en klimapolitik. Og at private firmaer skal tjene 15 millioner kroner pr. mølle på det. I et demokratisk samfund kan målet ikke hellige midlet.

Så klimapolitikken må gennemføres på en anden måde, og så må det koste, hvad det koster at sikre en afstand mellem møller og naboer, der ikke medfører helbredsproblemer. Eller koste det det koster at sætte møllerne på havet. Jeg mener derfor ikke, at jeg er blevet en individualistisk egoist. Støjbekendtgørelsen beskytter ikke naboerne, så enkelt kan det siges.

Knud Vilby havde den 30. januar en meget interessant kronik om, at Information skal lære at formidle de store samfundsmæssige dilemmaer på en samlet måde, så man ikke på den ene side siger, at væksten skal redde økonomien og den næste side, at Jorden ikke kan bære væksten.

Vindmølleproblematikken indeholder alle samfundsdagsordener på en gang: Udkantsdanmark, klimapolitik, energiforvaltning, videnskab eller særinteresser, lobbyisme, CO2-kvoter, forholdet mellem stat og kommune, vækst eller ikke vækst, naturbeskyttelse osv. Information kan med stor fordel øve sig på dette emne.

 

Skjold Fink er bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Andersen
    Flemming Andersen
  • Brugerbillede for Henrik Søgård  Jørgensen
    Henrik Søgård Jørgensen
  • Brugerbillede for Annie  Mygind
    Annie Mygind
  • Brugerbillede for Simon Olmo Larsen
    Simon Olmo Larsen
  • Brugerbillede for Arne Thomsen
    Arne Thomsen
  • Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
    Niels-Holger Nielsen
Flemming Andersen, Henrik Søgård Jørgensen, Annie Mygind, Simon Olmo Larsen, Arne Thomsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Arne Thomsen

Selvfølgelig skal der tages skyldig hensyn til dem, der bliver naboer til store vindmøller på land - det skal der jo også til dem, der bliver naboer til nye motorveje - og det kan jo udmærket lade sig gøre.
Men at gå imod vindmøller på land, og i stedet at sende dem til havs, hvilket er langt mere kostbart, det er jo at "sende regningen videre" - økonomisk og/eller klimamæssigt - til vore børnebørn - og det er da egoistisk, vil jeg mene.
De "15 millioner kroner pr. mølle" skal selvfølgelig være i offentligt regi, så pengene går til os alle.
Mon så ikke møllerne lige pludselig kommer til at se pænere ud ; - )

Brugerbillede for Kim Øverup

Med Skjold Finks logik om lyd og synsmæssig påvirkning ville det jo reelt ikke være muligt for nogen mennesker at bo med trivsel i en større by rent helbredsmæssigt?

Men iøvrigt godt argumenteret indlæg i en spøjs debat.

Brugerbillede for Henrik Søgård  Jørgensen
Henrik Søgård Jørgensen

Det handler ikke så meget om vindmøller på land skal forbydes som at regler og love skal overholdes kompensation for støj og gener udbetales - ikke efter en beregning men efter de faktiske forhold på stedet mere egoister er vi ikke

Brugerbillede for Flemming Andersen
Flemming Andersen

Disse overgreb i mod individet er altså reelle og helt virkelige, men desværre ikke begrænset til vindmøller.
Det er tilfældet hver gang det offentlige foretager byggeprojekter af en eller anden art, så finder de ud af at de stort set er retsløse i mod et kæmpe maskineri af regler, love og endeløs tid og resurser.

Det er virkeligheden, selvom det er svært at forstå og acceptere, at vi måtte været nået dertil, men hvis ikke vi kan forstå og acceptere dette, er vi uhjælpelige selv, når vi kommer i samme situation.