Kronik

Ideen med almendannelse

Gymnasiereformen og nye ’elevengagerende’ tiltag har én ting tilfælles: Det er et forsøg på at fedte for de unge ved at gøre ’forlystelsen’ – altså gymnasiet – mere underholdende og spændende for de unge. Men dermed har man tabt blikket for det, det egentlig handler om: at hive folk væk fra den private selvdyrkelse og ind i den almene fornuft
Villy Sørensen skrev, at han lærte mange ting i gymnasiet, men at han først og fremmest ’lærte at lære noget’. Det er derfor, vi går i gymnasiet; for at lære at lære noget, for at lære, at der er noget at lære, og for at lære, at vi kan være fælles om det. Her Skt. Annæe Gymnasium i Valby. Arkiv

Kristine Kiilerich

Debat
18. februar 2013

 

I disse tider tales der uophørligt om vores uddannelsessystem. Det kan selvfølgelig være meget godt, men det virker dog, som om debatten angående gymnasieskolen ikke blot er præget af ren og skær nysgerrighed eller glæden ved at udøve konstruktiv selvkritik – det virker faktisk, som om man famler efter noget. Det virker, som om man ikke helt kan redegøre for, eller blive enige om, hvorfor de unge skal gå i gymnasiet. Det vil sige, at gymnasieskolen ikke blot ’debatterer’ med sig selv: Den søger efter sin identitet. Derfor må vi på ny stille spørgsmålet: Hvad skal der forstås ved almendannelse? Eller: Hvorfor almendannelse?

Den nuværende diskussion angående gymnasieskolen kan naturligvis antage vidt forskellige former, men først og fremmest synes man at være optaget af, hvordan der kan gennemføres ’helt nye’ og ’radikale’ omstruktureringer af undervisningen, det vil sige nye undervisningsformer, som skal ’gentænke’ gymnasiet for at gøre det mere sjovt, vedkommende og lignende.

Som eksempler på ’nye undervisningsformer’ eller ’omstruktureringer’ i gymnasieskolen, der er blevet implementeret for nylig, vil jeg i denne forbindelse fremhæve: (a) selve gymnasiereformen selvfølgelig. (b) den populære og omsiggribende undervisningsmodel cooperative learning samt (c) det helt nye interaktive og ’elev-engagerende’ undervisningstiltag i Region Hovedstaden, hvor de involverede lærere blandt andet ikke må tale ’mere end syv minutter ad gangen’.

Det virker, groft sagt, som om størstedelen af vor tids nye undervisningsinitiativer snarere har karakter af sygdomstegn end af ’nytænkning’ – det forekommer mig simpelthen, at man er bange for, at ’forlystelsen’ (det vil sige gymnasieskolen) skal gå i stå, og man derfor hele tiden må holde sig travlt beskæftiget med at skubbe til den, puste på den og finde på nye metoder, hvormed man kan holde den kørende.

Når tiderne forandrer sig …

Det kan sågar nærmest virke, som om man ’nytænker’ blot for at fedte for de af eleverne, der ikke gider alt ’det der gamle, klassiske og kedelige noget’ (som f.eks. bøger). Det kunne man naturligvis ikke drømme om at indrømme, så i stedet tvinges vi til at høre på formuleringer af denne art: ’Ja, eftersom jo tiderne konstant forandrer sig, må vi jo også sørge for hele tiden at forandre og forny os, så de unge får mest muligt ud af deres uddannelse, for i sidste ende drejer det sig jo bare om, at vi skal gøre de unge konkurrencedygtige og effektive på det globale marked, og derfor …’. Det er efterhånden svært at vide, hvem der egentlig siger sådan – eller hvem der siger, at man skal sige sådan – men det er altså noget, man siger og hører for tiden. Der er dog ikke mange, der taler om, hvad der egentlig er grundtanken – det vil sige den egentlig bærende tanke – i uddannelsessystemet generelt og i gymnasieskolen mere specifikt.

Et samfund af idioter

Formålet med gymnasieskolen – og dette er i sandhed dens ædleste og højeste formål – er at forhindre, at de unge vokser op og bliver idioter. Dette kan lyde som en morsomhed, men lad os se på den oprindelige betydning af ordet idiot. ’Idiot’ kommer af græsk (idiotes) og betyder oprindelig privatmand, lægmand, en udannet person.

’Idiotes’ kommer af ’idios’, der betyder ’privat’ eller ’egen’. Et samfund af idioter er, kort fortalt, et samfund, hvor alle individer går rundt og tror, at alle har deres ’egen private fornuft eller sandhed’. Denne tilstand kan vi kalde det totale mørke eller den totale blindhed.

Gymnasieskolens fornemmeste opgave er ikke ’hele tiden at forny sig’ eller at ’skærpe de unges kompetencer og effektivitet, så de i fremtiden kan indtage topplaceringer i den frie konkurrence på det globale marked’. Gymnasieskolens fornemmeste opgave er at sørge for, at idiotien ikke løber af med sejren. I dette, og i intet andet, består gymnasieskolens sande identitet.

Uddannelsessystemets opgave er – gradvist og faktisk helt fra de små klasser i folkeskolen – at hive eleverne ud af det ’private’ mørke og ind i fornuften; det vil sige det fælles eller det almene. Det første og sikreste tegn på dannelse hos et individ er, at det har forståelse for det almene. Det primære formål med almendannelse er at bidrage til fuldbyrdelsen af individets trinvise opgivelse af den private sfære og indtrædelse i den fælles, almene, sfære.

Gymnasiet må holde fast

Gymnasieskolen behøver derfor ikke hele tiden at kigge sig panikslagen omkring efter sin identitet: Denne rådvilde – og nærmest undskyldende – tilstand er et bedrøveligt syn, og sandheden er, at gymnasieskolens opgave er den samme, som den altid har været.

Tilsyneladende er mange af nutidens unge først og fremmest optaget af forestillinger og drømme om ’selvrealisering’, ’selvpromovering’, ’individuel frihed’ osv. – de mest tåbelige variationer af denne slags drømme findes i populære reality shows og lignende. Så vidt jeg kan se, er det ikke mere kompliceret, end at vi i højere og højere grad bevæger os i retning af et samfund, der er præget af egoisme og dyrkelse af selvet. ’Selvet’ – det ’private’ – er for alvor kommet på mode; det vil sige: det ’idiotiske’.

Magtesløse lærere

Mon ikke man kan blive nødt til at indrømme, at der i større grad end tidligere er begyndt at gøre sig en ’du-skal-ikke-komme-her-og-fortælle-mig-noget-attitude’ gældende blandt nutidens unge? Er en del gymnasielærere rundt omkring i landet ikke oprigtigt chokerede over nogle af elevernes fremtoning og holdning? Og føler lærerne sig ikke ofte magtesløse over for disse elevers attitude, fordi der tilsyneladende ikke er noget sted, hvortil man kan rette sin klage eller sine beklagelser?

Jo. Mange af landets gymnasielærere har faktisk erfaringer med disse mindre charmerende sider af det, man kunne kalde de unges individkultur – men den undervisningsmæssige opgave er og bliver den samme. En undervisningstime i gymnasiet burde ikke behøve at bestå i andet, end at et fornuftigt voksent menneske (læreren) træder ind ad døren, beder om ro i klassen og begynder at fortælle om sit fag og stille spørgsmål til eleverne. Beklageligvis er vores tid sådan, at selv gode undervisere går rundt og er alvorligt bekymrede for, at deres undervisning er for ’kedelig’ og ’gammeldags’, fordi den ikke er spækket med powerpoint shows, medrivende lege til cooperative learning eller stroboskoplys.

Den fælles fornuft

De fleste af de nye undervisningstiltag eller ’indlæringsstrategier’ repræsenterer ofte ikke meget andet end et forsøg på at fedte for de unge og for visse tendenser i det moderne samfund. Fra læreren træder ind ad døren til klasseværelset, og til han eller hun går ud af den igen, er der én opgave, der overskygger alle andre; nemlig i tale og handling at forsøge at få eleverne til at indse, at der findes noget sådant som fornuft, at vi er fælles om den, og at det ville være fornuftigt at indse det. Dette er opgaven, lige meget om man underviser i fysik, biologi, musik, dansk, billedkunst eller filosofi, og derfor er den dannelse, der gennemføres i gymnasieskolen i sandhed en dannelse, der angår hele elevens karakter; og dermed også kulturens skæbne.

Hvad skal der ændres i gymnasieskolen? Ærlig talt; helst så lidt som muligt. Der er i en vis forstand allerede blevet ændret nok. I en af sine erindringer skriver Villy Sørensen, at han lærte mange ting i gymnasiet, men at han først og fremmest »lærte at lære noget«. Det er derfor, vi går i gymnasiet; for at lære at lære noget, for at lære, at der er noget at lære, og for at lære, at vi kan være fælles om det.

 

Jakob Friis Andersen er cand.mag. i filosofi og litteraturvidenskab og gymnasielærer i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

@Jakob Friis Andersen

Dejligt at du tør kalde en spade for en spade. I samme udgave af avisen beklager formanden for DGS sig over faget oldtidskundskab - hvad skal vi dog med det? Det alene understreger bare alvoren i din kronik.

Heinrich R. Jørgensen

Det er glædeligt at se, at Jakob Friis Andersen ikke rettet skytset mod 'nutidens unge'.

Ungdommen kan vitterligt ikke gør for, at de er uvidende, uoplyste, selvoptagede, forvirrede, afsporede, udannede, har ringe udviklet selvkontrol og selvdisciplinering, har vanskeligt ved at fokusere, har svært ved at skelne mellem fiktion og realitet, har vanskeligt ved at afkode tekster og budskaber, knapt kan tænke og endnu mindre give udtryk for den potentielle selvstændige tænkning, er sprogligt udfordrede, er noget nær historieløse, er overfladiske, er ukritiske, er dovne, savner intellektuel skarphed og mere til.

Det er muligt, at 'nutidens ungdom' ofte 'skaber sig', som det nogle gange betegnes på hverdagsdansk, men sagen er, at de ikke har skabt sig. Ikke endnu. Det, de er, er hovedsageligt et resultat af hvad de er blevet formet til. Den anklagende finger peger således på de og det, der svigtede ungdommen. Listen over anklagede kunne blive meget lang, og de er de færreste af de (os) der svigtede, der kan dække os ind under, at vores uforstand skyldtes ungdommelighed.