Kommentar

Jordens allerstørste fortælling

Om globaltruslen mod den selv. Udspilles nu lige for vores naturvidende øjne. Alligevel har vores toneangivende koryfæhoveder svært ved at få fortællingen fortalt. Hvor er dog tidens Grundtvig, Ibsen, Shakespeare, Dante, Esajas, Homer ... ?
Debat
26. februar 2013

Kulturredaktøren, Peter Nielsen, spørger i gårsdagens udgave af nærværende avis: »Klimakrisen er vor tids store samtidsfortælling. Hvorfor er der ikke flere, der tør tage udfordringen op?« Foranlediget af samme udgaves interview med den norske succesforfatter Jostein Gaarder og hans »opsang til forfatterne og de intellektuelle«:»Det ligger mig på sinde at formidle basic science,« siger Gaarder. »Der hersker en uvidenhed af dimensioner – også blandt fremtrædende norske intellektuelle.

Jeg har moret mig med at stille mange af dem helt grundlæggende naturvidenskabelige spørgsmål såsom: ’Hvor meget har mennesket øget atmosfærens CO2-koncentration, siden industrialiseringen tog fart?’ De ved ingenting! Svaret er 40 procent. Skønlitteraturen har gennem historien bestandigt handlet om de store menneskelige spørgsmål – krig, kærlighed, sygdom osv. Det nye er, at klimaet i dag er blevet et af disse store spørgsmål. Nu ønsker jeg ganske enkelt at øge bevidsthedsniveauet – både blandt unge og voksne – om, hvad klima- og miljøsagen handler om. Nemlig, at vi for første gang i menneskehedens historie ser muligheden for, i værste fald konturerne af, et kollaps for vor civilisation. Vi har i dag et økonomisk system på kollisionskurs med naturens bæreevne.

For første gang i menneskehedens historie ...«

Ja, globalt set.

Lokalt er der mange eksempler på, hvordan menneskelig magt er steget os til hovedet. Åndsmagten har i direkte eller i teknologisk-teknisk overført forstand så at sige taget magten fra os. Og forårsaget materielle, sanselige og sansbare naturødelæggelser. Som på Påskeøen, hvor gudetilbedelsen og statuefremstillingen forblindede synet af træfældningens økologiske omkostninger, i Eufrat-Tigris-områderne, hvor betagelsen af de højtudviklede kunstvandingssystemer forblindede synet af det salt, der sugedes op og kvalte livet, i romerriget, hvor magtfuldkommenheden forblindede synet af ressourceforbrugets efterhånden katastrofale omfang. For ikke at tale om – eller rettere: for netop at tale om vores eget moderne projekt.

Hvor tilbedelsen af vores egen guddommelige fornufts brug af kuldampmaskiner, olie-dynamoer med meget mere og nu også digitaler, forblinder synet af de smeltende ismasser, stigende vandstande, stigende – ja, netop, temperaturer og klimakrisen.

På én gang hele globen rundt. Ikke blot lokalt.

Det er det nye. Der giver anledning til udsagnet: »at vi for første gang i menneskehedens historie ser muligheden for, i værste fald konturerne af, et kollaps for vor civilisation. Vi har i dag et økonomisk system på kollisionskurs med naturens bæreevne.«

Hvorfor er det da så svært for nutidens Grundtvig’er, Ibsen’er, Shakespeare’r, Dante’r, Esajas’er, Homer’er at fortælle den fortælling?

Bæredygtig trøst

Mens vi venter på Godot og svaret, trøster vi os med Gaarder. Og hans nye roman. Med digteren og den intellektuelle Thorkild Bjørnvigs stadig mere aktuelle og derfor stadig ’nyere’ miljødigte.

Som for eksempel dette:

Hvor ondt og mærkværdigt at se sin art

lægge bitterligt overflødigt øde

så meget man elsker og glædes ved.

Står ikke den hvilende eg, den kredsende musvåge,

når de bliver truet, står ikke svalen, sælen og edderfuglen,

som endnu kan ses, og elefanten og hvalen

bag horisonten én mere nær

end ens egen art, når den grundløst dræber,en afstumpet fjende af alt, hvad man elsker: Er dræberen –

ikke af gammel nødvendighed, men af rastløst begær,

lyst og profit – mere din næste

end alt det groende løbende svømmende svævende

han lægger øde?

Og trøste sig medfredagsavisens evangelium:

»’Vi må råbe så højt, vi kan’ – Vi står over for den alvorligste systemkrise i menneskets historie, og det fordrer til øjeblikkelig handling. Klodens problemer skal på avisernes forsider. Det siger en gruppe unge, der i morgen (i lørdags, red.) mødes for at formulere en appel til politikerne om at tage fat på omstillingen nu«.

Ja, det er ærlig, usentimental trøst. Bæredygtig. Er lige, hvad den er. Oven i købet med Danmarks grønne tænketank Concito og Dagbladet Information som værter.

Hvad minder mig om den netop nu afdøde højskolemand, Johannes Engberg, altid kaldet Johs., som sammen med andre af sine kolleger på Askov Højskole og sin kone dengang, Jytte, lærte mig, at Grundtvig trods alt også kan bruges til noget fornuftigt. Altså til det, der er i overensstemmelse med det hjertelige, hvad der ikke kan tjenes penge på, og som ikke giver grænseløs magt. Mens Jytte lærte mig at læse Bjørnvig.

Begge dele har vist sig at være – bæredygtig trøst.

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den litteratur der efterlyses, er det egentlig ikke vor ungdoms Stig Vendelkær -paperbacks hvor mennesker vadede rundt i gasskyer og overbefolkning svømmende i humanistisk supertolerant valium-sloganeering og hjernedød. Fagre Nye Verden og 1984 applikeret en solid gang smog (det var de Gule Ærter' i London i halvtredserne der startede opmærksomheden på miljøet som bekendt).
Det eneste der kom af det var flere og dyrere katastrofefilm fra Hollywood. Som ikke har ændret særlig meget.
Nåja .. og udbredte forestillinger om at det afgørende er at planlægge sit liv så man kan tæske flest på kortest tid hvis alle mod alle skulle blive virkelighed (såkaldt 'sund levevis'). Hvilket det så allerede er blot ved bemeldte logik.
Men gøbber vil vi også ha' - siger LA. Logisk når alle er sådan er blevet 'sunde' må der mere til, og at være på forkant med det er alt.

Heinrich R. Jørgensen

Ejvind Larsen:
"Hvorfor er det da så svært for nutidens Grundtvig’er, Ibsen’er, Shakespeare’r, Dante’r, Esajas’er, Homer’er at fortælle den fortælling?"

Profeter har alle dage været upopulære på hjemmebanen (polis'en, staden, lenet, amtet, whatever). Det skyldes profeters karakter -- de taler sandt, og den slags tale er som bekendt ilde hørt. Navnligt dér, hvor den ærlige tale forpligter alle og enhver, til stillingtagen og handling.

Profeter har vanskelige vilkår for og i tiden. Måske har det at gøre med tidens mand, homo circus maximus, er blevet for afsporet, narkoleptisk og dekadent? Analogien mellem fordums res publica der ikke stod til at redde, og nutidens medias res, skal man være dybt uansvarlig og villet blind for at benægte.

I forrige uge gik det op for mig, at klimakrisen er endog meget værre, end jeg troede: For ved at kombinere udsagnet "The last time CO2 was 390 ppm, today's value, sea level was higher by at least 15 meters ..." fra James Hansens tale Why I must speak out about climate change med passagen "In periods when carbon dioxide has increased due to natural causes, the rate of increase averaged about .0001 parts per million per year – in other words, one hundred parts per million every million years. Fossil fuel burning is now causing carbon dioxide concentrations to increase at two parts per million per year" fra Paleoclimate Record Points Toward Potential Rapid Climate Changes, mener jeg at kunne konkludere følgende:

Hvis vi lader CO2-koncentrationen forblive omkring eller over 390 ppm (lige nu er den omkring 395 ppm, se http://co2now.org/), så vil havene blive ved med at stige til mindst 15 meter over niveauet i dag. For årsagen til, at havet ikke allerede nu er steget mindst 15 meter, skal (vil jeg mene) findes i, at temperaturen og havniveauet er langt ude af ligevægt med CO2-koncentrationen i atmosfæren grundet menneskets 20.000 gange (kan udregnes fra det andet citat ovenfor) stærkere udledning af CO2 end nogen naturlig proces.

En lægmands,
men også bekymret fars,
forsøgsvise tanker,
som måske kunne være
udgangspunkt
for nogle dybtgående
teoretiske overvejelser
på nogle af vores
’højere forsknings- og
uddannelses-steder’
såsom f.eks.
universiteter:

Hvis man,
som Jostein Gaarder, hvem

”det ligger ... på sinde,
at formidle basic science”,

gerne vil

”stille ... helt grundlæggende
naturvidenskabelige spørgsmål”,

ville det så ikke være
formålstjenligt
at tage udgangspunkt
i denne
hans udtalelse:

”Vi har i dag
et økonomisk system på
kollisionskurs
med naturens
bæreevne”,

og gøre sig klart,
at det er
grundlæggende
karakteristisk for dette
økonomiske system,

at formidle mere og mere
af menneskeartens
sociale samkvem
og dette sociale samkvems
relationer til sine
’naturlige omgivelser’,

den planetariske biosfæres
dynamiske helhed,
der,
som sådan jo,
er vores
pattedyrearts
økologiske niche,

ved hjælp af
pengenes abstrakte
kvantificeringer
af alt og alle?

Hvad der får mig,
netop som bekymret
far og lægmand, til at stille
følgende yderligere
spørgsmål:

Medfører ikke
netop dette,
at den menneskelige
sprogbaserede bevidsthed
kommer til at opfatte
både det sociale
og det økologiske
samkvem
som en
’naturvidenskabelig
mekanisme’?


erkendelsesteoretisk:

Hvad er forskellen,

hvis der da
er nogen,
c’’,),

mellem en
’mekanisme’
og en
’organisme’?

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen

”Vi har i dag
et økonomisk system på
kollisionskurs
med naturens
bæreevne”

Dette 'økonomiske system'. som der en hybrid af ressourceforvaltning og tilbedelse af den pure indbiildning (de såkaldte 'penge'), er en suicidal cocktail. Vi burde i stede brygge noget andet, der kunne være til gavn og glæde.

Michael Kongstad Nielsen

Klimakrisen er vist ikke vor tids store samtidsfortælling. Den er snarere gemt og glemt, der er jo ikke vildt vejr hele tiden, monsterregn og oversvømmelse i kældre glemmes let. Ude af øje, ude af sind. Og kunstnere og intellektuelle befinder sig stadig i den tidslomme, der blev skabt under boblernes pengefikserings tid, hvor kunstnerne fik smag for markedet og succes, bestsellerlister og publikums gunst var alt, og kulturpolitikken handlede om gevinster og overskud. Kunsten lod sig besnære af disse businesstanker. Og hvis publikum ikke bryder sig om klimakriser, så er emnet dødt, rent kunstnerisk. Undtagen denne norske filosofiske forfatter, de nordmænd, de nordmænd, de overrasker altid, - som bliver præsenteret som "succesforfatter", aha, har han fundet et nyt scoop, skal han nu tjene penge igen, lad os følge ham nøje, 40 mio. eksemplarer solgte han sidste gang.

Men selvom klimakrisen ikke er vor tids store samtidsfortælling, så var romantikkens og det borgerlige ægteskabs manglende livskraft heller ikke den store samtidsfortælling før Georg Brandes tog fat, og forholdet til naturen heller ikke noget stort før Thorkil Bjørnvig og Kløvedal Reich, Ib Michael og andre tog fat, og måske kan nogen tage fat igen. Nu om naturen, hvor klimaets position er trængt og presset uden at have andet mæle end at eksplodere i uvejr engang i mellem. Tja måske.

Andet kapitel

Næstefter CO2 har sodpartiker den største indflydelse på den globale opvarmning. Det konkluderer et omfattende internationalt forskningsprojekt, hvis resultater for nylig blev offentliggjort i Journal of Geophysical Research: Atmosphere.

http://ing.dk/artikel/136266-chokerede-forskere-sodpartikler-er-den-naes...

Tredje kapitel

Danmarks økonomi er udfordret, og derfor skal produktiviteten og konkurrenceevnen forbedres, lød budskabet. Og på den grønne front skal det ifølge RSSF regeringens vækstplan, blandt andet gøres ved at sænke energiafgifterne, afskaffe den vækstbaserede emballageafgift og droppe de bebudede kørselsafgifter.

http://www.information.dk/452622

Niels-Simon Larsen

Den økonomiske vækst giver temperaturstigning.
Det er så nemt med det, så næste gang, der er valg, kan man igen se, hvor mange der går ind for højere temperatur.