Det mest interessante ved debatten i kølvandet på attentatet på islamkritikeren Lars Hedegaard er ikke, hvor råbende, grim og grøftegravende debatten lynhurtigt er blevet. Senest skriver Søren Krarup dommedagserklærende om, at »Danmark bliver krigszone« (Berlingske 12. februar). Det interessante er den dybereliggende genrejsning af det måske vigtigste kulturelle-politiske spørgsmål i nyere tid: Kan islam forenes med demokrati?
Ikke mindst 11. september 2001, krigsmissionerne i Afghanistan og Irak, Muhammed-krisen og Det Arabiske Forår har i dén grad gjort spørgsmålet påtrængende. Det er dog desværre meget nemt at svare afkræftende på det: Nej, islam kan ikke forenes med demokrati. Punktum.
For islams absolutisme strider grundlæggende mod demokratiets ideal om liberale normer og pluralisme, kan man hævde, og der er hverken retsstater eller frie og fair parlamentsvalg i ret mange af de muslimske lande. Så islam og demokrati kan – når alt kommer til alt – ikke forenes.
Et nyt syn på islam
En anden konklusion er imidlertid også mulig. Men det kræver, at vi er villige til at gribe det hele lidt anderledes an.
I stedet for at starte med, fra hvert sit distancerede ståsted, at hoppe skrigende op på den nærmeste ølkasse eller talerstol og insistere på de religiøse sandheder, vold eller ytringsfriheden som forandringens begyndelsespunkt, kan vi begynde med at genoverveje vores tænkning om spørgsmålet.
Forandringen kan begynde i tænkningen frem for i praksis. Hvis vi gør det, er det muligt at nære et håb om en mere fredelig fremtid, end den offentlige debat i disse dage spår.
Det er således muligt at levere et argument for, at islam og demokrati kan forenes. Argumentet er et teoretisk argument og udpeger dermed et potentiale, der kun har empirisk relevans og realiserbarhed, hvis vi tror på det og evner det. Det beviser således ikke, at foreneligheden er praktisk mulig. Men det viser, hvad der ikke kan bevises ved skrivebordet; at hvis vi lader idealer, begreber og praksis følges ad, kan islam og demokrati forenes.
Eller lidt polemisk; hvis vi vil tro på en forening af demokrati og islam, må vi også være villige til at forandre vores syn på islam.
Selv om virkeligheden er langt mere mangfoldig, handler kernen i opfattelsen af islam som uforenelig med demokrati om synet på islam som en enhedslig og totalitær størrelse, der har fuldkommen moralsk forrang og således organiserer alle områder af livet i muslimske samfund. En passage i mellemøstforskeren Bernard Lewis’ artikel The Return of Islam (1976) udtrykker meget rammende denne opfattelse:
»[Hvis] vi skal forstå noget som helst af, hvad der foregår i den muslimske verden i nutiden og i fortiden, er der to essentielle pointer, vi må forstå. Den ene er religionens universalitet som en faktor i de muslimske folks liv, og den anden er religionens centralitet […] ifølge islam er religion ikke, som i kristendom, ét område af livet – den er ikke en regulering af nogle sager, mens andre holdes ude; den er optaget af alle dele af livet – ikke en begrænset, men en total jurisdiktion«.
Tawhids betydning
Islam er som religion bestemmende for alle områder af livet, hævder Lewis og eksponerer derved en udbredt opfattelse. Denne angivelige forestilling i muslimske samfund om én guddommelig enhed og totalitet er udtrykt i det arabiske begreb tawhid.Begrebet dækker over, at der kun er én udelelig Gud, og at denne Guds herredømme er betingelsesløst suverænt og absolut. Ikke mindst i Koranens sure 5:41 er der angiveligt belæg for denne opfattelse: »Kongedømmet over himlene og jorden tilhører Allah.«
En statsmagt skal altså stå til ansvar over for Gud, ikke over for folket. Magten skal ikke spredes, men samles, som det ifølge traditionen var tilfældet i Mekka under Muhammed, der – i modsætning til Kristus – var både profet og statsleder.
Denne forening af religion og politik beskrives ofte med udtrykket din wa dawla, som betyder, at islam er både religion og stat. Derfor Lewis’ ord i citatet ovenfor om islams ’universalitet’ og ’centralitet’.
På baggrund af dette kan man hævde, at islam er uforenelig med demokrati. For hvis Gud er fuldkommen og suveræn, bliver ikke mindst demokratiets værdipluralisme, menneskelige lighed med hensyn til for eksempel ytringsfrihed og indflydelse på de politiske beslutninger og lige magt i form af almindelig valgret fuldstændig irrelevante størrelser i det politiske. Dermed synes islam at passe perfekt sammen med en teokratisk styreform. For hvis Gud er fuldkommen og ufejlbarlig, og hans sandheder, som er åbenbaret for mennesker i primært Koranen, er de eneste sandheder, så må de kyndigste fortolkere af Koranen skulle styre den muslimske stat. De religiøst lærde, ulama’, bør regere.
Det er med andre ord muligt at slutte fra tawhid-princippet til teokrati som den rette styreform. Men en anden udlægning af tawhid-begrebet og dets politiske konsekvenser er også mulig.
En anden tawhid-fortolkning
Bogen Islam & Democracy fra 1996 af politologen John O. Esposito og historikeren John O. Voll synes mere aktuel end nogensinde før. For heri fremstiller de et meget stringent og overbevisende teoretisk argument for islams forenelighed med demokrati, som er værd at fremdrage. Deres argument er, at hvis kun Gud er fuldkommen og ufejlbarlig, må mennesker nødvendigvis være fejlbarlige, og ingen enkeltperson har derfor monopol på udlægningen af Guds sandhed. »Guds absolutte suverænitet gør ethvert menneskeligt hierarki umuligt, idet alle mennesker er lige over for Gud. Tawhid betyder således et begrebsmæssigt og teologisk grundlag for et politisk system, der baserer sig på lighed«, skriver de.
Et menneskeligt magthierarki er altså netop ikke nødvendigvis en implikation af tahwid-princippet, og alle eller mange bør derfor rationelt afgøre, hvorledes Guds vilje bør administreres politisk. Islam er i denne fortolkning altså netop kompatibel med demokratiets idé om folkelig suverænitet, lige magt, fortolkningers afprøvelse, kollektive læreprocesser, meningsudveksling og debat i en politisk offentlighed. Islam og demokrati kan forenes.
Al religiøs praksis baserer sig på fortolkning, og tawhid-princippet, som normalt hævdes at blokere for enhver egentlig demokratisk orden, kan meget overbevisende fortolkes anderledes. Det hævdes ofte, at det ikke nødvendigvis er enkelte muslimers praktisering af islam, som demokratiet ikke kan forenes med, men islam som værdisystem og ideologi.
Men heller ikke i teorien behøver islam og demokrati altså at være uforenelige. Det afhænger af fortolkningen.
Om end nogle muslimske praksisser og Koran-fortolkninger bestemt kan siges at indebære demokratiske problemer, kan der således gives grund til at operere med og tro på et potentiale for demokratiets forenelighed med islam – når blot vi justerer vores ellers faste tilgang til diskussionen og betragter islambegrebet på en lidt anden måde. Det kræver selvsagt vilje fra flere sider – også fra de, der fortolker Koranen.
Men når det gælder den måske vigtigste problematik i nyere tid – islams relation til demokrati – er et sådant potentiale værd at tænke over. Om end det nemmeste ville være at lade være og fortsætte med at råbe op fra hver vores skyttegrav.
Pointen er ikke, at vi skal gå på kompromis med vore demokratiske grundværdier som ytringsfrihed og tankefrihed. Pointen er snarere omvendt: Burde vi, der tror på argumentets og den frie tankes kraft, ikke være de første til at tænke over og insistere på enhver frugtbar tanke? Også når det kan synes håbløst.
Jan Maintz Hansen er adjunkt og cand.mag. i dansk, filosofi og samfundsfag
Det korte svar er: Selvfølgelig kan islam og demokrati forenes - ellers havde Vesten vel ikke interveneret i Iraq, Afghanistan og Libyen med demokrati som succes kriterium - sådan som de rent faktisk har gjort.
Jan Maintz Hansen vælger så at angribe problematikken udfra en mere teokratisk synsvinkel: Mennesket står ikke over Gud og derfor er det åbenbart nødvendigt med et (udemokratisk udpeget) råd af kyndige til at afgøre særlige spørgsmål af overmenneskeligt indhold.
I Iran er det Vogternes Råd, der skal konsulteres i særlige spørgsmål.
I Tyrkiet har militæret denne overordnede - omend svækkede - status.
Men det er vel ikke så meget anderledes end i det Vestlige demokrati hvor rigmandsklubben 'the 1 percent' skal høres inden vigtige beslutninger tages.
'et potentiale, der kun har empirisk relevans og realiserbarhed, hvis vi tror på det' ... er selv religion, i.e. empiri efter facitliste.
Men held og lykke med at få islams lærde til at kravle til Canossa.
Hvornår holder brølaber kæft med at kommentere på andres kultur? Jeg har ikke bedt om at høre på, hvorvidt 'primitivisme kan forenes med demokrati', når snakken falder på Afrika. Helt ærligt, hvorfor skal vesterlændinge altid føle sig så moralsk overlegne, at de mener de har ret til at påtvinge andre vores normer og levevis? Det er selve diskursen, jeg er ved at brække mig over, og ikke selve emnet, for det er da relevant at diskutere, men det er den måde emnet er sat op på, jeg græmmer mig over.
Burde vi ikke i stedet diskutere den positive udvikling i de arabiske lande og hvordan vi hjælper til med at tilskynde den i stedet for at bruge vores eget korrupte, kapitalistiske egoismesamfund som akademisk rettesnor for, hvordan andre burde leve?
Forfatteren sætter fokus på lige netop det sted, hvor det burde være muligt at få en rationel samtale i gang - om ikke andet vil det blive klart at disse "kyndigste fortolkere af Koranen skulle styre den muslimske stat. De religiøst lærde, ulama’, bør regere." er blasfemiske, magtsyge og irrationelle - i praksis sætter de sig selv lig med Gud, i og med de hævder at være Guds eneste talerør. Hvilket bør foreholdes dem, og dermed afsløres deres virkelige agenda.
Det er ikke muligt at hævde at besidde retten til at være det eneste talerør for en Gud, som man ikke en gang kan afgrænse og definere klart - det er jo logik for burhøns - og islamister - at man dermed uretmæssigt tiltager sig en ret over andre mennesker. De skal vedholdende konfronteres ad argumentets vej - ligesom i det gamle Jerusalem hvor de skriftkloge havde en stadig samtale, og hvor den, der tabte, måtte tage konsekvensen, som var at miste definitionsretten.
Kunne kristendom forenes med demokrati i de første 1500 år af denne religions historie? Nej. Men nu kan kristendom godt, såden da, selvom Grundloven i Danmark kræver, at staten understøtter den kristne kirke. Det er jo ikke så demokratisk.
I det land i verden, hvor der bor flest muslimer, Indonesien, har demokatiet det forholdsvis godt. Pakistan med 150 mio indbyggere har også demokrati, der ikke er supert, men dog bedre end det kristne i Georgien, Columbia eller Honduras.
Selvfølgelig kan demokrati og islam leve side om side. Når debatter bliver ved med at hævde noget andet, herunder tildels artiklen herover, så skyldes nok en generel afstandtagen fra de fremmedes religion.
MKN - "Selvfølgelig kan demokrati og islam leve side om side." Det synes ikke at være en selvfølge alle steder, og når dette derfor i visse segmenter alligevel skaber store problemer, må følgelig andre magtspil indtænkes
Ja, netop magtspil. Det har ikke noget med religionen at gøre, men magten. Som i Syrien f. eks.
De religiøse der ikke vil demokrati, vil ikke demokrati.
Michael, religion er et af magtkampens vigtigste redskaber. Religiøse stridigheder har altid en verdslig årsag.
Nej, men det kan de jo blive tvunget til. Af folkets flertal, forstås. Nøjagtig som de gejstlige under revolutionerne i 17- og 1800-tallet blev tvunget til at opgive deres privillegier og stands forrang. Det var ellers så behageligt at være guds forlængede arm i samfundet, men nu gik den ikke længere.
Jo, men Bill, her taler vi om en hel verdensreligions evne til at forene sig med det demokratiske princip. Det er ikke småting, skribenten beflitter sig med.
MKN - "Det er ikke småting, skribenten beflitter sig med." Men han beflitter sig godt og rammer problematikken centralt
Nå, det mener du.
Jah, der er jo et synspunkt.
Uanset om artiklens spørgsmål er beregnet til at frembringe et Ja, er det tåbeligt og chauvinistisk at stille det. Millioner af muslimer lever i lige så titulært kristne samfund, som de kristne gør det. Imens kristne samfund fortsat praktiserer dødsstraf og andet barberi - og diskuterer på god demokratisk vis om bøsser skal dræbes.
De herboende tyrker har fint kunne kombinere Islam med skilsmisser - og den sidste muslim jeg fik mig en længere snak med, kombinerede Islam med alkoholisme. For øvrigt har moskeerne i Danmark efter sædvanlig foreningspraksis demokratisk valgte bestyrelser...
Som Michael er inde på, er Kristendom i strid modstrid med demokrati - og de fleste af verdens "demokratier" lever langt fra op til begrebet. For kan kapitalisme og demokrati forenes?
Michael, Iran har et demokrati ? Der er vogternes råd som skal godkende lovgivningen. Vil du afvise at der - godt nok uformelt - foregår den samme type lovbehandling i USA - demokratiets våbendrager - med storkapitalen i rollen som vogternes råd.
Tom, jeg mener det er vigtigt at stille spørgsmålet, idet der er en poltisk aggresiv fløj af Islam, som forsøger at bekæmpe demokrati med Koranen i baghånden.
PS. jeg er ikke fortale for den Vestlige udgave af demokrati, men for en folkets medindflydelse og bestemme over egne forhold - feks. om deres piger, skal have en uddannelse eller gifte sig af kærlighed.
I islam er det så heldigt - at man i slige spørgsmål ikke behøver fortolke koranen (her sure 5:41) hver enkelt troende - da man har profetens sunna at rette sig efter.
Hvordan indrettede profeten i sin tid som statsleder staten?
Sådan som profeten gjorde - ifg. sunnaen - er den rette islamiske måde.
Vestligt demokrati er no go - men man kan naturligvis godt stemme om de få emner, der ikke er ordnet ved islamisk lov - og have en valgt regering, der regerer de områder i livet og samfundet, der ikke regeres af islam - altså have islam som grundlov - en meget detaljeret og omfattende grundlov, der ikke kan ændres ved.
Hvor ser du den fløj, Bill Atlins?
Lars som jeg forstår koranen så er den til evig diskussion - det er nærmest meningen - og eksv. tror jeg ikke medlemmer af PKK - det kurdiske kommunistparti føler de er i strid med koranen.
Michael, eksv i Ægypten
Om Egypten og andre af de "forårsagtige" tidligere europæiske kolonier vil jeg sige, at demokratiet har sat sig igennem. Det var det, befolkningerne ville. Ud med de gamle, diktatoriske, militærunderstøttede og vestligt understøttede livstidsledere og alle deres kumpaner, og ind med demokrati. Sådan. Det har været en bedrift af rang. Men fra dag ét har den vestlige opinion været skeptisk. Kunne det nu passe ? Ville disse muslimer nu virkelig demokrati? Hvorfor ville de af med vores foretrukne, gamle diktatorer, ligesom i Persien i sin tid. Jeg kan bare sige, at det ville de selvfølgelig.
Michael Kongstad Nielsen
Mener du at det ægyptiske styre er ændret væsentligt i sin natur, med en kransekagefigur indsat af det magtfulde militær, der er en stat i staten og sågar har egne fabrikker m.m.
Og nu endog en kransekagefigur er har så stærke bindinger til det muslimske broderskab at militæret tilsyneladende er bekymret, lidt på samme måde som den tyske industri var i 1933??
Jeg synes ikke det er den store fremgang i demokratiet, men måske har du ret.
Når de ´korankyndige´ mullah´er kan indsætte sig selv som det uantastelige og endegyldige talerør i mellem mennesket og en af dem defineret og overordnet autoritet, kaldet Gud, Profeten og hans skæg, så er der for alle, der er i besiddelse af almindelig menneskelig intelligens - herunder de ´korankyndige´mullah´er - tale om tydeligt overgreb og magtmisbrug. Det kan de ikke snakke sig af, og hvis de prøver eller ignorerer vil det være tydeligt for alle - dem selv inklusive - hvilket uvederhæftigt projekt, de har gang i. Dette er opgaven at fastholde overfor de, der vil begrænse vores ytringsfrihed - at fornærme deres profet vækker had, og giver mullah´erne et redskab til at styre massernes vrede.
Artiklen udpeger islamisternes svage punkt, og ligeledes derved en mulighed for konstruktivt og effektivt at imødegå despoterne.
Men husk - når man peger ad andre, peger man samtidig ad sig selv. Ingen af parterne har uplettede generalieblade at referere til, og disse uforfærdede ytringsfrihedsforkæmpere må også være parate til selvransagelse - her ligger det nøjagtig lige så tungt som for islam terroristerne.
Flemming Andersen, demokratiet er på vej, det er jeg sikker på.
Randi Christensen, jeg ved ikke, hvad mullaher og andre bilder sig selv ind, de kan, ligesom jeg ikke ved, hvad Paven bilder sig ind at kunne. Nu skal verden jo snart have en ny Pave, så kan du måske fortælle os, hvad han kan. Eller hun? Nåh nej.
Som jeg forstår de fleste troende opfatter koranen - så er den guds eviggyldige og uforanderlige ord til mennesket - det kan ikke diskuteres.
Det en lovreligion - og er som sådan ret præcis i sin udlægning af teksten - hvis fx. alkohol skulle blive halal, som en mente allerede var tilfældet, kræver det intet mindre end en reformation af revolutionær karakter.
Hvad angår PKK - så er det vist mere af navn end af gavn, de er kommunister - de er først og fremmest nationalister, der søgte Sovjetruslands støtte mod NATO-landet Tyrkiet, Ruslands traditionelle fjende gennem århundreder.
"Kan kapitalisme og demokrati forenes?"
Så afgjort - privatejendomsret og markedsøkonomi forenes udmærket med folkestyre - det kun et problem for dem med det totalitære ønske, at alt>/b> i livet og samfundet skal bestemmes af et politisk flertal gennem en almægtig statsmagt - hvor den enkelte er flertallets ejendom - hvad så i ikke-kapitalistiske samfund oftest bliver en lille magtklikes, der kan manipulere masserne, ejendom.
Så man kunne lige så vel spørge - kan kærlighed og demokrati forenes - kunne man lige som med 'økonomisk demokrati' kræve demokratisk kærlighed?
Simpelthen kræve - at en valgt regering skulle bestemme, hvem, der skulle gifte sig med hvem - er man mod dette demokratiske forslag, er man så ikke rigtig demokrat?
MKN - " .. jeg ved ikke, hvad mullaher og andre bilder sig selv ind, de kan,"
Nå ? Det er ellers, hvad hele diskussionen handler om. Du kunne som en lidt sen begyndelse læse artiklen
Nu er artiklen vel ikke en lovtekst. Og hvis folk ikke bekender sig frygtsomt til artiklens tekst, må de forvente guds straf. Nej, vel. Og mullaherne, herre gud, dem skal vi nok ikke tage så bogstaveligt.
MKN - Hvem er det, der sender folk på terrormissioner ? Der er folk, som tager dem så alvorligt, at de med provokationer finder det formålstjenligt at fornærme religiøse følelser, som er dybere end omsorgen for livet - med det forventede resultat > øget terrortrussel
Så hvem er det, vi ikke skal tage så bogstaveligt - dig ?
Muslimer og islam kan sagtens forenes med demokrati.
Det afhænger såmen bare af, at fortolkning af koranen accepteres og at ingen påberåber sig den eneste eviggyldige rigtige sande fortolkning.
Islamisme derimod, kan ikke forenes med demokrati.
Øh, lige et øjeblik. Vil du ikke lade være med at skrive "dem dem". Én gang er nok.
Tilbage til sagen: - terrormissioner, siger du. Hvad er det for noget? Er det dronernes flugt i Yemen? Er det Hollandes postkolloniale militærindgreb i Mali? Er det truslen og sanktionerne mod Iran? Hvem er terrorister idag?
MKN - dine sproglige kvababbelser over tyrkfejl må skyldes sitet - ikke mig
Og mht terrormissioner er det nemlig lige præcis et yderst relevant spørgsmål, du stiller. Hvem terroriserer hvem i dagens magtkampe, og hvem er ofrene - måske noget med den 1%´s overgreb på de 99% ?
@Michael Kongstad Nielsen, nu er det jo ikke vestlige demonstranter der jævnligt demonstrerer mod Mohammed Mursi's regime på Tharir pladsen. I Ægypten er det befolkningen i de store byer mod den traditionsbundne ægyptisk landbefolkning. En landbefolkning som finder islams leveregler fuldt tilfredsstillende, hvilket visse islamister udnytter til ikke at imødekomme den unge urbane befolkning, som ikke har landbefolkningens bindinger til familieklanerne.
@Lars, Privatkapitalisme og Demokrati har den uheldige altafgørende modsætnig at de økonomiske virkninger på samfundet ikke er omfattet af demokratiet - eksempelvis er skalten og valten med arbejdspladser - og dermed folks liv - ikke omfattet af demokrati i det kapitalistiske regime.
Atkins, 1. afsnit,
Den er jeg helt med på. Men sådan er situationen jo altså lige nu. Man kan ikke sige, at fordi demokratiet ikke blev perfekt fra den første dag, så duer det ikke, og så er islam synderen. Jeg er helt enig i, at der sansynligvis er denne forskel mellem land og by, og mellem hastig forandring og rolig. Men i en stor omvæltning vil der nok være en tendens til, at holde fast i sikre gamle værdier, såsom religionen. Derfor måske denne overvægt til de muslimsk funderede partier.
Som i Iran 1979, så har islamisterne stjålet revolutionen i Egypten 2011.
De mange muslimer der væltede Mubarak ønskede ikke teokrati og dermed nyt diktatur. de ønskede demokrati og frihedsrettigheder.
Så selvfølgelig kan muslimer både leve i og leve med demokrati.
Det det gælder om er at holde islamister der vil indføre Sharia som lovgivning, væk fra fadet. Kommer islamisterne til, så bliver der ikke demokrati i ordets forstand.
Hvem har stjålet revolutionen i USA? Katolikkerne, mormonerne, de sidste dages hellige eller jøderne?
Nej, ingen stjæler demokratiske revolutioner, det er folket der bemægtiger sig magten, hvilket af magthaverne kan føles som et ran. Men det er det ikke.
Michael, nu skal vi jo ikke vende tingene rundt - hvis du læser min første kommentar så er jeg af den mening at Islamisterne bevist at de kan etablere et demokratisk system som i sin funktionsform er meget lig det Vesten vigter sig af - og det betyder så at der er nogle regler som ikke er til diskussion - eksv pigers uddannelse og plads i samfundet i det hele taget...
...ligesom lønmodtagernes vilkår ikke er til diskussion i det kapitalistiske system.
Det må konstateres at det ultimative demokrati ikke for alvor findes nogen steder på jorden.
Michael.
Det var ikke bønderne ude på landet der væltede Mubarak.
Men bønderne ude på landet valgte det muslimske broderskab.
Kan kristendommen forenes med demokrati ?.
Ikke hvis vi taler om den gammeltestamentlige version, dyrket af fundamentalister.
Det giver egentlige ikke så meget mening - at spørge om religion og demokrati kan forenes - det kan det selvfølgelig ikke.
Det har længe ikke rigtig været et problem hos os - da vores religion ikke var så indgribende i det politiske som en vis anden religion er det - det er så blevet et problem for os eftersom flere og flere blandt os bekender sig til en vis anden religion.
Bill Atkins,
det rigtig - det politiske flertal bestemmer ikke alting i økonomien - heldigvis.
Michael, det virker som om du ikke kan forestille dig at et skindemokrati kan være en mulighed...
Omar Marzouk, som jeg har stor tillid til - fortalte at det slet ikke var demokrati der var revolutionens primære mål fra start - hvilket iøvrigt enhver der har fulgt med selv har kunnet konstatere - men målet var et samfund der fungerede på de mest basale infrastrukturelle områder og hvor unge mennesker yngre end 40 år blev taget alvorligt - Vesten og den arabiske elite med Aljazira i spidsen udråbte så straks revolutionen til at være et spørgsmål om demokrati - for (skin)demokrati det er noget magthavernes vestlige rådgiver kan håndterer .
Lars, nej for så havde vi været finanskapitalens krise foruden ...
Carsten Hansen, så vidt jeg har forstået, så er kristendom ikke udpræget gammeltestamentelig. Det er derimod jødedom. Som, igen så vidt jeg har forstået, er temmelig lovreligionagtig, men som åbenbart alligevel kan forenes med demokrati.
Michael.
Nej; Kristendommen er ikke ret gammeltestamentlig.
Jeg skriver jo også "hvis".
Men bortset fra, så er det ret simpelt.
Hvis Islamister ønsker demokrati, så er det fordi de ikke er islamister !
Islamisme har nemlig intet med demokrati at gøre.
For mig at se, så kan man ikke have demokrati uden ytrings- og religionsfrihed.
Så Islam kan kun forenes med demokrati hvis den holdes væk fra lovgivningen.
Jeg husker et par gode slagsmål i Knesset der tyder på en ret fremmelig form for demokrati jeg ikke så gerne ser indført her.
Bill,
blandt meget andet - herunder vores velstandstade - der selv i krisen er mange gange højere end i landene med planøkonomiske systemer.
Ok, jeg har heller ikke brudt mig om den gradbøjning, er evindeligt fyger gennem medierne: "Islamister". Det er en forstærkelse af "islamtilhængere", altså troende inden for islam. Det tilsvarende "skældsord" inden for de kristnes rækker skulle så vøre "kristianit", men det er jo noget andet.
Lars forkert, du ved et samfund skal kendes på den måde de svageste behandles og ingen i østeuropa har haft de vilkår de fattigste i Grækenland og Spanien har ..
Sider