Kommentar

Kierkegaard skal ikke ’normaliseres’

Fejringen af H.C. Andersen skete med pomp og pragt. Kierkegaard derimod fejres kun med få millioner. Men det skal vi ikke begræde, for en poppet fejring af digterfilosoffen ville stride mod Kierkegaards ånd
1. marts 2013

I anledning af den verdensberømte danske filosof Søren Kierkegaards (1813 – 1855) har medierne de seneste uger diskuteret Kierkegaards fejring versus H.C. Andersens 200-års-jubilæum i 2005.

Humlen er, at fejringen af Kierkegaard ikke kommer i nærheden af 2005-niveauet. Der er simpelthen ikke penge til det, og det begræder man. Ifølge en artikel i Information den 15. februar forventer man eksempelvis, at Kulturministeriet kun vil bruge 1,75 mio. kr. på Kierkegaards jubilæum – selvsamme ministerium spenderede små 65 millioner kroner på H.C. Andersen!

I alt blev der brugt over 230 millioner kroner til fejringen af H.C. Andersen i 2005, mens omkostningerne til Kierkegaards jubilæum skal holdes »for et mindre et-cifret millionbeløb«.

Her kunne man jo godt som Kierkegaard-læser føle en vis bitterhed over den manglende opbakning til et af dansk åndslivs allerstørste genier. Eller man kunne reflektere over, om det overhovedet giver mening af bruge millioner af kroner på at fejre en filosof, der gennem hele sit forfatterskab kritiserede æstetikerens ureflekterede livsførelse?

Er det overhovedet kommensurabelt med Kierkegaards tænkning at spendere så mange penge på pynt og ’spil for galleriet’?

Og er det overhovedet i Kierkegaards ånd at gøre ham folkelig ved at ’smøre’ ham ud over det hele? Naturligvis skal danskerne opfordres til at læse mere Kierkegaard. Ikke kun fordi vi har mulighed for at læse ham på originalsproget, men endnu mere fordi Kierkegaard via sit forfattervirksomhed har adresseret nogle eksistentielle problemstillinger, som har evig gyldighed.

Derfor skal flere læse Kierkegaard, men det må ikke blive på bekostning af Kierkegaards integritet.

Hvorfor drager Kierkegaard?

Det, som er dragende ved Kierkegaard, er jo ikke kun hans formidable evne til at analysere den menneskelige eksistens. Vi kommer vel ikke uden om, at vi også bliver tiltrukket af Kierkegaards dystre personlighed?

Denne mystiske, ensomme og skæve eksistens, der resignerede på alt, og gik de københavnske gader og stræder tynd for at snakke med æstetikeren, med henblik på at gøre ham til ’hiin enkelt’, er en fantastisk fortælling, som vi ikke må korrumpere ved at projicere Kierkegaard som en moderne popstjerne – hvilket man desværre gjorde med Andersen.

Vi må for Guds skyld ikke relativisere Kierkegaard og gøre ham folkelig og kedelig, for det vil være inkommensurabelt med Kierkegaards egen selvforståelse. Kierkegaard betragtede ikke sig selv som synderlig folkelig – tværtimod lagde han afstand til det borgerlige, selviscenesættende liv. Og det gjorde han samfundet opmærksom på ved mindst to tilfælde.

Vi kommer naturligvis ikke uden om det famøse brud med Regine Olsen. Kierkegaard brød forlovelsen, formodentlig fordi han ikke magtede at se sig selv være en del af borgerskabet.

Han vælger derfor, efter eget udsagn, at resignere på hende.

Næste gang Kierkegaard viser sin foragt over for folkeligheden, var i slutningen af sit liv. Her kæmpede Kierkegaard jo en ihærdig kamp mod det han kaldte »christenhedens christendom« og dens ’levebrødspræster’. Via sin kirkekamp synliggjorde Kierkegaard, efter min vurdering, i den grad sin foragt for det bestående samfund. Han havde ikke nødvendigvis ret i denne kritik. Men den vidner om, at anti-folkeligheden må betragtes som værende væsentlig i fortællingen om Søren Kierkegaard.

Kierkegaard og Andersen

Når Kierkegaard herhjemme ikke bliver læst i samme omfang som H.C. Andersen, skyldes det ikke manglen på folkeliggørelse, men det simple faktum, at Kierkegaard er hamrende svær at læse.

Længere er den faktisk ikke. Vi må ikke glemme, at H.C. Andersen foruden at være digter også var børneforfatter. Kierkegaard er derimod digter og filosof. H.C. Andersen appellerer til et bredere publikum, fordi hans forfatterskab, med al respekt for denne formidable digter, er langt nemmere at læse og forstå, end tilfældet er med Kierkegaard, der, modsat Andersen, henvender sig til ’ hiin enkelt’.

Dedikerede Kierkegaard-læsere har derfor ingen grund til at være bitre over, at fejringen af geniet ikke når H.C. Andersen-standard. Det er kun godt, for derved forbliver Kierkegaard den særling, han nu engang var. Og det er vigtigt, hvis man ønsker, at fortællingen om mennesket og filosoffen Søren Kierkegaard skal være reel.

 

Bas Kanthavanam cand.mag. og gymnasielærer, hvor han underviser i religion og historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Kjeldsen
Eva Kjeldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Daniel Hansen

Jeg ser din pointe i, at det ikke er i Kierkegaard ånd, at blive fejret med pomp og pragt. Jeg vil dog stadig udtrykke min forargelse over der ikke er allokeret flere monetære midler til fejringen af filosofferne sejl. Kierkegaards problemstillinger om menneskets eksistens har stadig aktualitet, hvorfor flere burde læsere Kierkegaard. Jeg synes der bør allokeres flere midler til Kierkegaards fødselsdag, trods Riget fattes penge. De monetære midler skal ikke gå til en fest med pomp og pragt, men mere til begivenheder som fremmer kendskabet til Kierkegaards værker.