Kronik

Konflikten i Mali handler om fattigdom – ikke islam

Folk i det nordlige Mali siger, at det ikke er deres islam, der hugger hænderne af folk. De er ikke radikale islamister, men opportunister. For når de lever med sult og fattigdom, er det let at lade sig friste, når en ny arbejdsgiver melder sig på banen. Hvis vi kun fokuserer på det religiøse aspekt af Mali-konflikten, tager vi ikke fat på de bagvedliggende årsager til, at folk tilslutter sig bevæbnede grupper
De unge nomader i det vestlige Sahel vil gerne bedrive kvægdrift, men kan ikke gifte sig og etablere deres egen produktion, da forældrene er for fattige til at købe dem et dyrehold. Konsekvensen er, at de unge mister identitet og status, når de som voksne mænd ikke kan løsrive sig.

Jonathan Bjerg Møller

Debat
11. februar 2013

De islamistiske grupper skulle blot sparke en åben dør ind for at overtage de nordlige områder af Mali. Området, et areal på størrelse med Spanien, har længe været udsultet. Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) udtalte endda til Jyllands-Posten efter hans besøg i Niger, Mali og Burkina Faso i marts 2012, at Danmark burde hjælpe folk med at flytte fra disse områder og ind til byerne. Nomaderne har historisk været underlagt samme type tænkning fra deres egne ledere, hvilket har dannet grundlag for en udbredt økonomisk og politisk marginalisering, som har ført til tilbagevendende tuaregoprør. Heriblandt det seneste oprør, som banede vejen for besættelsen af de nordlige dele af Mali.

Nomaderne, som også tuaregerne hører til, bliver af det omkringliggende samfund anset som et levn fra fortiden og bliver med den øgede usikkerhed i landet mødt med voksende mistro. Som de selv siger: ’Vi går jo alle med turban og solbriller’. De stater, der har en del af deres territorium i det tørre Sahel – en klimazone der strækker sig fra Atlanterhavet til Det Røde Hav – investerer kun mellem én og tre procent af det offentlige budget i de store nomadeområder, herunder det nordlige Mali, og trods dyb fattigdom står donorerne ikke ligefrem i kø for at investere her.

Forfejlet ’effektivitet’

Én årsag er tidens fokus på bistandseffektivitet (value for money), hvor det præcis skal kunne måles, hvad der kommer ud af bistandskronerne. Det er grundlæggende fornuftigt nok, men indeholder en række udfordringer. En af disse er, at den gængse opfattelse af bistandseffektivitet er, hvad det koster per person hjulpet. Det gør en zone på størrelse med Spanien med en befolkning på to millioner mennesker til et mindre interessant investeringsobjekt for bistand, for her gavner en brønd, en skole eller en sundhedsklinik kun en brøkdel af, hvad tilfældet er i de tættere befolkede områder sydpå.

Men måske ville det alligevel have været effektivt at investere i de store nordlige områder, da det nu er blevet tydeligt, at det er her, nøglen til fred skal findes. Og at nøglen er investeringer. Ligeledes havde det været effektivt set i forhold til, hvad krigen kommer til at koste. Der er ingen tal endnu, men i Libyen kostede det 13 millioner kroner om dagen for 4.000 franske soldater; i Afghanistan over ti millioner kroner om dagen for 4.000 franske soldater. Og nu er der så næsten 4.000 franske soldater i Mali. Dermed ikke sagt, at der var et valg i forhold til håndteringen af det nordlige Mali, eftersom forhandlingerne var nået en blindgyde. Det er svært at opstøve så meget som en enkelt borger i ørkenlandene i Sahel, som ikke hilser interventionen velkommen. De har været besat og er ved at blive befriet. Men det står klart, at fraværet af stat og investeringer i det nordlige Mali har været med til at skabe et rekrutteringsgrundlag for de bevæbnede grupper.

Radikaliseret eller ej?

Forud for besættelsen kom der et øget fokus på de nordlige områder i det vestlige Sahel på grund af kidnapninger af vesterlændinge og kriminelle aktiviteter. Det fik EU til at udforme en Sahel-strategi for sikkerhed og udvikling i 2011, som inspirerede Danmark til at formulere et Sahel-initiativ i 2012 som en del af forsvarsforliget. Begge initiativer søger at samtænke sikkerhed og udviklingspolitik med fokus på at reformere sikkerhedssektoren og sætte ind med initiativer rettet mod antiradikalisering. Diagnosen virker dog ikke helt overbevisende, så spørgsmålet er, om det er den rette medicin. For som Nigers udenrigsminister udtalte under sit besøg i København i oktober sidste år, oplever Sahel en islamisering, ikke en radikalisering.

Det vestlige Sahel har været defineret ved en tolerant islam, og specielt nomaderne i de nordlige områder hører til de mindst islamiserede dele af befolkningen. Et vigtigt tegn herpå er den manglende folkelige opbakning til indførslen af sharialov i det nordlige Mali. Det var tydeligt helt fra starten, hvor de unge gik på gaden, da der blev nedlagt forbud mod musik, dans og indtagelse af alkohol. Senere, da islamisterne organiserede en offentlig stening af et yngre forældrepar, fordi de havde fået børn uden at være gift, ville befolkningen ikke kaste stenene. Da det kort tid efter blev annonceret, at hånden skulle hugges af en tyv på den centrale plads i byen Gao, myldrede et menneskehav ud på gaden for at samles på pladsen og i kor nynne Malis nationalsang. Amputationen blev udsat, men blev senere gennemført.

Den eneste grund til at de nye strenge regler alligevel blev fulgt, var eksistensen af en islamisk politi- og efterretningstjeneste, som var rekrutteret lokalt, hovedsageligt blandt unge og børn. Det var simpelthen et job med en løn; de var opportunister i langt højere grad end islamister. Her i et af verdens fattigste områder virker enhver ny arbejdsgiver som en magnet på befolkningen, om det så er et fransk eller kinesisk mineselskab eller en ikkestatslig aktør. EU’s antiterrorchef, Gilles de Kerchove, vurderer, at der var 3.000 støtter af islamisterne under besættelsen, men at der kun er tale om mellem 500 til 1.000, som er klar til at dø for sagen. Det er ud af en befolkning på to millioner mennesker.

Sats på unge og kvægopdræt

Care Danmark har arbejdet med nomader i det vestlige Sahel siden 1998 og de seneste år med specifikt fokus på de unge. Deres ønske er klart. De vil gerne bedrive kvægdrift men kan ikke gifte sig og etablere deres egen produktion, da forældrene er for fattige til at købe dem et dyrehold. Konsekvensen er, at de unge mister identitet og status, når de som voksne mænd ikke kan løsrive sig.

En satsning på disse unge ville ikke kun være fredsforebyggende, men også økonomisk effektivt, da de udgør en af statens vigtigste indtjeningsmuligheder. I dag bidrager nomaderne, der driver kvægopdræt, med godt 15 procent af BNP i Mali og Niger og udgør en relativt stor andel af befolkningen med godt tyve procent. Til trods herfor modtager de forsvindende lidt af de offentlige investeringer.

Hertil kommer, at undersøgelser viser, at kvægopdræt i de nordlige områder har en højere produktivitet end i de sydligere, frodigere dele af landene grundet et højere næringsindhold i græsset. Efterspørgslen på kød stiger i Vestafrika med fire procent om året. Udbuddet derimod stiger kun med to procent årligt. Det skaber en voldsom ubalance, som kun vil blive forværret. Ifølge Det Økonomiske Fællesskab blandt Vestafrikanske Stater (ECOWAS) vil efterspørgslen på kød være steget med 250 procent i 2050. I stedet har fokus i de store ørkenområder af det vestlige Sahel ligget på at hive mineraler op fra sandet.

Alt imens man har overset, at der også går en rigdom rundt oven på sandet. Når staten og donorer har vist en smule interesse, har den været begrænset til nomadernes eneste rigdom, kvæget. Derfor har både Niger og Mali et kvægministerium, som tager sig af alle de tekniske sider af dyrehold såsom vaccinationsprogrammer. Selv mener nomaderne, at der er behov for et nomadeministerium, da et sådant vil flytte fokus fra dyrene til menneskene bag; på dem som borgere, der også har ret til uddannelse, sundhed og andre basale serviceydelser.

Manglende rettigheder og investeringer i området er et af kerneproblemerne i de tilbagevendende Tuaregoprør, som blev startskuddet til den nuværende situation i det nordlige Mali. Stirrer vi os blinde på den religiøse dimension af Mali-konflikten, tackler vi ikke årsagerne til, at folk tvinges ud i opportunisme. Så frem for at poste en masse kræfter og penge i antiradikalisering – eller at hjælpe befolkningen med at flytte væk fra området – vil et øget fokus på økonomisk og politisk inklusion af nomaderne i de nordlige områder af Mali tage fat på de bagvedliggende årsager til, at besættelsen af de nordlige områder til at starte med var mulig.

 

Marianne Haahr er programkoordinator for Sahel, Care Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Fin og forstandig artikel.

Dog vil der være mange ikke-lokale spillere--selv så fjernt fra Sahara som Holmens Kanal 42--der vil blive rigtigt kede af det, hvis Islamist-kortet bliver fjernet fra deres hånd, når den afrikanske pulje nu er så stor.

God og rettidig artikel, som helt rigtigt fokuserer på fattigdommen og de manglenede muligheder for opvoksende generationer som en hovedårsag til konflikterne. Nomaderne i Sahel er ikke religiøse fanatikere og har historisk set haft et relativt velorganiseret samfund. Indtrængningen af andre grupper og ikke mindst konflikten om jord mellem ny agerbrugere og kvægdrivere har dog også historisk været et stort problem. Der er ikke mulighed for at opretholde en nomadisk kvægdriverøkonomi på grund af befolkningspresset og klimaændringer. Deri ligger den store udfordring som det vil kræve massiv international støtte at overkomme, men en sådan omstilling er også helt klart er i det internationale samfunds interesse.