International kommentar

De latinamerikanske alternativer

Ikke alene har de socialistiske ledere fra Ecuador til Venezuela leveret varen i form store sociale gevinster – de bliver også ved med at vinde valgene
Debat
23. februar 2013

Lige siden finanskrakket i 2008 afslørede en falleret økonomisk models rådne kerne, har vi fået at vide, at alternativer ikke findes. Mens Europa synker stedse dybere ned i krisen, vrages regeringspartier rutinemæssigt af desillusionerede vælgere. Kun for, uanset partifarve, at blive erstattet af andre, som gennemfører endnu mere drastiske velfærdsnedskæringer, privatiseringer og øget ulighed.

På et andet kontinent findes imidlertid regeringer, der har vendt ryggen til denne model; regeringer, som stræber efter at reducere fattigdom og ulighed, som har taget industrier og ressourcer tilbage fra private koncerners kontrol; som har udbygget de offentlige tjenester massivt og udvidet den demokratiske deltagelse; og som oven i alt dette præsterer at blive genvalgt ved det ene valg efter det andet.

Sidste weekend opnåede den socialistiske økonom Rafael Correa genvalg som præsident for Ecuador og kunne endda øge sin stemmeandel til 57 procent. Samtidig fik Correas parti absolut flertal i parlamentet.

Ecuador indskriver sig i et veletableret mønster. I oktober 2012 år blev den udskældte, men stadig folkekære Hugo Chávez genvalgt som præsident for Venezuela med 55 procent af stemmerne efter 14 år ved magten. Forud for dette var der også genvalg til Bolivias Evo Morales – Latinamerikas første indianske præsident – i 2009, til den socialdemokratiske Lulas efterfølger Dilma Rousseff i Brasilien i 2010 og til Cristina Fernandez i Argentina i 2011.

Latinamerikas nationer oplevede som de første de katastrofale følger af de neoliberale dogmer og blev de første til at gøre oprør mod det. Correa blev første gang valgt i kølvandet på et økonomisk sammenbrud, der var så ødelæggende, at hver tiende borger valgte at forlade landet. Siden da har hans ’borgerrevolution’ nedbragt fattigdommen med næsten en tredjedel og den ekstreme fattigdom med 45 procent. Arbejdsløsheden er mindsket, mens sociale sikringsordninger er blevet stærkt udvidet. Gratis sundhedspleje og gratis adgang til uddannelse, herunder til videregående studier, er nu en forfatningsmæssigt sikret ret. Outsourcing af arbejdspladser er forbudt.

Forandring er mulig

Disse resultater er vel at mærke ikke alene skabt ved at udnytte Ecuadors forholdsvis beskedne olierigdomme til gavn for flertallet. Fremgangsmåden har også været at få private selskaber og velhavere til at betale skat og afgifter (statens indtægter er på tre år blevet tredoblet), hæve de offentlige investeringer til 15 procent af nationalindkomsten, udvide det offentlige ejerskab, genforhandle oliekontrakterne med udenlandske selskaber og skærpe reguleringen af banksystemet.

Ifølge den konventionelle ortodoksi om ’det frie marked’ skulle sådanne tiltag jo føre lige lukt ud i ruin. I stedet har de leveret hurtig vækst og sociale fremskridt. Correa-regeringen har også lukket den amerikanske militærbase på Manta (han ville genoverveje beslutningen, sagde han, hvis USA »lader os oprette en militærbase i Miami«), udvidet rettighederne for homoseksuelle, handicappede og oprindelige folk og vedtaget nogle af de mest vidtgående miljøpolitikker i verden. Blandt disse er Yasuni-initiativet, hvor Ecuador opgiver at bruge sin ret til at udvinde olie i et område af Amazonlandet med enestående biodiversitet mod til gengæld at få international bistand til vedvarende energiprojekter.

Hvad der sker i Ecuador, er en del af et større progressivt tidevand, der er skyllet ind over Latinamerika, hvor en række socialdemokratiske og socialistiske regeringer har sat ind imod social og racemæssig ulighed, udfordret USA’s dominans og er begyndt at skabe reel regional integration. I betragtning af de resultater, de allerede har leveret, er der derfor intet overraskende i, at disse regeringer bliver ved med at opnå genvalg.

Det siger mere om vestlige mediers forudfattede meninger, at regeringer som Ecuadors og Venezuelas rutinemæssigt skildres som diktatoriske. En del af denne tendentiøsitet kan formentlig føres tilbage til USA’s fjendtlighed. I tilfældet Ecuador er denne fjendtlighed blevet næret af raseri over Correas beslutning om at give asyl til Wikileaks-stifter Julian Assange. I virkeligheden stammer den antidemokratiske trussel fra USA og dets latinamerikanske allierede, der har forsøgt sig med mislykkede kup mod både Chávez og Correa – og med vellykkede i Honduras i 2009 og i Paraguay sidste år.

Selvfølgelig kan der også rettes kritikpunkter imod Latinamerikas venstreorienterede regeringer, f.eks. halter både korruptions- og kriminalitetsbekæmpelse. I Ecuador og andre steder stiger spændingerne mellem kravene til udvikling, hensynet til miljøet og respekten for oprindelige folks rettigheder. De latinamerikanske erfaringer er også så blandede, at de næppe kan sammenfattes i nogen entydig social eller økonomisk alternativ model.

Ikke blot én model

Hertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt fremdriften kan fastholdes. I Venezuela forventes den kræftsyge Chávez, den nye latinamerikanske socialismes absolutte pioner, at træde tilbage inden for de nærmeste uger. Og ganske vist er hans salvede efterfølger, den tidligere fagforeningsmand Nicolás Maduro, i en stærk position til at vinde et nyt valg. Men hverken han eller den karismatiske Correa vil kunne matche Chávez’ rolle som katalysator for regionen.

Ikke desto mindre er Latinamerikas transformation dybt forankret og populær, hvorimod disse landes miskrediterede højrefløj har meget lidt at byde på.

For resten af verden er der en lære at drage: Fem år inde i finanskrisen må vi indse, at løsningen ikke er mere af det samme. Nok befinder de latinamerikanske økonomier og samfund sig på et andet økonomisk udviklingstrin, hvorfor deres erfaringer ikke uden videre kan kopieres andre steder. Alligevel har de påvist, at der findes alternativer til den neoliberale masochisme – som endda kan genvinde regeringsmagten.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

- "Fem år inde i finanskrisen må vi indse, at løsningen ikke er mere af det samme... [De latinamerikanske økonomier og samfund] har påvist, at der findes alternativer til den neoliberale masochisme ..."

Det synes den danske 'centrum-venstre regering' ikke helt at have forstået.

Jens Falkesgaard, Per Torbensen, henrik hansen, Claus Oreskov, Bjarke Madsen, Troels H. Poulsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Er der i det hele taget noget, den synes at have forstået. Ud over kapitalmagtens sødeste drømme?

Per Torbensen, henrik hansen, Claus Oreskov, Flemming Andersen og Erik Nissen anbefalede denne kommentar

Det er ikke et spørgsmål om at forstå, det er et spørgsmål om hvad man vil med sin økonomiske politik.

Niels-Holger Nielsen

Ja, og centrum/venstreregeringen, som den kaldes, vil tilsyneladende opfylde kapitalmagtens hedeste drømme.

Per Torbensen, Claus Oreskov og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar

For 2 eller 3 uger siden bragte Information en overraskende interessandt artikel om elite idræt i Danmark. Det den I virkeligheden handlede om var ydre kontra indre motivation.
Det er meget vanskeligt at overføre Latinamerikanske forhold hvor den ydre Motivation er Legio. Til skandinaviske forhold hvor den ydre motivation I snart mange år har glimret ved sit totale fravær.

Når det så er sagt synes jeg ovenstående er særdeles interessant og det burde give stof til eftertanke hos alle der beskæftiger sig med økonmi og politik.

Tak endnu engang Information for at berige min hverdag.

Michael Kongstad Nielsen

Rigtig god artikel. Man kan kun ønske dem al mulig held og lykke med deres nye udvikling i Latinamerika. Kan vi lære noget i Europa? Ja, Sydeuropa kan, selvom der er store forskelle. Men f. eks. mere effektiv opkrævning af skat, og i det hele taget mere progressiv beskatning (formueskat etc.), og fordeling af velfærden retfærdigt, vend kapitalfonde og multinationale selskaber ryggen, eller genforhandl aftaler og koncessioner. Stop privatiseringer af landets vigtigste offentlige virksomheder m.m.

Latinamerika viser vejen, men som artiklen også påpeger, er der stadig store problemer. Indkomstudjævningen er så småt kommet igang (færre fattige og ekstremt fattige), men der er lang vej. Latinamerika havde før 2000 verdens største indkomsforskelle, med gini-koefficienter på omkrig 60 eller mere. En lille ekstrem rig overklasse og en kæmpe hob af fattige. Men i dag er der sket noget. Undtagen i Columbia, Chile og Paraguay, disse lande ligger stadig i nærheden af 60, og de har heller ikke haft socialistiske regeringer som her omtalt. Brasilien og Argentina er røget ned på godt 50, Venezuela og Peru er nede på godt 45, mens Equador og Bolivia er på godt 35. Det sidste svarer nogenlunde til Sydeuropa og USA. Nordeuropa ligger på godt 25 (Danmark er steget til 27).
http://commons.wikimedia.org/wiki/File%3AWorld_Map_Gini_coefficient.svg

Så uligheden er stadig alt for høj i Latinamerika, men det skal tilføjes, at det er en sej kamp, da de rige familier har mange ressourcer og ofte sidder på medierne, har private vagtværn og ved, hvordan og hvor man skal smøre for at køre. I det hele taget er det utroligt, at den lille ekstremt rige kerne overhovedet er i stand til at mobilisere demokratisk, når vælgerne i så overvældende grad er fattige og må opfatte de socialistiske kandidater som deres egne.

Jens Falkesgaard, Bill Atkins, Torben K L Jensen, Anders Kristensen, Flemming Andersen, Bjarke Madsen, Erik Nissen, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Holger Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Et intrikat spørgsmål

Hvor stor skal ginikoefficinten, ideelt set, være, Mikael KN? Er målsætningen en bestemt ginikoefficient? Det mener du naturligvis ikke, da du med rette og med stedse højere røst fremhæver det stadig mere aktuelle spørgsmål om ejendomsretten til samfundenes (staterne og de lokale) livsnødvendige infrastruktur. Skal denne være en del af markedet og gå op og ned med det vareproducerende anarki og dets kroniske, til det terminalt grænsende boblesygdomme, eller skal den tjene folkets interesser - uanset konjunkturer? Spørg folket! Det tør de ikke, kujonerne. Vi befinder os midt i en katastrofernes tid. Måske ikke vi som i alle, men som i den største del af klodens befolkning, i det 'mindste'. Hvem ønsker, at lade markedet bestemme i den situation? Klerke fra alverdens handelshøjskoler og sponsorerede lærestole på vores offentlige universiteter, lobbyisterne(!), det beståendes (som er verdens alleregentligste problem) repræsentanter på tinge, og naturligvis markedets majorer, oberster og generaler. De ser gerne, at infrastrukturen er en integreret del af markedet, så markedet bliver en 'naturlig' 'med'spiller i enhver krisesituation. Alle andre ville foretrække en tilværelse i relativ tryghed, nu hvor skyerne for alvor tårner sig op i horisonten. Ingen skal lades tilbage. Alle skal med. Solidaritet og empowerment (kampen for og opnåelsen af et samfund af myndige individer, som har frihed til at sætte samfundsmaskinen i bevægelse for deres gruppeinteresser og især for opløsningen af deres gruppeinteresser, der findes andre udlægninger af ordet) er vigtigere end gini, men vil i nogen grad kunne læses ud af samme. Gini afslører også hvor verdens rigdomme befinder sig, og hvor de for tiden akkumuleres mest effektivt. Gini er et meget abstrakt begreb. Ginis udlignende tendens i Sydamerika genspejler også en kapitalistisk vækst (med det hele). Så, her kommer med en lille indledning det intrikate spørgsmål: Gini siger ikke noget om forholdet til naturen og kun lidt om solidaritet og myndiggørelse. Groft taget kan man sige at gini måler den relative ulighed og lidelse i alle samfund med samme alen, for så vidt en sådan eksisterer.

Er gini ikke en meget systembevarende målestok, fuldstændig uden grænseoverskridende pejlinger; overladt som den er til det kapitalistiske marked?

Findes der indekser, som måler de nødvendige revolutionære potentialer i en økonomi i vedvarende dødsspiral?

Jeg går ud fra, at du mener, at Danmarks gini er for høj og desværre voksende, det er jeg enig med dig i, men er målet ikke gini=0? Eller i det mindste at den er et indeks uden sønderlig relevans. Det er det gamle spørgsmål om reform eller revolution. Som jeg ser verdenssituationen, alt iberegnet, vil det første ikke have en chance uden vejledning af det sidste. Tiden er knap.

Niels-Holger Nielsen

ikke sønderlig, men synderlig

Michael Kongstad Nielsen.
- Så uligheden er stadig alt for høj i Latinamerika, men det skal tilføjes, at det er en sej kamp, da de rige familier har mange ressourcer og ofte sidder på medierne, har private vagtværn og ved, hvordan og hvor man skal smøre for at køre.

Interessant.! Det var lige nøjagtig det problem, den nyvalgte præsident Rafael Correa kom ind på i et interview med journalist Peter Rioseco fra nyhedsbureauet Prensa Latina den 22. februar.
I interviewet kommer Correa ind på, at disse privatejede medier ikke kun er et problem i Latinamerika, men er et globalt problem. Han mener dog, at pressen i Latinamerika er den værste i verden.
Til intervieweren siger han.: " Vi er nød til at diskutere dette problem sammen, uden at det straks bliver betragtet som et angreb på ytringsfriheden. Vi bliver nød til at tale ud om disse ting og finde løsninger. Gode kommunikationslove, demokratisering af mediernes ejerskab og forsøge at finde nye former for ejerskab heraf. Offentlige medier, non-profit, og med en anden logik end markedets logik. Forestil dig, hvordan det det ville være, hvis retsplejen var på private hænder."

Det her er kun en lille del af interviewet, men dejligt at høre en statsleder, der er så klar i spyttet overfor de private medier.

Jens Falkesgaard, Per Torbensen, Benny Larsen, Dennis Berg, Flemming Andersen, Bjarke Madsen, Niels-Holger Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Niels-Holger Nielsen,
- gini-koefficienten er ikke andet end et tal, der giver et fingerpeg, en fornemmelse, en overordnet idé om nogle økonomiske forhold i et samfund. Den siger intet om, hvad der gemmer sig bagved af menneskelige relationer og forhold til den videre udvikling, eller til naturen. Det er bare relevant at have med i baghovedet, når vi taler om samfund, og jeg faldt forleden over en interessant vinkel, om at Danmark i 1700-tallet under enevælden og feudalismen havde gini-koefficienter på ca. 60, ca. det samme som latinamerikanske lande har haft op til vores tid. Man kan se for sig den ene procent af godsejere i Danmark, der havde alt gods og var skattefrie, og så de 99 % fæstebønder og stavnsbundne hoveriarbejdere, der ejede ingen ting ud over deres arbejdskraft. Men det viste sig jo, at denne fordeling ikke var særlig hensigtsmæssig for riget, da den forhindrede en frugtbar udvikling til alles gavn. Men igen, tallet er bare overflade og kan ikke bruges til andet end et mål, ligesom målingen af, hvor mange bier, der bestøver den enkelte mark.

Måske kommer jeg tilbage med et bedre svar i morgen.

Niels-Holger Nielsen

Det sidste ville glæde mig.

Jeg undre mig over, at Seumas Milne fra The Guardian, betegner den brasilianske præsident Dilma Rousseff som socialdemokrat, især da hun fører en anti-socialdemokratisk økonomisk politik.
Hendes politiske modstander er socialdemokraten Alcio Neves fra det brasilianske socialdemokrat ( PSDB ).
Tidligere præsident Lula da Silva og nuværende præsident Dilma Rousseff, tilhører begge det brasilianske arbejderparti ( PT ).
PT - Partido de los Trabajadores - blev dannet i 1980 og fejrede i denne uge, at de nu har haft regeringsmagten i 10 år. Ved denne lejlighed meddelte Lula da Silva, at Dilma Rousseff også er PT's kandidat til præsidentvalget i 2014. I løbet af de 10 år PT har haft regeringsmagten, er 40 millioner brasilianere bragt ud af ekstrem fattigdom.
At Dilma Rousseff fører anti-socialdemokratisk økonomisk politik, viste hun i sin nytårstale, da hun meddelte, at mindstelønnen ville blive hævet med 9% og fjernelse af indkomstskat af mindstelønnen. Ligeledes ville de månedlige betalinger til pensionister blive sat op.

Man må jo sige, at det var en anden nytårstale, end den, den danske socialdemokrat Helle Thorning holdte.!

Per Torbensen, Olav Bo Hessellund, Claus Oreskov og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Angående gini-koefficienten vil jeg bare tilføje, at den er en udmærket indikator for fordelingen af et samfunds rigdom, og det ganske uanset om samfundet bygger på kapitalisme, privat ejendomsret, markedsøkonomi, kollektivisme, socialisme, planøkonomi, kommunisme, kinesiske-, iranske. eller nordkoreanske systemer.

Jeg mener opgørelsen af rigdomsfordelingen efter gini-metoden er helt neutral, og derfor ikke "systembevarende", som Niels-Holger Nielsen antyder. Det kan jeg slet ikke se. Der er op til den enkelte at forolke og konkludere på gini-koefficienten for et land, og hvis man kommer til den betragtning, at uligheden er urimelig stor, så kan dette jo indgå i ens politiske tanker. Om du vil have reform eller revolution, har ikke noget med gini-koefficienten at gøre.

Om målsætningen skulle være en bestemt gini-koefficient, spørger Niels Holger Nielsen. F. eks. = 0 (altså hvor alle i et samfund ejer nøjagtigt lige meget). Nej, det er usandsynligt og urealistisk, da der altid må være forskelle af mange grunde. Men den uregulerede kapitalisme har som bekendt en resultant, der peger i retning af mere og mere ulighed, dvs. højere og højere gini-koefficienter. Da denne ulighed efter min mening er politisk uacceptabel, må projektet gå ud på at nedbringe den, hvad de så også gør i Latinamerika. Det hilser jeg mere end velkomment, om det så er socialdemokratisk eller arbejderparti - politik, jf.Holger Madsens kommentar ovenfor, hvad man kaldet det. er ikke afgørende, bare det gå den rigtige vej.

,

Niels-Holger Nielsen

Så, da Danmark har en relativ lav gini, bør andre stater indrette sig som Danmark, eller hvad.

Niels-Holger Nielsen

?

Michael Kongstad Nielsen

Danmark var i 2001 nede på 21, nu er vi oppe på 27, so "something is rotten in the state og Denmark".

Niels-Holger Nielsen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

'At Dilma Rousseff fører anti-socialdemokratisk økonomisk politik, viste hun i sin nytårstale, da hun meddelte, at mindstelønnen ville blive hævet med 9% og fjernelse af indkomstskat af mindstelønnen. Ligeledes ville de månedlige betalinger til pensionister blive sat op.

Man må jo sige, at det var en anden nytårstale, end den, den danske socialdemokrat Helle Thorning holdte.!'

Er det ikke lidt som at sammenligne æbler og pærer?

Michael Kongstad Nielsen

Jo, der er forskel, (taler på egne vegne) som jeg også tidligere skrev kan navnlig Sydeuropa lære noget af Latinamerika. Men Danmark kunne også på vores egen måde lære noget. F. eks kunne vi stoppe tyranniet mod overførselsindkomstmodtagerne, jf. Rune Lykkeberg:
http://www.information.dk/452173
og vi kunne genforhandle Nordsøkoncessionerne med DUC. Bare et par eksempler.

Jens Falkesgaard, Benny Larsen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar

Næh!...Er det ikke som at sammenligne socialdemokrater med socialister.?

henrik hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Dejligt at Information en sjælden gang kan bringe en nuanceret artikel om venstrebølgen i Latinamerika.

Jens Falkesgaard, Per Torbensen, Olav Bo Hessellund og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

USA som verdens absolutte økonomiske hegemoni center er alvorlig svækket, og det er det man kan aflæse i de mange positive politiske og økonomiske tiltag på det Latinamerikanske kontinent. Imidlertid er USA stædig verdens stærkeste militærmagt, med en omfattende efterretningstjeneste og viljen til at dræbe om nødvendigt – så lad os se tiden let an endnu.

Bill Atkins, Per Torbensen, Ulf Timmermann og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

@ Claus Oreskov
Jeg tror ikke Latinamerika mere frygter USA's stærke militærmagt, dertil er sammenholdet for stor i dag mellem de 33 selvstændige lande. Men mange af landene følger USA's efterretningsvæsen og medier meget tæt.
Raul Castro, der i går åbnede den cubanske lovgivende forsamling, har i øjeblikket det roterende formandsskab for CELAC-landene. Han kom i sin åbningstale ind på, at der nu skulle arbejdes for en tættere tilknytning CELAC-landene imellem.
At CELAC-landene har overladt formandsskabet til Cuba, er jo også et kraftig signal til USA, der om nogen, netop har gjort alt for at udelukke Cuba i samarbejsorganisationen OAS.
CELAC-landene vender i dag også blikket kraftigt mod Afrika, for et tættere økonomisk samarbejde.

Såh Claus, jeg tror ikke vi behøver at se tiden lidt an endnu, - tiden er i gang.!

Per Torbensen, Bjarke Madsen, Claus Oreskov og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

De har også økonomiske fællesskaber omkring frihandel og lignende i "Unionen af Sydamerikanske Nationer" (USAN) eller på spansk UNASUR, der integrerer to eksisterende toldunioner, Mercosur og Comunidad Andina, CAN. Her er dog ikke så mange med endnu (Mellemamerika ikke med), men ingen tvivl om, at Latinamerika har selvstændiggjort sig, lukket USA-baser og smidt US-ambassadører hjem (Ecuador) efter Wikileaksafsløringer af ambassadens indblanding i værtslandets politik.

En detalje i deres nye selvstændige rolle er, at stort set hele Sydamerika har anerkendt Palæstina som selvstændig stat.

Per Torbensen, Bjarke Madsen, Claus Oreskov og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Jeg kan godt lide Holger Madsen & Michael Kongstad Nielsen optimisme som bygger på solid viden om politik i regionen. Min pessimisme begrunder jeg så i den ubegribelige brutalitet, som USA plejer at lægge for dagen, når de ikke umiddelbart få deres vilje. Men efter at have læst jeres indlæg er min pessimisme skiftet ud med forsigtig optimisme. Gid dog Che var i live, og kunne se hvad som pågår!

Per Torbensen, Benny Larsen, Ulf Timmermann, Bill Atkins, Niels-Holger Nielsen, Michael Kongstad Nielsen og Bjarke Madsen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Man får næsten den opfattelse at Sydamerika er et socialistisk kontinent, hvor lammet græsser side om side med ulven.

Det vil jeg nu ikke lige sige Niels-Holger. :-)
I Venezuela er det vel nærmest en politisk borgerkrig, der kører. Men det er meget opløftende, at det ikke er våbene der taler.
Det er det heller ikke i Havana, hvor FARC og den colombianske regering stadig sidder ved forhandlingsbordet med Norge ved bordenden. Her går det stille og roligt fremad, selvom de stadig er ved pkt. 1 på dagsordenen, - en dekoncentration af ejendomsretten til jorden i landet. Det var jo dette pkt., der udløste FARC for snart 50 år siden. Men spændende er det, at følge disse fredsforhandlinger. Også lidt morsomt at se, at der bliver spillet på alle tangenterne, når medierne overvåger disse møder. FARC-delegationen der møder frem til forhandlingerne, ledsaget af unge, smukke kvindelige guerillakrigere, med Ché Gevara baretter på hovedet.

Per Torbensen, Claus Oreskov og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Oreskov jeg tror desværre du har ret i din pessimisme. Der er ingen tvivl om at USA vil forsøge at få sig et brohoved på det sydamerikanske kontinent igen. Venezuela er et oplagt emne. Venezuela har i følge Canal+ en oliereserve der er større end Saudi Arabiens, så incitamentet er på plads, og flere multinationale selskaber satser på en modrevolution når Chavez er væk. Den socialistiske folkemilits er på 1,5 mio. væbnede medlemmer. Til gengæld er hæren ikke loyal overfor den socialistiske omforandring i samfundet, og narkobander og almindelige kriminelle, - rakket som de kalder sig - er i konflikt med ordensmagten i Venezuela - 20.000 mord om året. Disse bander bevæbnes til tænderne af de højrerevisionistiske kræfter i landet - specielt bliver mange af deres våben købt illegalt af ansatte i hæren. Man må håbe at de holder sig neutrale under en eventuel modrevolution.

Per Torbensen, Dennis Berg og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

@ Bill
Selvfølgelig er der mange udfordringer, - hasta la victoria siempre - som Che Guevara ( så fik jeg lige stavet ham korrekt ) har stående på monumentet af ham i Santa Clara.
Jeg mener også, der er mange tikkende bomber mellem USA og Latinamerika i dag. Bl.a. narkokrigen. Hvordan vil USA reagere, hvis det lykkes for Latinamerika at få flyttet narkokrigen op til USA's grænse.?

henrik hansen, Per Torbensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

100 millioner strejkende arbejdere i Indien.
Det ser ud til at presset er på neo-liberalismen fra alle sider: Sydamerika bliver socialistisk, sydeuropa er ved at koge over og nu ser Indien ud til at være ved at være ude af kontrol.
Forhåbentlig bliver kineserne inspireret hvis det lykkes for inderne, og så vil neo-liberalisternes fabrikshal forsvinde, og så har de ikke mange steder at rende hen.

http://www.counterpunch.org/2013/02/25/pilgrimage-against-neoliberalism/

Narkoen eller narkokrigen, er også en af de fem punkter, der er blevet enighed om at tage op, under fredsforhandlingerne i Havana mellem FARC og den colombianske regering.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at FARC financier en stor del af deres guerillakrig mod den colombianske regering med narkopenge, og det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at den colombianske regering får tilført store økonomiske og militære midler fra USA, for at holde narkokrigen på afstand fra USA's område.

Niels-Holger Nielsen

USA (plus allierede) er en frygtelig trussel mod alt og alle, også Sydamerika. Men Sydamerika er altså også fyldt med kapitalister, som vil komme ud i kapitalistiske problemer, som også vi kom især efter første oliekrise. Af og til kan man gå noget af vejen sammen, men hvor der er tale om antagonistiske modsigelser må vejene skilles før eller senere. Som verden ser ud i dag nok før.

Michael Kongstad Nielsen

Argentina nationaliserede sidste år olieselskabet YPF, der var ejet af spanske Repsol for 57% vedkommende. Repsol havde tjent styrtende med summer på ejerskabet uden at have investeret i udvikling. Derfor vedtog Argentina, der i 1990-erne havde privatiseret selvsamme selskab, at genovertage selskabet. Det vakte voldsomme protester i EU, og såmænd også i lille Danmark, hvor flere pensionselskaber havde aktier i Repsol, og de borgerlige aviser, desværre inklusive Information, var helt oppe at svinge over dette latinamerikanske populisme-cirkus. Nu mener jeg det hører med til historien, at Repsol og andre aktionærer fik fuld erstatning ved en sådan national overtagelse, og så hedder det ekspropriation, og burde jo bare anerkendes, da det er til det almenes vel.
http://old2010.arbejderen.dk/artikel/2012-04-20/argentina-nationaliserer...