Kronik

Når Guds stedfortræder går af

Følgerne af pave Benedikt XVI’s beslutning om at trække sig kan næppe overvurderes. Katolikkerne vil fremover ikke opfatte paven i Rom som en vikarierende guddom, men blot som den første blandt ligemænd
Troende sender en hilsen til den afgående pave på Peters Pladsen i Vatikanet under hans næstsidste tale som pave.

Alessandro Bainchi

Debat
22. februar 2013

Der er ikke plads til en pave emeritus,« konstaterede Karol Wojtyla (pave Johannes Paul II, red.) tørt så sent som i 1994. Men fra den 28. februar klokken 20 kommer der så alligevel en pave emeritus med følgevirkninger for Den Katolske Kirke, som det er umuligt at overvurdere omfanget af.

Joseph Ratzinger, som fra næste uge blot vil være ekspave Benedikt XVI, har begået en handling, hvis mod for mange kardinaler og magtfulde medlemmer af kurien (Vatikanets regering, red.) fremstår som dumdristighed og for nogle endda som et svaghedstegn på grænsen til fejhed.

Det er faktisk en handling, som vil få den historiske og epokegørende virkning at afsakralisere pavefiguren, der for de troende for fremtiden vil fremstå som en vigtig religiøs leder, men ikke mere end det. Det er paradoksalt, for ellers har denne pave gennemført et opgør med Det Andet Vatikankoncils (1965-69, red.) reformer af kirken, som Wojtyla indledte.

Paradoksale følger

Paven er ikke blot den sidste for alvor enevældige monark. I de troendes øjne havde paven indtil forleden en helt usammenlignelig karisma som Guds stedfortræder på jord – altså med status som vicegud. Men det giver ingen mening at tale om en forhenværende vicegud.

Derfor vil paven i Rom fra nu af blot være kirkens overhoved, ligesom ærkebiskoppen af Canterbury i Den Anglikanske Kirke er primus inter pares (den første blandt ligemænd, red.), men selvfølgelig med uendeligt mange flere proselytter. Det er dobbelt paradoksalt, fordi paven tilsyneladende ender med at give sin gamle modstander, den schweiziske teolog Hans Küng, og de progressive deltagere ved Det Andet Vatikankoncil – hvis betydning og minde han har formået at annullere – ret.

Men det er især paradoksalt, fordi pavestolen som følge af hans fratræden rammes af den ’affortryllelse af verden’, der kendetegner den sekulariserede modernitet, som han har bekæmpet indædt og med betydelig succes for obskurantismen – f.eks. ved at opnå Jürgen Habermas’ anerkendelse.

I Den Katolske Kirke vil en pave emeritus altså fra nu af leve side om side med en fungerende pave, der nok får alle pavelige beføjelser, men hans hellige karisma er gået tabt for evigt. Hvorfor har Benedikt XVI begået så ekstrem en handling, hvis konsekvenser han må være fuldt bevidst om? Hvorfor vil han ikke følge traditionen med at ’forlade sig på Gud’, også i en tilstand af ekstrem fysisk svaghed og stole på, at Helligånden vil kompensere for menneskelige mangler?

Rationel overvejelse

Johannes Paul II’s langvarige dødskamp er et ekstremt og meget nyligt eksempel på denne tillid til det guddommelig forsyns assistance. Det var udslagsgivende for, at helgenkåringsprocessen blev indledt så usædvanligt hurtigt efter hans død, og det fremstod som et ufravigeligt princip. Ved at fremhæve sin egen utilstrækkelighed har Ratzinger derimod indført en meget menneskelig og rationel beregning af, hvad der er bedst for kirken. Helligånden, hvis særlige bistand skulle sikre paven ufejlbarlighed, bliver således nedvurderet.

Endnu et paradoks er, at denne rationelle overvejelse bliver benægtet af de gejstlige, der ellers er allermest beregnende og forretningsorienterede. I forbifarten må vi ikke overse, at hvis Ratzingers handling er udtryk for beskedenhed, må vi betragte Wojtylas stik modsatte opførsel som udtryk for arrogance.

Så hvorfor har han begået denne ubeskriveligt risikable handling? Benedikt XVI har sagt det med en klarhed, som man foretrækker at fortrænge: At være pave kræver »både fysiske og sjælelige kræfter, som jeg i de seneste måneder har mistet i en sådan grad, at jeg må anerkende min manglende evne til at bestride det embede, jeg er blevet betroet«. Det ’sjælelige’ er nøglen til at forstå Ratzinger, som erklærer, at han godt selv er »klar over alvoren af denne handling«.

Pavens succes

Men hvordan kan Benedikt XVI have følt sig sjæleligt ude af stand til at bestride paveembedet? Under hans ledelse er den hierarkiske kirke blevet mere ensartet end nogensinde før. Der findes ikke længere splittelser mellem ’progressive’ og ’konservative’. Den sidste selvstændige stemme var kardinal Carlo Martini (1927-2012, red.). Biskoppernes doktrinære homogenitet har aldrig før været så solid. Også i forhold til omverdenen har teologpaven kunnet fejre betydelige succeser. Habermas, der betragtes som den verdslige filosof par excellence, er allerede blevet nævnt. Men vi kan tilføje den fascination, som feterede intellektuelle i det ellers meget verdslige Paris har næret for Ratzinger. Dermed har hans oplysningskritik også fået uventet succes med forslaget om, at ikke-troende bør acceptere princippet om, at alle bør opføre sig, som om Gud findes – for uden Gud og det dertilhørende etiske grundlag vil hele den vestlige verden bryde sammen. Kun et svigt kan således have ført til Benedikt XVI’s syndsbekendelse: Manglende evne til at forvalte kirken. Fejden mellem kardinaler har forvandlet Vatikanet til en ormegård, hvor der bliver ført bandekrig med hemmelige dossiers og gejstlig mudderkastning under Michelangelo og Raffaellos freskomalerier.

Forgæves forsøg

Det er især to former for ’snavs’, som paven selv har udtryk det, der har været årsag til striden mellem kardinalerne: Sex og penge – skandalerne om de pædofile præster og Vatikanets Bank (IOR) – som præsteløftets martyrium ellers burde være den perfekte vaccination imod.

Netop Ratzingers ellers meget gradvise beslutning om at få den infame pædofili belyst og hans endnu mere forsigtige og halvhjertede forsøg på at gøre op med IOR’s status som en af finansverdenens slyngelstater (en sikker havn for korruption og hvidvaskning af mafiaens penge) har mødt uhyrlig modstand og udløst en hvirvelvind af intriger.

De eneste konflikter, som Wojtyla og Ratzinger havde, handlede netop om pædofili (og den beslægtede, men ikke identiske sag med den magtfulde orden Kristi Legionærer og dens leder, den berygtede Marcial Maciel Degollado, som Ratzinger ekskommunikerede straks efter sin pavekåring), hvor Wojtyla, den daværende kardinal og leder for Den Hellige Inkvisition (siden 1965: Kongregationen For Troslæren, red.), insisterende på, at den polske pave måtte være både strengere og mere åben. Men uden held. Han blev besejret af kurien, som i de sidste år havde let spil over for en pave, der på grund af sin alvorlige sygdom ikke var i stand til at regere. Dette perspektiv har givetvis påvirket Benedikt XVI’s beslutning.

Pavens afmagt

De Vatileaks, der det sidste år har ramt Vatikanet, var kun toppen af isbjerget. Det er det eneste, vi almindelige dødelige kender til, men Benedikt XVI har favnet isbjerget i hele dets ødelæggende omfang. Rapporten, som kardinalerne Herranz, Tomko og De Giorgi lavede, må have rystet ham. Især fordi hans nærmeste samarbejdspartner, Vatikanets statssekretær Tarcisio Bertone, er dybt involveret i alle de kvalmende intriger, der skæmmer kirkens ansigt. Hvad angår »individualisme, rivalisering og forfængelig stolthed«, som Benedikt XVI fordømte i sin prædiken Askeonsdag, har Bertone få rivaler i de apostolske paladser. Han er godt i gang med at tiltvinge sig fuld kontrol over Vatikanets finanser. Netop nu har han fået udnævnt en ny direktør for IOR (tyskeren Ernst Freiherr von Freyberg, ) og fjernet kardinal Attilio Nicora fra det udvalg, som fører tilsyn med IOR.

Nicora havde nemlig gjort et meget spagt forsøg på at få indført større åbenhed. Bertone stiller således med en hidtil uset arrogance den næste pave over for en fuldbyrdet kendsgerning.

I denne destruktive kirkelige magtkamp har Benedikt XVI ikke haft lyst til at vælge side. Også fordi Bertones rivaler ikke ligefrem skinner af hellighed – hans forgænger og ærkefjende, kardinal Sodano, var f.eks. en af Degollados mest trofaste beskyttere. Benedikt XVI har givet op over for denne underjordiske strøm af ’snavs’ i kirken, han har tilstået sig egen uegnethed og valgt den eneste metode, der stadig forekommer ham at være nyttig: Bøn.
 

Paolo Flores d’Arcais er filosof og redaktør for det politisk-filosofiske tidsskrift MicroMega. I september 2000 diskuterede Flores d’Arcais med den daværende kardinal Ratzinger ved et offentligt debatmøde i Rom (fås som e-bog med titlen ’Controversia su Dio’ (’Kontrovers om Gud’)).

© MicroMega & Information 2013. Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her