Kronik

Når man ødelægger ting, ødelægger man mennesker

Med den nylige ødelæggelse af UNESCO-beskyttede helgengrave i Mali og rygtet om afbrænding af bibliotekssamlingen i Timbuktu har yderliggående grene af islam igen markeret sig som strenge håndhævere af religiøse dogmer om afgudsdyrkelse. Men er ødelæggelserne alene et udtryk for religiøs fanatisme, eller er politisk pragmatisme en delforklaring?
Sidste sommer ødelagde den islamistiske gruppe Ansar Dine tre muslimske helgengrave i Timbuktu, Mali, som alle var omfattet af UNESCO’s verdensarvsliste. Her undersøger en mand ruinerne eftter den muslimske helgen Alpha Moyas mausoleoum. Foto: AFP/Scanpix

Sidste sommer ødelagde den islamistiske gruppe Ansar Dine tre muslimske helgengrave i Timbuktu, Mali, som alle var omfattet af UNESCO’s verdensarvsliste. Her undersøger en mand ruinerne eftter den muslimske helgen Alpha Moyas mausoleoum. Foto: AFP/Scanpix

Debat
5. februar 2013

KRONIK – Det internationale samfund mobiliseres i stadig højere grad, når nyheden om ødelæggelsen af et kulturarvsmonument kommer. Babrimoskeen i Indien, Mostarbroen i Bosnien Hercegovina, Bamyian Buddhaerne i Afghanistan og Ajyadfortet i Saudi Arabien er nogle af de steder, der de seneste årtier er blevet bevidst ødelagt. Et udbrud af moralsk forfærdelse tordner mod den tilbagestående tankegang, der ligger til grund for ødelæggelsen af et unikt historisk monument. For at ødelægge kulturarv er at ødelægge kulturel identitet og dermed mennesker; ’krigsforbrydelser’, ’kulturel massakre’ eller ’kulturelt folkemord’ lyder det fra forskere og politikere.

Ødelæggelsen af et kulturarvsmonument er altså ikke ligesom at ødelægge en kulturel identitet. Nej, ødelæggelsen er det samme som at ødelægge en kulturel identitet. At dræbe en turist ved en seværdighed er en tragedie, der efterlader mentale og økonomiske spor år efter. At ’dræbe’ kulturarv er en handling, som skriver sig ind i historien i årtier eller århundreder. De universalistiske toner lyder, at for at være et moderne menneske må man anerkende nødvendigheden af at drage omsorg for fortidens ting. Men hvilken fortid skal bevares, og hvilken kan blot forfalde? Og hvilke fortidslevn skal ødelægges for at bane vejen for nye magtstrukturer?

I løbet af sommeren 2012 drog destruktionens ånd hen over helgengrave i Mali. En islamisk gruppe ved navn Ansar Dine afbrændte og begyndte nedrivningen af en helgengrav for Sidi Mamoud Ben Amar fra det 15. århundrede samt to andre helgengrave i Timbuktu, Mali. I kølvandet på den voldsomme politiske uro, der begyndte tidligere på året, forsøger grupper som Ansar Dine at indføre en streng fortolkning af Islam og sharialov, hvor den omfangsrige helgendyrkelse i Timbuktu anses for afgudsdyrkelse.

Helgengravene fungerer som kontaktpunkter for Guds velsignelse. Igennem hele den islamiske historie har der været kontroverser om, hvorvidt helgendyrkelse var teologisk tilladt. Dette gælder såvel små lokale helgener, hvis grav ikke er mere end et par sten på jorden, som helgener og profeters monumenter, der hyldes som islamisk, national eller international kulturarv. Kampen om hvorledes, man skal forholde sig til helgenerne, er altså ikke blot et fænomen, man finder i Mali, men kan spores fra Pakistan, over Jordan og ind over Nordafrika.

Ødelæggelserne af gravene i sommer var derfor heller ikke tilfældig. Med tilnavnet ’byen med de 333 helgener’ vidner Timbuktu om omfanget af disse historiske praksisser. Alt kunne således bekræfte historien om den islamiske kulturs forkærlighed for ikonoklasme (billedødelæggelse, red.). Andre steder i Mellemøsten er det muligt for de salafi-inspirerede islamiske grupper mundtligt at overbevise befolkningen om, at helgendyrkelse er teologisk og moralsk anfægteligt, og dermed undslipper gravene den bevidste destruktion og overlades til forfald. Tanken i Mali er dog, at ødelæggelse er et mere effektivt overtalelsesmiddel – for med ødelæggelse kommer glemsel, og med ødelæggelse ophører afvigende praksis.

Et historisk tilbageblik viser imidlertid også, at mindet om en fraværende ting kan veje tungere og ligefrem blive omdrejningspunkt for identitetspolitik. Fra Biblioteket i Alexandria, over de manglende tårne fra World Trade Center, til de tomme nicher efter Bamyian Buddhaerne står fraværende ting ofte stærkere, end tingene nogensinde ville have gjort. Mange mennesker kendte end ikke Buddhaerne eller helgengravene før ødelæggelsen.

UNESCO som moralens vogter

Hos det ledende organ for kulturarvsbevaring, UNESCO, indtager Timbuktu en fremtrædende plads med selve byen og et gravmonument for Askia indskrevet på Verdenskulturarvslisten i henholdsvis 1988 og 2004. Den stigende trussel mod helgengravenes fortsatte eksistens medførte, at Sidi Mamouds grav sammen med 15 andre grave i efteråret blev indskrevet på UNESCO’s liste over truet verdenskulturarv; tre blev allerede den følgende dag ødelagt. Medierne peger på den islamiske gruppes link til al-Qaeda og laver retorisk reference til sprængningen af Bamyian Buddhaerne i Afghanistan i 2001. Scenen er sat til et billede af barbariske og indsnævrede mørkemænd på ikonoklastisk togt for ensretning af islam, som så mange gange før. Men udover de religiøse forestillinger om afgudsdyrkelse viser historien også, at forholdet mellem kulturarvsindustrien og magthavere spiller betydeligt ind. Det var således et bevidst politisk valg, at ødelæggelsen foregik dagen efter UNESCO’s krav om bevaring. Når noget værdsættes, bliver det også et mål. Kulturarv er ikke værdineutralt, men er et politisk middel. Da de islamiske oprørere i sidste uge måtte opgive byen, var ødelæggelsen af, hvad der kunne findes af anstødeligt materiale på biblioteket for de fundamentalistiske muslimer, også en reel frygt. Det har dog vist sig, at de fleste dokumenter allerede var fjernet af museumsfolk og bekymrede medborgere.

UNESCO har ingen hær at intervenere med, men alene jura, penge og moralsk fordømmelse. Beskyttelse af kulturarv handler om, at vi skal lære noget om fortiden. Men det handler i lige så høj grad om at blive noget gennem formidlingen af kulturarven: dannet, dansker, europæer, muslim, menneske osv. Ansar Dine og lignende grupper ønsker også, at folk lærer og bliver noget; nemlig ’rettroende’ muslimer, gennem fremhævelse af den rette fortid.

Ødelæggelserne i Mali kan altså på ét niveau betragtes som et udtryk for Ansar Dines religiøse logik om afgudsdyrkelse, der trækker geopolitiske og religiøse tråde til Saudi Arabien og Golfen. Sagen har dog også en politisk logik, der peger i anden retning, nemlig forholdet mellem kulturarvsinteressenter og magthavere – mellem bevaring og ødelæggelse. Jo mere opmærksomhed på bevaring, jo større sandsynlighed for total destruktion. Det er UNESCO’s universal om én menneskehed, vi i fælleskab skal værne om, der møder et islamisk universal om én islam, vi alle skal dele. Som en talsmand for Ansar Dine sagde, »Gud er unik. Dette (helgengravene, red.) er alt sammen religiøst forbudt. Vi er alle muslimer. Hvad er UNESCO?«

Ødelæggelse som protest

Mens islamisk ikonoklasme og religiøs dogmatik skal indgå i analyser af situationen, er det altså på sin plads også at minde om, at ødelæggelsen af ting er et ofte anvendt politisk virkemiddel, i særdeleshed i opbrydningstider. Både ved Saddam Husseins, den russiske Zars og Sovjetunionens fald blev statuer og monumenter omstyrtet, for at nye kunne rejses, ligesom minoritetsgrupper og kristne villigt har brugt ødelæggelse for at fremme deres perspektiver. Mary Richardsons ødelagde The Rokeby Venus på National Gallery i London i 1914 for at drage opmærksomheden på kvinders manglende rettigheder. Den smukke kvinde blev hyldet i objektificeret form på galleriet, mens levende kvinder levede uden rettigheder. Ligeledes foreslog Tom Tancredo, medlem af Repræsentanternes Hus i USA, i 2005 og igen i 2007, at – hypotetisk set – kunne et modsvar til et kernevåbenangreb foretaget af islamiske terrorister være at bombe Mekka. Ødelæggelse af kulturelle monumenter er således ikke en fjern tanke, men beror på en nærmest animistisk sammensmeltning af ting og ånd, der indlejres i skiftende moralske positioner af hævn, opmærksomhed, og glemsel. Monumenterne, der virker så stærke som markører af kollektiv identitet, er samtidig også et af de mest udsatte steder, der fremhæver, at politiseringen af fortidens levn rækker ud over en dogmatisk religiøs doktrin om afgudsdyrkelse til et spørgsmål om hvilken universalitet, der skal hyldes.

 

Mikkel Bille er antropolog og adjunkt på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Halvhjernet vandalisme og ikke andet!

Hvordan en antropolog kan skrive dette er mig en gåde? Alt er ikke relativt længere...
heller ikke i antropologiens verden. En ting er at verden måske nok kommer sig over tabet af helgengravene i islam, det overlever vi nok. Men hvordan en antropolog ikke kan græmme sig over, ærge sig over eller måske ligefrem græde over, at de her fanatiske puritanere indenfor islam (i dag) mener også ødelægger tusindvis af hellige skrifter, mange af dem fra år 1300 eller 1100 (enkelte måske endda endnu ældre) er ødelagt af disse Puritanere indenfor islam. Heldigvis blev det anstødelige (for disse fanatiske Puritanere) materiale fjernet og reddet af personale mv. på museerne.

Disse islamiske Puritanerne forbyder jo også musik, dansk, spil mm. som værende uislamisk - og det uden at tage hensyn til den lokale kultur i f.eks. Mali, hvor er en lokal tradition for musik indenfor islam, samt for at tilhøre sufi-retningen indenfor islam. Dette synes Mikkel Bille ikke at fatte, at Ansar Dine er Puritanere indenfor Islam, udsendt som de jo er ofte af dette land. Saudi-Arabien, som gerne ser deres salafisme og wahabisme udbredt til hele verden. Og dette skal aldrig nogensinde ske - aldrig nogensinde igen skal religiøse fanatikere bestemme noget som helst i denne verden, uanset om de er kristne, jøder, hinduer - eller muslimer.

Som de Puritanere de er indenfor islam, mener Ansar Dine, at alt hvad de ikke kan sige god for 'er forbudt'. Og de skal aldeles ikke bestemme, at helgengravene (i Mali) er forbudt. Malis befolkning skal selv bestemme....skal de. Og det undrer mig at en antropolog ikke har lært at analysere lokale skikke og tage udgangspunkt i disse, før han udtaler sig om noget som dette.

Må jeg dertil minde om dette: puratanismen hed en protestantisk retning i 1600tallets England; Puritanerne mente at de havde Sandheden om hvordan Gud ville have det i sine kirker. Og Gud mente de, hadede kalkmalerier, udsmykninger, statuer mv. Og såmænd også dansk, musik og fest, ja selv forbød Puritanerne at fejre. I 20 år i England var det yderst strengt forbudt at fejre jul, thi jul var jo en hedensk, ikke en kristen skik!

Sammenligningen med de islamiske Puritanere ligger lige for; også Puritanerne i England slog gamle flotte releief glasmosaikvinduer i stykker, de overmalede kalkmalerierne i kirkerne, de slog statuerne af Jomfru Maria mv. i stykker, fordi de ikke mente at Gud ville bryde sig om den katolikkerne holdt deres gudstjeneste på; Puritanernes måde at holde gudstjeneste på var den eneste sok var Gud velbehagelig.

Niels Engelsted, Morten Kjeldgaard og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Facister starter altid med at brænder bøger - og ender med at brænde mennesker

Morten Kjeldgaard, Karsten Aaen, Mikkel Andersen og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Aaen, du kommer nok ikke til at bestemme det, hvor vred du end bliver.
Indre Mission har også været imod dans og musik og spil og alkohol.
Putitanere er ikke de værste. Spartanere heller ikke. De værste er dem, der med magt vil tvinge verden til at være ligesom dem selv. Og det er Vesten jo indbegrebet af et eksempel på. Afghanistan og Irak er eksempler, nu kommer Mali dumpene som et nyt emne. Mali består af mange forskellige etniske befolkninger, og musikken de spiller, er ikke ens. Tuaregere og arabisk-afstammende nomadefolk i nord er milevidt forskellige fra de sorte afrikanere i syd. Ingen kan med deres fulde fem i behold acceptere ødelæggelserne, men det skal nok (hvis man skal prøve at forstå det) ses som en følelsmæssig opgivelse i en had- og trodsreaktion overfor overmagten.

Troels H. Poulsen

Ødelæggelsen af den irakiske kulturarv blev ikke nævnt.
Den kan man læse lidt om her:
http://www.brusselstribunal.org/Book1.htm
http://www.southasiaanalysis.org/paper733

Heller ikke NATO-rebellernes ødelæggelse af Libyens kulturarv blev nævnt.
Her er så lidt information om det:
http://www.egyptindependent.com/news/libya-islamists-destroy-sufi-shrine...

Det er sgu tragikomisk at vestens to tætteste og mest støttede allierede i MØ, Saudi-Arabien og Israel på samme tid er de to mest destruktive organer der.

Israel med dets racistiske og neo-kolonialistiske (religiøst udledte) etniske udrensning af en indfødt befolkning og konstant årsag til konflikt i området, og Saudi-Arabien med det spredning af en ekstrem og primitiv fortolkning af Islams tekster, der radikaliserer folk og trækker Islam i en farlig retning godt hjulpet på vej af petro-dollars.
Jeg har med egne øjne set hvor destruktiv SA's usympatiske fortolkning af Islam er på normalt meget tolerante muslimske samfund, og dette går hele vejen fra Nord Afrika til Sydøst Asien.

Det kan kun gå for langsomt med at stoppe støtten til disse to forbryderske enheder.