Kommentar

På ’ægteskabslignende forsørgelse’ eller et liv i ensomhed

Enlige på sociale ydelser lever uden basal retssikkerhed. Med et pennestrøg kan kommunen fjerne ydelserne, hvis de vurderer, at man lever i et ’ægteskabslignende forhold’. Men de tager ofte fejl, og vi enlige på sociale ydelser må vælge tætte relationer fra eller leve i frygt for kommunens skøn
Debat
9. februar 2013

DR kører i øjeblikket serien Aktion Socialt Bedrageri, hvor vi på Station 2-agtig vis følger kommuners kontrolgrupper, når de tager ud til borgere, der modtager sociale ydelser. Vi opfordres til at have sympati med ’samfundet’ imod ’snydere’. Som modtager af en social ydelse, bliver jeg forarget og rystet over det nidkære og minutiøse dyneløfteri, man er vidne til. Hvor er retssikkerheden blevet af?

’Reelt enlig’, ’ægteskabslignende’ og ’fælles husførelse’ er svagt definerede begreber. Disse tre ’værktøjer’ kommer i praksis til at virke som kommuners subjektivt forvaltede, uklare retningslinjer, som de færreste forstår.

Et liv i frygt

Selv føler jeg mig nødsaget til i al fremtid at leve uden kontakt til mænd, for ikke at mistænkes for at ligne halvdelen af et ægteskab, jeg ikke lever i. Jeg er veluddannet og modtager nu førtidspension. Jeg er samboende i et forhold, som er afgået ved døden – vi venter på at få boligen solgt og flytte fra hinanden.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er endnu ikke selv blevet afhørt af en kontrolgruppe. Men jeg frygter at blive det, når jeg flytter for mig selv. For hvad nu hvis vi får lyst til at mødes som venner, når skilsmissesårene er lægt? Hvis jeg inviteres med til en fødselsdag hos eks’ens datter? Hvor meget – eller rettere – hvor lidt skal der til, før kommunen dømmer os samlevende igen? Er én middag nok? En venskabelig tur i biografen? Det er ikke til at sige, for reglerne er uklare og tolkningen – ja, den står kommunerne for.

Tesen er, at enlige opnår økonomisk fordel, hvis de har en relation. Fælles økonomi anses typisk som udgifter til husleje, el, varme, bil, forsikringer, kost, licens, ferier eller lignende. Men ud fra DR’s programserie kan jeg se, at kommunerne ikke skeler til, om den enlige har en reel fast besparelse via en relation. Og det burde da trods alt være det afgørende for, hvorvidt der opnås en økonomisk fordel eller ej.

Discountdomstol

Kommunerne opererer ofte med nogle få, ubetydelige fikspunkter, som udløsere af betegnelsen ’ægteskabslignende’ eller ’fælles husførelse’.Er der ikke noget at hente i den ene kategori, ledes der nidkært, minutiøst i den anden. Relation oversættes frit til økonomisk relation. Hvordan kan enlige på stedet opfordres til at skrive under på, hvorvidt de socialretsligt er enlige, når kriterierne er baseret på uensartede skøn? Underskriver man, er det mere end svært at anke efterfølgende. Det ser ud til, at den sociale retsstilling blandt andet hviler på kontrolgruppers mavefornemmelse. Er det dansk retssikkerhed anno 2013? En discountdomstol for borgere på sociale ydelser?

I det normale samfund har mistænkte lovmæssig ret til ikke at udtale sig og til at få sig en advokat, før man dømmes. Kommunerne tilsidesætter denne ret, viser DR’s programserie.

Kontrolgrupperne har åbenbart ikke særlig svært ved at finde fældende beviser eller indikationer, blandt andet på grund af de minutiøse småtingskriterier, der benyttes. Rigtig mange enlige kommer under mistanke, når de når pensionsalderen. Så vurderes de som mennesker, der skal tjekkes og derfor har mindre ret til privatliv end borgere uden sociale ydelser. Men i cirka tre ud af fire sager skønner kommuner forkert og fratager ulovligt ydelser (nævnt i TV 2’s Presselogen sidste søndag). Til trods herfor opfordrede økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i 21 Søndag den tredje februar borgerne til at tage kommunens afgørelser til rette frem for at klage over dem. Det er nemlig dyrt, når borgerne klager, måtte vi forstå. Men hvis kommunerne vitterligt begår så mange fejl, så burde alle jo klage. Og hvis det er for dyrt for samfundet, ja så man udvikle en kontrolgruppepraksis, der lever op til lovens bogstav i 10 ud af 10 tilfælde frem for ét ud af fire.

Klare regler tak

Det er en basal rettighed at kunne socialisere uden frygt. Men for enlige på sociale ydelser er der ikke et sæt klart definerede regler for, hvornår man skønnes ’reelt enlig’ eller ej. ’Det ved de vist godt selv inderst inde,’ er det indtryk, man får fra DR’s programserie. Men har enlige ikke længere ret til lovligt at omgås hinanden uden frygt for at blive kommunalt ’viet’? Konsekvensen er jo, at man af hensyn til sin skrøbelige økonomiske situation enten må vælge tætte relationer helt fra eller leve med en evig frygt for at blive bedrageridømt. Er det rimeligt?

For mig ser det ud som om, at den minutiøse skelnen mellem, hvorvidt man er enlig eller har fælles husførelse, foregår under bagatelgrænsen i alt for mange sager og blot fungerer som en krog at hænge begrundelsen for at fratage de enliges ydelser på.

Kommunerne forsøger, trods et hav af tabte ankesager, at fremstå som forfulgte og uskyldige, og som om de står uden rimelige arbejdsforhold. De skal måske, modsat borgerne, som må leve en fuldt ud gennemlyst tilværelse, have rettigheden til at kunne operere i det skjulte uden forståelige regler/love? Samme sociale instans, som skal understøtte, er i stil med politi, jurister og dommere sat til at forhøre, sigte og dømme. Hver enkelt kommune bedyrer, at hos dem foregår det, som det skal, men DR’s programmer synes at vise noget andet.

Vi enlige må væk fra denne retsløse tilstand, hvor vores økonomiske skæbne hviler i hænderne på vores kommunes – ofte fejlbehæftede – skøn. Og det burde da være muligt, at indrette socialloven på området således, at man regner konkret ud, hvorvidt det økonomiske samliv er så tæt, så man er reelt samlevende. Og hvis man ikke formår det, så burde man stoppe klapjagten på enlige på sociale ydelser.

 

Mia Hansen er ikke skribentens rigtige navn. Hun har ønsket at være anonym af frygt for at komme i kommunalt forhør. Information er bekendt med hendes identitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Ja, det er nok bedst at være anonym i disse tider.
Hvor er det dog skammeligt, at "systemet" er endt sådan!

John Hansen, Rasmus Kongshøj og Mathine Lotus Rasmussen anbefalede denne kommentar
Mogens Michaelsen

Selvfølgelig er man nødt til at være anonym, når man skriver sådan en artikel. Kommunen læser jo med!

Jeg tror nok at der sket fremskridt ... : Kontanthjælpsmodtagere kan næppe blive trukket i deres ydelser hvis de ikke tager telefonen mellem 9 og 12 i dag, ej heller hvis de bliver antruffet uden for egen kommune på noget tidspunkt er de hjemfalden til politianmeldelse.
Forbud mod spontan samtale mellem sagsbehandler og systemkunde, på den anden side, har allerede været på plads i små 20 år. Før det kunne man få et lag helt private tæsk af en AF-udstationeret fagforeningssoldat.

Niels P Sønderskov

Jeg synes det er mærkeligt, hvis Mia og andre har svært ved at bedømme om de selv lever i et ægteskabslignende forhold og derfor ikke er berettigede til den ydelse på et par tusinde kroner de får.

Men jeg kan sagtens sætte mig ind i de kvababbelser man kan have i overgangen fra reelt enlig status til en mere komfortabel økonomi i et forhold, og at det kan være svært at bekende kulør.

For mig er der dog ingen tvivl om, at de, der kommer i den mere sikre økonomiske havn, selvfølgelig skal give besked til kommunen, om at de ikke længere har ret til ekstra ydelse. Og at de skal være bevidste om at alt andet er bedrageri.

Dette, det bedste samfund i verden, giver alle muligheder for at tjene penge ved dygtighed eller flid, men det er ikke meningen, at man skal kunne leve fedt på andres indsats. Vi tager os bedre af alle dem, der ikke kan selv, end alle andre samfund, men det forhold undergraves af enhver, der ikke accepterer det.

Inger Sundsvald

Hvordan skulle Mia kunne bedømme, hvad kommunens sagsbehandler har af mavefornemmelse, i forhold til om hun er enlig eller ej?
Kommunerne administrerer jo bevisligt i strid med loven, og bliver underkendt i langt størstedelen af de sager der føres.

På jp.dk's hjemmeside var der en livlig debat om dette for nogle uger siden; her meddelte kommunen ham at bare han gav kærestens datter (tror jeg det var) en bamse, eller en fødselsdagsgave, ja så var hans kæreste ikke længere at betragte som reelt enlig. Og disse to mennesker boede ikke sammen, men havde hver sin bopæl og deres helt egen adskilte økonomi. Eller sagt på denne her måde: Kommunerne kan - eller har indtil nu - i hvert fald selv kunnet bestemme hvornår folk var reelt enlige.

Og V og K indførte kontrolgrupperne, dvs. de gav kommunerne besked om at oprette disse kontrolgrupper, officielt for at se om nogle folk snød; uofficielt kan jeg godt have en mistanke om at det var for kunne kontrollere pøbelen, folket, så det ikke gjorde oprør mod staten. Og DF (O) stemte vel for fordi man mente at det kun var musl - øh indvandrere - som snød den danske stat. Kontrollen med pøbelen, det nederste lag er jo bl.a. en forudsætningen for at oprør mv. ikke finder sted; kan man holde de nederste lag i samfundet under fuld kontrol, bl.a. igennem frygt og afpresning mv. så holder de sig jo i ro.

Hvor mange landmænd er blevet kontrolleret for snyd med deres EU-støtte, altså landbrugsstøtten. Og hvilke konsekvenser får det for landmanden, når han snyder med EU-støtten? Stort set ingen. Men så snart en enlig mor får udbetalt blot 2000 kr. for meget i en måned eller tre, så falder kommunens hammer. (Hvilke økonomiske konsekvenser fik det for Thor Pedersen, tidligere finansminister i VK-regeringen, at han ikke kunne huske hvor mange ejendomme han havde og hvor han boede --- stort set ingen....)

I JP i går kunne man bl.a. læse en kronik an en dr.jur hvor han gennemgår Grundloven. (noget der vist sker hver fredag i JP i disse dage?). Her taler han om 'særdomstole' og om Grundlovens forbud mod særdomstole; dette for at forhindre, at man har en sag og så opretter man en domstol. Er det i virkeligheden ikke det der sker i praksis i kommunerne? Kommunerne finder en sag og opretter så en domstolslignende kontrolgruppe som i praksis vurderer om der er sket noget ulovligt; disse grupper er både anklager, jury og domstol!

Mest betænkeligt er dette: på jp.dk's hjemmeside kan man læse at V og K finder det helt rimeligt at kommunerne går ind løfter dyner i private hjem for at finde ud af om nogen snyder med de ydelser de modtager. Og selvfølgelig mener V og K dette - når bare det går ud over de små i samfundet; når landmænd og selvstændige (især i Nordsjælland) snyder med moms, skat mv. så hyler V og K jo op om overvågningssamfund. Også selvom en undersægelse for nylig viste at de rige (i Nordsjælland og selvstændige er dem der snyder mest i dette land, bl.a. med fradrag, moms, skat mv). Hvorfor går kommunerne ikke efter dem? Nå, nej, det kan de jo ikke, SKAT er jo ikke længere kommunalt, men statsligt. Og for at få en mere effektiv administration har man jo været en masse statsligt ansatte skattemedarbejdere.....