Klumme

Hvad er pointen?

Vi er ved at drukne i dårlige fortællinger. Og imens er der ingen plads til de største historier – dem, der giver livet mening
8. februar 2013

Luftrummet er tæt af middelmådige brandingfolk, politikere, der ikke forstår ordets kraft, og selvbestaltede eksperter i trends, mode, politik og familieliv. Alle slås de om airtime, de kæmper om, at deres læsning skal ophøjes til sandhed, de kæmper om at styre fortællingen.

De sociale medier belønner konstant selviscenesættelse og organiserer vores liv i en fortælling, som man enten er herre over eller offer for. En slags tvungen petitesse-dramaturgi, der tvinger os ned i nogle sko, der er alt for små.

Imellem de to meget højlydte monstre, medierne og de sociale platforme, har jeg meget svært at få øje på den store bue, det dybe narrativ, jeg som menneske længes efter. Der hvor jeg ræsonnerer med en større fortælling, en større mening. Det lyder måske odiøst, men til helvede med det. Jeg tvivler meget stærkt på, at jeg er den eneste der søger en grundtone. En større fortælling, en overordnet retning, midt i det her morads. Ligegyldig om det så går godt eller skidt på jobbet, med kærligheden og med vennerne.

For nylig ved Vidensfestivalen i Den Sorte Diamant i København blev forfatteren Christian Jungersen spurgt af aftenens vært og arrangør, Clement Kjersgaard, om hvad deter, der gør os til mennesker.

Han svarede, at vi er det dyr, der skaber os selv. Da vi er forholdsvis fri af biologien, må vi selv definere, hvad vi er. Jeg ville tilføje, at vi må fortælle os selv.

Historiefortællingen er grundlaget for kulturen. Såvel i det store, historiske perspektiv som helt ned på det private plan. Vi mennesker er hele tiden nødt til at fortælle os selv, hvorfor vi gør det, vi gør. Hvorfor står vi op om morgenen? Hvorfor går vi på arbejde? Hvorfor bliver vi hos vores kone og børn? (Hvorfor gør vi ikke?)

Som den eneste dyreart er vi nødt til at vide, hvad pointen er. Krokodillen spørger ikke sig selv, hvorfor den ligger i tre måneder og venter på regnen og gnuerne i et udtørret flodleje i Masai Mara. Hele dens eksistens er ensbetydende med dens handlinger, den lever sit eget formål. For mennesket er narrativet uløseligt forbundet med bevidsthed. Hele ideen med at betragte os selv, som mennesker i tid og sted, giver kun mening, hvis vi samtidig fortæller ’tid’ og ’sted’ og fortæller det ’at være’.

Men når vi vågner op om morgenen, formulerer vi jo ikke hele spørgsmålet: »Hvorfor står jeg op?« Vi går allerede ud fra, at der er en grund. Vi ’tror’ i ordets egentligste forstand. Vi har – før vi overhovedet får gnedet søvnen ud af øjnene – tilegnet os en idé om en ’mening’ med tilværelsen.

Vi mennesker ’tror’, selv når vi er ateister. At ’tro’ på en mening med verden er hele grundlaget for det dyrs eksistens, der ikke er drevet af drift og instinkt.

I dag vil man se det som en svaghed. Det er den barnlige trang til sammenhæng, der har foranlediget de største historier, dem, der former hele kulturer; myterne, religionerne. Det er denne ’magiske tænkning,’ som psykologerne kalder det, der gør, at børn ser det som en selvfølge, at verden hænger sammen. Og den vil vi ikke ligge under for.

Den britiske forsker og psykolog Eugene Subbotsky har i en ny bog, Magic and the Mind, beskrevet, hvordan den magiske tænkning ikke er noget, vi ’vokser fra’, som vi ellers har for vane at tro. Det er en måde at forstå verden på, som de fleste andre kulturer end vores bibeholder langt op i det voksne liv. Subbotsky viser ved kliniske forsøg, hvordan vi i vores samfund gør, hvad vi kan, for at udradere den gennem en reel indoktrinering, en programmering, en aflæring.

Problemet er bare, at vi ikke har fået udraderet den totalt. Vi har stadig brug for den store fortælling.

Forfatter og rektor på Forfatterskolen Pablo Llambias satte fingeren på det i tirsdagens Politiken: at vi »ikke ved, hvordan vi skal agere i et samfund over for hinanden. Vi har meget svært ved at forholde os til, hvad vi skal bruge Danmark til, hvad vi skal bruge demokratiet til, hvad vi skal bruge hinanden til. [...] Så derfor ryger fokus helt ned på mikroplan.«

Et forsøg på at formulere en større fortælling, eller bare en værdifuld diskussion, om det, der er, er noget, vi møder med mistro.

Intellektuelle frygter fundamentalismen, og de borgerlige frygter de elitære smagsdommere. Så vi står i en skakmat. Ingen tør begive sig ud der, hvor vi – selvfølgelig – ikke kan bunde.

Til gengæld er der masser af mennesker, der gerne vil fortælle om trends, tendenser og trusler.

 

Kristian Leth er musiker og forfatter

Klummen i morgen: Amalie Kestler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jon Bertelsen
  • Jette Abildgaard
  • Bo Johansen
  • Markus Hornum-Stenz
  • Jeppe Morgenthaler
  • Bill Atkins
  • Steffen Gliese
  • Jens Peter Madsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Jon Bertelsen, Jette Abildgaard, Bo Johansen, Markus Hornum-Stenz, Jeppe Morgenthaler, Bill Atkins, Steffen Gliese, Jens Peter Madsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Peter Madsen

Hvor er det en vigtig pointe, som Kristian Leth har!.
Helt i tråd med de tanker og erfaringer jeg har som storyteller.
Den klumme havde jeg gerne selv skrevet, og ikke mindst på den plads i Informationen, hvor der tit og ofte er rigtig gode klummer.

Jens Thaarup Nyberg

Det forekommer mig, vi er biologiske på en anden måde end andre arter, ved at være i stand til at abstrahere og, at etablere sammenhænge.

Steffen Gliese

Ja-ja, men vi ved jo heldigvis at dette dukker op og debatteres, fordi vi Gud være lovet er på vej væk fra det overfladiske.

Michael Kongstad Nielsen

Denne usikkerhed om, hvad dagen og vejen skal bringe, kommer sig bl. a. at en stor uro, en krybende angst, for at vi har festet for meget og for længe, at naturen kommer til at straffe os, og at vi ikke har nogle modtræk. Derfor gemmer vi os væk i reality-tv og storrytelling og Clement Kjersgaard-shows.

Markus Hornum-Stenz

Kristian Leth sætter fingeren på en af de ting som ærgrer mig mest ved religionsdebatten - at fokus som regel er på troens genstand og gestalter i stedet på troen i sig selv.
En af mine små kæpheste er troen på Videnskab, Fri vilje og Ytringsfrihed (som vel er det tætteste man kommer den hellige treenighed hos ateisterne) fungerer glimrende som alternativ religiøs metanarrativ - men det er stadigvæk en religiøs metanarrativ, med svagheder som alle andre.
Det ufarlige, strengt rationelle og vegetative standpunkt er agnosticisme. Om man er tilhænger af en religion eller ateist er og bliver et spørgsmål om hvad du vælger at tro på. At tro på ingenting er stadig en tro.

Godt indlæg. Er vi primært borgere eller primært mennesker? Nogle gang glemmer vi forskellen. Ja, fundementalisme er farligt, for eksistensen kan ikke forklares til bunds med ord. Det er en følelse snarere end et regelsæt med logiske argumenter. Men hvis vi ikke accepterer meningsløsheden, og tænker på den som ultimativ frihed, fungerer vi reelt som robotter og ender som produkter af samfundet og andres ideer.

Jens Thaarup Nyberg

Simon Klitgaard Nielsen: "... hvis vi ikke accepterer meningsløsheden, og tænker på den som ultimativ frihed, fungerer vi reelt som robotter og ender som produkter af samfundet og andres ideer."
Ja; men vi undgår næppe at ende som produkter af samfund og andres ideer.

Jeg savner lidt et mere konkret bud på hvad det er for en større fortælling der efterlyses. Men det er selvfølgelig en begyndelse at konstatere at der er "noget" der mangler.

For mit eget vedkommende arbejder jeg lidt på at finde frem til de værdier som er basalt vigtige, hvilket menneske jeg ønsker at stræbe mod at være. Den person du egentlig ville være, hvordan går han klædt? Hvordan tænker han? Jeg mener det var Jesus der talte om at hans ideal ikke var noget man kunne opnå, kun noget man kunne stræbe efter. Jeg savner lidt noget at stræbe efter. Det er man selv nød til at finde frem til.

I denne tekst prøvede jeg at få en dybere forståelse for musik-tekster ved at læse dem rent, som digte. Jeg syntes at spillet Little Inferno formår at træde et skridt tilbage og se det hele lidt udenfra. Bogen Tolerance gransker et begreb som er 'basalt', og som den person jeg helst vil være har helt inde på rygmarven.

Jeg skyder med spredehagl, javist, men jeg mener at det er der man må starte. Der dumper ikke nogen lueforgyldt fortælling ned fra himlen.

Andreas Trägårdh

Livet eller verden, giver ikke mening for hvad i al verden skulle man sammenligne det med, for at noget sådan kunne lade sig gøre.

"Vi mennesker ’tror’, selv når vi er ateister. At ’tro’ på en mening med verden er hele grundlaget for det dyrs eksistens, der ikke er drevet af drift og instinkt."

Nej, faktisk ikke. Tilgengæld er det netop denne "tro" der foranleder historietabet du ellers anlagde en kritik af, som jeg forøvrigt deler. Jeg læser ikke bøger, ser sjældent film og teater af samme grund. Det har jeg folk til.

http://www.youtube.com/watch?v=XBbE7Ry6pPs

Andreas Trägårdh

Gode historier, iscenesættere og skuespillere, er dem der for et øjeblik lader os tro at det er virkeligt, mens vi samtidig glemmer at det hele bare er en fortælling. Sindet, sanserne og opfattelsen er en refleksion, den er kronisk bagud.

Steffen Gliese

Nej, Andreas Trägårdh, det er altså ikke rigtigt. Tværtimod er rigtig meget teater spillet på en måde, der skal få folk til at tænke over det, de ser, snarere end at drømme sig væk,

Kasper Hviid: Den Store Fortælling er netop kendetegnet ved at handle om det, der "binder menneskeheden sammen" (jf. KL og CJ, der taler om det helt specifikke menneskelige, der adskiller os fra dyrene eller religionens rolle tidligere), hvorimod den individuelle søgen du beskriver, mere kan beskrives som Den Lille Fortællng.

Der er stor forskel på de to, og i litteraturen, der behandler emnet, peges der flere gange på det problematiske i, at vi i dag faktisk mere er orienteret mod Den Lille Fortælling - det skaber en usikkerhed om det fælles, der binder mennesker sammen.

Andreas Trägårdh er inde på noget af det samme, når han postulerer, at "til gengæld er det netop denne "tro" der foranleder historietabet [...] som jeg forøvrigt deler. Jeg læser ikke bøger, ser sjældent film og teater af samme grund." Den individuelle tilgang er netop det, der foranlediger et historietab! Men Andreas, jeg skal lige have forklaret, hvorfor det er troen, der gør det!

Resultatet udvisker fortællingen og jeg'et er udgangspunktet, så det bliver ofte sådan, at jeg'et er på vej hen til et resultat, jeg'et lægger på forhånd en plan for hvordan resultatet opnåes, når resultatet så er blevet konsumeret, skal et nyt resultat henlægges.
I dag hjælper digitaliseringen til, at resultatet kan formerer sig og kan opnåes i en endnu kortere proces, man kan nærmest downloade en kæreste, og kæresten skal være rigtig, ellers er resultatet forkert, og det er ganske forfærdeligt når ens moderne "fantasi" er en by i Sibirien - eller man kan trykke på en knap på sin smartphone, og man får vejrudsigten serveret for de næste fem dage. Der er regn af resultater fra alle vinkler.
Hvis jeg'et og resultat ikke er udgangspunktet, så kommer det til, at handle om noget andet, og det er den store fortælling, hvor der er plads til et forløb - og ikke et resultat.

Andreas Trägårdh

Peter Hansen
Hvad er forskellen?

Blandt de største blufnumre der er skabt finder man den om at at der kan heske forståelse individerne imellem. Denne bygger på et om muligt endnu større svindel nummer, nemlig den om individuel personlighed. Og det er her at alle historierne finder grund. De er den modgang som den troende dyrker og som atheisten afviser blankt. Uden fortællinger vil det hurtigt blive klart for enhver at vi slet ikke er dem samfundet opdrager os til at være.

Når jeg ser en film eller et stykke danseteater, og det er godt, så tror jeg at der er en virkelighed. Det er der ikke - i virkeligheden :)

Faktisk så vil det vi oplever i en bog eller en film - ske.

Jens Thaarup Nyberg: Det er klart. Jeg vil heller ikke hen imod at leve i skoven, men man må primært opfatte samfundet som en praktisk foranstaltning.

Andreas Trägårdh

Lasse Rohde

Det er troen der foranleder historietabet fordi livet er fortællingen udtrykt i sig selv - os, der lever. Vi er fortællingen men tro er afstand til livet og historien bliver således bestemt, ofte ideel og perfekt, og altid en andens ejendom. Men det findes ikke i livet, det fungerer ikke sådan.
Faktisk ankommer historien eller musik stykket samtidig hos publikum og kunstner, for de er alle et produkt af det samme samfund og den historie der kultives. Ligsom et lyn og et torden brag tilsyneladende ankommer forskudt er de udtryk for en og samme proces.

Andreas Trägårdh

Der er ikke nogen stor fortælling. Der er kun hvor vi kommer fra.
Men måske du har spillet så meget computerspil at tilværelsen nu er blevet for organiseret og tilrettelagt. Det der fattes er bare liv.

Andreas Trägårdh

(nå men) tilbage til tråden: - Hvad er pointen?

Pointen er vel at dersom man taler sandt behøver man ikke at huske noget.
Hvorfor overhoved fortælle historier - hvad er ideen med at huske - dvs. at gøre løgne til en levevej, ved at sætte det i system: kultur.

Her kommer lidt input til alle de gode tanker i ovenstående - nok mest om det I kalder 'den lille fortælling' - det synes dog for mig, at de to typer fortællinger er stærkt forbundne og indviklede i hinanden på godt og ondt. Min tro og mit håb er nok, at hvis vi nu tager os rigtig godt af den lille fortælling, så vokser den naturligt og bliver stor og stærk.

Nå, jeg læste i går aftes et essay i Siri Hustvedts samling "Living, Thinking, Looking", og inspireret af dit indlæg, Kristian, googlede jeg det i dag og fandt sørme forelæsningen "Three Emotional Stories: Reflections on Memory, the Imagination, Narrative, and the Self" hvor fru Hustvedt læser det op, så hvis man ikke lige har bogen, så kan man se og lytte til det her. Det starter v. 12:20 - det er langt og røvgodt. http://www.viddler.com/v/d15564da

Jeg vil undlade at gengive hendes tanker her - men opfordre jer alle til at læse eller lytte til hende selv. Det er relevant, spændende og dejlig komplekst.

Tak for et velskrevet og meget vigtigt indlæg. Hele det senmoderne værdisystem, som størstedelen af befolkningen i Danmark er et produkt af, var et modsvar på det moderne værdisystems slagsider. F.eks. to verdenskrige i forrige århundrede. Så det er jo ikke så mærkeligt, at de store fortællinger og ismer vækker en sund skepsis i os. Men når det er sagt, så er behovet for en stor fortælling, der kan samle os, stadig aktuel. Måske mere end nogensinde. Mit bedste bud på den næste store fortælling er "Evolution". At vi alle er en del af den evolutionære proces. Både fysisk og bevidsthedsmæssigt. Konsekvenserne af et sådant perspektiv er vidtrækkende. Det forbinder videnskab og åndelighed, en troværdig skabelsesberetning, og et positivt livssyn, hvor udvikling og det kreative er iboende egenskaber.

"Som den eneste dyreart er vi nødt til at vide, hvad pointen er."

Netop ikke!

De fleste vil bare have deres hyre og så hjem og se "Borgen" eller "Divaer i Junglen".
Resultatet bliver derefter.

Krokodillen er som art betragtet langt klogere. Den har derfor næsten kunnet undvære hovedet meget længe.

Andreas Trägårdh

"Da vi er forholdsvis fri af biologien, må vi selv definere, hvad vi er. Jeg ville tilføje, at vi må fortælle os selv."

"Vi"(?) Er du fri af det?

I vores udfoldelse, som for de fleste stadig kun er potentiel, er vi ikke andet end et grænseløst biokemisk felt.
Og hvis vi endelig giver op - og fortællinr, hvordan kan vi overhoved vide det i stunden og stadig udfolde den, den er jo aldrig blevet fortalt før.

Ja. Det er netop driften efter "den store fortælling" der overskygger den.

Andreas Trägårdh

emil groth

Det eneste vi sanser er sansningen. Det er jeg'et der er iscenesættelsen.
Vi bliver rørt og påvirket af virkelige fortællinger. Og ændret. Men udfaldet afhænger af vores ankomst. Hvor sætter vi af fra - hvordan ankommer vi selv som betragtere? Dette gør en forskel.

Den store fortælling er det den der kan høres på ny, igen og igen. Der kan stå op imod sit rygte og stadig opleves usammenligneligt, som om man aldrig har hørt den før? Eller er det den sidste og endelige afsnit af Starwars, der forsikrer en fornuften i at f.eks. aldrig mere se film!

Når der her i tråden er en overvejende opfattelse af "den store historie" som "noget der binder os sammen" - skal det samtidig forstås at forstillingen om at andet kan lade sig gøre. Vi er allerede sammen. På alle måder.
Vi er sammen om at være forskellige. Det er derfor der er nogen der skriver og andre der læser. Substancen er processen, fortællingen, den tilhører alle sammen. Den er jo jeget.

Andreas Trägårdh

Katrine Krog Russo

"Det synes dog for mig, at de to typer fortællinger er stærkt forbundne og indviklede i hinanden på godt og ondt. Min tro og mit håb er nok, at hvis vi nu tager os rigtig godt af den lille fortælling, så vokser den naturligt og bliver stor og stærk."

Fin betragtning.

Måske Leths søgen mere er en kritik af kvaliteten - især omfanget af dårlige fortællinger der dyrkes. Selv plejer jeg at beskylde ejendomsretten for faldet. Man kan jo mærke passion.
I danske film er passion en by i rusland. Man tror det er løgn.

Oftest sidder jeg selv tilbage i salen og tænker; Den (de) vil mig ikke noget, jeg blev ikke forført. Jeg sidder i et rum med hundred andre vingummibamser og følger en historie, der ikke engang tilhører iscenesætterne; instruktøren forfatteren, osv. Hvordan har de tænkt sig at den skal tilhøre mig? Hvad bilder de sig ind?

Andreas Trägårdh

Måske er Leths savn bare udtryk for et post Internet. fænomen.
Det var nok nemmere at gennemføre den store historie i gamle dage hvor man kunne bilde masserne, hvad som helst ind. I dag har man ikke længere uvishedens dementi at læne sig op af. Du kan google det. Eller skype fra en bjergtop.

Den 21.12.2012. var jeg til en "end-of-the-world-fest" Vi var ikke mere end nogle stykker der festede på den "old-school" måde, med dans (vi var dansegulvet!) og vedkommende konversationer i den lette ende. Vi kunne tælles. Vi drak også og nogle røg, vist (gui'forbyde det) og, så var der resten af go'nat clubben - youtube generation. De var vel ca. 250-300. Så man skulle tro at de fyldte godt ... men, det gjorde de ikke. De poserede ganske vist, ja nærmest decorerede det røg-frie inventar når ikke lige de catwalkede .. ud-bagved. (-Hvad gør de der, går de ud og græder?)
De filmede alt andet - og spillede facebook lige op i hoved på alle de andre forvirrede børn. Det var hvad de gjorde. Og lige meget hjalp det - de har penge og ungdom og de har brugt formuer på at se ud men de ved ikke hvad sex er.

Indrømmet, mit indlæg er stærkt fordømmende. Men måske ligger kimen til (Leths) savn i det øvrige vi foretager os.

Leif Mikkelsen

Præmissen at mennesket er et dyr, som Leth og debattørerne åbenbart accepterer uden videre gør at jeg synes at denne diskussion fra begyndelsen er absurd.

Utroligt som at denne nedgørende og forkortende opfattelse af ens egen art og væsen er så populær....

Jeg forstår ikke hvorfor at man vil beskrive det man elsker på linje med parasitter i en bug.

Det er et langt vigtigere spørgsmål end spørgsmål om det narrative, som naturligvis aldrig falder ud af folket. Tv kanalerne er fyldt med uendelig lange -og ind imellem- gode serier- fyldt med historier....det foregår bare på en anden måde end før.

En fortænkt problemstilling, hvor det virkelige problem skjules., Typisk for tiden og desværre for en ellers fornuftig mand som Lelh.

Men denne gang for Leth, Leth. Fundet for Leth kong Kristian;))....

Andreas Trägårdh

Leif

Men, vi er jo dyr. Biologiske væsener. Den der elsker dig mest, har du sikkert ikke kendt. Det var den der nu er den der ligger i dit køleskab og venter på at blive meningsfyldt.
Dette er virkeligheden. Elskede du også den?