Kommentar

Præmiér de engagerede gymnasielærere

Hvorfor skal en gymnasielærers løn være anciennitetsbestemt? Hvorfor ikke belønne en ekstra indsats med for eksempel bonusser? Det kunne motivere til at gøre en ekstra indsats
Debat
20. februar 2013

Fredag den 8. februar blev finansminister Bjarne Corydon (S) og Gymnasieskolernes Lærerforening (repræsenteret af Akademikernes Centralorganisation (AC)) enige om den kommende overenskomst for det gymnasiale arbejdsområde. Forud for forhandlingerne havde Corydon gentagne gange udtrykt ønske om, at gymnasielærerne i fremtiden skal undervise mere. Resultatet blev en omarrangering (eller ’normalisering’ med Corydons egen formulering) af gymnasielærernes arbejdstidsaftale mod en mindre lønstigning. I den nye overenskomst bliver det blandt andet pointeret, at lønnen skal forhandles lokalt, og der åbnes således en lille lem for en mere individualiseret tilgang til aflønningen af landets gymnasielærere.

Dette er både et problem og en mulighed. Problemet er, at solidaritetsfølelsen arbejderne imellem på sigt kan svinde og i værste fald efterlade den enkelte alene og isoleret i fremtidige lønforhandlingssituationer. Muligheden er, at landets gymnasierektorer ekstraordinært har muligheden for at lønmotivere driftige medarbejderne efter den indsats, der for eksempel lægges i arbejdet med at indfri det enkelte gymnasiums mål. Lad os håbe, at rektorerne ikke fokuserer på overenskomstens problem, men har blik for overenskomstens muligheder.

En hyldest til ingenting

I dag er det sådan, at gymnasielærerne i det daglige arbejde kan gøre, hvad der forventes – hvilket jeg ser som helt acceptabelt – eller man kan gøre en ekstra indsats. Problemet er, at forskellen herimellem er forsvindende lille, og at engagerede undervisere og kreative ildsjæle hurtigt drager den konklusion, at det ikke er det ekstra slid værd, og derfor stiltiende melder sig ud af kampen eller – endnu værre! – søger andre græsgange.

Hidtil har det været sådan at gymnasielærerne per automatik steg i løn efter forskellige årssatser. Og som jeg læser det nye overenskomstresultat, forbliver det i vidt omfang også således. Det er ganske rart at stige x antal kroner i løn, men når drømmene om eksotiske feriedestinationer har fortonet sig, rammes man af en tom anerkendelsesfølelse, idet man noterer sig, at lønstigningen ene og alene skyldes et anciennitetshop. Disse hop har intet direkte arbejdsmæssigt belæg og kan således kun betragtes som et ’tak for loyaliteten’ – en hyldest til ingenting.

Hvis vi perspektiverer til måden, hvorpå vi som gymnasielærere bedømmer vores eleverne, kunne man så forestille sig, at vi undlod at karakterdifferentiere eleverne, på trods af at Cecilie og Muhammed afleverer deres opgaver rettidigt og deltager aktivt i timer, i modsætning til Peter og Sofia, som bare skal klare sig igennem? Nok ikke!

Hvorfor er dette så et herskende ideal, når det gælder gymnasielærernes løn; Alle skal have det samme, og skal nogle stige, så sker det (med få undtagelser) efter anciennitet og ikke efter indsats? Det svarer til, at vi skulle give eleverne karakterer efter, hvor gamle de er.

Beløn de bedste

Fra politisk hold burde man derfor overveje, om man ikke kunne forbedre undervisningen og arbejdsglæden parallelt ved på det kraftigste at opfordre landets rektorer til i højere grad at motivere deres mest engagerede medarbejdere med ekstraordinære bonusser og periodiske lønstigninger. Ville det være så forfærdeligt, hvis man på de enkelte gymnasier lod sig inspirere virksomheder i det private erhvervsliv og kårede månedens medarbejder, og den efterfølgende måned gav vedkommende 5000 kroner ekstra i løn? Hvad med at hylde årets tværfaglige idé og give ophavsmændene 1000 kroner ekstra i månedsløn det kommende kalenderår? Årets undervisningsudvikler? Årets karakterkatalysator? Årets faglige formidler? You name it! Mulighederne er uendelige.

I tilfælde af at de herover oplistede ideer ville blive afprøvet, ville man i bedste fald opleve, at gymnasieskolen måtte omdefinere sig som arbejdsplads og, i langt højere grad end hvad det er tilfældet på nuværende tidspunkt, opfatte sig som en (videns) organisation med alt, hvad det indebærer i ændret medarbejderkultur, -udvikling, ændrede medarbejderforventninger med mere.

Dette ville endvidere også fremme en ændring i gymnasielærernes syn på sig selv og dermed muliggøre et positivt ryk hen imod en mere givende karrierekultur. I en tid, som skriger på veluddannet arbejdskraft, ville disse ideer således både gavne undervisningens niveau såvel som arbejdsglædens størrelse.

Mads Strarup er gymnasielærer på Københavns åbne Gymnasium og cand.scient.soc. i socialvidenskab og filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Allan Nørgaard Andersen

Det er umiddelbart en nedslående tankegang, der ligger bag Mads Strarups overvejelser. Noget tyder på at der er noget galt med det kollegiale fællesskab på Københavns åbne Gymnasium, siden lærersamarbejdet åbenbart ikke i til strækkelig grad giver baggrund for oplevelsen af anerkendelse og respekt. For MS kommer den slags desværre kun til udtryk gennem aflønningen, og derfor ønsker han en aflønningsform der viser hvilke kolleger der er bedre og vigtigere end andre; måske ikke i kollegernes, men så i ledelsens øjne.
MS´s forslag ville muligvis motivere pengeærgerrige lærere til at oversvømme lærerværelser og teammøder med det ene fantasifulde forslag (som de andre naturligvis skal føre ud i livet) efter det andet, helst på en måde så det fremgår klart for ledelsen, hvem der fik idéen. MS´s bryder sig næppe om at konstruktive og fornyende initiativer vokser ud af fælles diskussioner, forberedelser og refleksioner, hvor ingen af deltagerne til sidst ved rigtigt hvem der bidrog med hvad: Det skal være tydeligt hvem der har æren og skal have den (sikkert beskedne) økonomiske belønning, som åbenbart for MS er den vigtigste, måske eneste, motivation for at levere en god undervisning.
Jeg synes dog at tankegangen får et andet, væsentligt problem frem i lyset: Kan det passe at de unge skal undervises af lærere, der er så meget ringere end deres præmiekolleger, at de ikke kan komme i betragtning til økonomiske kindkys? Bør disse lærere ikke alle til hobe fyres på en studs? Elevernes undervisning skal vel ikke varetages af den slags mindrebemidlede lærere? Ud med dem. Så kan undervisningen jo også ende med helt og holdent at blive varetaget af præmielærerne.
Nå, men andre vil nok indvende at det MS foreslår er det lønsystem, som allerede har fungeret i årevis under navnet "Ny løn", og som netop giver mulighed for den slags forfordeling af lønnen, som MS efterlyser. Med megen nid og nag til følge, men efter min egen gymnasielærererfaring, uden synlig indflydelse på hvem der kommer med den gode idé i samarbejdet om undervisningen.