Kronik

Er psykologien samfundets håndlanger?

Antallet af psykologer eksploderer, og borgerne strømmer i terapi. Psykologien spiller en afgørende rolle i forhold til at gøre de stress- og depressionsramte arbejdere ’raske’, så de igen kan blive værdifulde medarbejdere. På denne måde er psykologien blevet en uundværlig tjener for et samfundsideal, hvor alle skal løbe hurtigere og hurtigere
Psykologien fungerer som en pligtopfyldende tjener for samfundet, som dikterer, at alle skal løbe hurtigere og hurtigere, mener dagens kronikør

Psykologien fungerer som en pligtopfyldende tjener for samfundet, som dikterer, at alle skal løbe hurtigere og hurtigere, mener dagens kronikør

Thomas Vilhelm

23. februar 2013

Psykologer har en ædel opgave. De arbejder for »menneskers psykiske velfærd og trivsel«, samt »at gavne samfundet og forbedre folks liv« ifølge de fagorganisationer, der repræsenterer dem. Der kan dog være grund til at se nærmere på, i hvor høj grad de lever op til dereserklærede målsætninger og gå psykologiens rolle i samfundet nærmere efter. Særligt fordi psykologbehandling har nået så stor udbredelse:Mere end hver femte dansker har været i behandling hos en psykolog, og Dansk Psykolog Forening vurderer, at antallet af psykologer vil stige med 40 procent de næste 10 år.

Det er i løbet af relativ kort tid blevet vidt udbredt at besøge en psykolog og noget af det naturligste at modtage en form for psykoterapi. Der er psykologer til alle aldre og situationer. Men hvad er det for psykiske lidelser, borgerne har, som får dem til at opsøge en psykolog? Stress og depression er to af de mest almindelige. Netop psykologiens forhold til de to lidelser er særlig interessant. De bliver ofte kaldt ’epidemier’ og ’folkesygdomme’.

Cirka 12 procent har symptomer på alvorlig stress hver dag. Ligeledes rammer depression bredt. Fra 1999 til 2011 blev antallet af personer på antidepressiv medicin – i folkemunde blot lykkepiller – næsten fordoblet. 461.000 danskere var på en sådan medicin forrige år, svarene til cirka hver tolvte.

Sindet som ressource

Så er det vel godt, at et stort antal psykologer står klar til at hjælpe borgere med de lidelser? Ikke nødvendigvis. Med psykologiens fremkomst og gradvise udbredelse til en lang række af samfundets domæner har den udviklet sig til i stigende grad at være et instrument for social kontrol. Det hænger sammen med en generel samfundsudvikling i Vesten fra, at befolkningerne udførte fysisk og manuelt arbejde til, at der nu i højere grad kapitaliseres på sindet og psykiske ressourcer via kreativt og kognitivt arbejde. I den samfundsudvikling er ’selvrealisering’ blevet en produktivkraft: Individernes selvrealisering – forstået som personlig udvikling, tilegnelse af nye kompetencer og opgradering af selvet – er en ressource, den globaliserede kapitalisme råder over – selvrealiseringen er blevet en forudsætning for produktion af varer og serviceydelser.

I denne samfundsstruktur er psykologien uundværlig, fordi den sikrer og vedligeholder den livsvigtige produktionskraft, som individernes selvrealisering udgør. Psykologisk behandling gøder jorden og sår mulighederne for individernes selvrealisering. Private og halvoffentlige virksomheder høster og kapitaliserer på individernes selvrealisering og deres via terapi forbedrede psykiske ressourcer.Neoliberalismens virksomheder er meget ærlige i deres ordvalg, når de på engelsk beskriver det, deres personaleafdelinger laver som human ressource-management.

En neoliberal tendens inden for psykologien er blandt andet Dansk Psykologi Forenings nye kampagne, der skal skaffe 3.500 nye job til psykologer i den private sektor. Her skal de »drive udviklingsprocesser og skabe positive resultater på bundlinjen«. I kampagnens materiale kan man læse, at psykologer er afgørende for »produktivitet, trivsel og vækst«. Kampagen viser, hvad ét af psykologiens fornemmeste formål er under neoliberalismen: at optimere sindet for at skabe økonomisk vækst.

’Uhensigtsmæssige’ mønstre

I den neoliberale samfundsmodel er der inden for psykologien nogle forskellige retninger, teorier og behandlingsmetoder, som er kendetegnet ved et ekstremt fokus på individet, og som derfor er ideelle til atstimulere den enkeltes selvrealisering. Præget af stort overlap bliverde ofte blandet sammen i praksis og kan i samarbejde med psykiatrien kombineres med tilbuddet om lykkepiller, hvis individet er gjortuproduktiv af stress eller depression.

Blandt de mest populære former for behandling er kognitiv terapi. Det er en terapiform, som lægger vægt på, hvordan patienten tænker om sig selv og sine vanskeligheder. I terapien kan patienten hjælpes til at ændre uhensigtsmæssige tankestrukturer. Det tages ofte for givet, at patienten skal lære at tænke konstruktivt om sin egen situation, uanset hvilken overordnet samfundsmæssig kontekst denne i øvrigt indgår i.

Når psykologien som videnskab beskæftiger sig med noget så gådefuldt som det menneskelige sind på så mange forskellige niveauer i samfundet, som deter tilfældet, er der dog grund til at sætte spørgsmålstegn ved dens neutrale og objektive karakter. Specialister i kognitiv terapi vil typisk henvise til dens gode resultater, og at den virker. Derved anskueliggøres psykologiens instrumentelle forhold til sindet. Sindet er noget, der skal bringes til at virke, noget der skal være funktionsdygtigt, og det opfattes som en ressource – ligesom i virksomhedernes personaleafdelinger.

Terapeutens magt

Principielt er sindet ikkeforskelligt fra naturressourcer, der udvindes for at skabe profit.Psykologer er i denne optik nogle, der hjælper neoliberalismens virksomheder med at udvinde ressourcer. For hvad man kunne kalde den neoliberale psykologi, er det ikke relevant at gøre opmærksom på, hvilke værdier der overføres mellem terapeut og klient i den psykologiske praksis. Når bare terapien virker, er det knap så relevant, hvilke overbevisninger individet internaliserer i sin skrøbelige og modtagelige tilstand af eksempelvis sygelig stress eller dyb eksistentiel angst.

I kraft af sin autoritet ogved at vise empati, respekt og forståelse for patienten optræder terapeuten ofte som et forbilledefor patienten, hvorfor patienten kan have tendens til at overtage terapeutens ideer, værdier og karakteristika. Forskellige videnskabelige undersøgelser refererer til dette, som at patienten’modellerer sig selv efter’, ’smelter sammen med’ eller ’introjicerer’ terapeuten.Et sådant forhold præget af forståelse og empati gør en gnidningsløs internalisering af terapeutens og derigennem det omgivende samfunds herskende værdier nemmere.

Men når psykologien hævder at have kendskab til noget så subjektivt, abstrakt og uendeligt komplekst, som hvad der er hensigtsmæssige tankemønstre samt indsigt i, hvad det menneskelige sind er, og hvordan det fungerer, og når psykologien som fag desuden over for den store del af befolkningen, der er i en form for terapi, går så langt som til mere eller mindre eksplicit at sige, hvordan det er rigtigt at tænke, bevæger psykologien sig fra området for det sekulært-naturvidenskabelige til noget åndeligt-ideologisk.

Sindets naturlige begrænsning

Hvad psykologifagets diskurs ikke rummer, er muligheden for, at det stress- eller depressionsramte individ er fuldstændig normalt.Hårdt presset under neoliberalismens produktionsforhold kan stress og depression, ifølge den danske sociolog Rasmus Willig, opfattes som psykens naturlige måde at reagere på. At sindet simpelthen siger stop efter længere tids hård belastning, ligesom kroppen ville gøre det efter for lang tids hårdt fysisk arbejde.

Psykologiens individfokus bidrager til at skyde ansvaret for en samfundsmæssig dysfunktion over på individet, der skal lære at tænke anderledes om sin tilstand. For arbejdsgivere og neoliberal ideologi er det bekvemt, men i længden er det ikke holdbart. Samfundets medlemmer bliver stressede, udbrændte, syge og lider af depression i stigende grad som følge af måden, arbejdet er organiseret på. Der er altså en modsætning mellem befolkningens velbefindende og samfundets indretning. Denne modsætning kan neoliberalismen ikke løse, men den bliver forsøgt overvundet – med nogen succes – via psykologien.På den baggrund bør psykologer genoverveje, hvad det betyder ’at gavne samfundet og forbedre folks liv’, og på hvilken måde de arbejder for ’menneskers psykiske velfærd og trivsel’.

 

Jens Malling er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Kofod
  • Simone Molin Friis
  • Jens Berthelsen
  • Jette Abildgaard
  • Niels Mosbak
  • lina winding
  • Lisa Ahlqvist
  • Torben Nielsen
  • Lars A. Bruun
  • Anne Schøtt
  • Andreas Trägårdh
  • Pernille Skov
  • Lise Lotte Rahbek
  • Marie Mollerup
  • Henrik Darlie
  • Kenneth Aggerholm
  • Ole Schultz
Kristian Kofod, Simone Molin Friis, Jens Berthelsen, Jette Abildgaard, Niels Mosbak, lina winding, Lisa Ahlqvist, Torben Nielsen, Lars A. Bruun, Anne Schøtt, Andreas Trägårdh, Pernille Skov, Lise Lotte Rahbek, Marie Mollerup, Henrik Darlie, Kenneth Aggerholm og Ole Schultz anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Trägårdh

Sindet og psyken er myter. levn fra en religiøs æra. Det er kun et sundhedstegn at stoppe op og sige 100% fra.
Vi kan intet gøre for at være den vi er. Vi er det uanset hvad vi gør. Dette er den vanskelige del af at sige stop, i en verden hvor succes måles netop i gøren.

Preben Bech, Jakob Trägårdh, Per Torbensen og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Som psykologistuderende må jeg påpege at du springer mere end bare et par mellemregninger over i din kronik Jens Malling. Et af problemerne her er at der tales om medicin, "lykkepiller" o.li. er jo ikke nødvendigvis ledsaget af terapi, hvorfor det så forholder sig sådan skal jeg ikke gøre mig klog på.

Du påstulere derudover at "Psykologiens individfokus bidrager til at skyde ansvaret for en samfundsmæssig dysfunktion over på individet" .. Undskyld, men det er lidt som at bygge et hus på gyngende grund. Psykologien indeholder mange retninger og skoler, og mange af disse klandre netop det samfundets dysfunktion for at påvirke individet negativt, f.eks. Carl Rogers, som nettop mener at individet er ubetinget positivt, og alt negativt kommer udefra... Et andet dogme du bringer frem er den "almægtige terapeut", en påstand der måske kan være lidt mere hold i, men stadigt med et vis forbehold. Det er noget som jeg er overbevidst om at man har stort fokus på, og eksistentialisten Irvin D. Yalom er et godt forbillede for hvordan det undgåes og imødekommes.

Lad mig som genmæle på din anklage modsvare den med en anden anklage. Denne artikel er blot ét eksempel af flere, jeg er stødt på i den seneste tid, hvis hovedformål synes at være en dæmonisering af psykologien (men især psykiatrien). Debatten om behandlingsmetoder ER væsentlig, men oftest fremføres den med en dagsorden, uden nogen som helst reference til den diagnosedebat som allerede er i gang i faget. Hvis denne endeligt nævnes er det som regel på en forkludret og usaglig måde. Og jeg synes at du, kære forfatter, bør overveje hvilke motiver du har i denne sag?

“If you put good apples into a bad situation, you’ll get bad apples.” - Philip G. Zimbardo, socialpsykolog

Cecilie Breinholm Christensen, Simon Christensen og Simon H. Petersen anbefalede denne kommentar

Puh ha.En væsentlig diskussion,men men den har ingen facit,da mennesket er et så sammensat og komplekst væsen bestående af krop,tanke og betingelser,som hele tiden er i forandring uanset omgivelser og krav. Andreas kalder sind og psyke myter,men ved han det eller tror han?
Er myter iøvrigt ikke lige så rigtige som eksempelvis stress og kvalme? Det sidste opstår af forkerte valg, men valget kommer hele tiden.
Psyken er så komplekst at det er et studie hver,men den viden vi tror vi har nu kan være forkert imorgen. Vi kan vælge metoder til at leve og styre følelser på en mere hensigtsmæssig måde,og det er igen valg og hermed nye årsager og virkninger i et evigt kredsløb.

Jeg synes ikke, der er grund til at skælde ud på journalisten. For mig at se peges der på et reelt problem - måske psykologiens ømme tå. Jeg har være psykolog i 20 år og har set psykologien bevæge sig (og det er naturligvis set med mine øjne og ikke nødvendigvis en sandhed) fra en protest bevægelse med Finn Ejnar Madsen på Universitetets talerstol, med undervisning i Marx og Hegel - med fokus på kapitalens udnyttelse af arbejdskraften - med Kritisk Psykologi - med anti psykiatri - for kollektiv frigørelse for undertrykkende kræfter. Der var mange skænderier om hvordan, men der var dog en markant samfundskritisk bevidsthed. Denne samfundskritiske bevidsthed oplever jeg reelt er forsvundet i det psykologiske fagfelt. Man vil stadig kunne finde enkelte dedikerede forfattere, der holder fanen højt - men på den lange bane synes denne bevidsthed at være skrumpet.
På samme måde som det sker på en almindelig stor arbejdsplads. Har man en kritisk, velformuleret og højtråbende tillidsmand, gør man ham til leder, hvorefter al kritik stille og roligt forsvinder over tid.
Nu er psykologerne blevet en del af det bestående system - en vigtigt del af det, der holder det hele ved lige - og måske også de eksisterende problemer - eller er medvirkende til at vedligeholde strukturer, der manifesterer sig som individuelt symptom.
Psykologien er en del af samfundet og som sådan farves af den neo-liberale bølge.
Dette stiller bare særlige krav til psykologernes kollektive ansvar.

Jacob Svendsen, Marian B. Goldstein, Nick Mogensen, Kristian Rikard, Johanne Schwensen, Anne-sophie Hjort, Torben Selch, Steffen Gliese, Simon Olmo Larsen, Marie Mollerup, Niels Engelsted, Hans Ditlev Nissen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Samfundets medlemmer bliver stressede, udbrændte, syge og lider af depression i stigende grad som følge af måden, arbejdet er organiseret på. Der er altså en modsætning mellem befolkningens velbefindende og samfundets indretning.

Ja.
eller måske er det indbygget i sindet, at det står af engang imellem,
og at denne funktion er blevet kendt uhensigtsmæssig i en maskinelt opfattende verden.
Så må sindet jo repareres...

Lars A. Bruun, Henrik L Nielsen, Jakob Trägårdh, Per Torbensen, Anders Feder og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Viggo.

Det er ikke et trosspørgsmål men fakta som jeg henviser til. Det er nærmest et spørgsmål om tyngdekraft. Prøv at læs det jeg skrev en gang til.

Selvet er samfundets måde at gå i generation på. Det kan ikke forhindre livets udfoldelse men det udskyde det for en stund.
Det der virker helbredende er hverken terapi eller medicin. Det er den levende krop der hvirker som den kan og dette er kroppen der helbreder sig selv.

Når vi får nok af speudo-samfundet og dets smålige egoistiske tendenser og udskydelser, stopper vi endelig op fordi erfaringen i livet i sidste ende er stærkere end samfundets og sindets myter, at helbredelse igen bliver muligt.

Andreas Trägårdh

Desværre tror de fleste at de kan opnå at få noget mere ud af at være, og derfor gør de noget for at opnå dette. Dette kaster dem tilbage i modgang. Det er ganske almindeligt.

Folk er indoktrinerede og trænet af samfundet i den opfattelse. Derfor forstår folk almindeligvis ikke at der intet er at vinde i livet. At lever betyder at alt er opfyldt. Der er ikke mere i det.
Dette er uacceptabelt for et pseudo-samfund og derfor for sindet.

Når man endelig har indset at livsudfoldelsen er hindret fordi idealerne svigter skyldes det at livsgnisten er tændt. Man ønsker ikke længere at få noget andet ud af livet. Det kan ikke længere gå galt.

Andreas Trägårdh

Samfundet har skabt og sadt al den afhængighed der findes i verden. Det er det vi kalder egoet, som folk bliver afhængige af. Det er ikke hverken sukker, narko, gui eller rasisme som folk bliver afhængige af. Disse er blot nogle stimulacer som samfundet tilbyder den enkelte at nyde deres afhængighed gennem på en måde hvor de bliver genkendt. Selve bekæmpelsen af stimulancen er en symptom behandling, der har til hensigt at holde afhængigheden af den falske identit - egoet kørende og dette cirkus er virkelig en samfunds opretholdende process.

Kære Michael Pedersen :

http://en.wikipedia.org/wiki/Lobotomy

Eller hvad med alle de Sovjetiske 'dissidenter' der var 'paranoid-schizophrene' ?
Eftersom system er/var perfekt, må man naturligvis være 'syg' om man opponerer,
eller i Danmarks tilfælde, Gud Bedre det, ligefrem siger 'System imod !

@ Michael Pedersen :
Altså..
Siden du nu åbnede for at diskutere 'folks' 'motiver' for deres udtalelser :
Hvor mange år er det lige du regner med at kunne leve af at side og pille i en lille gruppe
ikke-omskårnes 'kastraktions-angst' og ' Ødipus-komplekser' ??

Andreas: Jeg forstår noget af det du skriver tror jeg nok:) men din tankegang som jo så bare er du lever er nok på et stadie som jeg lidt jordnære halvbuddhist ikke helt kan følge med i.
Men vi mennesker har jo en krop med indhold som har de drømme,intentioner,følelser ,sind , intellekt som jo så efter din mening er ego eller?
Diskussionen er så omkring psykologiens væsen /uvæsen, og jo du har jo nok været tæt på strømninger der i dit liv.

Rasmus Aagaard

Kronikken peger på et meget væsentligt fokus. Men i behandlingsarbejdet vil ingen klienter være tjent med at blive behandlet som ofre for neo-liberalistiske samfundstendenser; at tage ansvaret for sit eget liv er et væsentligt mål med den enkelte behandling og i en vis forstand også paradoksalt, da årsagerne skal håndteres i fællesskab, hvis det skal batte. Så på en måde kan man sige, at analysen er rigtig, - den skal bare anvendes de rigtige steder, og det er ikke i den konkrete behandlings-session, hvor en terapeut hjælper en klient med at finde sin balance igen.

Men det er stadig en god pointe, at kognitiv terapi er så brugt en terapi-form. Depressive lærer her "at tage ansvar" og "ikke have selvmedlidenhed". Hvor hører man ellers sådan noget?

Se, da jeg var ung, spurgte man altid mormor om råd og vejledning i alle livets gåder, kaos og virvar. Dengang var mormor altid frisk og klar til at råde børnebørnene. Men, det var dengang, før verden gik af lave.

I dag er verden helt, helt anderledes skruet sammen. For nu til dags er mormor højst sandsynligt på kirsebærvin, brændevin, skunk eller pot. Eller hele rækken af stimulerende sager, som alene stimulerer hjernen til at lukke ned. Ligesom når internettet bryder katastrofalt sammen og verden står bomstille.

Derfor er det for længst slut med at spørge mormor. For hun er nemlig gået ned og fatter bare ikke en dyt om, hvad, hvorfor eller hvordan. Hun kan end ikke tage vare på sig selv. Så hvordan skulle hun så være i stand til at lede hendes krævende børnebørn nogenlunde uskadte gennem livets snørklede labyrinter?

Nej vel! Derfor opfandt Fanden og Freud vist nok psykologen.

Hvad de fleste dog ikke tænkte ret meget over den gang mormor faldt i svinget, og stadig ikke gør sig sine dybeste tanker om, er, at forskellen mellem Freud og Fraud, ale er et "e" og et "a"!

Så det sagt.

Torben Kjeldsen

Kritikken kunne også gælde læger. Kan godt følge kritikken, men ikke hele vejen, langt fra. Er selv psykolog og ansat i kommune. Jeg møder mange børn og voksne i min hverdag hvor jeg synes jeg gør en forskel på trods af 'samfundets' åbenlyse problematiske arbejdskrav, fordelings og magt problemer.

Torben Selch, Henrik L Nielsen, Nick Mogensen, Per Torbensen, Niels Engelsted og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Midtgaard

Du har opsat en stråmand der hedder "psykologien" og du putter alle dens grene under samme hat. Så finder du en sociolog til at sige at folk der er ramt af depression og stress er blevet sygeliggjorte, men mange psykologer ville være enige i at stress og depression ikke er sygdomme. Du flytter herefter ansvaret fra den enkeltes liv over på samfundet. Du ligger nu en par aktører "Samfundet" og "Neoliberalismen" ind disse tvinger individet til at leve på en særlig måde siger du. Du laver en definition af selvrealisering som noget udadvendt og samfundsanvendligt, du siger ligefrem at "opgradere selvet", men selvet kan ikke opgraderes det du taler om er læring. At realisere sig selv er at være i sync med sine dybeste ønsker ofte ubevidste ønsker, dette er det modsatte af at passivt antage samfundets og massekulturens normer.

Hvis man bruger lidt tid med selv, år måske mange år vil man opdage at mange af de kunstigt skabte behov man havde glider til side og giver plads til en størrere ro og selvrealisering, når man er nået her til får man måske lyst til at fortælle andre om det og sprede den ro og glæde der er i den umiddelbare væren uden stress og forskruede forventninger. Det kan måske sparer psykolog eller psykolog kan hjælpe dig på vej.
Problemet i den forbindelse er du vælger at lave den her konklusion som jeg ikke ved hvor du har fra om at psykologien handler om effektivitet, såvidt jeg ved er der masser af folk der trisser ned til psykologen en gang hver anden uge på 8 og 10 år for at få dybere indsigt i alt muligt. Du udelader så også en hel grene indenfor psykologien, dette gælder meget af den positive psykologi, notere mig også at meditation og mindfullness er trægt ind i mange dele af psykologien, som i høj grad modarbejder hastigheden og effektivitet ved at kigge indad.

Du har et valg, og vi kan godt skyde skylden på samfundet og bruge vores liv på at kigge udenfor for os selv, og give samfundet og neoliberalisterne skylden men når du går hjem fra psykologen er det stadig dit liv og dit valg hvad du vil tro på

Samfundet indretning er i modstrid med menneskers naturlige behov. Hverken psykologer eller psykiatere, slankemedicin eller psykofarmaka skal tilpasse os til samfundet. Samfundet skal tilpasses til os.

Det er hul i hovedet at nogle skal knokle over 50 timer ugentligt mens andre ikke kan få noget arbejde, og heller ikke har penge til at have en meningsfuld fritid.

De mange i 30 erne og 40 erne der har lange arbejdstider, og ofte også børn, kunne sikkert bruge mere fritid.

Mange andre der ikke kan klare 37 timer om ugen, eller mere, kunne have gavn af at forsørge sig selv delvist med 15-30 timers arbejde ugentligt. Arbejdet må fordeles på flere, og over en større del af livet.
Hvem siger at man ikke kan klare et nyt job bare fordi man er over 55 og er blevet fyret?

Så kunne vi også blive fri for den hetz der føres mod dem der har mistet jobbet og ikke kan få et nyt, og dem der mangler skolekundskaber, så de ikke passer ind i det moderne arbejdsmarked.

Der er brug for flere i job som ikke kræver det store skolekundskaber. Det er surt at vente længe på at tale med en medarbejder i et supermarked.
Det er surt, når man ringer til en offentlig eller privat virksomhed, at vente meget længe på at opkaldet bliver besvaret.
Togstationer er møgbeskidte. Man kan ikke komme på toilettet. Man kan ikke sidde ned indendørs og vente.
Manglede opsyn og hærværk ødelægger de offentlige transportmidler.
Alle steder er efterhånden præget af at arbejdskraft er forfærdeligt dyr i Danmark.

Hvis man forhøjede personfradraget kunne mange arbejde til 80 - 90 Kr. i timen med en levestandard der i dag ville kræve en timeløn på 110 -120 Kr.
En sådan skattelettelse og lønnedgang til de lavestlønnede, vil også gavne iværksættere.

Det nuværende system ekskluderer alt for mange. Det er skruen uden ende at så mange ender på førtidspension eller i matchgruppe 3 på kontanthjælp.

Nogle af mine bud på hvorfor mange bliver psykisk syger eller stressede er:

• Social stress/utryghed. Usikkerhed om ens fremtidige økonomi og sociale status. Måske fordi man oplever at det er meget vanskeligt at leve op til de krav der stilles på ens arbejde eller uddannelse. Frygt for at blive arbejdsløs, især nu hvor de arbejdsløse bliver forfulgt med påstande om at de er dovne og lever af andres penge, og med politiske udmeldinger om lavere kontanthjælp, sanktioner mv. Det kan føre til manglede tid og overskud til at dyrke motion og fritidsinteresser samt lave sund mad til sig selv. Ligeledes kan det betyde at man nedprioriterer sin nattesøvn, for at forsøge at opfylde kravene.

• Fysiske påvirkninger i miljøet. Det er kendt at langt flere i storbyer udvikler skizofreni, end i små byer og på landet. Lavfrekvent motorstøj i byerne døgnet rundt. Gadebelysning der lyser folks soveværelser op om natten. For mange mennesker omkring en hele tiden. Hurtigkørende trafik. Bevidstheden om at et enkelt øjebliks uopmærksomhed kan koste en livet eller førligheden. Fysiske rammer der besværliggør motion i dagligdagen. Mangel på dagslys.

• Kost og tilsætningsstoffer. Allergi overfor kemikalier, parfume mv.

• For mange usunde fristelser. Både i form af tobak, kaffe, alkohol, hash og hårde stoffer, slik, kage og junkfood, underholdning på alle tider af døgnet, som frister til at man laver om på nat og dag. Kan give livsstilsygdomme, der også påvirker en psykisk.

• Mobning i skolen eller på arbejdet, eller andre traumatiske oplevelser. Vold, trusler, seksuelle overgreb, uretmæssige beskyldninger og straf. Når man først er indlagt, kan tvang være med til at nedbryde tilliden til andre, og forværre tilstanden.

• Konflikter i familien. F.eks. en teenager, som er i konflikt med sine forældre, om at passe sin skole(Se ovennævnte krav m.h.t. uddannelse). Det kan også være en konflikt om husarbejde, lommepenge, forældrenes ambition om teenagerens sportspræstationer, økonomi, venner, kæreste, påklædning og fysiske fremtræden mv. Teenageren er økonomisk afhængig og bliver måske truet med at blive smidt ud hjemmefra, eller andet.

• Fysiske sygdomme, der ikke opdages og behandles. Udover belastningerne ved selve sygdommen kan de også medføre den ovennævnte sociale stress, fordi de nedsætter arbejdsevnen. Et eksempel er søvnapnø, som mange går med uden behandling. Det er en billig behandling, men det er dyrt at lade være med at behandle søvnapnø. Man kan ikke arbejde eller studere, og mange må nok leve af kontanthjælp eller førtidspension.

Stressbelastninger som mange oplever, uden at få en psykisk sygdom. Omfanget af belastningerne og sårbarheden overfor dem, kan variere fra person til person. Derfor bliver nogle psykisk syge.

For nogle af dem, der får førtidspension pga. psykisk sygdom, kan den oprindelige årsag til nedsat arbejdsevne være en ubehandlet fysisk sygdom. Man bliver henvist til psykiatrien fordi der ikke er fundet en fysisk årsag til ens problemer. Det er så sandsynligt at man også fejler noget psykisk pga. de ting jeg nævner ovenfor.

Der kan selvfølgelig være meget andet på spil. De ting jeg nævner har jeg læst mig til, hørt om fra andre eller oplevet personligt.

Det er på tide at sadle om, i stedet for at individualisere problemerne og overlade dem til såkaldte eksperter.
Det andet gavner kun sagsbehandlere, psykologer psykiatere og medicinalindustrien.

Jacob Svendsen, kim jensen og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar

Psykologi er ikke så ensidig en størrelse, som Malling synes at mene.
Inden for faget udfoldes en bred vifte af diskurser. En del er aldeles samfundskonforme. Mange andre er kritiske, bevidstgørende og dermed emancipatoriske.

Kognitiv psykologi virker også fordi den er let at mestre for psykologen. Den er indlysende samfundskonform så det batter til noget, og problemet synes at være at diskurser, socialkonstruktivisme og normer typisk ikke er en del af den kognitive psykologs ordforård. Bevidstheden om hvad man er en del af, er ikke fremtrædende.

Men der findes også moderne alternativer til den gamle psykoanalytiske tilgang, der ikke virker. Det være sig narrativ og systemisk (relationsorienteret) terapi, som begge har et særdeles stærkt teoretisk fundament. Begge terapiformer der kan give holdbare resultater, så folk ikke skal rende til den kognitive psykolog hver måned, når den grumme hverdag igen har vist sig, og de "forkerte" tanker alligevel dukker op. Det er bare sværere terapiformer at mestre for psykologen. Der er ikke undervisere til det, få praktikere der kan det på et niveau så det virkeligt rykker hurtigt, og det begrænser selvfølgeligt udbredelsen. Det da også hjulpet på vej af, at de kognitive psykologers kamp med de gamle psykoanalytikere, slyngen om sig med evidensbasseret snak, dækker over de andre alternativer i deres kamp for magten på univerciteterne.

Men som bruger af systemet, skulle man nok tænke sig lidt ekstra om, inden man går ind til den første psykolog der lover "værktøjer" til at komme over stress på arbejdet, men i stedet bruge den kogntive psykologi til det den fornuftsmæssigt indlysende er god til fx. tvangshandlinger.

Man synes at "glemme" at både stress og depression også kan forårsages af den cocktail af miljøgifte, som moderne mennesker udsættes for.

Mon det "glemmes" af uvidenhed eller fordi emnet er tabubelagt ?
Vi kan formentlig ikke have tiltagende global økonomisk vækst uden tiltagende forurening.
Nogle individer tåler denne forurening og andre tåler den ikke.
De sidstnævnte ofres på det "alter", som hedder global vækst.

Desværre har man efterhånden ofret så mange mennesker på dette "alter", at det er svært at få øje på, hvordan man skal kunne holde samfundets hjul i gang med så mange uarbejdsdygtige.

Lars A. Bruun, Andreas Trägårdh og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar

@Michael Pedersen.

Jeg har stor respekt for psykologien, ja det har jeg for så vidt for de fleste fagområder, men jeg mener at du undlader visse kritiske perspektiver. Jeg studerer ikke selv psykologi, men har en eks-kæreste der er langt inde i kandidat-forløbet og har i øvrigt selv beskæftiget mig med psykologien, hvis ikke dybdegående, så i hvert fald overfladisk og i forhold til dens struktur og selvopfattelse.

Foucault anviser over flere omgange hvorledes især psykiatrien er med til at sætte bestemte reaktionsmønstre ind i en struktureret beskrivelse; en struktureret virkelighed der således bliver en sygdomsbeskrivelse; en beskrivelse af en tilstand inden for det psykiatriske sprogs virkelighed. I den forstand – og især efter man påbegyndte at diagnosticere efter et tjekliste-princip – har man opbygget et enormt kategoriseringsapparat, hvor mangt en sindstilstand har indslag af psykiatriske spøgelser.

Barbare Ehrenreich siger det så smukt: ”Smile or Die” – og hun har ret. Vi lever i et samfund hvor den positive psykologi (som jeg vil understrege er noget andet end psykologien og psykiatrien generelt) har en markant fremvækst. Den varierer fra mindfullness til kvaksalveri udi erotiske leges angivelige helbredelse af generelle psykiske problemstillinger. Denne diskurs udspringer ikke alene af autodidakte knoldsparkeres økonomiske grådighed, men også af grene af psykologiens mange børn, fx misbruget af begrebet coaching og Carl Rogers humanistiske psykologi. Det sammenholdt med, at psykologien bevæger sig - som også andre videnskabelige områder - i et markedskræfternes univers, hvor den tjente kroner er sandheden og dermed yder medindflydelse på psykologiens område generelt. Psykologien er af den årsag fanget i et skisma, hvor den selv nyder godt af den store efterspørgsel efter sig selv, men samtidig står over en opgave som altid vil være antagonistisk i forhold til kapatalistiske samfundsdiskurs.

Psykologiseringen af individet er med til at skabe en masse pseudo-videnskabelige selv-tekniske implanterne i mangt et moderne menneskes sind, som udarter sig til selv-terapeutiske ræsonnementer, hvor det at være ulykkelig - og somme tider velbegrundet - bliver behandlet som et misfostor i vores forståelse af os selv, selvom det er en ganske naturlig tilstand. Den mekaniske, usanselige pseudo-akademiseren af vores analyse af vores egen psyke, gør os mere forvirrede end en mere sanselig, intuitiv og umiddelbar reaktion ville tillade.

Hvis vi mærker at noget føles mærkeligt, forsøger vi at skabe en ventil for denne negative energi med psykologiske greb (som ikke kommer tilfældige steder fra), i stedet for at reagere og mærke efter hvorfor vi har det sådan: Hvad er (var) den konkrete årsag?

Jeg betragter psykologien som en meget vigtig videnskabelig retning generelt, men dens begrænsninger skal anerkendes for at skabe frirum for en kritisk debat om dens problematiske (u)balance i et samfund der til stadighed forsøger at vride den kritiske tænkning, den intuitive reaktion og den sanselige tilstedeværen ud af vores sind som et Martha-kursus i karkludsvridning.

Steffen Gliese

Nick Mogensen, i gamle dage kom psykologerne over skismaet ved simpelthen at antage det synspunkt, at det at betale for sessionerne var et håndgribeligt udtryk for at tage ansvar for behandlingen. :-)

"Det der virker helbredende er hverken terapi eller medicin. Det er den levende krop der hvirker som den kan og dette er kroppen der helbreder sig selv."

Kan du ikke uddybe lidt? Det lyder egentlig noget som jeg godt kan forholde mig til, nemlig at kroppen vil helbrede sig selv hvis man da kan slippe tøjlerne.
Som jeg ser det, er det dog ikke muligt for alle at kunne give slip på kroppen, og lade den gøre det den skal gøre. Her kan terapi være en mulighed.

Andreas Trägårdh

Nick.
Der findes ingen psyke. Så enkelt kan det siges. Det ved enhver der har kigget påstanden efter i sømmene og ikke mindst psykologerne, der hævder påstanden om psyken som levebrød. De ved udemærket godt at det blot er kemiske processer i hjernen. Det subjektive eksistere kun fordi man siger det. I det øjeblik man opgiver påstanden er det hele væk, endda så eftertrykkeligt at der ingen erindring er om det.

Andreas Trägårdh

Brian

Det vanskelige i at "smide tøjlerne" er at enhver motivering er begrundet i modgangen man agter at gøre op med, og dvs. at det bliver en yderste metode at holde fast i systemet. Det må ske ubegrundet. Man bliver nød til at give op først. Helt. Det er det fredelige som samfundet nødvendigvis må afvise.

Andreas Trägårdh

Det er ideerne om kroppen der plager og slider på kroppen. Det er disse ideer som må bringes til ophør for at kroppen kan udfolde sig uhindret.
Når vi besætter kroppen med ideer om kroppen skaber vi friktion i kroppen. Det er disse friktiober der kan opfattes som emotioner og det er dem der kultiveres og siden forveksles med identiteter som psyke osv.

Andreas Trägårdh

Kroppen er faktisk kollektiv. Det er en uafbrudt flydende udveksling af kemisk substans. Og det gælder også emotionerne og sanserne. Sindet er en stor kollektiv erindringsmasse for alle de organismer der har eksisteret. Først når vi ikke længere identifisere os med tankerne, har vi endelig sluppet samtlige visioner og opfattelser som vi gennemlever, af alt det som der nogensinde er gået forud for os, først da bliver det os klart hvad kroppen er og hvad det indebærer. Her vil man typisk opleve at tankerne faktisk er fysiske.
Hvis vi er stille, nok, kan vi opleve at sansning ligsåvel foregår direkte gennem andre organismer.

Anders Vang Nielsen

Jeg holder mig ude fra debatten foreløbigt, men kan det lade sig gøre at hidkalde en redaktør eller korrekturlæser og få vedkommende til at sætte mellemrum mellem tegn og ord og ord i artiklen?Der er en 6-8 hvis ikkeflere sålfjel af dennetype...

Henrik L Nielsen

Fra vi er små bombarderes vi med reklamer og opdrages til at være små forbrugere. Lykken er i et happy-meal og noget andet vi har betalt for.
Vi skal presses igennem uddannelser så vi kan besætte de job som industrien har og ikke dem vi egentligt gerne ville have.
Lykkepiller, eller soma.
Terapisamtaler, eller ritualer, hvor vi skal have at vide hvor godt vi har det bare vi passer ind.

Aldous Huxley, din gamle svinger, jeg vidste du var den sande profet.

Andreas Trägårdh, Lars A. Bruun og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jens Berthelsen

Da jeg for mange år siden studerede psykologi, var der ikke mange, der beskæftigede sig med psykologiens nytteværdi og samfundsrelevans. Man var optaget af at udforske menneskets utrolige evner til at opfatte sin omverden, uden det blev set i en samfundsmæssig sammenhæng.
Men ved de psykologistuderendes oprør i 68’ blev tingene totalt vendt på hovedet. Psykologen og forfatteren Jesper Jensens oplæg om psykologens roller som skraldemand, luder o.s.v. på psykologforeningens årsmøde skabte enormt debat. Nu skulle alt ses i en samfundsmæssig sammenhæng og psykologien skulle gøres nyttig for arbejderne og samfundets svage.
Psykologernes samfundsengagement var medvirkende til at udvikle det senkapitalistiske velfærdssamfund. Og 90’ernes socialdemokratiske udvikling af velfærdssamfundet havde en sløvende virkning på psykologerne: Det gik jo godt nok – der var ingen grund til at hidse sig op over små uretfærdigheder. Flere og flere psykologer blev optaget af deres interesse for det enkelte individ. Samfundsmæssige krav til psykologforeningen forstummede: Vi havde det jo egentlig rigtigt godt. Befolkningens skepsis over for psykologer forstummede, vi gik mere ind for at afhjælpe erhvervsskader – stress, mobning, afskedigelser – og mange nedsatte sig med støtte fra den borgerlige regering som privatpraktiserende.
For ti år siden søgte jeg at komme psykologerne i tale med debatoplæg (Psykolognyt 2002, ) ’Nået til et vadested’ der handler om at psykologerne er ved at miste deres samfundsforankring (kan læses i sin helhed på www.berthelsen.psy.ku.dk se under udvalgte publikationer ) . Befolkningens interessesfære og engagement er i de senere år gået i retning af det umiddelbare, det underholdende og de nære sociale interesser, mens det mere overordnede, filosofiske, samfundsmæssige begrænses til personligt perspektiv. Og psykologerne er fulgt med, med øget interesse for det individuelle perspektiv. Man er blevet en slags ’enkeltpersonshjælpere’. Psykologen beskæftiger sig med at afhjælpe klientens/patientens gener og inddrager sjældent familieperspektiv end sige kulturelt eller samfundsmæssigt perspektiv. Både den dybere forståelse af den menneskelige kompleksitet som startede med Freud, samt den overordnede sociale sammenhæng som mennesker indgår i, er gået tabt. Til gengæld er psykologerne blevet dygtige til at coache og afhjælpe øjeblikkelige symptomer. Psykologerne er blevet mere og mere interesserede i en mere mekanisk symptombehandlende amerikansk psykologi, hvor resultaterne kan måles på kort sigt, mens den mere komplekse filosofiske, helheds orienterede psykologi ikke fanger de unge psykologer. Derfor er let for de mange privatpraktiserende psykologer at udøve deres job betalt af det offentlige, arbejdsgiver eller klienten selv med ’skyklapper på’ . Så kronikøren har sådan set ret: også psykologerne bliver mere og mere præget af neokapitalistisk opfattelse: Ikke bare i arbejdet - men også i ’sjælen’.
PS Der er i dag 9.000 psykologer, der heldigvis ikke alle er ens. Men tendensen er der!

Andreas Trägårdh, Olaf Tehrani og Marian B. Goldstein anbefalede denne kommentar

Psykologi er ikke videnskab og hører til på Humaniora, og slet ikke under Naturvidenskab. Ja, faktisk hører det under det samme fakultet som trolde, nisser og tandfeen.

Det sir sig selv, når intet psykologen foretager sig, vitterligt kan måles som ægte eller uægte. Danske psykologer bruger f.eks. blækklatter til at teste såkaldte patienters inderste sjæls hemmeligheder - osse kaldet psyken, hvorend den nu sidder på sin pind. Men iflg det velansete videnskabelige tidsskrift, "Scientific American", er blækklatteforsøget det rene fup og fiduser, tilsat en smule "Find Holger" og en skefuld "Hugo". Netop fordi disse blækklatter kan give såkaldte patienter helt forskellige visuelle syn, alt an på hvilken profession "patienten" arbejder i. Altså, overhovedet ingen ensretning, men alene baseret på "patientens" visuelle fantasier og talenter.

Sådanne "tests" kaldes med et pænt ord, for vi skal vel tale pænt til hinanden, uprofesionel behaviour. Noget hr og fru Olsen kort og godt betegner, som plat og humbug. Hvis ikke bare røv og nøgler. Simpelthen.

Yderligere står det for fald, hvis det skulle testes i et laboratorium, idet 10 forskellige psykologer med lethed kan arrivere på 10 vidt forskellige "diagnoser".

At psykologer anbefaler, du trænger til en psykolog er osse noget selvforstærkende mumbo jumbo, idet det så kunne betegnes som værende seriøst. Imidlertid vil jeg vove, at påstå, at det er en fuldstændigt uvidenskabelig påstand, som er fremsat for at fremme psykologien, med endnu flere psykologer.

Det er nemlig altid godt, at tale med en psykolog, siger psykologer som regel. Man må nok ikke sige det rent ud, men det fremmer betalingsbalancen for psykologer.

Her vil jeg dog råbe vagt i gevær og insistere på, at psykologen fremlægger beviser og ikke blot plejer sine helt egne snævre interesser. Dvs, tjener godt og fedt til livets ophold og blot meler sin egen kage.

Men jeg synes da, det er synd for alle de søde trolde og nisser.

Hmm, ja, jeg kan godt se paradokset. Som jeg ser det, kan en opbygning af resurser være med til at lade een slippe taget. Altså at det vi kan kalde egoet, har lettest ved at give slip når det er stærkt nok.

Jeg har selv haft glæde af en kropsorienteret terapi-form. Her kan kroppen få et frirum på nogle få timer, hvor den så gør hvad den vil. Metoden baserer sig dog teoretisk på, at der i kroppen/muskulaturen findes materiale fra fortiden som skal forløses.

Ja, og så vil jeg da lige tilføje, at psykologien burde have adgang til psykedeliske stoffer. Så det sagt :) det er noget af en kritik af kulturen, der opstår af disse. Men man er desværre gået over til at begrænse bevidsthed, istedet for at udvide.
Ja, det var måske lige i forlængelse af Huxley

En lille kommentar herfra: (måske bliver den en smule længere - nu må vi se)

1) Psykologer og psykiatere er to forskellige ting. Som så mange andre skelner forfatteren af kronikken ikke her. Psykologer kan IKKE og har ALDRIG kunnet udskrive medicin, lykkepiller, adhd-medicin (ritalin) mv. Psykiatrien kan med rette anklages for at være systembevarende, mener jeg - med dens fokus på at finde fejl i hjernen hos folk, som den så kan behandle med medicin.
2) Hvad er der galt med at have fokus på individet; jeg forstår det ganske enkelt ikke.
Inden for den analytiske psykologi og vist også indenfor psykoanalysen opererer man med et begreb som hedder individuation, den vej vi er bestemt til at gå. Det er vores egen individuelle udviklingsvej. Og når vi går den, indser vi efterhånden, at det materielle er maya, en illusion, et blændværk. Ikke sådan at forstå at det ikke er rart at have en smartphone, bo i et dejligt lunt hus, eller have varmt vand i vandhanerne. Men sådan at forstå på denne her måde: Vi, der har gået denne vej ved at det er begær efter det materielle, der giver lidelse - og at flere fladskærme, flere biler, flere huse mv. ikke gør os, nå ja, lykkelige. Men det er en udviklingsproces ethvert mennekse skal igennem på et tidspunkt - og et samfund også.
3) I 1990erne gik det godt, rigtig godt i Danmark, materialismen blomstrede, det gjorde den også i 00'erne. Her i 10'erne i det nye årtusinde ser vi tilbage - som samfund - og undrer os: Blev vi lykkelige af at eje 4700 dvd'er, 100 computerspil, eller 200 bøger....Nej, det gjorde vi ikke.
4) Ift. psykologien er det jo ikke psykologien selv, der har villet, at kognitiv terapi f.eks. er blevet udbredt. Det er kravet om evidens, og om undersøgelser af at metoderne indenfor psykologien virker. Og ja, kognitiv terapi virker - her kan man nemlig undersøge effekten af at man f.eks. taler med folk om deres angst for åbne pladser. Og så kan de på et tidspunkt gå rundt på en åben plads. Uden hjælp.
5) Rationel kognitiv terapi er i høj kurs, fordi politikerne kan se hvad de får pengene. (statens nyttekrav er: vi må vide hvad vi får for pengene - eller denne her: alle borgere kan gøre nytte - ift. hvad og til hvem - kunne man så spørge....)
6) I dag er det at tale om følelser, eller endnu værre, mærke dem - og give udtryk for dem et tegn på at man er svag, ikke forstår at styre sin vrede, sin harme mv. Men følelser har vi alle (jo, også mænd!). Og terapi og psykologiforløb kan her være et sted hvor vi lærer at give positiv udtryk for vrede eller harme f.eks.
7) I forlængelse af det jeg siger om rationaliteten vil jeg påpege en anden tendens: positivismen er ophøjet til den store Tilbeder - alt skal kunne måles og vejes. Men kan et menneskeliv måles og vejes. Kan en person, mand og kvinde, som kommer til psykolog med ondt - i sjælen - (for nu at kalde det for det) fixes på en 6 sessioner....
8) Psykologiens styrke, som jeg ser den, er netop, at den inddrager hele mennesket, altså også familielivet, og arbejdslivet - det burde den gøre. Gør den den det ikke er i vi bedste fald ovre i coaching af individer - i værste fald ovre i svindel og humbug. En dygtig psykolog tager altid udgangspunkt i her og nu - og trækker tråde tilbage til barndommen og ungdommen, når det er relevant (i behandlingen).

Ja, måske er danskerne alene verdens lykkeligste folk, fordi de guffer alt, alt for mange lykkepiller i sig, givet dem af læger, herunder psykiatere.

Nu har jeg aldrig taget lykkepiller selv, da jeg er glad nok i forvejen. Men tænk engang hvor meget lykkeligere danskerne ville blive, ifald osse psykologer kunne udskrive lykkepiller.

Godt nok godt, de ikke har den rettighed.

Andreas Trägårdh

Karsten Aaen
Skriver: >>Hvad er der galt med at have fokus på individet?<<

Du kan sige at det er dit fokus men det er ikke det samme som at det er det.
Idet individet altid er nyt og usammenligneligt er det slet ikke muligt at fokusere på det. Det kan ikke stimuleres så det kan heller ikke respondere.
- Så, hvad er det så du fokuserer på?

Det er ikke det materielle der er en illusion. Det er de tanker vi gør os om omgivelserne, der i sig selv ikke er andet end tanker. Vi ser ikek universet men tankerne om det. Det er således først når vi måler (=maya) det materielle fordi man ønsker at få mere ud af livet end det tilbyder, at tilværelsen bliver et blændværk.

Andreas: du forvirrer mig fordi jeg har svært ved helt at grade dine tanker og oplevelser af hvordan livet med krop og tanker og følelser skal fortolkes.
Kroppen er kemi,men i den kemi er der en process som gør at livet fortsætter gennem en tid. Vi sanser oplevet og handler hvilket giver følelser lige fra det vi kalder ubehag over behag, som så igen kan give begær fordi det vi betragter som behag slutter og vi så vil have mere.
Informationer lagres og det er vel så dem som gennem hele livet på en eller anden vis styrer vore handlinger og moral bl.a.
Jeg forsøger at forstå buddhismen som livsgrundlag,men er langt fra sikker på at det er vejen, men reelt er det jo ligegyldigt om det er en indsigt eller en Gud eller bare en process der giver livet mening,vi kan kun handle udfra det vi tror vi skal eller?

Andreas Trägårdh

Viggo

Der er ikke en process som gør at livet fortsætter gennem en tid. Tid er psykologisk, det bliver først til når vi skiller en ide fra dets handling. Det er noget vi skaber og det er højst relativt. Et ur viser ikke tiden, den synkroniserer diverse tider.

Vi sætter os op imod realiteterne, for en tid, ved at dyrke idealer, penge guder, køn, racer, osv. udelukker vi forvandlingen som realiterne medfører.

Andreas Trägårdh

Viggo

Sanserne er et mentalt forsvarsværk som samfundet sidenhen har lært at udnytte og gøre nytte af gennem fortolkninger; godt eller skidt.
I realiteten - uden tolkningerne, er det gode og det onde udtryk fuldkommen identiskt men fordi samfundet ønsker mere af realiteterne end de byder introdusere det andre tanker. Nu kan vildfarelserne begynde og alle mulige meninger om det tage til.

Informationer lagres, siger du!
Hvor?

Om morale
Det er ikke en mental process men en direkte, fysisk responds hinsides enhver holdning, fordømmelse, mening og opfattelser.

Cecilie Breinholm Christensen

Spændende perspektiver på en artikel, som jeg først blev temmelig harm over - det er vel ikke psykologernes skyld, at folk i højere grad lider af det, som kaldes 'stress' og 'depressioner'? Eller hvad? Det er måske også lidt for forenklet at sige, st det er 'samfundets' skyld. Spørgsmålet er, om det er nogens skyld, eller om det ikke er en generel tendens, som flere læsere har peget på i de ovenstående kommentarer (efterspørgsel på evidens, fokus på individet mm.)

Andreas Trägårdh

Cecilie Breinholm Christensen

Det er samfundets skyld. Men "psykologerne" er bare et produkt af dette, den enkelte kan aldrig stå til ansvar. De er lig så vel ofre som deres såkaldte klienter er det.

Jens Berthelsen

Jeg har lige genlæst - Kommentarerne kom umiddelbart efter indlægget. Det burde egentlig være en debat som fortsatte. For det bliver stadig mere klart at psykologerne fungere som samfundets håndlangere. Det er de sådan set nød til - men til forskel fra tidligere er der nu meget ringe interesse for debatten og for at tage stilling til egen rolle samt hvordan forskellige interesser bruger og misbruger psykologernes arbejde. De nyuddannede psykologer er stadig mere ukritiske, og ved fokus på det individuelle ubevidste (!) om egen rolle i samfundet.