Læsetid 1.6114285714286 min.

Det rigtige ben ud af elfenbenstårnet

Videnskabens udvikling ikke kan erstattes af ledelseshierarkier og organisatoriske forandringer som fusioner. Historien viser, at succesfuld tværfaglighed altid starter nedefra
4. februar 2013

Ser man hen over de seneste års universitetsreformer, tegner der sig en gennemgående tendens: I centrum for de mange reformer har været et ønske om at skabe mere tværfaglig forskning og uddannelse for at give samfundet større udbytte af forskningen. Danske universiteter har været igennem grundlæggende forandringer. Med den nye universitetslov fra 2003 blev der lanceret en ny opfattelse af videnskabens rolle i samfundet og dermed indirekte et nyt universitetsbegreb. Med universitetsfusionerne fra 2007 blev der skabt ændrede vilkår for universiteterne og samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv. Og siden har reformerne bevæget sig indad på universiteterne, hvor institutter og fakulteter er blevet lagt sammen og fået nye opgaver.

En afgørende tendens i de mange reformer har været kravet om mere og dybere tværfaglighed. Ifølge universitetsledere og administratorer er det kun gennem større tværfaglighed, at universiteterne kan gøre sig relevante over for samfund, erhvervsliv og arbejdsmarked.

Bedre samarbejde på tværs

Når talen falder på de store samfundsmæssige udfordringer som klima, energi, aldring og sikkerhed, er svaret, at vi skal blive bedre til at samarbejde, hvad enten det er på tværs af fagligheder eller på tværs af universiteter og virksomheder. Innovation og løsninger følger ikke de gamle faggrænser, men kræver tværgående forskning.

Med ønsket om at skabe innovation og kommercialisering har der bredt sig en skepsis med forskernes evne til at tilpasse sig samfundets udvikling. En hær af mellemledere har fået til opgave at sikre, at forskningen følger bedre med og stiller sig parat til at bidrage til samfundets konkurrenceevne. Det er påfaldende, hvordan Europas videnskabelige revolution, der siden 1700-tallet har ført til dannelsen af specialiserede forskningsdiscipliner som fysik, kemi og biologi i dag betragtes som en af de væsentligste barrierer for innovation. Negative begreber som silotænkning, fastlåsthed og elfenbenstårn bruges ofte som beskrivelser af de traditionelle fagdiscipliner. Kortvarige forskningsprojekter, midlertidige kontraktansættelser og tværfaglige konsortier skal skabe større fleksibilitet i forskningen og sikre, at brugere og beslutningstagere inddrages i forskningsprocessen.

Tilliden til det videnskabelige personales evne til at træffe beslutninger og vente på, at de videnskabelige landvindinger omsættes til økonomi og udvikling, er erstattet af nye styringsformer, forandringer og strategisk ledelse, der skal føre til dokumenterbare resultater på kort sigt.

Det starter nedefra

Tværfaglighed rummer uden tvivl væsentlige potentialer. Mange af de mest interessante videnskabelige landvindinger skabes i dag på grænsen mellem discipliner. For eksempel i bioteknologi, kognitionsvidenskab, kulturstudier, sprogteknologi osv. Men det er vigtigt at holde fast i, at videnskabens udvikling ikke kan erstattes af ledelseshierarkier og organisatoriske forandringer. Historien viser, at succesfuld tværfaglighed altid starter nedefra, hvor forskerne møder nye problemer, stiller nye spørgsmål og etablerer nye samarbejdsrelationer inden for andre områder. Og historien viser, at det tager tid. Ikke bare skal forskerne blive enige om, hvilke problemer de skal samarbejde om, de skal først udvikle et fælles sprog med fælles definitioner, metoder og teorier. Tværfaglighed kan ikke etableres på nogen enkel måde, men er en tids- og ressourcekrævende proces, der kræver nye tværgående paradigmer og teorisprog. Hvis ikke forståelsen for videnskabens interne dynamik bevares i et tværfagligt forskningslandskab, vil samfundet miste evnen til at opbygge basal grundviden, der kan bruges til uforudsete begivenheder.

Den igangværende reformbølge bør give anledning til nye metastudier, der viser, hvordan forskellige forskningsområder samarbejder – hvordan grænseflader i forskningen opstår, udvikles og går i opløsning. En kvalificeret fremtidig debat om universiteternes udvikling kræver bedre indsigt i, hvilke vidensprocesser der karakteriserer tværfaglige forskningsmiljøer, og hvordan de bedst udvikler sig.

 

David Budtz Pedersen er postdoc i forskningspolitik og videnskabsteori

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu