International kommentar

Saudi-Arabiens religiøse opposition

Er ’foråret’ også på vej i Saudi-Arabien? Måske. Derfor bør vi interessere os for oppositionen, så vi ikke bliver taget på sengen igen
12. februar 2013

De folkelige protester i den arabiske verden tog os alle på sengen. Livstidsautokrater som Ben Ali, Gaddafi og Mubarak havde gennem årtier styret deres respektive lande med undertrykkende metoder, som blev benyttet til at underminere og isolere al opposition af både politisk og religiøs karakter. Derfor var der også meget uvished, da Tunesien, Libyen og Egypten pludselig stod i situationer, hvor nye ledere skulle vælges.

Det var især et chok for observatører uden for regionen og særligt for os i Vesten, da de nye aktører var relativt ukendte personer og grupper, og med de muslimske brødres succes initieredes en frygt for, at islamisterne erobrede revolutionerne. Hvem er de, og hvor radikale er de? Sådan lød de helt fundamentale spørgsmål for godt og vel et år siden. Siden har vi set, at vores frygt var uberettiget, og at de moderate islamistiske grupper som Ennahda og Friheds- og Retfærdighedspartiet i grove træk har tilpasset sig de demokratiske spilleregler. Samme problematik gjorde sig gældende i forhold til Syrien, indtil syriske oppositionsgrupperinger mødtes i Doha i starten af november for at forenes i fælles opposition mod Syriens al-Assad.

Ny magtbalance

Sådanne pludselige samfundstransformationer har gjort os bevidste om, hvor vigtigt det er også at interessere sig for den politiske opposition i autokratiske lande, hvor opposition til den ledende elite ikke er umiddelbart synlig. Det er netop tilfældet i Saudi-Arabien, som i denne forbindelse er rigtig interessant af to grunde. Først fordi den regionale magtbalance er rykket mod øst til den Persiske Golf, hvor Iran og Saudi-Arabien kæmper om regional stormagtsstatus med Iran støttet af shia-styret i Irak, mens den saudiske kongefamilie bakkes op af monarkierne på den arabiske halvø.

Men måske er det af endnu større betydning, at Saudi-Arabien meget vel kan risikere at opleve massive interne protester inden for de nærmeste år på trods af, at landet klarede sig forholdsvist roligt gennem 2011 med blot enkelte kritiske røster samt en økonomisk hjælpepakke på 70 milliarder dollar. At det kommende år kan blive afgørende, skyldes den folkelige revolutionære inspiration fra de regionale nabolande, hvor oppositionsgrupperinger er i tæt kontakt samt en opposition, som efter et par år i den politiske periferi er ved at finde fodfæstet igen og står klar til at udfordre kongefamiliens legitimitet.

Af netop disse grunde er det relevant at diskutere, hvilke kræfter der egentlig truer den saudiske kongefamilie og det officielle religiøse wahhabi-establishment, som kontinuerligt har knyttet tættere bånd siden midten af 1700-tallet.

Pragmatisk Saud-familie

Den saudiske kongefamilie udfordres særligt fra tre fronter, konkretiseret i de tre bevægelser: al-Sahwa al-Islamiyya, neo-salafister (jihadister) samt de islamisk-liberale. Tilsammen udgør de trusler af både religiøs og politisk karakter mod et saudisk regime, som udadtil ellers har virket stabilt grundet kongefamiliens favorable situation med det religiøse establishment knyttet tæt til sig og de enorme olieressourcer, som regimet har kunnet trække på i kritiske perioder.

Baggrunden for oppositionsbevægelserne tager udgangspunkt i en kontinuerlig religiøs ’afradikalisering’ og pragmatisme fra det officielle religiøse establishment samt fraværet af substantielle politiske reformer, som har kunne åbne op for det politiske system.

Historiske begivenheder kan forklare dette. Den moderne saudiske stat, som blev etableret i 1932, bygger på en politisk og religiøs alliance mellem efterkommere af henholdsvis Saud-familien og af den islamistiske teolog Muhammad al-Wahhab, som stammer fra det 18. århundrede. Den religiøse indflydelse har varieret gennem tiden, men gennem de seneste 60-70 år har tendensen været, at det religiøse establishment, som er knyttet til kongefamilien, har mistet indflydelse.

Konkret har det betydet en mere moderat og pragmatisk tolkning af koranen, hvilket kulminerede i 1991 med to fatwaer fra den saudiske mufti, som både accepterede kongefamiliens invitation til stationering af amerikanske tropper samt beslutningen om at indgå fredsaftale med Israel. Konsekvensen var etableringen af Sahwa-bevægelsen, som prædikede en mere radikal fortolkning af Islam – hvilket i høj grad truede kongefamilien, som valgte at fængsle de ledende personer fra den radikale bevægelse. Udover at resultere i en enorm opbakning til islamisterne, betød fængslingerne også, at den islamistiske bevægelse blev splittet i henholdsvis en mere fundamentalistisk og en mere liberal retning.

Sahwa central for modstanden

Den aktuelle situation er, at den saudiske opposition med en vis rimelighed kan sammenlignes med forholdene i Egypten i de afsluttende Mubarak-år. Mens Sahwa-bevægelsen indtager en religiøs og samfundsmæssig rolle, som kan sammenlignes med det Muslimske Broderskab, kan den mere radikale bevægelse med en vis rimelighed sammenlignes med de mere fundamentalistiske salafister, mens de islamisk-liberale minder om den mere liberale gruppering omkring den til Egypten hjemvendte Mohammed ElBaradei.

Præcis som i Egypten, hvor det Muslimske Broderskab indtog en central rolle i revolutionen, er enhver oppositionel succes i Saudi-Arabien afhængig af, at Sahwa-bevægelsen deltager. Hverken salafisterne eller liberale kræfter kan true kongefamiliens reaktionære regime på egen hånd, hvorfor det også har været en prioritet for kongefamilien at pacificere Sahwa-bevægelsens mest kritiske stemmer. Hidtil har regimet haft held til at inkorporere centrale oppositionsfigurer som al-Adwah og al-Hawali, men spørgsmålet inden for den nærmeste fremtid er, hvordan inspiration og støtte fra regionale ligesindede bevægelser vil påvirke Sahwa-bevægelsens kamp mod regimet. Da kongefamilien er ganske bevidst om denne seriøse trussel, kan det forventes, at de vil forsøge at imødekomme protester med flere liberale politiske reformer inden for den nærmeste fremtid.

 

Tore Hamming studerer international sikkerhed på Sciences Po i Paris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu