Klumme

Seriernes virkelige reality

Samtidskritikken lever i tv-dramaerne, som har en grundtone af bristede illusioner, og som sætter fokus på den virkelighed, nyhedskanalerne ikke tør vise
9. februar 2013

Den store amerikanske tv-serie har fundet sin plads blandt primaterne i den dramatiske fødekæde. Seriøse selskaber præsenterer værker som Treme, Boss, The Sopranos, The Wire, Boardwalk Empire og distancerer det traditionelle teater og for den sags skyld også broderparten af episk litteratur.

HBO, det førende selskab, giver sagaen og den store roman kamp til stregen og leverer tungtvejende værker, der med utvivlsom langtidsholdbarhed bidrager til signalementet af vor tid.

Fælles for de fleste af de markante serier er en foruroligende uafviselig grundtone af bristede illusioner eller dyb pessimisme. Hvad der for godt 40 år siden som nybrud i amerikansk realisme lagde ud med Godfathers melankolske og udsigtsløse afsked med den amerikanske drøm, er i de senere generationer af udviklede store seriefortællinger så at sige over hele linjen knæsat i tonefald, stemning og budskab.

Hovedtemaet er undergang. En vestlig turbokomprimeret højoktan forbrugende civilisation i sammenbrud under egen overvægt af skidt og møg og uløselige problemer. Lige netop med streg under uløselighed, konsekvent oversat i medierne af såvel formidlere som de ansvarlige til den positive og forhåbningsfulde eufemisme: udfordringer; så glider det hele ned til akkompagnement af talentløs reality i en sovs af glædesløs fladpandet brutalitet og fis og ballade. Men realiteterne bliver dag for dag mere dystre, mens vandene stiger, og tv-dramatikken sætter kunstnerisk fokus på den virkelighed, nyhedskanalerne ikke har civilcourage og/eller politisk hensigt til at smække kunderne i masken. Markedsføringsstrategien dikterer, at glasset er halvt fuldt frem for halvt tømt. Lurende katastrofer får sludder og sladder med på vejen pakket ind i nysprog, der postulerer løsninger lige om hjørnet. Man skal ikke skræmme sine kunder. Stay with us, siger de og rasper åndeløst af sig, hvad der kommer om lidt, og hvad vi går glip af i morgen og næste fredag.

Alt imens konstruerer tv-serierne en parallelvirkeligheds virkelighed iført fiktion – som en egentlig afspilning af tiden. Hvad enten det drejer sig om narkohandel i Baltimore, konsekvenserne af orkanen Katrina, en korrupt borgmester i Chicago, mafiaen i New Jersey i 00’erne eller gangsteropgør i forbuddets og 1920’ernes Atlantic City, fortæller amerikanerne den samme historie om forfærdende forhold, umulige strukturer og en forkrøblet kultur, som der nøgternt set ikke er noget at stille op overfor. Sammenbruddet i finanserne og den efterfølgende magtesløshed, som netop dén nedsmeltning så klart demonstrerede, har ikke fristet det skabende folk i HBO til opgivende fjolleri eller vigende kunstnerisk beslutsomhed til at tolke tidens dybe krise i undergangshistoriernes tegn. Senere tiders forskere – såfremt nye Katrinaer og det, der er værre, ikke sørger for, at alle forestillinger om en genkendelig fremtid bliver gjort til skamme – kan uddrage tidens tendenser af disse elektroniske storværker. Værker, der fortsat savner gedigen behandling i kunsthistorien – i det mindste på dansk.

Manipulerende kynisme

Fædrelandet kan ellers i nydeligt omfang være med, når Borgen som 10’ernes Matador med dens family of the Danish men and women 2012/13 træder dansen i en rådvild svingom. Adam Price har et sikkert greb om ondets rod i en politisk kultur, hvor de gode stadig tror på, at anstændighed betyder noget. Det kan man så grine af, men det har man gud ske lov ret til at tro, for hvad skal man ellers gøre? Man må have lov til at forestille sig realiteten af en Birgitte Nyborg med de bedste hensigter og den sjældne vilje til at afvise det korrumperende. Den fortælling hører man gerne, hvad enten det drejer sig om mishandling af smågrise eller prostituerede. Hvor Price rammer, og her på linje med sine amerikanske kolleger så det burde gøre nas langt ind i den formidlende profession, er portrættet af den mediale dårligdom i gusten skikkelse af den nedrige nyhedsdirektør, der fører sig frem med seertal, opportunistisk behagesyge og brutal og beregnende, sleben magtliderlighed. Når denne karakter foldes ud i serien, kan man i bevægede øjeblikke nære den forfængelige drøm, at dette billede af de elektroniske medier er fri fantasi og lige så urealistisk som Birgitte Nyborgs engelske elskers lovligt gesvindte bukken under for penicillinsvineriet. Men der er ikke megen verfremdung i Alex Hjort-figuren, derimod en højst nærværende centralt anbragt type repræsenterende det mediemiljø, der med hensigter magtfuldt mafiøst manipulerer grundvilkårene for nationens fælles fortællinger. Den moderne edderkop kontrollerer ikke småkriminalitet og sortbørs, men nyhedsstrømmen. Kynisk uden faglig samvittighedskval fordeles stoffet i segmenterede mængder.

Netop denne manipulerende kynisme udgør det store sidetema i de forbilledlige amerikanske serier. Den yderste konsekvens fortælles i The Wire med dræbende sarkasme, da en politimand for at skaffe midler til sin afdeling og sig selv manipulerer døde vagabonder, så de ligner ofre for en frit opfundet seriemorder. Den selvbestaltede heltegerning er at uskadeliggøre den fiktive morder til glæde for presse og politikere. Lige den kulør, medierne ønsker.

Om manipulationen foregår i handling eller ord, kommer ud på ét, er den klare besked. Først handlingen: ansættelsen af en hensigtsmæssig redebon nyhedschef; så følger nysprogets blomster, hvor begreber forvrides fra problemer til forfalskede ’udfordringer’. Og de kuperede haler forvises fra prime time. Begavet set.

Priset være Price.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter W. Svendsen
  • Steffen Gliese
  • Holger Madsen
  • Niels Engelsted
  • Malan Helge
  • Erik Jensen
  • Inger Sundsvald
Peter W. Svendsen, Steffen Gliese, Holger Madsen, Niels Engelsted, Malan Helge, Erik Jensen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Ja, man må have lov til at forestille sig Birgitte Nyborg med de bedste hensigter – også selvom det fremgår tydeligt, at det først og fremmest drejer sig om at finde sager, der kan bringe det nye parti i medierne – uanset hvem man bruger til formålet, og uanset hvor tydeligt det er, at det er præcis samme opskrift, som den nedrige nyhedsdirektør benytter sig af.

Var det nu endt med nogle gedigne forbedringer for svin og prostituerede i serien, så kunne man muligvis fortsat forestille sig de gode hensigter. Og det ville virkelig have været kontroversielt, hvis der var kommet lovgivning på bordet om forbud mod prostitution.

Men så tør jeg virkelig ikke tænke på hvilken ballade der var blevet over fiktionen, som formentlig kunne have fået opbakning fra svineproducenterne, og alt ville være glemt om en uetisk svinekotelet.

Maj-Britt Kent Hansen

Noget af det mere afskyelige er, hvad Metz beskriver således:

"Men der er ikke megen verfremdung i Alex Hjort-figuren, derimod en højst nærværende centralt anbragt type repræsenterende det mediemiljø, der med hensigter magtfuldt mafiøst manipulerer grundvilkårene for nationens fælles fortællinger. Den moderne edderkop kontrollerer ikke småkriminalitet og sortbørs, men nyhedsstrømmen. Kynisk uden faglig samvittighedskval fordeles stoffet i segmenterede mængder."

Om denne tv-kanal, http://www.ft.dk/webTV.aspx, gør det bedre, mere virkelighedsnært, fra start til slut?

Det er andre vilkår, men muligheden for at overvære ritualer, form og indhold - ikke mindst under de møder, som holdes uden for Salen - er et interessant supplement til både "Borgen" og "Bag Borgen".

Steffen Gliese, Kristian Rikard, Malan Helge, Michael Kongstad Nielsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Metz skriver om de amerikanske tv-serier:
-Hovedtemaet er undergang. En vestlig turbokomprimeret højoktan forbrugende civilisation i sammenbrud under egen overvægt af skidt og møg og uløselige problemer"...

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at denne stemning, denne fornemmelse af, at der er noget galt, at festen var for dyr og har varet for længe, at vi har budt os selv og naturen mere end hvad godt er, at denne forenemmelse lurer i baghovedet mens festen faktisk fortsætter, og fornemmelsen dulmes eller ignoreres på forskellig måde, f. eks. ved at se tv-serier og Borgen. Men da de jo bare bekræfter fonemmelsen, må man ty til den virkelige reality, nemlig tv- avisen og Christiansborg -live, tak til Maj-Britt for link, for at få udslettet uroen.

Steffen Gliese, Kristian Rikard, Inger Sundsvald og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Hvor Price rammer, og her på linje med sine amerikanske kolleger så det burde gøre nas langt ind i den formidlende profession, er portrættet af den mediale dårligdom i gusten skikkelse af den nedrige nyhedsdirektør, der fører sig frem med seertal, opportunistisk behagesyge og brutal og beregnende, sleben magtliderlighed. Når denne karakter foldes ud i serien, kan man i bevægede øjeblikke nære den forfængelige drøm, at dette billede af de elektroniske medier er fri fantasi og lige så urealistisk som Birgitte Nyborgs engelske elskers lovligt gesvindte bukken under for penicillinsvineriet. Men der er ikke megen verfremdung i Alex Hjort-figuren, derimod en højst nærværende centralt anbragt type repræsenterende det mediemiljø, der med hensigter magtfuldt mafiøst manipulerer grundvilkårene for nationens fælles fortællinger. Den moderne edderkop kontrollerer ikke småkriminalitet og sortbørs, men nyhedsstrømmen. Kynisk uden faglig samvittighedskval fordeles stoffet i segmenterede mængder.

Jeg spørger ligeud, om Georg Metz her tænker på DR's nyhedredaktør Ulrik Hågerup, eller om der er flere, der passer lige så godt til signalmentet?

Bravo Metz. Godt set og lige i øjet til vore nyhedsredaktioners behandling af den daglige nyhedsstrøm, hvor væsentlighedskriterier og reality-show jo går ned i en dybere gang sovs.