Kronik

Den skjulte sult og forædlede afgrøder

Verdens sultproblemer handler så langt fra kun om sult og underernæring. De handler i lige så høj grad om underskud af vitaminer og mineraler, der er absolut nødvendige i de første 1.000 dage af livet. Projekter, der forædler fødevarerne med ekstra vitaminer, kan gøre – og gør allerede – en forskel
Ved at forbedre og vitaminberige tradtionelle afgrøder i u-landene, kan man målbart forbedre sunheden. En afikansk pige skræller den stivelsesholdige kassava/maniokrod, der bruges som mel og i grød i  fattige dele af verden.

Jørgen Schytte

19. februar 2013

Informations tidligere chefredaktør Knud Vilby inviterede i sin kronik den 30. januar avisen til at gribe chancen for at belyse den nødvendige nye dagsorden for lokal og global udvikling. Jeg vil gerne bidrage med en historie, der som ønsket foregår ’langt fra Christiansborg’. Den handler om biofortification, der her betyder at forædle landbrugsafgrøder med henblik på at styrke deres ernæringsindhold.

Den vidt udbredte sult i verden – mere end én milliard får for lidt at spise til daglig – er til dels et kalorieproblem, men den dårlige ernæring har en anden og også ganske alvorlig side: Der er underskud af livsvigtige mineraler og vitaminer i føden. Denne side af fejlernæringen kaldes ofte ’den skjulte sult’, og den er endnu mere udbredt end den synlige. Måske halvdelen af klodens befolkning, især kvinder og børn, har et underskud af vigtige stoffer som A-vitamin, jern og zink.

Disse underskudsproblemer opstår, fordi fattige mennesker spiser ensidig og billig kost dag efter dag, typisk stivelsesholdige landbrugsafgrøder som ris og majs, kassava, kartofler og søde kartofler. Disse basisfødevarer har for det meste et meget lavt indhold af bl.a. de tre nævnte næringsstoffer. Det er aldeles ødelæggende, hvis disse mangler er mere eller mindre permanente. Det gør kroppen modtagelig for infektioner, kan føre til dværgvækst hos børn, blindhed eller svækket syn og almindelig afkræftelse. Det allermest skræmmende er måske, at det fører til begrænset udvikling af børns intellektuelle formåen og evne til at lære.

Kostsupplering

Disse problemer har mange organisationer et åbent blik for, og der er løbet mange kampagner i gang for at supplere folks dagligkost med kosttilskud og vitaminpiller. Prisen pr. pille er faktisk ofte helt overkommelig, men i stor skala bliver det dyrt, fordi der er så mange fejlernærede, og især fordi prisen for at få organiseret uddelingen ofte er betydeligt dyrere end pillernes pris.

En anden metode til at gøre noget ved sagen er at berige fødevarerne i salgsleddet. Det at købe færdigvarer er ikke fattigdomskost i ulande, men det er dog lykkedes ganske godt med at berige salt med jod (et andet væsentligt stof i næringen), for alle er nødt til at købe et vist forråd af salt.

Både supplement og berigelse har altså økonomiske ulemper, ikke mindst fordi der er tale om en udgift, der skal afholdes år efter år uden for fattige landes formåen. Det ikke er den langsigtede løsning, der så helt åbenbart er brug for.

Mange organisationer gør en stor indsats for at sikre et bredere udvalg af ingredienser i fattigfolks kost: Grønsagshaver, opfedning af fisk i smådamme og hønse- og gedehold kan give helt afgørende tilskud til dagligkosten. Men for de fleste fattige er der meget småt med landbrugsjord og derfor hård konkurrence om pladsen, og selv meget små investeringer kan være bremsende for de gode initiativer. Statistisk set er billedet ikke afgørende ændret i mange år: Fejlernæring er det dominerende for fattigfolk.

Fødevareforædling

Planteforædlere og ernæringseksperter har derfor meget naturligt funderet over, om basisfødevarerne kunne gøres mere lødige i ernæringsindholdet. Traditionelt har planteforædlerne haft til opgave at øge udbytterne, gøre planterne stærkere over for sygdomme og bedre til at tåle klimaplager, osv. Alt sammen vigtige og nødvendige opgaver, der har sikret, at landbrugsproduktionen nogenlunde har kunnet holde trit med befolkningstilvæksten. Men tidlige forsøg tilbage i 1970’erne og 80’erne på at krydse sig frem til mere lødigt ernæringsindhold tydede på en slags gyngerne og karrusellerne effekt: Hvis næringsindholdet går op, går ydelsen ned. Det var længe den vedtagne tommelfingerregel på området.

Med voksende indsigt i planternes biologi opstod lysten til at prøve igen, og på de store forskningsstationer for u-landsafgrøder (det danskstøttede CGIAR system) blev der de kolossale frølagre i 1990’erne screenet for næringsindholdet. Og der var afgjort store forskelle mellem, hvor meget jern, zink og betakaroten (forstadiet for A-vitamin) forskellige dyrkede og vilde sorter rummede. Lovende ’forældre’ blev krydset i flere led, og langsomt stod det klart, at der var masser af potentiale – de gamle fordomme om enten/eller holdt ikke. Den bed Danmark på; Danida sikrede med ca. 1,5 million årligt fra 1995-1999 som eneste donor, at programmet, døbt HarvestPlus, blev skudt i gang.

Der er masser af kompliceret forskning bag det, der kan lyde ret enkelt: De nye afgrøder skal være stærke og højtydende, for at bønderne har interesse for at dyrke dem. Og de skal falde i forbrugernes smag. Samtidig må man klarlægge, hvor meget af det højere næringsindhold bevares under tilberedningen, og hvor meget optages i organismen. Kort sagt – masser af laboratoriearbejde for planteavlere og ernæringsfolk og tværfagligt mellem grupper, der ikke nødvendigvis har været på fælles opgaver af den slags før.

Søde kartofler, bønner og ris

Nu begynder resultaterne at vise sig i stor skala, i en hel række lande på de tre store fattigdomsplagede kontinenter: Afrika, Asien og Sydamerika. Slagnummeret er en gulerodsfarvet sød kartoffel med betakaroten. Den er nemlig det første produkt, der nu er helt ude på spisebordene i hytterne.

De første tal (2007-09) viser, at 24.000 husholdninger i projektområder i Uganda og Mozambique dyrker de nye søde kartofler, og at A-vitamin manglen er reduceret kraftigt i familierne – bare 150 gram af de nye søde kartofler dagligt kan klare hele behovet for A-vitamin. Det skal nu brede sig til andre dele af Afrika.

Ambitionerne er høje: 600.000 over hele Afrika i 2015 – sigtende mod 10 millioner husholdninger i 17 afrikanske lande i 2020.

Andre projekter følger op: bedre kassava (A-vitamin) til 50.000 landbrug i Nigeria i år; 75.000 landbrug med mere jernholdige bønner i Rwanda i 2012 – sigtende mod 500.000 i år; 75.000 bønder der vil dyrke majs med forstærket A-vitaminindhold i Zambia i år. Brasilien, Indien og Kina er ligeledes i gang. Dér er afgrøderne ris, hvede, majs og de forskellige bønner og forstærkningen omfatter jern, zink og A-vitamin.

Og for bøndernes vedkommende får planterne et stærkere helbred og dermed større modstandskraft mod naturens luner af det højere næringsindhold.

Forskningen frem mod de nye sorter er en ’engangsudgift’. Når først de nye frø er ude hos landmændene, kører forbedringen ’af sig selv’. De kan bruge såsæd af egen avl eller købe nyt, som de plejer at gøre. Der skal ikke arbejdes på andre måder end sædvanligt, ikke vandes eller gødes på anden måde, end man plejer.

1.000 dages vinduet

Udover biofortification er der grund til at se nærmere på 1.000 dages vinduet: Ernæringsforskningen har påvist, at hele grundlaget for et barns liv kommer på plads, før det fylder to år. Her afgøres det, om der kommer et robust og velfungerende menneske igennem barndommen, opvæksten og voksentilværelsen. Går det helt galt de første 1.000 dage (fra undfangelsen til to års fødselsdagen, tæl selv efter), er det tæt ved uopretteligt. De mange, velfunderede råd til gravide og ammende mødre er ikke grebet ud af luften – i u-lande gælder det om at kunne byde det voksende foster/barn tilstrækkelig og tilstrækkelig god ernæring.

Interessant nok er de 1.000 dage også et begreb, psykologien arbejder med. Tidlig omsorgssvigt har mange dimensioner, kan man se.

Selv garvede landbrugsforskere kan få blanke øjne, når de ser pjevsede rollinger gnaske de orange-gullige søde kartofler: Den start kan være forskellen på en nyttig, produktiv samfundsborger og et liv som skrantende analfabet.

Danske skatteborgere kan også ranke ryggen: Vi leverede rettidig og kontant omhu. Nu skal det bare skaleres op.

 

Ebbe Schiøler er tidligere chefkonsulent i Danida og forfatter til en række bøger og artikler om u-landsforhold og u-landsforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu