Danmark er i udlandet berømt for ’den danske model’. Den bygger på et organiseret og overenskomstreguleret arbejdsmarked, præget af effektivitet (og langt fra sydeuropæiske tilstande med langvarige generalstrejker) baseret på gensidig respekt.
Det var imidlertid ikke den grundholdning, Gymnasieskolernes Lærerforening blev mødt med ved dette års overenskomstforhandlinger. Forhandlingsrummet var meget lille. Der var hverken lydhørhed, endsige forståelse. Det politiske Danmark havde besluttet, at gymnasielærere skulle afgive deres aftaleret for at give plads til ledelsen. Vi blev derfor stillet over for et fait accompli. Hvilken aftale lærerne skulle ende med efter forhandlingerne, syntes afgjort på forhånd. Der gik rygter om, at der for enden af en mulig lockout var et bredt politisk flertal for et lovindgreb. Sagt helt kort: Manøvremulighederne var mildt sagt begrænsede: Indgå et forlig eller tag hvad der kommer efter et lovindgreb. Da forhandlingsmulighederne – eller mangel på samme – var afprøvet på GL’s forhandlingsbord, valgte jeg på vegne af GL at blive ved Akademikernes Centralorganisation-bordet for at afprøve muligheden for en aftale her. GL’s udgangspunkt har hele tiden været, at vi sammen i AC var stærkest – ikke mindst, fordi GL både har erhvervsgymnasiemedlemmer på AC-fællesaftalen og almengymnasiemedlemmer på en GL-overenskomst. Da AC skulle færdiggøre AC-overenskomsten, herunder for erhvervsgymnasierne, ville der på den måde være et forhandlingsrum for GL, som reelt ikke var der uden for AC-bordet. Jeg valgte derfor at bruge den styrke, som ligger i AC-fællesskabet for at opnå det bedst mulige resultat for alle GL’s medlemmer ved til sidst at gå med i AC-aftalen. Det var rettidig omhu, selv om det selvfølgelig ikke blev en aftale, der havde groet i GL’s baghave.
Imødekommenheden er væk
Men den danske model med dens højt besungne imødekommenhed parterne imellem syntes langt væk. Gik den socialdemokratiske finansminister ikke til grænsen af, hvad man kan kalde anstændigt? Hvis vi fortsat skal have et velfungerende samfund, er det afgørende, at overenskomstsystemet ikke undergraves.
Spørgsmålet er, hvilken vej Finansministeriet fremover vil gå ved overenskomstforhandlingerne? Hvis fremgangsmåden er at trumfe en aftale igennem, risikerer vi, at det ikke bare slår skår i den danske model, men at den går i stykker.
Gorm Leschly er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening
Corydons forhandlingsmetoder er helt urimelige, og manden bør enten boykottes eller sættes på plads. Det var en kæmpe brøler (og ikke rettidig omhu), at GL accepterede disse betingelser.
Det var til gengæld fantastisk godt at være med til at stemme aftalen ned i GLs repræsentantskab i fredags (egentlig lidt mærkeligt, at Gorm Leschly slet ikke nævner denne afstemning, hvor hans resultat blev stemt ned).
Pinligt, hvis AC holder fast i, at vi er tvunget ind i aftalen på grund af manglende rettidig omhu. Hvad skal vi så med AC, hvis de mere tjener arbejdsgivernes interesser?
I øvrigt indeholder den nu nedstemte aftale (eller snarere diktat), som nok alligevel gennemføres, en total afskaffelse af gymnasielærerne med fleres ret til at forhandle arbejdstid og forberedelsestid, i stedet får den lokale ledelse ret til at diktere.
Alternativet er, så vidt jeg kan læse, konflikt.
Der var ikke afsat plads til forhandlinger og der er diktat med fra finansministeren.
Så er der vel ikke andet at gøre end at strejke og tage kampen?
Overenskomsten handler jo om, at politikerne vil indgå at ansætte erstatningslærere for de mange, der i disse år går på pension fra de store årgange.