Kronik

Sparekursens fallit

Vi må spænde livremmen ind og få styr på de offentlige budgetter. Kun ved at spare kan vi komme ud af krisen. Derfor må der skæres i dagpenge, SU og kontanthjælp. Problemet er bare, at kuren har den stik modsatte effekt. Eurozonens sparekurs har gravet det hul, vi i 2010 ellers var på vej op af, dybere og vil fortsætte med at gøre det
I Sydeuropa medfører nedskæringspolitikken massiv arbejdsløshed og store demonstrationer, og intet tyder på, at nedskæringerne kan få Europa ud af krisen.

P Nutt

Debat
26. februar 2013

KRONIK – Til september kan vi markere krisens femårsjubilæum. Lehman Brothers gik fallit, det finansielle korthus styrtede sammen, og verdensøkonomien kom i frit fald.

Men faktisk formåede vore ledere at handle effektivt.

USA, EU og Kina gennemførte i 2009 en koordineret stimuluspolitik, hvor landene brugte i gennemsnit mere end to procent af BNP på at sparke gang i økonomien; lidt mindre (1,5 procent) i EU, men alligevel. Det lykkedes! I slutningen af året begyndte det at vende, og i hele 2010 var der positive vækstrater.

Alle var blevet keynesianere og gik ind for ekspansiv finanspolitik, især øgede offentlige udgifter. Det gjaldt IMF og EU-Kommissionen, og selv Tyskland vedtog nølende to stimuluspakker, bl.a. under pres fra de tyske vismænd, der på få måneder var konverteret fra den gamle ortodoksi, der i et par årtier havde prædiket, at keynesianisme ikke fungerer.

Det bratte tilbagetog

I Europa holdt det mindre end et år, før omslaget til den nuværende nedskæringspolitik satte ind. Kriser giver altid øget offentligt underskud, fordi skatteprovenuet falder, og de sociale udgifter stiger – hvortil kom udgifterne til stimuluspakker og til at redde banker. Fokus skiftede, hjulpet på vej af den græske krise, der satte ind i slutningen af 2009.

Den store opgave var nu ikke længere at afskaffe arbejdsløsheden, men underskuddet. Samtidig med at man i 2010 høstede frugterne af praktisk keynesianisme, skiftede Europa til den diametralt modsatte politik.

Forud for G20-mødet i maj 2010 søgte Obama at presse tyskerne til at fortsætte den tidligere politik, men de stod fast og fik det øvrige Europa med sig; ECB dukkede frem fra sit flyverskjul, og i England kom Cameron i samme måned til magten med en politik, der var mere radikal end Thatchers. Dermed var det slut med europæisk keynesianisme og med international koordinering (og solidaritet).

De fleste økonomer havde nu fundet frem til deres gamle jeg.

Opsvinget på vej

Det umiddelbare argument for den nye politik var, at store underskud svækker finansmarkedernes tillid; de kræver højere renter for at udlåne, og det belaster yderligere landenes økonomier. Først når budgetterne balancerer, kan realøkonomien komme på fode.

Nogle få mente faktisk, at nedskæringerne i sig selv ville hjælpe på aktiviteten (’expansive austerity’), fordi de giver et boost til markedstilliden. Men de fleste erkendte dog, at det kortvarigt ville gå ud over vækst og beskæftigelse.

Det blev samtidig anført, at en reduktion af de offentlige udgifter ville få folk til at tænke, at skatterne så senere ville blive sat ned, så derfor kunne de allerede i dag tillade sig at skrue op for forbruget (’rationelle forventninger’). Desuden ville mindre offentlig gæld få renterne til at falde generelt, fordi den mindre efterspørgsel efter lån vil få prisen på disse til at falde, og lav rente ville give et opsving i den private sektor. Nedskæringspolitikken ville altså ret hurtigt kunne vende skuden.

Grundfilosofien var, at den offentlige sektor skubber privat forbrug og private investeringer til side (’crowding out’), altså at færre offentlige udgifter vil give plads til flere private. Staten skal ’get out of the way’, som Republikanere – meningsfællerne i USA – mere bramfrit udtrykker det.

Keynesianerne var uenige. Nok gik det bedre i 2010, men der var stadig krise, og i en krise holder alle i den private sektor på pengene: forbrugerne, virksomhederne og bankerne. Kun det offentlige kan få økonomien i gang.

Man tog fejl af effekten

Hvordan er det så gået? I eurozonen er det gået støt ned ad bakken siden foråret 2011, og i 2012 har væksten atter været negativ – som i 2009. Vi har fået en ny krise, kaldet ’eurokrisen’, og det er nærliggende at se den som det direkte resultat af nedskæringspolitikken.

Men den faktiske udvikling i EU’s BNP skyldes ikke blot den økonomiske politik, men også meget andet – f.eks. om det går op eller ned i USA og Kina. Så spørgsmålet er, hvilken effekt nedskæringspolitikken som sådan har? Omdrejningspunktet i diskussionen heraf er størrelsen af den såkaldte ’multiplikator’: Hvis multiplikatoren er 0,5, betyder det, at en reduktion i de offentlige udgifter (eller stigning i skatten) på to milliarder euro sænker BNP med én milliard euro; hvis den er 1,5, falder BNP med tre milliarder.

Indtil for nylig mente man, at multiplikatoren generelt var 0,5, hvilket betød, at den negative effekt af nedskæringspolitikken var af begrænset omfang. Dette blev antaget i modeller og konsekvensberegninger af politiske indgreb. Men i Economic Outlook fra oktober kastede IMF en bombe: Multiplikatoren er snarere i omegnen af 1,3 (0,9-1,7)!

Det betyder, at den elendige udvikling i eurozonens økonomi i det seneste år i langt højere grad end hidtil antaget skyldes nedskæringspolitikken. Det betyder også, at et skift til en keynesiansk politik vil have en meget positiv effekt på beskæftigelsen.

Den relative gæld stiger

To britiske økonomer, Holland og Portes, kommer til samme resultat. De opstiller en model, hvor de tager højde for, at nedskæringer i ét land har negative konsekvenser for andre lande, og at de økonomiske mekanismer er anderledes i en krisetid, hvor den private sektor langtfra er klar til at udfylde de efterspørgselshuller, som offentlige spareøvelser skaber. Det begrunder højere multiplikatorer. De beregner så effekterne af de faktisk vedtagne spareforslag for perioden 2011-2013 i forskellige europæiske lande.

De når frem til, at disse forslag reducerer BNP i eurozonen med 3,1 procent i 2012 (det faktiske fald var ’kun’ 0,3 procent, fordi andre faktorer har holdt økonomien oppe), og for de sydeuropæiske lande var reduktionen langt større.

Disse voldsomme negative effekter på BNP og dermed beskæftigelsen er naturligvis triste, men hvis landenes finansielle situation forbedres, kan man håbe, at markedernes tillid kommer sig, og det vil gå fremad. En sådan forbedring er dog ikke givet på forhånd, for samtidig med at nedskæringerne umiddelbart sparer penge, vil skatteprovenuet falde, når BNP reduceres. Men de to økonomer beregner, at spareforslagene faktisk vil reducere det offentlige underskud.

Imidlertid vil gældsbyrden, forstået som offentlig gæld i forhold til BNP, vokse i alle lande, undtagen Irland. Den absolutte gæld falder, men BNP falder endnu mere. Og det er denne relative gæld, der er afgørende for de udenlandske långiveres tillid. De ser nemlig på, om et land har kapacitet (BNP) til at tilbagebetale gælden.

Den herskende politiks formål er at forbedre regeringernes betalingsevne, således at finansmarkedernes tillid reetableres.

Det formål opnås alt andet lige ikke, når den relative gæld stiger, og derfor har de to økonomers artikel titlen »Self-defeating austerity?«.

Vægten forskydes til markedet

Alle lønmodtagernes ofre – i form af arbejdsløshed, lavere dagpenge, lavere kontanthjælp og lavere realløn – er forgæves. Man kan ikke spare sig ud af en krise, som S og SF så rigtigt sagde før valget. I dag sparer den danske regering ved at foranstalte omfattende fyringer i stat og kommuner, samtidig med at den skærer i dagpenge, kontanthjælp og SU; Corydons udtalte håb er, at det vil give vækst i den private sektor. Det håb indfries altså næppe.

Nedskæringspolitikken er irrationel, økonomisk set.

Men fra en liberal vinkel er den ideologisk rationel, fordi den flytter vægten fra stat til marked, fra tvang til frihed. Eller fra den demokratisk kontrollerede til den kapitalistiske sektor, hvis det ses gennem socialistiske briller.

Kriser har det positive i sig, at de åbner for nye muligheder. I 2008/09 stod finanskapitalen så afklædt og svækket, at det var muligt at få den bragt under demokratisk kontrol. Men chancen blev misset. I dag bruges krisen til at virkeliggøre den omvendte mulighed, nemlig en svækkelse af den demokratiske sektor.

 

 

Anders Lundkvist er politisk økonom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kunne jo også vælge at stille spørgsmålet: Hvorfor bruge skattekroner på vækstpakker til erhvervslivet, når erhvervslivets egne pengekasser bugner?

Jeg kan ikke forestille mig, at det kun er danske virksomheder, der har indledt en investeringsstrejke, men det ved Anders Lundkvist måske mere om?

Men den bedste stretegi er vel at få tilliden hos erhvervslivet øget - som Anders Lundkvist selv nævner at nogle få tror på: ’expansive austerity’ - således at erhvervslivet som ved hvor efterspørgslen er, åbner op for deres investeringslyst.

En anden ting som har haft betydning for i hvertfald tyske erhvervsvirksomheders investeringslyst, er det demografiske problem i Tyskland: For mange gamle og for ukvalificerede unge, ...men tilsyneladende har finanskrisen sat bevægelse i arbejdsstyrken idet: Titusindvis af unge, veluddannede sydeuropæere i disse år migrerer til Nordeuropa på jagt efter beskæftigelse.

Det er en politik som kan virke noget kynisk, men nødvendig, og det var jo hvad vi kunne forvente da vi indgik i EU-fællesskabet under parolen "Arbejdskraftens fri (tvungne ?) bevægelighed", men det har da allerede haft en positiv virkning, idet: Tysk økonomi er kommet op i gear.

Nu er det så op til os forbrugere at sikre at erhvervslivet finder frem til en "Grøn udvikling" og i den forbindelse kan det jo være at det offentlige kan hjælpe med et par vækst pakker m.v.

Nu med links der virker :-)

Man kunne jo også vælge at stille spørgsmålet: Hvorfor bruge skattekroner på vækstpakker til erhvervslivet, når erhvervslivets pengekasser bugner? Jeg kan ikke forestille mig, at det kun er danske virksomheder, der har indledt en investeringsstrejke, men det ved Anders Lundkvist måske mere om?

Men den bedste stretegi er vel at få tilliden hos erhvervslivet øget - som Anders Lundkvist selv nævner at nogle få tror på: ’expansive austerity’ - således at erhvervslivet som ved hvor efterspørgslen er, åbner op for deres investeringslyst.

En anden ting som har haft betydning for i hvertfald tyske erhvervsvirksomheders investeringslyst, er det demografiske problem i Tyskland: For mange gamle og for ukvalificerede unge, ...men der har finanskrisen tilsyneladende sat bevægelse i arbejdsstyrken idet: Titusindvis af unge, veluddannede sydeuropæere i disse år migrerer til Nordeuropa på jagt efter beskæftigelse.

Det er en politik som kan virke en smule kynisk, men nødvendig og det var jo hvad vi kunne forvente da vi indgik i EU-fællesskabet under parolen "Arbejdskraftens fri (tvungne ?) bevægelighed", men det har da allerede haft en positiv virkning, idet: Tysk økonomi er kommet op i gear.

Nu er det så op til os forbrugere at sikre at erhvervslivet finder frem til en "Grøn udvikling" og i den forbindelse kan det jo være at det offentlige kan hjælpe med et par vækst pakker m.v.

Anders Lundkvist

Lige et par henvisninger og præciseringer, som der ikke var plads til i avisen.

Holland's og Portes' artikel kan findes på:
http://www.voxeu.org/article/self-defeating-austerity
De to er knyttet til det engelske National Institute of Economic and Social Research. Se også henvisningen til den oprindelige, mere dybtgående artikel. En kritisk kommentator misforstår, fordi han tror at forfatternes vurdering af effekten af nedskæringer kan falsificeres ved at sammenligne med faktisk udvikling i BNP.
Faktisk skulle det være BNI, dvs. bruttonationalindkomsten (engelsk GDP = gross domestic product), men det begreb kender folk ikke, så derfor snød jeg (der er ikke den store forskel).

IMF: Economic Outlook, Oct. 1012, ss.41f (http://www.imf.org/external/pubs/ft/weo/2012/02/pdf/text.pdf). Uddybet i artikel af O. Blanchard og D. Leigh: Growth Forecast Errors and Fiscal Multipliers (http://www.imf.org/external/pubs/ft/wp/2013/wp1301.pdf), hvor multiplikatoren sættes til 1,5. Den tidligere lave multiplikator på 0,5 havde bl.a. ikke taget højde for, at i krisetider kan den negative effekt af nedskæringer ikke kompenseres af en ekspansiv pengepolitik, fordi renten i forvejen er tæt på nul; hertil kommer at i krisetider er det den aktuelle (meget lave) indkomst, der bestemmer forbruget, ikke drømmen om en højere indkomst i fremtiden.

Til Bill:

Hvorfor satse på tillid hos forbrugere og private virksomheder? Denne tillidsskabende politik har jo ikke virket indtil nu.
Hvorfor ikke nedbringe arbejdsløsheden på den helt sikre måde, nemlig ved at ansætte flere i den offentlige sektor (i stedet for som nu at fyre dem) og iværksætte offentlige investeringer? De sidste kan endda styres i miljørigtig retning, hvilket er meget sværere med private investeringer, hvor det jo i sidste instans er op til virksomhedsejeren. De øgede offentlige udgifter kan så finansieres ved at inddrage (beskatte) nogle af de penge, der til overflod flyder omkring i den private sektor, hvor de jo ikke bliver brugt til at skabe arbejdspladser.
Altså: man kan opmuntre til at der skabes private arbejdspladser, men man kan med 100%'s sikkerhed skabe offentlige arbejdspladser. Derfor er det sidste den effektive krisepolitik.

Anders Lundkvist

Søren Johannesen, Nicolai Niemeyer, Jens Falkesgaard, morten Hansen, Christel Larsen, Niels-Holger Nielsen, Flemming Andersen, Thorbjørn Thiesen, n n, Bill Atkins og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

@Anders Lundkvist, Først, tak for din inspirerende artikel og din tilføjelse med link - jeg studerer endnu på oplysningerne :-)...Du bruger dejligt mange begrebsbenævnelser, der gør det interessant at google i artiklen.

...min kommentar er ikke en vurdering af hvad, der er rigtigt eller forkert i den aktuelle økonomiske situation, men nærmest en konstatering af hvordan virkelighed - overfladen - ser ud, fra det sted hvor jeg står.

Torben Nielsen

Spil ikke med på krisesnakken. Den er opreklameret.
Jeg har i aften set hammerslag fra Århus. Der er ikke krise i Danmark. Der har heller ikke været det!

http://www.dr.dk/tv/se/hammerslag/hammerslag-7-10

Torben Nielsen

Det nærmeste man kommer, er reaktioner på frygt for krise!

Jamen - det er jo ikke en sparepolitik. Og det er fandeme forbløffende, at en økonom ikke har opdaget det endnu.

Det er et plyndringstogt - et tysk plyndringstogt - mod resten af Europas befolkninger.

Lad os tage de irske bankpakker som et eksempel - en pakke, Merkel voldsomt pressede irerne til at vedtage. Helt konkret betød de pakker at hver eneste irer - en gang til: Hver eneste irer fra baby til olding, fra akademiker til junkie, fra murer til call-center-ansat, skal betale 300 Euros om måneden i de kommende mange år.

Det er regningen, som beboerne på den grønne skal betale til et par håndfulde tyske banker og kapitalfirmaer.

Forleden uploadede jeg listen, som er hentet fra Berlin-avisen Tagesspiegel. Den blev slettet efter et par timer.

Og ved I hvorfor: Det er angiveligt en statshemmelighed, hvad de europæiske lande gør med vores penge.

Så nu linker jeg bare til den...

http://order-order.com/2010/10/15/anglo-irish-bondholders-should-take-th...

Hyggelig læsning.

John Vedsegaard

Alle former for sparekurs vil altid være en falliterklæring. Både arbejdere og virksomheder mister på det, arbejderne fordi de så ikke har penge til basale fornødenheder, virksomhederne fordi de så ikke har noget at sælge til.

Derimod har dele princippet ikke de mangler, vi vil alle tage vores del af slæbet og vi vil dele lønnen. Dette kan kun ske ved nedsættelse af arbejdstiden, for eksempel til 25-30 timer, alle timer ud over det skal naturligvis beskattes med 120%, altså tvungen deling af arbejdsbyrderne, ikke åndssvagt arbejde som der reelt ikke er brug for, som for eksempel at rive visne blade samme i vores skove, med en rive med kun 1 tand.

steen ingvard nielsen

Hvad, nu, hvis.
Det er muligt at man ved at begunstige erhvervslivet med skattelettelser og færre grønne afgifter i teorien kan skabe mere initiativ, vækst og dermed flere arbejdspladser, men slår teorien fejl og vi nærmer os den dag hvor der skal udskrives valg og opsvinget ikke har indfundet sig, så vil regeringen være ekstra presset fordi den mister kontakten med sit bagland ved at omfordele midler fra den offentlige sektor til den private.
Erhvervslivet vil kunne have en interesse i at holde opsvinget tilbage hvis de ikke sympatiserer med den nuværende regering og hvis de derfor betaler tilbage med civil ulydighed og holder opsvinget kunstigt tilbage.

steen ingvard nielsen

På skiltet over døren stod der; ”intet opsving i dag før i morgen!”

Niels-Holger Nielsen

Bill Atkins
26. februar, 2013 - 22:21

Jeg spekulerede på, om det var ironi, men når man kender dig, skal man tage sig i agt for at tro, at du er konsistent i dine udmeldinger.

Niels-Holger, jeg blev helt klart inspireret at artiklen, men Anders Lundkvist og jeg ser åbenbart ikke den samme virkelighed, så jeg ønskede ikke en diskussion udfra vores forskellige positioner - sammenholdt med den kendsgerning at Anders Lundkvist er økonom af profession. Jeg ville hurtigt blive viklet ind i det mere økonomisk-tekniske.

Jeg er mere til Torben Nielsen 23:40 "Spil ikke med på krisesnakken". Hvis jeg skal være kyniske og alene se på den rige verden - så USA og Tysklands kapitalister fået placeret fakturaen for krisen hvor de ønskede det - hos udvalgte fattige lande, der skal levere på alle hylder i til billige penge i rigtig mange år frem - som også Henrik Jensen skriver 14:22.

Den økonomiske medicin, der skal anvendes i det kriseramt Sydeuropa og i det økonomisk potente EU Region-Nord vil være af helt forskellig art.

Hvis du har Politiken fra i dag (har kun lige skimmet den ude i byen) er der en kronik af en kvindelig professor fra Princeton, tidligere rådgiver for Obama. Hun er helt klar i mælet: "USA og EU Region-Nord sidder på 50 pct. af verdens BNP, verdens stærkeste militær, kontrollere verdens energiforsyning etc. etc." Jeg mener overskriften er: HVOR ER DEN ØKONOMISKE KRISE?

Henrik Klausen

Fin pædagogisk artikel, men...

Imidlertid vil gældsbyrden, forstået som offentlig gæld i forhold til BNP, vokse i alle lande, undtagen Irland. Den absolutte gæld falder, men BNP falder endnu mere. Og det er denne relative gæld, der er afgørende for de udenlandske långiveres tillid. De ser nemlig på, om et land har kapacitet (BNP) til at tilbagebetale gælden.

Forkert, og Japan er modeksemplet. Det er ikke gældens størrelse, men dens omkostninger, der betyder noget. Japans statsgæld er på 230% af årlig BNP, men omkostningerne andrager sig kun til ca 1%.

Der er tillige en del andre faktorer. Den største, som Lundkvist overser, er at ECB i modsætning til normale centralbanker ikke har lov til at garantere eurolandenes statsgæld. Derfor er investorerne kun nervøse for eurolandene, jf.:

krugman.blogs.nytimes.com/2013/02/24/debt-spreads-and-mysterious-omissions/

Det er meget vigtigt, det her: Det ville være muligt at trykke penge til offentligt forbrug, hvis ikke det var forbudt i euroen. Men det kan man ikke; man skal skære ned eller gå konkurs, når recessionerne kommer. Og derfor går det så skidt i eurozonen.

PS. Jeg mener ikke jeg er inkonsistent i mine udmeldinger, men min platforme er muligvis sat lidt specielt sammen: Syndikalist med statskapitalisme som springbræt, reformist hvis økonomisk demokrati er på dagsorden, al protestaktivitet og revolutionær virksomhed er velkomne indspark i demokratiprocessen, EU-tilhænger med småstater og selvstændigt regionsstyre som mål, og så mener jeg at al historieforfalskning bør frem i lyset - iøvrigt er jeg antimilitarist - og det er nok min skarpeste position - bortset fra at miljø og klima ligger mig meget på sinde og mit valg sprog er : DIVERSITET ER LIVETS MENING. Men Niels-Holger med din mere konforme marxistiske tradition, så kan jeg forstå at du kan finde mine synspunkter lidt komplicerede - men du er naturligvis altid velkommen til at få en uddybning hvis du synes det er nødvendigt.

Anders Lundkvist

Tak for kommentarer.

Til Henrik Klausen:
Jeg vil fastholde at Holland og Portes har ret i at den relative gæld er vigtigere end den absolutte. Hvis du vil have et nyt lån i banken, ser banken ikke blot på din aktuelle gæld, men også på din indkomst. Er den høj, vil banken næøjes med en lavere rente. Risikoen er mindre.

Men du har ret i at meget andet end den relative gæld bestemmer rentebyrden. Japan - og faktisk også Italien - har en meget høj relativ gæld, men meget af gælden er til egne borgere og derfor ikke så risikabel. Deraf den begrænsede rente, som disse lande slipper med. Og så er der selvfølgelig USA, der har en enorm gæld, men kan låne meget billigt. Her er det nok dollarens rolle som global reservevaluta plus det amerikanske militær, der spiller ind.

Så er der ECB. Efter Draghis bazooka i september er ECB lender of last resort. MEN: Forudsat at landene indordner sig under trojkaens sparekrav, hvilket især Spanien endnu ikke har gjort. ECB - eller et Euroland - må traktatmæssigt ikke støtte regeringer, dvs. den demokraiske sektor. Kun finanskapitalen - private banker - må finansieres. Men nøden har tvunget alle til bryde disse traktatbestemmelser.

Hilsen Anders

@Anders

Som så mange andre løber du lidt vild i de offentlige udgifter.

I princippet findes der 4 forskellige former for offentlige udgifter:

Løn til offentligt ansatte
Offentlige investeringer
Offentlige serviceydelser
Rentegæld

Og så er det at du farer vild. At nedskære antallet af offentligt ansatte er ikke det samme som at spare hvis pengene i stedet bruges til offentlige investeringer. Disse investeringer kan være forbedrede undervisningsforhold, forbedret udstyr på sygehuse, bedre infrastruktur eller bedre våben til forsvaret.

Så manglen i V-Ks offentlige strategi for antallet af offentligt ansatte har medført problemer som vi i dag slås med, da der nu mangler penge til offentlige investeringer. Disse penge kan kun frigøres hvis antallet af offentligt ansatte reduceres.

Der var i går aftes et udmærket interview med en eller anden valgforsker som netop påpegede denne model for ideologisk kanibalisering mellem V og S, hvor V havde som strategisk platform at stå som velfærdsstatens forsvarer for derved at gafle vælgere fra S. Problemer var selvfølgelig at de gjorde samme fejl, nemlig at forveksle antallet af offentligt ansatte med offentlig service og velfærdsstat.

Henrik Klausen

bøjden: Jeg tror du er lidt ude i flueelskov her. For keynesiansk politik er det (næsten) ligemeget hvor statens udgifter ligger, hvilket er Anders' (og Keynes') pointe. Ikke at du tager fejl - tværtimod - men det er irrelevant lige nu.

Anders: Jeg fastholder så, at gældens størrelse (selvfølgelig relativt til økonomiens) er en ganske lille faktor i forhold til, om staten låner penge i egen mønt, og at centralbanken garanterer statsgælden. Det er derfor Krugman finder så stor forskel på indenfor og udenfor eurozonen.

Men jeg vil i øvrigt give dig store roser for at komme ind i forummet og være med til diskussionen.

@Henrik Klausen

Så vidt jeg har forstået på den Kenyanske model vil statslige investeringer have 2 formål:

1. En "opgradering" af staten
2. En stimulering af den lokale økonomi via lønudbetalinger og deraf følgende forbrug.

Den faglige ekspertise der vil blive forbedret som følge af deltagelse i de store offentlige investeringsprojekter er så vidt jeg forstår ikke med i de Kenyanske modeller, så dem ser vi bort fra.

Problemer er imidlertid her at vores økonomi ikke mere kan defineres af os selv. Det betyder f.eks af staten ikke kan være sikker på at offentlige investeringer fører til forøget forbrug på lokalt plan, men derimod kun inden for det interesse eller juridiske fællesskab vi er medlem af.

Store dele af arbejdsstyrken ved offentlige arbejde er i dag fra andre lande. Disse mennesker vil hverken betale skat, forøge kompetencerne eller forøge forbruget i et omfang man kan regne med i Danmark. F.eks er halvdelen af underleverandørerne til metro byggeriet udenlandske firmaer.

http://www.m.dk/#!/om+metroen/nyheder/pressemeddelelser/2013/cityringen-...

Så når vi forsøger at beskrive vores økonomi baseret på Kenyanske modeller risikerer vi at ramme ganske meget ved siden af hvis vi antager at "økonomien" er den lokale økonomi. Det er det ikke. "Økonomien" vil i vid udstrækning være en sammenblanding af den lokale (danske) økonomi og den økonomi vi er inkluderet i via vores juridiske aftaler (f.eks EU).

Henrik Rude Hvid

EU er et stort dampende mudderhul, der fortærer al nytænkning, kreativitet og almindelig medmenneskelighed. Intet undslipper livremmens dødstag, når Merkel strammer i hullet. Medmenneskelighed er blevet noget ekstraordinært, der kan beskues på museum, hvis man har billet!

Nils bøjden siger: "Økonomien" vil i vid udstrækning være en sammenblanding af den lokale (danske) økonomi og den økonomi vi er inkluderet i via vores juridiske aftaler (f.eks EU).

Præcis, og det er derfor at timingen i forbindelse med stimuluspakker er så vigtig... Det kræver stor tillid økonomierne imellem at koordinere disse indenlandske tiltag. Der er momentum at tabe hvis man er for hurtigt ude af starthullerne.