For et år siden kom kokken Claus Meyer i modvind, fordi han havde engageret sig i reintegration af langtidsindsatte fanger. Sagen handlede om, at Meyer for åbent kamera havde givet en fange en plads som bagerelev. Ramaskriget lød, da fangens ekskæreste i en kronik i Politiken berettede om, hvordan hun var blevet gennembanket og smidt ud fra tredje sal af den mand, der nu blev præmieret med pladsen som elev hos Meyer. Sagen rejste en storm af forargelse over, at den kriminelle fik hjælp efter kun at have afsonet to af sine i alt seks år, imens hans invaliderede offer måtte kæmpe en brav kamp for overhovedet at få hjælp til genoptræning.
Trods al den indledende modstand valgte Meyer at fortsætte projektet, og han har lige vundet en ny udbudsrunde fra kriminalforsorgen, så han de næste to år skal drive kokkeskoler i tre danske fængsler, hvor der også er planlagt anlæg af køkkenhaver og at holde høns og honningbier.
Jeg arbejder for tiden i retspsykiatrien, hvor netop spørgsmålet om resocialisering fylder meget i tilrettelæggelsen af et behandlingsforløb. Jeg har en patient, der lider af svær skizofreni. Han har været tvangsindlagt til psykiatrisk behandling, fordi han i en paranoid psykose har slået en mand ihjel. I starten hørte han stemmer, der – udover at fortælle ham, at han var Gud, og at alle læger og plejepersonalet var forklædte vampyrer – også forbød ham at tale eller samarbejde med os, hvorfor han det første halve år nægtede enhver form for behandling.
Nu, mere end fire år senere, er han godt medicineret og har været igennem et langt, intensivt psykoterapeutisk forløb, hvor han bl.a. har fået en forståelse for sin egen sygdom. Han er ikke længere psykotisk og står for snart at skulle udskrives til et beskyttet bofællesskab. Og så har han tilmed fået et deltidsarbejde på et bilværksted, som han med den største stolthed har passet regelmæssigt uden en eneste sygedag i trekvart år. Inden da arbejdede han halvandet år i klinikkens dyrestalde og i gartneriet. Jeg er som læge glad for, at han responderer så godt på den antipsykotiske medicin, som, jeg mener, hjælper ham. Men hvis du spørger ham selv, mener han, at det er arbejdet i gartneriet og med dyrene, der fik ham ud af hans værste krise. For én ting er medicinen og de regelmæssige ambulante kontroller, som han skal blive ved med at følge, men det er den nye selvtillid, hans arbejde og fællesskabet med hans arbejdskolleger har givet ham, som jeg tror, giver ham de bedste chancer for ikke at falde tilbage til de kriminelle mønstre med indbrud og smårapserier.
Det er svært at få resocialiseret marginaliserede samfundsgrupper. Teoretisk kan vi blive enige om, at det er en god idé. Men i virkelighedens verden er det langt de færreste firmaer, der tør risikere at ansætte en tidligere fange eller en psykisk syg. Derfor er det så forbilledligt, når en mand som Claus Meyer tør stille sig op og tage del i den vigtige samfundsmæssige opgave, som resocialiseringen er. Da Meyer hyrede sin elev, vidste han ikke, hvilken forbrydelse denne havde begået. Det er en vigtig pointe, for det er netop ikke hans opgave at dømme dem. Problemet er nemlig ofte, at de kriminelle – selv efter de har afsonet deres straf – omkredses af et skær af moralsk fordømmelse, der betyder, at de til sidst selv bliver et med det offentlige skræmmebillede og lever op til de negative fordomme. På den måde skabes der en selvopfyldende profeti, der er med til at stigmatisere folk og reducere dem til psykisk syge eller kriminelle.
I gamle dage satte man folk på hjul og stejle eller i gabestokken til skræk og advarsel, og det er klart, at den kollektive retsfølelse også skal tilgodeses. Men afstrafning af de kriminelle og hjælp til ofrene er to forskellige ting. Selvfølgelig skal ofrene støttes og have hjælp til at komme på fode igen. Men at tage hensyn til ofrene i vores samfund, indebærer også, at vi forsøger at reducere antallet af nye ofre. Og hvad er alternativet til resocialisering, når vi ved, at én ud af tre fanger begår ny kriminalitet? Hvordan skal vi straffe, når vi ved, at lange fængselsstraffe ikke hjælper mod nye forbrydelser? Samfundet har brug for flere Meyer-typer, ikke færre.
Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien
Forebyggelse er vist svaret
Der er en stor økonomisk gevindst i at resocialisere tidligere indsatte og fremtidige ofre undgåes også. Der tænkes desværre ofte alt for kortsigtet og ikke på den lange bane
Det kan hattedamerne vel klare.........................
"Der er en stor økonomisk gevindst i at resocialisere tidligere indsatte "
Virkelig skræmmende kommentar. Det er det jeg mener med, at neoliberalismen efterhånden har sat sig så fast i vores bevidsthed, at argumenterne virker fornuftige.
Mette Hansen
De tidligere indsatte kunne jo omskoles til socialarbejdere, der skal hjælpe prostituerede, så må hattedamerne blive tilfredse, de har slået to fluer med et smæk.
Henrik Jensen
Det er ganske dyrt at have kriminelle siddende i spjældet og hvis man lykkes med at resocialisere og uddanne dem, mindsker man recidivprocenten, hvorfor samfundet kan nøjes med færre fængselspladser. Desværre er besparelserne på undervisning i fængslerne så store, at tilbuddet nærmest er ikke eksisterende i dag. Det er ikke godt nok, hvis vi mener noget med at resocialisere kriminelle - både for deres egen og for samfundets skyld. Og hvis man taler om økonomi kan man risikere at politikere lytter.
Mosbak - det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det, jeg regerede på, var kommentaren om, at der er pæng i resocialisering.
Jamen - selvfølgelig skal man forsøge at resocialisere fanger. Ikke fordi man kan spare penge; men fordi det er det rigtige at gøre.
Hvis man ejer mere end man har brug for, er man en løgner og en tyv.
Indse kilden til kriminalitet er fantasien om en privat ejendomsret, og opretholdelsen af forbrydelsen står kirke, skole og politi for. Det er disse institutioner der skaber den kriminalitet medierne fortæller om.
Hvis man agter at gøre op med kriminalitet, nedlæg ejendomsret og behovet for politi. Nedlæg bankerne.
Politiet har en opgave og det er at beskytte de kriminelle mod konkurrence.
Henrik Jensen: Tror du har misforstået mit indlæg. Jeg er bestemt ikke liberalist, men som Mosbak skriver så er man nød til at bruge et økonomisk argument for at råbe politikerne op. Jeg sidder i fængsel, og har gjort det i snart 10 år, så måske er mit indlæg ikke så skræmmende som du først troede :-)
information.dk/291229
Ok det link virker så ikke mere, fordi det var fra før Information blev lavet om, men det var en kronik jeg havde i avisen her om resocialisering.
Hvis I mener at I vil noget med problemstillingen må I indse at det drejer sig om fordelingen af arbejde, jord og resurser.
Det har vist sig at det ikke er en opgave for det politiske system. Det system er imploderet i sit eget spin og korruption.
Andreas Trægårdh
Man kan også nemt fjerne den kriminelle voldtægt,- pigerne kan jo bare sige ja.
Her debatterer man, hvad der kan gøres for at resocialisere kriminelle, ikke hvad der sker hvis man indfører utopiske poklitiske systemer.
Og husk, historien viser at i et samfund, hvor alle er lige, er der altid nogen der er mere "lige" end andre.
Jørn Boye
Resocialiserer?
Til hvad?
A pro pro voldtægt.
I danmark bliver man kun straffet for voldtægt dersom man ikke har det rigtige navn, netværk og midler.
Hvis man tror på privat ejendomsret, forsvarer man et samfund baseret på kriminalitet og vold, og den ultimative ejendomsret er voldtægt og mord.
Hvis man tror man elsker en, betyder det samtidig at man hader en anden.
Hvis man tror man elsker sit land betyder det samtidig at man hader et andet.
Osv. Det kan ikke skilles ad. At tro andet det er utopien.
Andreas Trägårdh: Det er muligt det er mig der er langsom, men jeg fatter ikke en bjælde af det du skriver. Det sidste du skriver minder om Peter Lundins digt som han læste op i TV, da han sad fængslet i USA for drabet på sin mor.
Det er nok derfor du sidder inde.
Samfundet bygger på konflikt. Vi er samfundet. Derfor må vi altid være i konflikt med samfundet, for uden konflikt er der intet samfund. Sådan erstatter man samfundet med en politistat (kirke og skole osv.)
Der er når befolkningen opgiver samfundet at dets indretning erstattes med ovennævnte instituerede vold.
Volden bliver den herskende fremdrift når samfundets indbyggere ikke længere er i konflikt med samfundet.
De er bange for de virkelige kriminelle. Du bliver ikke buret inde for fordi du er en satans karl. Du bliver buret inde fordi du er hvem som gelst. De kriminelle deler ikke deres rov og slet ikke med hvem som helst. Middelklassens opgave er at forsvare de rige mod de fattige. Du er fattig men ikke fattig nok. Det forstår du ingen ting af, og derfor sidder du inde.
En resocialiseret, er en der er parrat til at "komme ud" kun med det formål at forsvare den selv samme politistat som der har erstattet hele hans liv med en identitet efter en helt andens forbillede. - Det bliver spændende, hva?
Det er først og fremmest religion der har ødelagt samfundet. Forestillingen om en ideel løsning - gui, der til enhver givet lejlighed kan hives op af hatten, og løse alle problemerne.
Ja man skulle ikke tro det men det faktisk her kimen til vold skal findes.
Folk har set for mange starwars og cowboy film, og det er der faktisk en ret god grund til. Religion er intet uden disse historier.
Andreas Trägårdh: Du har vist sniffet lidt vel rigeligt kontaktlim i dit liv.
Du mener jeg sidder inde fordi jeg ikke fatter dine filosofiske udtagelser ? Hvis alle dem der ikke kan følge din tankegang skulle sidde i fængsel, så var du vist Palle alene i verden.