Kommentar

At studere på lånt tid i accelerationssamfundet

Et universitetsstudium er andet og mere end pensumlæsning og beståede eksaminer på kortest mulig tid. Forstår vi ikke det, forstår vi ikke, hvad det vil sige at studere og tilegne sig viden
Debat
6. februar 2013

Lørdag morgen kl. 10.02 den 2. februar gik universitetsrektorformand Jens Oddershede fra SDU i æteren i Radioavisen med et ikke just overraskende budskab om, at SU-tildelingen fremover skal bruges som et gradueret og eksplicit styringsincitament. Først når de studerende består deres eksaminer, falder pengene, og sker det hurtigere end på normeret tid, forgyldes de på passende vis med ekstra SU. Består de derimod ikke testen ved det grønne bord, eller formår de ikke at leve op til semesterprogressionen, vanker der ingen studiestøttekroner. Og i mandags varslede uddannelsesminister Morten Østergaard (R) så, at »tiden ikke er til, at man kræver mere, end der er behov for«.

’Noget for noget’-devisen lyder: Kun erhvervede ECTS-points udløser det statsligt styrede pekuniære livsunderlag. At modtage SU er ikke længere en rettighed. SU er noget, man skal gøre sig fortjent til. Dette universitetspolitiske planlæggerrationale tilsiger os ikke blot at sammenbinde økonomistyring med kandidatproduktion. Økonomistyringen sammentænkes også med skabelse af en ny, effektiv og selvansvarlig studenteridentitet. SU’en kobles direkte til en styring ved hjælp af en anmassende frihed til at se sig selv som et rationelt økonomisk subjekt med en entydig egeninteresse.

Retten til omveje

Jeg ser flere problemer i denne tilsyneladende alment accepterede win-win-logik, hvor staten med ét slag kan spare penge, og de dygtige racerstuderende blive præmieret. Det at studere og at lære at tænke videnskabeligt og selvstændigt er ikke noget, der umiddelbart har en fløjtende fis med økonomi at skaffe.

Hvis de studerende begynder udelukkende at agere efter en strategi, der er stramt tidsdisciplineret og rettet mod at komme videre og at få overstået eksaminerne, er de ret beset på vej til at afvikle sig selv som tænkende og nysgerrige forskere in re og in spe.

At studere drejer sig om retten til at dvæle og at tage omveje. Det handler om at læse hovedværker og tage livtag med vanskelige emner, der ligger uden for eller ligefrem udfordrer pensum. Indløser man kun det, man varsler i sin problemformulering, eller som læreren har givet en ’for’, så er man ikke ambitiøs nok. På et universitet, der er sit navn bekendt, har man ikke lektier for; der lærer man selv at udforske stoffet og uanfægtet og ufortrødent at forfølge sine egne faglige interesser.

Kort sagt er de faglige og videnskabelige rationaler ikke de samme som de økonomiske, universitetspolitisk-instrumentelle og tidsbesparende ditto. Eller formuleret på anden vis: dannelse er mere end formalisérbar uddannelse, tænkning mere end ECTS-points og viden mere end pensumafliring. Dertil kommer, at det måske netop er de tidskrævende og karakterudviklende mellemværender med stoffet, der i den sidste ende vil gøre én i stand til at få eller skabe et spændende job, der vil gøre en livsglad på det, der efterhånden på dansk er kommet til at hedde: ’den lange bane’. De pæne piger og drenge, der laver deres lektier – og vel at mærke kun deres lektier – til tiden, er sjældent særligt sjove at være sammen med. De berøves også med Søren Kierkegaards slidstærke ord muligheden for at være gåder for andre og ikke mindst for sig selv.

Billiggjorte kandidater

At undre sig systematisk kræver tid i sociale og lærende fællesskaber, hvori der er højt til loftet. Enzymatiske og engagerede lærere, der ikke navigerer efter taxametre, spiller en afgørende rolle i tilvejebringelsen af et smittende fagligt miljø. Det kræver også, at man møder og læser tekster på andre sprog end dansk og engelsk, og at man fordyber sig i kildestudier, foretager feltobservationer, iværksætter eksperimenter, deltager i akademiske skriveøvelser og studiekredse, øver sig i at anmelde bøger, ’laver’ studenterpolitik, orienterer og blander sig i videnskabsteoretiske tvister og er optaget af begrebs- og sproghistoriske refleksioner.

Det er intet mindre end forstemmende, at vi i dette rige land ikke længere agter at gøde jorden for tænkning, oplysning og videnstilegnelse som noget, der har en værdi i sig selv; men at alt det, der kan og bør foregå på et universitet, udelukkende ses som midler til at producere afsættelige og billiggjorte kandidater til arbejdsmarkedet. Toneangivende politiske kræfter og andre fantasiløse sjæle synes at prædike og være i færd med at bestemme, at studietiden kun er til forhastede faglige udløsninger i accelerationssamfundet.

 

Steen Nepper Larsen er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Campus Emdrup, Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem af Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

http://billeder.colourbox.dk/thumb_COLOURBOX2646285.jpg

Der hvor det virkelig rykker er når tværfaglighed skaber.

Kombinationer af søgen er eksplosive.

John Christian Mogensen

Universitetet er for længst afskaffet, ihvertfald som rammen om erkendelsessøgende studier. Det er ikke sandhed, der efterstræbes, men resultater. Den specielle reference til Kierkegaard, som artikelen indeholder, forekommer mig uheldig. Derimod kunne Kierkegaards ord om, at sandheden er vejen, ikke resultatet, være mere velanbragte. Også i den forstand at man næppe tilegner sig erkendelsesdygtighed eller evner til at forske, når vejen man går ad er uinteressant, fordi det interessante er at komme til vejs ende.
Steen Nepper Larsen henviser til Kierkegaards ord om at gøre sig til en gåde for sig selv og andre, som om de udtrykte Kierkegaards opfattelse. Men det var ord han lagde i munden på er repræsentant for en livsform, han tog energisk afstand fra. Det gælder i livet ikke om at gøre sig til en gåde, men om at blive gennemsigtig for sig selv. På samme måde gælder det i studierne om at gøre sammenhængene i virkeligheden gennemsigtige. Det lykkes næppe ret godt når blikket er rettet mod hurtig studiegennemførelse og høje karakterer.