Klumme

Svag realisme

De amerikanske medier har været sygeligt optaget af en sag om en American football- stjerne, der blev snydt online af en falsk kæreste. Men hvem ved egentlig, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er?
4. februar 2013

Da jeg gik på universitetet i 1990’erne, brugte jeg og mine medstuderende megen tid på at diskutere teoridannelser – i starten mest af marxistisk tilsnit, i slutningen, da den slags var gået af mode, satte man bare post- eller neo- på det hele: postmoderne, postmarxisme, poststrukturalisme, neogramscianisme. Og så gled den sure gamle rødvin gelinde ned på de nye flasker. Da det er nemmest at være radikalt kritisk på det abstrakte plan, alternativt over for noget, der ligger langt væk, studerede jeg emner som ’kvinder i den 3. verden,’ ’erfaringspædagogikkens begrænsninger,’ ’diskursteori og demokrati i Perons Argentina.’ Og så naturligvis videnskabsteori, erkendelsesteori, metode og ontologi (læren om, hvad der eksisterer).

Og det kan bruges til noget. Som nu forleden dag, hvor jeg faldt ind i en diskussion om et emne, amerikanerne bruger rigtig megen energi på – og nej, det er ikke statsbudgettet, den republikanske krise eller latinoers rolle i valgkampe fremover gennemsnitsamerikaneren uden for osteklokken i Washington DC’s politiske gemakker er tordnende ligeglad med politik. Det var selvfølgelig diskussionen om Manti Te’os ikke-eksisterende kæreste. Er Te’o en løgner, eller er han ikke?

Manti hvem, spørger den danske læser måske? Jo, Manti Te’o er en American college football star. Han er linebacker for klubben Notre Dame og er en elsket sportsberømthed. Den unge mand fra Hawaii høstede national anerkendelse og tonsvis af omtale i 2012, da både hans bedstemor og hans kæreste døde med få timers mellemrum . Te’o spillede tappert videre alligevel – gik ikke engang til begravelsen, fordi det ville hans kæreste ikke have ønsket, lød det. At han svigtede sit hold, altså.

Og det kunne jo alt sammen være fint nok, hvis ikke det var fordi en nævenyttig sportsblog i starten af januar afslørede, at kæresten slet ikke fandtes. Te’o havde været offer for en ondsindet cyberspøg. Igennem et helt år havde den ensomme 22-årige superstar søgt selskab online hos kæresten, Lennay Kekua, der angiveligt stammede fra samme ø som Te’o. I virkeligheden var hun en anden ung mand, der også poserede som Kekua i telefonen. Til hende (ham) havde Te’o udøst sit hjerte og været ægte forelsket i. Den unge pige studerede angiveligt på Stanford i Californien, og havde – belejligt nok – mange gode undskyldninger for, hvorfor det var besværligt at ses in real life.

Lige siden skandalen brød løs har samtlige amerikanske nyhedsmedier brugt kilometer af papir, timevis af TV- og radiotid og betydelig plads på internettet – på Google er der er langt over 15 millioner hits – på affæren. Te’o har fastholdt, at han ikke er en løgner, men derimod en bedraget stakkel. Politiet og universitetet – og Notre Dames rugbyhold – har alle eftersøgt sagen og kommet til samme konklusion. Bedrageren har også erkendt sin brøde.

Og her kommer vi tilbage til ontologien. Da jeg studerede endte jeg på en position, der hedder ’svag realisme’. Der groft sagt har som konsekvens, at noget godt kan siges at eksistere, selv om man ikke kan bevise eksistensen direkte. Men at denne eksistens kun er interessant – især i et samfundsmæssigt perspektiv – hvis denne væren har konsekvenser. Og så ændrer spørgsmålet om Mani Te’os kæreste karakter. Hun fandtes måske ikke i fysisk forstand. Men hvad med for Te’o? Jo da. Hun holdt ham med selskab. Hun sørgede for at han ikke var ensom, trist, gik på druk eller missede sin træning. Hun opmuntrede ham til at gøre sit bedste, hun hjalp ham med lektierne og hvem ved, om hun ikke også indirekte bidrog til sportslig succes for klubben, eftersom Manti Te’o sikkert ikke ville have klaret sig lige så godt på fodboldbanen uden hende.

Det forklarede jeg en forsamling amerikanske universitetsstuderende fra Washingtons American University forleden. Og hvordan skulle jeg nogensinde have fundet på det uden mine syv års SU-finansierede studier? Når jeg fortæller amerikanere om SU-systemet, tror de, jeg lyver. Eller overdriver. Eller at pengene skal betales tilbage i det mindste.

»Niks,« svarer jeg. »I tror da ikke, danskerne betaler verdens højeste personskat for, at vi så bagefter skal betale det hele selv. Hvad skal staten ellers gøre med alle vores penge?« Og se selv, hvor meget jeg har fået ud af det. Videnskabsteori and all. Fremstillet på den måde, er der en del af dem, der godt kunne tænke sig at emigrere øjeblikkeligt.

Annegrethe Rasmussen er udenrigs-korrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk

Klummen i morgen: Marie Bruvik Heinskou om sex på skoleskemaet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu