International kommentar

Tror Hollande, at han kan fjerne racisme ved at fjerne ordet race?

Man fjerner ikke ’racetænkning’ ved at undlade at tale om race. I stedet tilslører man de vedvarende uligheder
Debat
15. februar 2013

I Europa er debatten om race praktisk talt ikkeeksisterende sammenliget med Nordamerika, hvor race som tema aldrig rigtig går væk, ligegyldig hvor inderligt folk ønsker det. Derfor er det overraskende, at temaet er blevet centralt under François Hollandes regeringsperiode. I løbet af den franske valgkamp sidste forår lovede Socialisterne at fjerne ordet ’race’ fra forfatningen. I den nuværende ordlyd står der, at »Frankrig skal være en udelelig, sekulær, demokratisk og social republik. Den garanterer lighed for loven for alle borgere uden skelnen til oprindelse, race eller religion«. Hollande har lovet at gennemføre ændringen før sommer.

Kritikere har beskyldt Hollande for politisk korrekt leflen for anti-racister. Og Hollande har uden tvivl forbindelser til den del af den franske antiracistiske tradition.

Det ville imidlertid være fejlagtigt at reducere Hollandes engagement i forfatningsændringen til politisk taktik. Snarere skal hans erklæring om, at »Republikken ikke har plads til race«, ses i lyset af et gammelt kontinentalt europæisk ubehag ved at tale om race, hvilket siger mere om Europas selvforståelse end om graden af reelt engagement i at overvinde racisme.

Biologisk kategorisering

Hvis man kunne afskaffe racisme ved blot at forbyde ordet race, ville racismen være forsvundet for længst i Europa, hvor race i kølvandet på Holocaust med rette blev dømt ude som et uvederhæftigt videnskabeligt begreb, og officielt afvist som meningsfuld forklaring på menneskelig forskellighed.

Ikke desto mindre forsvandt racisme som bekendt ikke som dug for solen. At undlade at tale om race fører ikke automatisk til ’racetænkningens’ død. Det skyldes, at det velmenende projekt om at miskreditere race som begreb samtidig reducerer race til en pseudovidenskabelig forestillingsverden baseret på biologisk kategorisering.

Men videnskaben var blot en af de veje, gennem hvilken den systematiske undertrykkelse og udnyttelse af mennesker, der blev anset for undværlige, foregik. Ofte stod disse ’undværlige’ mennesker i vejen for profit (som i imperialisme) eller kunne bruges til at øge profitten (som i slaveri). Andre gange udfordrede de ’undværlige’ hegemoniske trossystemer (som under den spanske inkvisition) eller blev set som en forhindring for virkeliggørelsen af et national projekt (som i nazismen).

Race kan ikke ignoreres

Det, der gør racisme til et moderne snarere end et forbigående fænomen, er, at teori og videnskab bruges til at naturliggøre de uligheder, som disse udbytningssystemer bygger på. Et udbredt argument for slaveri var for eksempel, at slaverne ikke ville vide, hvad de skulle stille op med sig selv, hvis de var frie, fordi det lå i deres natur at blive domineret af de ’overlegne’ hvide. Logikken i den slags begrundelser støtter sig ikke alene til biologi eller hudfarve. Kultur, religion og nationalitet blev set som samspillende med biologi. Også hvide jøder blev anset for at være racialt underordnede; deres kultur blev skrevet ind i det, Stuart Hall kalder deres usynlige »genetiske kode«.

Det er derfor, den franske forfatningsændring snarere end at være et antiracistisk statement kommer til at bidrage til at sløre, hvor centralt race er for både det moderne Europas fortid og nutid. Anskuer man race som blot et videnskabeligt fupbegreb, ignorerer man samtidig de utallige måder, hvorpå race bliver tilskrevet betydning. At afgrænse betydningen af race til en enkeltstående historisk begivenhed – som antages at være i diametral modsætning til det, der fremstilles som Europas demokratiske traditioner – er at koble racebegrebet fra kolonialismen, der i samme bevægelse bliver sat i et positivt lys som en civiliserende frem for en voldelig mission.

Det er meget muligt, at Holocaust var det hidtil værste udslag af racisme. Men forsøget på at indkapsle race i dette historiske øjeblik gør det umuligt at tale om, hvordan racisme fungerer i andre sammenhænge.

Denne indsigt er særlig vigtig i dag, hvor statssanktioneret diskrimination mod muslimer i Europa, måske især i Frankrig, bringer mindelser om det tidlige 20. århundredes udbredte sociale og politiske antisemitisme.

At fjerne referencer til race kan nemt komme til at negligere disse former for racisme. Racisme fungerer netop sådan, at fænomener som religion bliver essentialiseret, hvilket muliggør, at alle muslimer kan knyttes til handlinger begået af enkelte individer eller grupper. Dette bliver igen brugt til at retfærdiggøre manglende borgerrettigheder.

Sløring af ulighed

De, der opfatter Hollandes bebudede forfatningsændring som et udtryk for antiracisme, er ikke overraskede over, at hans rival, Nicolas Sarkozy, er imod ændringen. Ordet race, siger Sarkozy, bør bevares i teksten, »så ingen nogensinde glemmer de millioner af ofre for verdenshistoriens mest omfattende racistiske foretagende«.

Men i virkeligheden er Sarkozy og Hollande enige i deres syn på race som noget, der alene har med Holocaust at gøre. Deres tilgang til nutidig racisme er stort set enslydende: Begge behandler Frankrigs muslimske befolkning som henholdsvis uregerlige hooligans og uassimilerbare fanatikere. Begge jagter papirløse migranter og tilbageholder mindreårige. Og Hollandes indgreb i Mali kommer i kølvandet på, at han – som sin forgænger – afviste at undskylde for fransk kolonialisme, da han for nylig besøgte Algeriet.

Præcis som Sarkozy søger Hollande at fremme en let fordøjelig forestilling om kulturel forskellighed, som slører de vedholdende uligheder som er uløseligt bundet til forestillinger om race. Imens fortsætter forfølgelsen af Islam og muslimer – den racialiserede ulighed i adgangen til bolig, uddannelse og arbejde, understøttet af et republikansk etos, som nægter at anerkende det franske samfunds reelle mangfoldighed.

 

 

© The Guardian og InformationOversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Oprindelse' dækker udmærket også 'race', hvilket sidste ikke er noget at gøre reklame for at tale op og ned ad politiske stolper om.