Uligheder udgør et voksende problem i et omfang, så det kan måle sig med klimaforandringernes udfordringer for menneskeheden. Det skyldes på den ene side, at visse uligheder er voksende, og på den anden side, at uligheder i stadigt ringere grad kan forsvares.
Den erkendelse breder sig heldigvis, så derfor er der håb om, at verden snart lægger det 20. århundredes konkurrence mellem nationer bag sig og i stedet fokuserer på det enkelte menneskes velfærd og muligheder. Skulle det ske, bliver det 21. århundrede humanismens endelige gennembrud.
Klimaforandringernes betydning er efterhånden uanfægtet, og som det fremgik af Knud Vilbys kronik her i Information d. 30. januar, kræver de et paradigmatisk skift i vores forståelse af politik og samfund. Men udgør uligheder en lige så stor udfordring af vores konventionelle tænkemåde? Så afgjort!
Voksende uligheder
De økonomiske uligheder vokser i rigtigt mange lande, såvel fattige som rige. Den rigeste ene procent af amerikanerne tjener nu 20 procent af de samlede indkomster i USA mod 10 procent for 30 år siden, og den rigeste 0,01 procent tjener nu næsten fem procent af de samlede indkomster mod én procent i 1980. Det samme gælder i langt de fleste lande, og selv i Norden er de økonomiske uligheder stigende.
På globalt plan er de økonomiske uligheder efter alt at dømme også i vækst. De kan udregnes på forskellige måder, og den voldsomme reduktion af fattigdommen i Kina og Indien trækker heldigvis i den rigtige retning. Samtidig har mange fattige lande haft en solid vækst de seneste 20 år, mens væksten som bekendt er aftaget i de rige lande og endda har været negativ nogle steder de senere år.
Ikke desto mindre har væksten ikke nået de fattige i væsentligt omfang. Da de rigeste samtidig har formået at øge deres indkomster betragteligt i de rige lande til trods for den manglende vækst, er den globale ulighed mellem rig og fattig vokset.
De sociale og politiske uligheder er sværere at gøre op, men mange velfærdsindikatorer (børnedødelighed, uddannelsesniveau osv.) viser, at fattige lande så småt er begyndt at indhente de rige lande. Der ligger dog et problem gemt i disse gennemsnitsberegninger, idet den fattigste del af befolkningerne i fattige lande ikke mærker så meget til velfærdsfremgangen.
Stigende utilfredshed
Mere afgørende end udviklingen i de forskellige uligheder er sandsynligvis den voksende utilfredshed med tingenes tilstand. Uligheder har jo kendetegnet menneskelivet fra de tidligste tider, men de har kun sjældent ført til forandring – med Den Franske Revolution og slaveriets ophævelse som væsentlige undtagelser.
I globaliseringens og informationsteknologiens tidsalder er mulighederne for at sløre uligheder imidlertid drastisk reduceret. Uretfærdigheder baseret på strukturelle uligheder kommunikeres til offentligheden med en hidtil uset øjeblikkelighed.
Når en kvinde voldtages og dræbes i New Delhi, kan et enormt antal mennesker med det samme informeres og berøres. Og da en frugtsælger satte ild til sig selv i Tunesien, spredte nyheden sig lynhurtigt til millioner, der følte sig i samme situation. Samtidigheden med de uretfærdigheder, der bliver begået, og følelsen af en fælles harme trækker de strukturelle uligheder frem i lyset. De bliver vanskelige at forsvare, og myndigheder tvinges til at gribe ind.
Urimelige forskelle
Samtidig er visse uligheder himmelråbende. To simple faktorer forklarer 80 procent af indkomstforskellene mellem mennesker: Den ene er det land, man er født i, den anden er ens forældres indkomstklasse. Det er med andre ord faktorer, som man ikke selv har nogen indflydelse på, der bestemmer ens økonomiske muligheder gennem hele livet. Sådanne uligheder er vanskelige at forsvare.
Det samme gælder kønsuligheder, forskelle i etniske gruppers og seksuelle minoriteters muligheder, kasteløses marginalisering, politikeres udnyttelse af deres poster til egen vinding, rigmænds køb af politisk indflydelse osv. Sociale og politiske uligheder favoriserer således også nogle på bekostning af andre, uden at den enkelte har haft nogen stor eller legitim indflydelse på, hvilken gruppe vedkommende er endt i.
Konventionel tankegang
Uligheder accepteres imidlertid af mange enten som noget positivt eller som noget uundgåeligt. Blandt økonomer har det været almindeligt at mene, at en koncentration af kapital er nødvendig som grundlag for investeringer og dermed for vækst, og at udviklingsprocesser i den indledende fase er præget af stigende ulighed, hvorefter den mindskes.
Begge synspunkter er i stigende grad blevet udfordret. Respekterede institutioner som Verdensbanken og Valutafonden har publiceret studier, der peger på, at ulighed hæmmer vækst, og de senere års stigende ulighed i de rige lande tyder ikke på nogen naturnødvendig udjævning.
En anden indvending er, at den enkeltes indsats skal belønnes, og det vil nødvendigvis skabe ulighed. Der er en begrænset rimelighed i det argument, men det kan ikke bruges til at forklare hverken de enorme økonomiske uligheder, der præger verden, eller de sociale og politiske uligheder.
At finansverdenen tildeler sig selv astronomiske bonusser, har intet at gøre med en astronomisk arbejdsindsats. Derudover er den enkeltes belønning med til at skabe ulige muligheder for næste generation. Der er derfor god grund til at diskutere omfanget af den enkeltes belønning.
Gryende erkendelse
Der er imidlertid også en begyndende politisk erkendelse af, at uligheder udgør et problem. De skaber uroligheder og ustabilitet, hvilket ingen er tjent med. På det årlige møde for politiske og økonomiske ledere i Davos blev uligheder betegnet som den største trussel mod stabilitet. Intellektuelle ser den manglende solidaritet med det kriseprægede Grækenland som Europas begyndende sammenbrud.
Kinesiske ledere er dybt bekymrede over den stigende økonomiske ulighed i deres land. De internationale udviklingsbanker taler åbent om behovet for at bekæmpe ulighed, og selv det britiske magasin The Economist, liberalismens talerør, betegner den stigende ulighed som én af vor tids største sociale, økonomiske og politiske udfordringer.
Anerkendelsen af ulighed som et afgørende samfundsproblem er imidlertid ikke nogen let pille at sluge. Den kræver et paradigmeskift i vores forståelse af politik og samfund. Denne forståelse er stadig dybt præget af konkurrencen mellem nationer forklædt som en konflikt mellem kapitalisme og kommunisme i det 20. århundrede. I Danmark taler vi fortsat om venstrefløjen og højrefløjen, selv om man ofte skal have en lup for at øjne de politiske forskelle mellem dem. Vi sværger til markedet, fordi vi sidder fast i sejren over kommunismen og ikke kan forholde os til de nye udfordringer med friske øjne. Vi mener, at vi har gjort os fortjente til en luksuriøs tilværelse, endskønt de fleste af os kun kan takke vores forældre for den velstand.
Ligesom vi har en fælles interesse i at indrette vores samfund med respekt for klima og miljø, har vi en fælles interesse i at sikre stabilitet, udnytte alles potentiale fuldt ud og organisere samfundet på en måde, vi kan forsvare. Det er ikke en højre- eller venstrefløjsdagsorden. Verdens uligheder er en central udfordring for alle, og derfor bliver vi nødt til at gentænke vores opfattelser af politik og samfund, hvis vi skal kunne møde den udfordring.
Lars Engberg-Pedersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
Ulighed og forskellighed ? – ulighed er negativt medens forskellighed kan være OK ?
F eks er det OK, at nogen er bedre til fodbold, hurtigløb, svømning , matematik, sprog, vinsmagning, bowling o s v end andre – man kan kalde det for en medfødt ulighed eller forskellighed , idet det er noget genetisk bestemt ( f eks er man kortbenet, duer det ikke at konkurrere i hurtigløb ).
De ikke genetisk betingede forskelle – forældres uddannelse og / eller indkomst, opdragelsen i hjemmet , skolegang og uddannelse , ens fædrelands samfundstype, religion og kulturbaggrund m v - er vel de negative i det omfang de hæmmer den enkeltes muligheder i forhold til andre. ( En kvinde i et samfund, der ikke anerkender ligestilling har det surt, medmindre hun fra barnsben er hjernevasket til at tro, at sådan skal det bare være – det er en bragende ulighed i forhold til ligestillede kvinder i andre kulturer/samfund).
Ulighed er ikke blot en funktion af økonomien – det er i lige så høj grad et spørgsmål om kultur og menneskesyn , og disse størrelser indvirker vel i høj grad på et samfunds muligheder, rigdom og indkomstfordeling.
større lighed !!
er sikkert en smutter, da teksten taler om at mindske uligheden.
Mere retvinklet etc.
I beskrivelsen af den voksende ulighed fremgår det, at de rige bliver rigere, og afstanden til de fattige vokser.
Men som man kan forstå er de fattige, fattige på et stadig højere niveau.
Kunne det tænkes, at de fattige ville stige op over den fattigdomsgrænse, som må defineres for det enkelte land, uden at vi opdager det.
De stinkende rige ,ja også dem i næste led, har jo opdaget, at hvis man deler lidt ud af rigdommen, så man sætter flere istand til at købe de riges produkter etc-ligegsom det er gået op for os i u-landshjælpen, at de fattige mennesker og lande skal gøres til consumers, ved at de rige betaler lidt højere lønninger og vi køber ulandenes produkter, så strømmer pengene tilbage til de centrale kasser ejet/bestyret af de stinkende rige.
Ved at dele ud af rigdommen, med tilbageløb forstås, har man også erkendt, at forhold med vagtværn og høje mure omkring de riges slotte i visse lande kan undgås i lande som Danmark og mange flere medmindre uligheden vokser til sydamerikanske højder.
Den gryende tanke om at ansætte Adelen til at arbejde for de mange-medejerskab har af nogen årsag trange kår.
De modeller, der gjorde, at de mange nedlagde den engelske bilindustri tilsat paroler, der stadig kører for at fastholde tilhængere af partierne tilsat tryghed, ligger som et tungt låg imellem de mange og adelen.
Lars Engberg- Pedersen hævder, at uligheden er et samfundsproblem, der er en central udfordring for alle, og som ikke er hverken en højre- eller venstrefløjsdagsorden.
Dertil er at sige, at det aldrig kan blive en hjertesag for højreorienterede at mindske uligheden. Det ville være ophør af højreorienteringen.
Det er en hjertesag for venstreorienterede, at mindske uligheden i de ydre livsvilkår, og samtidig give plads for forskelle i meningsdannelsen, kort sagt pluralisme, kultur- og åndsfrihed.
Der er ganske vist mange med tilknytning til højrefløjen (de borgerlige), der mener at de går ind for kultur- og åndsfrihed. Det gør de måske også, men det er i så fald et venstreorienteret træk ved dem. Hovedtendensen er, at højreorienterede, dvs. mennesker hvis hjerte banker for tydelige ydre forskelle mellem mennesker (man skal kunne se forskel på høj og lav), samtidig er mennesker, der foretrækker at alle helst skal have tro og værdier fælles, beundre det samme (først og fremmest rigdom).
Man kan bare tænke på VKO-politikken, med dens værdikamp (Fogh: Vi vil ændre danskernes værdier, Brian Mikkelsens kulturkanoner, Dansk Folkepartis uvilje mod fremmede kulturindslag i nationen), eller på fascismens og nazismens ensretningspolitik.
Definition: Højreorientering er dyrkelsen af ydre forskelle mellem mennesker og viljen til nivellering af indre forskelle. Venstreorientering er så selvfølgelig det modsatte, nemlig modstanden mod betydelige ydre forskelle i kår, og liberaliteten over for indre forskelle.
Det mærkelige er at den markante forskel på venstreorientering og højreorientering ikke manifesterer sig tydeligere politisk. Man skal med Lars Engberg Petersens ord ofte have lup på for at øjne forskellene mellem højre- og venstrefløj.
Forklaringen er nok, som det også antydes i artikelen, at troen på markedet er massiv, efter den såkaldte kommunismes nederlag. Åbenbart tænker de fleste venstreorienterede, at markedet og konkurrenceevnen først må tilgodeses, før vi kan tillade os den luksus at udjævne de økonomiske forskelle.
Hvis et stænk antimaterialisme også var en del af venstreorientering, ville man lettere kunne hundse med markedet i stedet for at logre for det.
-Begge synspunkter er i stigende grad blevet udfordret. Respekterede institutioner som Verdensbanken og Valutafonden har publiceret studier, der peger på, at ulighed hæmmer vækst, og de senere års stigende ulighed i de rige lande tyder ikke på nogen naturnødvendig udjævning-.
Nu er jeg lidt bekymret over økonomers forståelse af hvad der hæmmer og stimulere vækst, de har ikke en heldig hånd, hvilket syntes at være det eneste de kan hænge hatten på held.
Det er et faktum at de rigeste lande ofte har det højeste skattetryk, et paradoks for økonomer syntes det at lyde som, men sådan er det jo.
Selvfølgelig skal der omfordeling til, det er ækelt, at lade grådigheden fortsætte.
Hvorfor ikke se på levevilkår for de svageste i samfundet, beskyttelse mod fattigdom og ekstremisme, som det primære politiske mål, vi skal satse anderledes fordi, vi kan leve uden det dyreste tv og den smarteste havegrill, men ikke uden et samfund der er trygt for alle.
Nogen politikere kan se det, men har ingen reel indflydelse på en implementering af sådanne politiker. Andre politikere har indflydelsen, men anerkender ikke analysen/problemerne og lukker øjnene, for ikke at bide hånden, der fodrer dem.
Den finansielle liberalisering har afmonteret de folkevalgte politikeres indflydelse på udviklingen. Politikerne kan blot administrere inden for de rammer, som de finansielle markeder ønsker/tillader. Spekulation er bedre end produktion. Gøres spekulationen ved fejlslag så også til en systemisk risiko, kan tabet ovenikøbet tørres af på hele det øvrige samfund. Går det galt, betaler vi alle. Går det godt så akkumuleres fortjenesten i skattely/fonde.
Tidligere industrikapitalister var mere samfundsnyttige end nutidige finanskapitalister, der er uafhængige af fysisk placering, kan klare det meste af "produktionen" med computere og kan køre selv nationaløkonomier i afgrunden, hvis ikke de indordner sig finanskapitalens ønsker/krav.
For at det kan ændres kræves en vedholdende global folkelig opbakning til nogle visionære og uegennyttige globale politikere med denne dagsorden og det skal være inden massernes eneste fokus bliver egen overlevelse i dag og måske i morgen, hvis individet overlever så længe.
Uligheden er den største svøbe for samfundet. Her er tre bøger der belyser problemet og også kommer med løsnings forslag. Joseph Stiglitz: ,, the PRICE of INEQUALITY,,. James K. Galbraith: ,,Inequality and Instability,,. Til sidst Richard Wilkinson og Kate Pickett: Lighed. Alle tre bøger viser hvor stor skade ulighed udøver, og til forskel fra de liberales mantraer,om nedsatte lønninger og skattelettelser til de rige er verdens frelse, er det beviste udsagn der er i bøgerne.
For få dage siden så jeg et interwiev med Paul Krugman hvor i han gav udtryk for at det liberalistiske eksperiment, er det mest uetiske eksperiment der nogen sinde er påført menneskeheden. Så vi skal til at skabe meget større lighed i vort samfund, hvis vi ikke ønsker optøjer a la de engelske for få år siden.
?
Drømmer jeg eller er jeg vågen?
Er det er det mon det en ny pave skal kunne, føre os tilbage før syndefaldet, til en tilstand hvor goder fordeles og hvor ingen længere skal kunne leve i et helvede på jorden, i armod og med så meget forbrug og forurening omkring sig, så man ikke kan trække vejret.
http://www.dr.dk/P1/Apropos/Udsendelser/2013/01/14105130.htm Interessant konsekvenser af ulighed
øh skulle problemet være "det voksende krav om større lighed og retfærdighed mellem mennesker."?
Her gik jeg ellers og troede, at det var den voksende ulighed og uretfærdighed der var problemet.
“ Every Civilization of the birth is an annotation to the Common structure of Civilizations; Every Country of the birth is a promise to the Common structure of Civilizations; Every Life of the birth has Connotation of the Common structure of Civilizations ”——The new order to wait for the world to validation…..Which one of the space can be the first to put it into the Constitution?
http://cn.linkedin.com/in/caodaqing