»Undskyld?« En mand, der var mindst 30 år gammel kom gående hen imod vores bordebænkesæt, som flød med Anthony Giddens-bøger og kaffekopper. »Vi sad lige og havde en gættekonkurrence om, hvor I læser henne,« sagde han og nikkede over imod nabobordebænkesættet, hvor der sad to kvinder og en mand på nogenlunde samme alder og smågrinede. Det var forår, formentlig i 1999 – muligvis 2000, og jeg og mine medstuderende holdt gruppemøde i min byrenoverede Nørrebro-gård. »Jaaa,« sagde jeg nervøst. Allerede på det tidspunkt fandt vi gættelegen mindre morsom end ham den 30-årige og hans venner. »Og vi blev enige om, at I læser på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC,« sagde han smilende. Hold kæft, hvor gjorde det ondt. Rigtig, rigtig ondt. Vi kunne svare, at de havde gættet forkert. Vi læste nemlig på den humanistiske basisuddannelse på RUC. Men vi vidste godt, at vi var gennemskuet, og han gik smågrinende tilbage til sine bedrevidende, plus-30-årige venner. Sådan en Narrøv.
Der blev ikke snakket mere om diskursanalyse, dekonstruktion og sociolingvistik den eftermiddag. Selv ikke Giddens navn, nævnte vi. I stedet snakkede vi om, hvorfor det gjorde så ondt at blive genkendt som det, vi nu engang var: En flok RUC-studerende. Vores teori dengang var, at vi dybest set var flove over at læse på RUC, men det tror jeg ikke er grunden. Det havde gjort lige så ondt at blive identificeret som matematik- eller biologistuderende på Københavns Universitet. Når det gjorde ondt, er det fordi, vi dybest set gerne vil være specielle. Fordi vi stræber efter det autentiske. I sommer lavede en kollega en reportage fra Istedgrillen på Vesterbro, hvor en flok unge, smarte mennesker havde valgt at fejre indehaveren, Mr. Lee’s 61-års fødselsdag. Med fest, balloner og DJ’s på gaden. Min kollega havde valgt hipstervinklen – de unge søger det autentiske, og derfor er grillbar-indehaveren blevet en kultfigur for Vesterbro-hipsterne. Det blev de ikke overraskende vrede over, hipsterne. Man burde have fortalt en historie om vellykket integration, og desuden er hipsterbegrebet latterligt, mener de, »hipsteren er død, kom nu videre,« som en af dem skrev i en kommentar til artiklen. Man behøver dog blot at kigge på det medfølgende billede for at konstatere, at hipsteren lever i bedste velgående. Desuden er der jo ikke nogen, der oprigtigt fejrer andres 61-års fødselsdag med DJ og gadefest. Lad gå, hvis det havde været 60 år. Hipsteranalysen var naturligvis rigtig, og reaktionerne kom, fordi vi ikke kan lide at blive sat i bås – slet ikke, når vi selv føler, at vi er specielle og autentiske.
Det gælder i øvrigt ikke kun de unge mennesker. Hippierne, 70’ernes hipstere, ville heller ikke kaldes hippier. Og det vil de i øvrig stadig ikke. Da Peter Øvig Knudsen lavede sine Hippie-bøger, var flere af de mest rendyrkede hippier fortørnede over at komme ind under den betegnelse »De andre var nogle hippier, men lige præcis det, som jeg lavede, var helt unikt,« er logikken. 80’ernes yuppier havde det formentlig på samme måde. Og vi dyrker idealet om det originale selv ned til mindste hverdagsdetalje. I vores indkøb, restaurantvalg, tøjstil og ferieformer: »Vi fandt de mest fantastiske kvarterer i Rom. Man skal bare lidt væk fra de store turistattraktioner … nå, var I mest oppe ved Den Spanske Trappe, ja, der er også hyggeligt, men …« Og når vi har indset, at det autentiske er blevet mainstream, bruger vi tiden som argument: »Jeg begyndte at høre Frank Ocean allerede i juni måned.« Vi er nærmest helt forpustede i forsøget på at holde vores selvindbildte autenticitet i live, og hvad er så mere irriterende end at blive gjort opmærksom på, at man er fuldstændig normal og tilmed let gennemskuelig. Og hvis det er en af de der irriterende livsstilseksperter, der belærer os, så bliver vi endnu mere sure. Hvad helvede er en livsstilsekspert overhovedet, raser vi. Er det noget man kan læse på universitetet?
Ham den plus-30-årige nede fra gården var i virkeligheden også en slags livsstilsekspert. Han havde i hvert fald samme funktion – han gjorde os vrede, fordi vi følte os klædt af. Men det værste ved det hele er alligevel denne erkendelse: I dag, hvor jeg selv er plus-30-årig og har tendens til at være bedrevidende, kunne jeg snildt finde på at gøre præcis det samme, hvis jeg en forårsdag skulle spotte en RUC-gruppe nede i gården. Jeg ville naturligvis bilde mig selv ind, at jeg gjorde det på en mere elegant og original måde end ham narrøven. Han og jeg tåler i øvrigt slet ingen sammenligning. I dag sidder han vel i en forstadsvilla i en alt for stram skjorte. Sådan ender jeg naturligvis aldrig. Mit liv – lige præcis mit liv – er meget uforudsigeligt, forstår I nok.
Kristian Villesen er journalist på Informations kultur- og weekendredaktion.
