International kommentar

Hvad ved vi efter Auschwitz om os selv, som vi ikke vidste før?

Det mysterium, der bliver tilbage efter Holocaust, handler om os selv. Derfor var mindedagen vigtig
2. februar 2013

En kold martsdag i 1979 besøgte jeg Auschwitz-Birkenau. Jeg tog en taxi fra Kraków og bad chaufføren vente.

Det var i den kommunistiske æra, før grupperejsernes tid, og jeg var eneste besøgende i Birkenau den eftermiddag. Alene fulgte jeg det sorte jernbanespor gennem indgangsporten mod selektionsrampen og videre til de itusprængte krematorier og det granitgrå mindesmærke.

I det vigende eftermiddagslys gled udkigstårne og betonstolper og de flerdobbelte elektriske hegn i ét med den fugtige tåge.

Min taxi måtte vente længe. Ikke kun fordi lejren var så stor, men også fordi jeg blev fanget i en af de tomme barakker, da jeg forsøgte at hjælpe en vildfaren fasan ud. På en mur så jeg en inskription med gotiske bogstaver: Eine Laus dein Tot – en lus, din død. Da jeg senere læste Primo Levi, indså jeg, at dette måtte være en af vaskebarakkerne. Forsigtigt puffede jeg fasanen ud gennem den dørløse åbning. Skrækslagen trippede den ud mod det gråhvide lys og løftet om frihed. Så fløj den til vejrs med en høj, flagrende lyd. Jeg stod længe og kiggede efter den – og græd og græd.

Kraften i det ufattelige

Siden den eftermiddag behøver jeg ikke rejse til Auschwitz for at opsøge Auschwitz. Det er sandt, at jeg har en personlig tilknytning til Auschwitz. Næsten hele min familie blev udslettet i denne lejr. Begge mine forældre overlevede Auschwitz. Men jeg tror ikke, det var derfor, jeg græd. Under alle omstændigheder er Auschwitz ikke kun ætset i erindringen hos mennesker som jeg. Auschwitz er med tiden også blevet en del af den kollektive hukommelse i hele den civilisation, vi stadig kalder for Vesten. I den vestlige civilisations kronologi er der et ’før’ og et ’efter’ Auschwitz.

Hvad var Auschwitz? En gigantisk kombination af koncentrationslejre, arbejdslejre og den største af de nazistiske dødslejre (Birkenau). Men ikke den eneste. Kun den eneste, hvorfra mange nok overlevede til at vidne om det, vi nu kalder Holocaust, og hvis navn derfor er blevet symbol på denne begivenhed, ja, næsten dens synonym. Fra de rene udryddelseslejre – Chelmno, Belzec, Treblinka og Sobibor – overlevede kun uhyre få, og vidneudsagnene fra disse lejre blev først ikke taget alvorligt. Selv de jøder, som stod i kø for at blive transporteret fra ghettoerne til en ukendt destination ’østpå’, kunne (eller ville) helt til det sidste ikke se i øjnene, hvad der ventede dem.

Da filosoffen Hannah Arendt og med hende mange andre siden undrede sig over, hvorfor ofrene villigt lod sig føre »som lam til slagtebænken« i stedet for at gøre modstand, tror jeg ikke, de forstod kraften i det ufattelige.

Snart 70 år senere ved alle, eller burde i det mindste alle vide, hvad Auschwitz var. Det er stadig ufatteligt på sin egen måde, men ikke et mysterium. For de, som vil, er der alle muligheder for at vide besked.

Den tvungne glemsel

Sådan har det ikke altid været. Efter krigen havde mange grunde til ikke at huske. Både de, som deltog aktivt i forfølgelsen, og de, som stod på sidelinjen og så på. Og de, som hverken havde set eller hørt noget og ikke ville rodes ind i det, de hverken havde set eller hørt. Ting, vi ikke ønsker at huske, søger vi at fortrænge.

I over et årti efter Holocaust herskede den tvungne glemsel, den skamfulde stilhed og den skamløse løgn. I Vesttyskland og Østtyskland gled højtplacerede figurer fra den nazistiske stat direkte ind i det nye statsapparat og de nye økonomiske eliter. Mange af dem fik ikke blot held til at dække over eller nedtone deres egen rolle. De præsterede også at fremstille sig selv som gode tyske patrioter. Det var de efterfølgende generationer, der måtte drage denne rolle frem i lyset. I januar 1960 krævede titusinder af unge i et fakkeltog gennem Vestberlin, at de tyske universiteter skulle afnazificeres.

Først hen imod slutningen af 1970’erne blev Auschwitz og Holocaust for alvor en del af den kollektive bevidsthed. Først og fremmest pga. den amerikanske tv-serie Holocaust, der blev den direkte anledning til, at Aftonbladet sendte mig til Auschwitz. Og først i 2005 indførtes der en international Holocaust-mindedag (den 27. januar, red.).

Det evige spørgsmål

I dag er det ikke mangel på viden, der gør det muligt for skamløse løgne at leve videre, men nynazistiske og antisemitiske bevægelsers brug af skamløse løgne til at hvidvaske nazismen og antisemitismen.

Irans præsident afviser i dag offentligt Holocaust og gaskamrene. På internettet blomstrer alskens teorier om, at gaskamrene var jødisk propaganda. I dele af den muslimske verden er Hitlers Mein Kampf en bestseller, og det antisemitiske falskneri, Zions vises protokoller, blevet en tv-serie. I visse europæiske lande har åbent antisemitiske og nynazistiske partier opnået repræsentation i de nationale parlamenter. I flere EU-lande bliver de romaer, som Hitler også forsøgte at udrydde, officielt udpeget og behandlet som ’uønskede’. I bøger og på nettet florerer skumle konspirationsteorier om en forestående muslimsk overtagelse af Europa (Anders Behring Breiviks primære inspiration), ligesom der tegnes et billede af islam som en religion, der er uforenelig med og farlig for Europas kultur.

Stadig søger vi at begribe, hvad det var, som i sidste ende gjorde Holocaust mulig, selv om enkle svar ikke findes. Vi ved dog så meget, at vejen dertil var brolagt med dæmonisering, udstødelse og dehumanisering, og at denne vej for blot et par generationer siden blev betrådt af mennesker, der lignede os og tilhørte samme kultur som vi.

Så det mysterium, der bliver tilbage, handler om os selv. Efter Auschwitz ved vi noget om os selv, vi ikke vidste før. Under alle omstændigheder må vi for altid bære rundt på dette: Hvornår og hvordan og under hvilke omstændigheder kan vi blive til det menneske, som vi før Auschwitz ikke vidste, vi kunne blive til?

© Göran Rosenberg og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • mariann offersen
  • Slettet Bruger
mariann offersen og Slettet Bruger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg indrømmer. Jeg har lige siden jeg var lille studeret billeder af krigens ansigter. Ansigternes udtryk. Blikket hos kvinder på flugt. De rådvilde ansigtstræk hos mænd, der gennedes sammen i kreaturvogne. Mennesker der gik forbi en person, der lå på jorden og blev sparket med langskaftede militærstøvler. De dødes ansigter - ofte kan man se tænderne. Og de vidt opspilede øjne. De der var frosset ihjel og så ud som de bare sov. De der hang fra træerne med løkken om halsen. Menige soldater der sad i tusindvis på den bare jord for at dø af sult. Jeg har set dem alle i øjnene og jeg har set så mange, at jeg ikke kan se forskel på Somme, Birkenau, Hamborg, Auschwitz, Stalingrad, Tobruk, Hanoi, Smolensk... ...skuffelsen over at livet skulle ende så meningsløst er krigens ansigtsudtryk.

Jens Thaarup Nyberg og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar

Inspireret af overskriften og fordi det er min lære af fra min tidlige barndom at se billeder fra krige -

Jens Thaarup Nyberg og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Andersen

Er læren at vi skal tøjle vor mørke side ved ikke bevidst at gøre de ting vi ved er forkerte og som skader andre?