Forslaget om heldagsskolen er til debat, og i en række medier kan man læse gode argumenter for, at skolebørnene skal beholde deres fritid. Det undrer mig, at vi ikke også debatterer de yngste børns ret til fritid, for vi bør have en lige så engageret debat om heldagsvuggestuen og -børnehaven. De mindste børn bør sikres ret til fritid, ro og samvær i familien, som er det, de har mest brug for. Det er en forudsætning for børnenes helbred og opdragelse, og derfor er det afgørende, at familien kommer på den politiske dagsorden. Vi må sikre, at også de små børn har et liv uden for institutionerne med tilstrækkelig forankring i familie og civilsamfund. Det skal ske ved at give forældrene bedre valgmuligheder.
Den store debat om, hvad det betyder for børn at komme i institution i så stort omfang, som det sker i Danmark, er udeblevet. Men skal man tro en lang række danske og udenlandske eksperter, er der rigelig grund til at sætte spørgsmålstegn ved den eksisterende norm for, hvordan børn vokser op. Den tidlige og langvarige adskillelse fra de vigtigste personer i børnenes liv er nemlig til skade for deres følelsesmæssige udvikling og socialisering. Den stress, det påfører de etårige at blive ’kørt ind’ i institution alt for tidligt, er alvorlig.
En britisk undersøgelse viste f.eks., at kortisolindholdet i børnenes blod steg kraftigt ved introduktion til vuggestuen og fortsatte med at være unormalt højt, selv efter at børnene virkede trygge. Ligeledes fandt man forhøjet kortisol hos børnehavebørn op til fem år. Nogle forskere mener, at der er en sammenhæng mellem permanent forhøjet kortisol og psykiske lidelser som angst og ADHD. Den internationale forskning i emnet er fint opsummeret i den norske debatbog, Hva skal vi med barn? af journalist og far Simen Tveitereid.
Også en lang række danske eksperter og forskere, der arbejder inden for børneområdet har kraftigt advaret mod både den tidlige start i institution, pasningens store omfang og den ringe standard, der desværre er en realitet i mange danske daginstitutioner. Bl.a. børnepsykiater Gideon Zlotnik har peget på, at tidlig institutionalisering kan have en sammenhæng med uregerlig adfærd senere i barndommen, og John Aasted Halse anbefaler så sen start i institution som muligt. Der er ikke forskningsmæssigt etableret nogen direkte forbindelse mellem institutionaliseringen og psykiske problemer blandt børn og unge, men eksplosionen i diagnosticeringer i skolerne og de mange unge, der søger behandling for psykiske lidelser, giver god grund til at diskutere emnet.
Det vigtigste fællesskab
Den australske børnepsykolog, Steve Biddulph, udgav i 2005 debatbogen Raising Babies. Should Under Threes Go to Nursery? Han argumenterer for en vigtig pointe: Det handler ikke kun om, hvordan institutionen påvirker barnet, men lige så meget om, hvad barnet ikke får i mellemtiden. Biddulph argumenterer overbe-visende for, at det mest afgør-ende element for de 0-3-åriges udvikling, er forældrenes kærlighed.
Ud fra den betragtning er det relevant at se på, hvad det er, danske småbørn, som er blandt de mest institutionaliserede i verden, mangler. Vi har stort set mistet familien som arbejdsfællesskab, og samværet med børnene er i mange familier præget af kompensation for ’den dårlige samvittighed’. Samtidig er børnene blevet vant til et højt og omskifteligt tempo i hverdagen. Det gør det vanskeligt at opdrage og har skabt den præmis, at vi skal underholde vores børn i stedet for at foretage os de naturlige gøremål i hjemmet og socialisere børnene ind i dem. Det giver en anstrengthed i vores samvær, men når vi holder op med at underholde, opstår en ny ro og interesse hos børnene. Denne dybe ro i hjemmet har børnene brug for.
Det står i kontrast til, hvad de får i institutionerne, som vi ellers bliver præget til at tro ligefrem er det bedste sted at tilbringe sin barndoms vigtigste timer. Men institutioner er steder, som er blottet for den mening, der ligger i familien, fordi de ikke rummer noget betydningsfuldt fællesskab. Børnene er sammen med mennesker, de intet slægtskab har med, og som de ikke selv har valgt. De voksne, der tager sig af dem, går på arbejde og elsker ikke børnene, som forældrene gør. Mens store børnehavebørn og skolebørn kan have glæde af pædagogiske tilbud, har jeg meget svært ved at se vuggestuebørnenes udbytte. De leger ikke sammen, men ved siden af hinanden og udtrykker stor smerte ved at blive efterladt af forældrene. Uanset udbyttet af pædagogiske tilbud, ville alle børn have gavn af mere tid hjemme. For tiden, arbejdet og samværet i familien er væsentligt. I det får alle familiemedlemmer en virkelig betydning i forhold til andre, og det tror jeg, nutidens børn tørster efter.
De væsentlige steder
Myten om goderne ved institutionslivet er stærk, men som født i 1975 af to ophængte forældre har jeg gjort min del af feltarbejdet fra vuggestue til ungdomsklub, og jeg kan se, at mine år tilbragt i institution ikke har bibragt mig ret mange gode minder og slet ingen vedvarende relationer. Set i bakspejlet har det været opbevaring et sted, hvorfra jeg ikke har nogen sansemættede, varme minder. Min barndoms væsentlige steder lå derimod i familien og dens omgivelser, som jeg oplevede dem i fritiden og ferierne: Den stribede sofa, der stod i vores stue, hvor min mor læste højt. En skammel mellem ærtebuskene i min mormors have, hvor jeg sang, mens vi plukkede. En mark fuld af sommerfugle, hvor jeg og mine legekammerater fra vejen tilbragte flere uger med at lege en sommer. Det var dér, jeg fik de minder, der betyder noget, med de mennesker, jeg stadig kender. Jeg ønsker for mine egne og fremtidens børn, at de får lov at tilbringe mere tid på deres væsentlige steder, end jeg fik.
En økonomisk klemme
Vi forældre får et ’tilbud’ om pasning, som er 75 procent finansieret af skattekroner i form af et kommunalt tilskud, typisk små 100.000 kroner for et vuggestuebarn. Forældre har ikke ret til at få det tilskud, hvis de gerne vil passe børnene selv. Kombineret med skattetrykket og arbejdsmarkedets regler, sidder vi i en økonomisk og praktisk klemme, som effektivt regulerer vores adfærd i retning af to fuldtidsjob. Sambeskatningsreglerne er udhulet, så man beskattes relativt hårdere af en enkelt indkomst end to og vi kan ikke selv vælge om vi vil betale til den offentlige børnepasning. Der er heller ikke mulighed for kun at betale for deltidsplads i institutionerne. Når politikken er så adfærdsregulerende, bliver normerne derefter: Vi fortæller os selv og hinanden, at det er godt for vores børn at gå i institution, og at vores mindste børn ikke tager skade af ’indkøringen’, selvom de udviser alle tegn på stress, indtil de resignerer efter nogle uger eller måneder. Vi får endda at vide, at de udvikler livsvigtige kompetencer af det. Men fortællingen om de små børns udbytte af lange dage i institution er usand. Derfor må vi have ændret familiepolitikken, så den afspejler, hvad børn har brug for.
Giv forældrene muligheder
Hvis børn skal have en opvækst med tilstrækkelig forankring i familie og civilsamfund, skal forældrene have valgmuligheder: Det skal gøres muligt, at familierne kan få tilskuddet, hvis de ønsker at passe deres børn selv. Der skal skabes tilbud om deltidspasning og ret til deltidsarbejde. Vi skal gøre institutionerne så gode, som de kan blive, men vi skal også begrænse børnenes ophold i dem, så de kan få noget mere af det, der virkelig er vitaminer i; samværet i familien, hvor de har en væsentlig plads og naturligt socialiseres til voksenlivet. Det kræver en bevidstgørelse blandt forældre og politisk handling. Til gengæld er det en god investering, for vi har brug for velfunderede børn, der kan klare fremtidens udfordringer. Og det får vi ikke ved institutionalisering på fuld tid – hverken i vuggestue, børnehave eller skole.
Anne Kirstine Waage Beck er mor til tre, ph.d.-studerende i mellemøststudier og medlem af Småbørnsfamilieforeningen SAMFO
som pædagog gennem et langt liv kan jeg nikke genkendende til en del af artiklens problemstillinger. dog kan det undre, at en ph.d. studerende ikke griber fat om det centrale problem: nemlig at det kræver to fuldtidsindtægter at have børn og bolig m.m.
at forlange skattepenge tilbage for at passe egne børn forekommer lidt latterligt. jeg ville da osse gerne have penge tilbage fra militæret, da jeg ikke går i krig. og fra motorveje, da jeg ikke har bil. artikelen virker set i dette perspektiv som en afskrift af lone nørgaards verdensfjerne samfundssyn.
Unge mennesker er alligevel først klar til at fungere optimalt i samfundet efter de fyrre år, så der er god grund til at lade dem gå hjemme og passe egne børn, til disse når op i skolealderen.
ib jensen, jeg kan ikke give dig ret i, at hun ikke berører emnet om den strukturelle tvang, som presser os ind i mønsteret med fuldtidsarbejde. Det berører hun adskillige gange, og hun kommer med et konkret bud på, hvordan man kan løse det.
Og jeg synes hendes løsningsforslag er godt. For tilskuddet, som en forælder ville få udbetalt, ville jo netop gå til at yde en serviceydelse: Pasning af børn (og opdragelse, dannelse osv).
Selvom DU ikke går i krig, så går Danmark i krig, og fik du disse penge retur, så ville det nok ikke hjælpe meget, at du til gengæld lovede at købe et skydevåben og marchere mod mellemøsten på egen hånd. Du vil heller ikke kunne bidrage meget til biltrafikken til gengæld for de penge.
Jeg mener i modsætning til dig ikke, at indlægget er verdensfjernt. Det kommer godt omkring teorien og forskningen og giver et konkret bud på en afhjælpning af problemet nu og her (jeg bruger bevidst ordet 'afhjælpning', da jeg ikke mener at det helt løser det større problem, da jeg mener dette ligger i vores system på højeste niveau).
Jep.
Nedsæt arbejdstiden og fordel det arbejde, der skal varetages.
Lad forældre bruge tid med deres børn.
Lad samtidig (tidligere) arbejdsløse deltage i arbejdslivet.
Simpelt.
Helt enig:-) Små børn skal slet ikke have så lange dage, og de skal helst kunne gå og spise og drikke lidt selv, inden de sendes afsted.
Rigtigt godt indlæg!
Jeg tror også at børn at har meget mere brug for deres forældre, end hvad der i dag kan lade sig gøre! Selv gå jeg hjemme med mine små og lever meget enkelt i en lille bolig. Vil man så kan man også! Men det ville dog være skønt, hvis der blev mindre fokus på arbejde og materielle goder og mere på børnene, vores fremtid!
Et af de problemer vi har, er at mange betaler alt for høje huslejer og derfor simpelthen ikke har råd til ikke at arbejde. Men bare rolig det kan nemt løses, al fast ejendom skal simpelthen nationaliseres, så ingen skal betale mere end deres bolig egentlig er værd, som bolig.
Hvad så med de dyre villaer i Rungsted med egen strand? Det er nu nemt nok, man betaler naturligvis meget højere husleje de steder end i en betonklump andre steder.
Huslejer skal så naturligvis gå til at lave bedre og billigere boliger, samt til at bygge nye.
Erstatninger til ejerne af pantebreve eller bygninger, naturligvis ikke en krone!
Det største problem er nok at hele landets økonomi er bygget op om "værdien" af vores faste ejendom, den vil sikkert blive kraftigt nedvurderet ved en nationalisering sådan rent internationalt, men så må vi tage det derfra.
Det jeg tror man skal se på, er hvad folk skal lave i al den fritid de får, måske en ny slags fritidscentre som er for alle aldersklasser og alle grupper i samfundet.
Hvordan kan det så være at forældre i mange )flest tilfælde foretrækker vuggestue fremfor dagpleje?
Det er så den ene vinkel,men samfundets top eller vise har sagt at selv vuggestuebørn skal have mål og lærerplaner.
Hvilke livsbetingelser som er bedst vides vel egentlig ikke uanset forskning på forskning.
Tænker vi følelsesmæssigt set fra barnets vinkel er der jo ingen tvivl om at børn skal være hjemme i starten med en forælder tæt på. Det kræver så at den forælder vil og har kærligheden og glæden ved at være hjemme i sig. Systemer uden varme og ægte engagement er intet værd tværtimod. Så frihed og ikkestrukturering samen med ægte pædagoger eller forældre er godt,struktur med de samme egenskaber kan være ligeså. Men faglig arbejde på rutinen og forældre som ønsker sig et andet sted er gift.
Og? Har I ikke fattet at denne person er en del af de såkaldt blå feminister? Prøv at læs med her:
http://familieforeningen.wordpress.com/2012/12/06/ingen-kaere-mor-debat-...
Et lille citat:
"ølge politikerne, er det største problem for ligestillingen, at der ikke er kvinder nok på samfundets topposter og at mænd ikke tager nok barselsorlov. Men virkeligheden for et stort antal kvinder drejer sig om noget helt andet: Vi danske kvinder kan ikke selv vælge, hvordan vi vil være mødre, for vi bliver presset af børnepasningsmodellen, der regulerer familiernes adfærd i retning af dobbelt fuldtidsarbejde og børn i institution. Skattepolitikken og arbejdsmarkedet er indrettet efter den hårde feminisme, som tilskynder kvinder til at fokusere på deres egen frihed. Men mange kvinder ønsker at investere i familien, som udgør det mest betydningsfulde fællesskab i deres børns liv. Desværre har familien ikke mange fortalere blandt politikerne, selvom dens trivsel er afgørende for hele samfundets sundhed."
Dett er præcist hvad borgerlige politikere i årevis har hævdet, ja selv i 1920erne, i 1930erne, i 1950erne, og i 1970erne hævdede de dette. Og vi er lige før, vi er ovre i denne her: Kvinder er bare bedre til at tage sig af børtn, fordi de er kvinder, har bryster og livmødre.
Og der er intet i vejen for at du, Anne Kirstine, passer dine egne tre børn. Du skal have have en mand, som tjener penge nok til at du kan gå hjemme med dine børn, hvis det er det, du gerne vil, Men du skal altså ikke bestemme, hvad andre kvinder skal - eller hvordan andre kvinder skal leve deres liv!
Og den der med at kvinderne (eller som det hedder sig i denne artikel, familien) skal have tilskuddet på de 100.000 kr. udbetalt er gammel borgerlig politik - ren og skær V & K politik er det. Så kan kvinderne igen komme hjem til kødgryderne og passe mand, hus og børn, mens de rigtige mænd går på arbejde og arbejder 80 timer om ugen (som i USA) i stedet for at begge to, mand & hustru, arbejder 37-42 timer om ugen. Og deles om husarbejdet i hjemmet.
Og hvorfor dog stoppe med vuggestuen eller børnehaven? Hvorfor dog ikke fortsætte med folkeskolen......mv.
Mht. vuggestuer og børnehaver: Mange forældre i Jylland bruger dagpleje til deres 0-3 årige børn. Fordi mange kommuner i Jylland tilbyder det til forældrene - mange kommuner omkring København tilbyder vist kun vuggestuer.....sådan som jeg har forstået det.
Hun burde flytte til Tyskland. Der har de den slags kvindefjendske tilstande, hun drømmer om - og så kan hun glemme alt om at gøre sin phd færdig.
Jeg er helt enig, at hjemme er bedst og det er der de goder minder skabes. Jeg tog min universitetsgrad mens jeg havde to små børn og jeg synes de skulle være meget lidt i vuggestue. Men hold op hvor de elskede at være der. De lærte at lege med andre børn, at spise mange sammen og vente til det blev deres tur, tage på ture til steder hvor vi ikke selv havde råd til at komme, samt knytte venskaber og dele legetøj. Jeg tror på at lange dage, hver dag, i en institution ikke er fantastisk for børnene. Men jeg tror også (og især med mere personale) at vuggestue og børnehave er et plus for børns udvikling.
Men jeg tror ikke på at hjælp til forældre til at gå hjemme og have deltidsjob vil ændre noget for de børn med lange dage i institution. Som jeg ser det er der nogen forældre der vælger at priotere og interessere sig for deres små børn. De bliver boende i deres mindre lejligheder, har ikke bil, dyrker ikke karrieren så intenst, men bruger tid på poderne. Så er der de forældre der får et barn, køber stor lejlighed, køber bil, elsker arbejdet, sparer op til drømmehuset og helst vil fortsætte i samme høje tempo som da de ikke havde børn. De anbringer deres børn i mange timer i institutionen og det tror jeg intet kan lave om på. De føler jo ikke de skader deres børn, de gør bare det de er bedst til - tjene penge og skabe fine rammer med dejlige ferier til eksotiske steder. De børn har måske lange hverdage, men har så istedet mere nærhed på andre tidspunkter.
Jeg kan ikke se hvad der foregår hjemme hos det barn der er afleveret kl.7:30 og stadig er der når jeg henter kl.15 og sikkert er der til kl.17. Vi skal holde op med at tænke at mine behov er lig med andres behov. Hvis et barn mistrives og er svært at indkøre betyder det ikke at alle børn har det sådan (og de videnskabelige kortisol undersøgelser mangler i den grad nogen ordentlig kontrolgrupper). Gør det bedste for dine børn, men tro ikke dit bedste er det for alle andre.
Jeg må selv som pædagog sige, at jeg ikke var stolt over at sende mine børn i vuggestuepå trods af sen start pga. lang barsel, orlog og forholdsvis korte dage. Vuggestuen er kommet for at blive. Det der stadigvæk undre mig er, at både forældre til børn i vuggestuer og børnehaver ikke begynder at stille krav til de kommunale forvaltninger. Vi finder og hele tide i nedskæringer og forringelser, uden at råbe stop.
Problemet er måske, at vi som vælgere har valgt en national politik, hvor hævelse af kommuneskatter blev stoppet. Så i bund og grund får vi nok som vi vil betale for.
Det beløb, som det offentlige betaler til vuggestuen pr barn kunne da udmærket udbetales til forældrer, i det omfang de i f eks de første to år ønsker at passe deres barn ( 1/1 eller 1/2 tid) hjemme .
I øvrigt står det da de fleste frit for, om man vil indrette sin livsstil baseret på to fuldtidsindtægter eller (mere forsigtigt) på 1 eller 1½ indtægt - det er for mange ofte et spørgsmål om ikke at "falde i" og købe størst mulig bolig eller størst mulig bil ?
Problemet med den enlige forældrer ( som måske ikke engnag har en bedsteforældre "support") bliver vist aldrig løst godt nok for barnet, derfor er støtte i de tilfælde nødvendig i et vist videre omfang.
Robert:
Den ordning findes mig bekendt allerede i visse kommuner, hvor forældre gives tilskud til hjemmepasning i en periode.
@Viggo Okholm: det skyldes en tung, ideologisk propagandamaskine fra venstreorienteret side, der har dæmoniseret moderrollen. Vi kunne også kalde det feminisme. Den feministiske Ideologi er skabt af forstyrrede kvinder, der mest af alt er samlet om et had mod mænd og alt, der kan forbindes med kvindelige dyder.
Tag det ikke fra mig:
"Marriage as an institution developed from rape as a practice. Rape, originally defined as abduction, became marriage by capture. Marriage meant the taking was to extend in time, to be not only use of but possession of, or ownership. Only when manhood is dead--and it will perish when ravaged femininity no longer sustains it"
-- Andrea Dworkin
"No, we don't believe that any woman should have this choice. No woman should be authorized to stay at home to raise her children. Society should be totally different. Women should not have that choice, precisely because if there is such a choice, too many women will make it."
-- Simone de Beauvoir
"If life is to survive on this planet, there must be a decontamination of the Earth. I think this will be accompanied by an evolutionary process that will result in a drastic reduction of the population of males."
-- Mary Daly, professor ved Boston College og selvbeskrevet “radical lesbian feminist”
"Feminism is the theory; lesbianism is the practice"
-- Ti-Grace Atkinson
"A woman needs a man like a fish needs a bicycle"
-- Irina Dunn, populariseret af Gloria Steinem
“A woman reading Playboy feels a little like a Jew reading a Nazi manual.”
-- Gloria Steinem
“I feel that ‘man-hating’ is an honourable and viable political act, that the oppressed have a right to class-hatred against the class that is oppressing them.”
– Robin Morgan, Ms. Magazine Editor
“To call a man an animal is to flatter him; he’s a machine, a walking dildo.”
-– Valerie Solanas
“I want to see a man beaten to a bloody pulp with a high-heel shoved in his mouth, like an apple in the mouth of a pig.”
— Andrea Dworkin
Du kan næppe have undgået at bemærke, at disse "mandhaftige kvinder", ikke har så meget som en snert af omsorg i kroppen? For dem, som illustreret i kommentarerne, er det "kvindefjendsk", hvis en kvinde gør noget for at udfylde sin moderrolle og opfostrer børnene som en god kvinde bør - i en periode, forstås, men det er jo ikke kvindefjendsk med mindre man er dybt, dybt ideologisk fortabt.
Langt flertallet af kvinder ELSKER moderrollen, og det er først for nylig de har turdet løfte deres smukke røst.
Den store løgn vi lever på, er at unormale, forstyrrede kvinder er blevet de primære talskvinder for hele kvindekønnet, og de dikterer hvad de rigtige holdninger er. For kvinder og for mænd. Selv livets skabelse, er lagt for had.
Disse forstyrrede feminister indgår i en uhellig alliance med politikerne, der jo udmærket kan gennemskue, at de feministiske løsninger er designet til at få staten til at vokse, og de har derfor grebet muligheden for at indsætte sig som mellemled mellem mænd, kvinder og børn. I deres optik er den store værdi, som kvinder har bragt samfundet, desværre en art "sort arbejde", der ikke kan beskattes. Alle marxister har vidst dette siden Marx og Hegel nåede frem til, at man ganske enkelt blev nødt til at lade staten passe børnene i institutioner, mens både far og mor blev sendt på arbejde og blev "produktive".
Og propagandaen er fulgt i deres kølvand.
Det har naturligvis smadret familien som en gangbar, økonomisk institution, da staten nu tager så mange penge over skatten, at familierne er TVUNGET til at smide børnene i vuggestuer. Vi er over vendepunktet. Samme politik har også bidraget direkte til at ægteskaber langt oftere går i opløsning og at børnetallet er styrtdykket.
Hvilket igen er guld for feminismen, da nogle af de største heltinder i bevægelsen jo hader mænd og anser ægteskabet for et ondsindet fængsel. Det er også vand feministernes marxistiske, mandehadende mølle, at mænd typisk bliver berøvet børn og ejendom under skilsmisser i et system, der helt og aldeles favoriserer kvinden. For politikerne er det også guld, da flere børn vokser op med problemer og derfor har brug for mere "hjælp" fra staten.
Så ved du det.
Løsningen 1 er Basisindkomst. I denne forbindelse (og børnehaven) betyder det, foruden de mange andre fordele :
- Barselsorlov afskaffes som tidsbegrænset begreb.
- Barselsydelsen erstattes af betingelsesløs og individuel ydelse, altså ufhængig af ægtefælle indkomst.
- Ydelsen for børn følger barnet (betales delvis i institutionen, hvis man vælger den). Giver bedre valgmulighed for forældrene.
- Tilhørende administration og kontrol forsvinder.
- Fjerne enlig-begrebet, da basisydelse er individuel.
Løsning 2 er, at kvinderne føder i en tidligere alder, før karrieren og familieøkonomien er skruet i vejret.
Her skrige feministerne : Hjem til kødgryderne !! Den gider vi ikke høre på. Der er vigtigere ting på spil her.
lad dog for helvede os forældre selv vælge uden at skulle bebrejdes, at vores børn sendes i dagpleje eller vuggestue.
Vi ved jo godt, hvem det er en fordel med 75000 skattefri ned i lommen.
Det som i forvejen har overskuddet og en ægtefælle som tjener boksen.
Derudover vil det jo blot sende gøre at en masse kvinder, alt andet lige, bliver hjemme ved kødgryderne, har de så ovenikøbet taget en uddannelse først, så er den da totalt spildt, hvis denne ikke bruges.
Jeg finder at vi har et enestående system med betalbar pasning, så kvinderne har fået en reel mulighed for at komme på arbjedsmarkedet.De som reelt ønsker at gå hjemme kan jo blot indrettet deres tilværelse efter dette.
Man burde nok hellere overveje nye familieformer, men okay... Det virker nok lidt langt ude her i 2013
Jesper Kristensen: Basta:) en ordentlig smøre fra dig,som ud fra det jeg forstår har en noget "umoderne" holdning til kvindekønnet og dets begær eller?
Jeg selv som nu pensionist,pædagog i alm.børnehave,leder og vikar i vuggestue, og såmænd et halvt år i huset. Opvokset på et husmandssted hvor min mor var ude og inde.
Jeg kan altså ikke tage enentydig stilling til hvad der er bedst.
Jeg skriver pt. speciale om pædagogers trange kår for den nære kontakt til børnene i det daglige, dog primært med fokus på poderne i børnehavealderen, men nogle af udfordringerne er de samme med de alleryngste hvad angår tid til nærhed, og det kunne man selvfølgelig også bruge sin energi på at kritisere, så heller ikke det bliver et problem for de smås trivsel og udvikling. Jeg kan til dels følge kritikken af de i institution placerede børn, men synes også den bliver lidt skinger og udifferentieret. I mange tilfælde har jeg oplevet, at børn sagtens kan danne meningsfulde relationer til andre voksne og især til andre børn end deres forældre og søskende. Jeg genkender i lige så høj grad det noget anderledes syn, der kommer til udtryk i Birgitte Hollegårds svar på kronikken her ovenfor. Det er dejligt at opleve, hvordan min datter har fundet sig til rette i sin vuggestue. Hun er så godt nok heller ikke i vuggestue fra 7 til 17 hver dag. På ingen måde. Både mor og far er studerende, og vi rammer sjældent mange bare i nærheden af fulde dage i træk. Der er sagt meget om, hvor priviligerede studerende forældre er, hvad angår såvel økonomiske som tidsrelaterede muligheder i forhold til vuggestuepladser og udnyttelsen af dem. Nok om det. Men det, der måske giver et nyt perspektiv er, at vores datters vuggestue har begrænsede åbningstider (8-16), som udelukker enlige fuldtidsarbejdende som kunder i butikken, men dog har har flere gode konsekvenser:
- Begrebet 'primærpædagog' bliver mere end bare varm luft, fordi de fuldtidsansatte eller dem der nærmer sig et sådan ugentligt timetal simpelthen er tilstede i en væsentligt større del af institutionens åbningstider, hvormed chancerne for at skabe meningsfulde relationer er det så meget større.
- Som forældre er man nødt til at tage stilling til de lange dage, fordi de simpelthen ikke er mulige, og at institutionerne dermed ikke reduceres til en tilsyneladende naturlig forlængelse af arbejdsmarkedets krav om service, service og mere service, så trædemøllen kan køres videre uden nærmere omtanke.
- Det tidsrum, hvor børnene sover til middag kommer typisk til at udgøre en væsentligt større del af det samlede tidsrum, de er i institution. Det er selvfølgelig det bedste i hele verden at kunne sove til middag med sin lille pode, men realistisk set, så er det nok ikke muligt at bygge både arbejdsliv samt forældre- og barneliv op omkring lige præcis dette. Som kompromis synes jeg det giver mening at barnet tilbringer mest muligt af sin tid i vuggestuen med at sove. Også fordi det så giver mest mulig tid vågen derhjemme.
Måske skulle vi samtidigt med alle disse andre forslag også kigge på, om institutionerne overhovedet skal være denne forlængelse af de oplevede krav på arbejdsmarkedet med mere og mere tid brugt på arbejdet og mindre og mindre i hjemmet. Som det ser ud nu, er udviklingen desværre noget dyster, hvad det angår. Adskillige undersøgelser påpeger netop, at det daglige arbejde i daginstitutioner og de traditionelle pædagogiske fagligheder er under afvikling, netop med udgangspunkt i en reproduktion af de op- og forskruede forbrugerister på arbejdsmarkedet, for hvem det ikke kunne ligge dem mere fjern at skulle dele sine lange arbejdsdage med andre, så flere kunne komme i arbejde.
Minimer institutioners åbningstid og se, hvor meget det giver såvel i forhold til udbyttet af de vågne timer med poden samt de meningsfulde relationer i timer i institution!
Mener at jeg lærte allerede på socialpædagog uddannelsen i midt firserne at vuggestuen er et nødvendigt 'onde ' til gavn for samfundet -altså ikke umiddelbart foreneligt med små børns behov. Det er slående at vi ikke har formået at formidle denne viden. Hører ofte forældre der i ramme alvor tror at barnet glæder sig hver morgen til vuggedtuen, og at den 7 mdr gl baby 'leger m sine venner '
Det der skræmmer mig mest er hvordan det helt naturligt for mange er kvinden der så skal gå hjemme og passe børnene, etc.. Så har du fået børn, så må du som kvinde acceptere at dit liv (som dig selv) er slut, du skal passe skidtungen.. det er respektløst over for kvinder (der på den måde rangeres lavere end mænd, da de bare kan smutte hjem til kødgryderne) og overfor mænd (da de ikke kan give den pleje der skal til)
Forældede kønsrolle og det er 2013..
Der synes at være et kæmpe spænd mellem udtalelser om, at 'mit 7 mdr. gamle barn leger da med de andre i vuggestuen' og de erfaringer, der gøres på dagligt basis blandt vuggestuepædagoger, ja! På baggrund af mine egne erfaringer fra et par håndfulde kortere til længere ansættelser som hhv. vikar og medhjælper i såvel vuggestuer som integrerede daginstitutioner har jeg fået det indtryk, at alderen, hvor man kan observere 'leg med andre' først indfinder sig i 1½-2 års alderen. Om litteraturen understøtter dette, er jeg ikke så meget inde i, men evnen til at tage stilling til tilstedeværelsen af, en art hensyn til og ikke mindst egentlig 'leg med andre' er noget der først synes at kunne erfares 'udefra' hos børn i den førnævnte alder. Jeg synes bare, der er så mange andre steder at begynde end at kritisere forældre oven én kam, hvad angår tilsyneladende tåbelige og egennyttige argumentationer på deres børns vilkårs vegne. Det er ikke alle forundt at have alle disse overvejelser in mente i alle beslutninger, og det synes for mig lige så tåbeligt at referere til eventuelt historiske tidligere, optimale tilstande. Vi lever ikke som jæger-samlere længere og vores sociale verden er et meget mere komplekst system, end det nogle gange beskrives som, når forældre ses som eneansvarlige i skyldsspørgsmål. Hvad med at fokusere mere på pædagogers arbejdsvilkår som udgangspunkt for børns trivsel? Vi lever jo heller ikke længere i storfamilier, hvor bedsteforældrene er en naturligt forlængelse af forældrene. Der synes at være lige så god grund til at gå ind i diskussionen af forældres evne til at få poden til at falde i søvn af sig selv uden at den lille skal opbygge for høje koncentrationer af kortisol i blodet, som at angribe forældre for at aflevere deres barn i vuggestuen i for barnet en for tidlig alder. Hvem skal gå i dialog med de dårligt stillede forældre? En ph.D. i sin kronik på et, for mig at se en smule videns-snobbet, dagligblads-website, eller skal vi kæmpe for, at pædagogerne gerne må udøve pædagogik (også i forhold til forældrene) og på den måde tage udfordringen dér, hvor den opstår? Barnet har trods alt valgt sine forældre lige så lidt, som det har valgt sine pædagoger. Der skal, som det siges i et kinesisk ordsprog, en hel landsby for at opdrage et helt menneske...