Vi er alle antisemitter

Men nogen er det mere end andre. Og det er dem, vi fordømmer – ikke antisemitismen som sådan, for den er rundet af vores egen kultur, så den trives og gror i den pæredanske muld
22. marts 2013

Antisemitisme, filosemitisme, zionisme, antizionisme. Begreberne fyger om ørerne på en, når man vover sig ud i en debat om jøder og muslimer, Israel og Holocaust. Og hurtigt bliver drivedannelserne så bastante, at man ikke længere kan trænge igennem dem. Kritik af dette eller hint bliver med sofistisk sikkerhed tolket som en tilslutning til det, der stipuleres som det modsatte:

Er man kritisk over for Israel, er man nødvendigvis en naivistisk halalhippie og fordækt antisemit. Hvorimod man med en venlig attitude over for den jødiske stat straks afslører sig som en filosemitisk islamofob, der har ladet sig forføre af den zionistiske holocaustindustri. Enten-eller.

Eller både-og. For af og til sætter tøvejret jo som bekendt ind, og så går nogen i sig selv for at undgå alt for våde fødder, når sneen smelter. Således en erklæret eksantisemit, en ung mand ved navn Mir Massiullah Sadat, der i et debatindlæg på Opinionen.dk nu skriver: »Hvordan kunne jeg tillade mig selv at dømme samtlige jøder på baggrund af staten Israel? Hver gang jeg hørte nogen sammenligne muslimer med terrorister, ville mit blod begynde at koge, så hvordan har jeg kunnet være så dobbeltmoralsk?«

Spørgsmålet er godt. Især hvis det er motiveret af etiske overvejelser og ikke bare af strategiske hensyn. For på bjerget er det god latin at skelne mellem jøder og israelere, så hvis man vil gøre sig dér, altså på bjerget, bør man selv skelne.

Spørgsmålet er godt, ja. Men da grundsubstansen i antisemitismen er og bliver den dobbeltmoral, som Sadat har lagt bag sig, nytter det ikke at nægte dennes eksistens, hvis man vil forstå hin. Faktum er jo, at megen – især muslimsk – antisemitisme i Danmark anno 2013 er betinget af konflikten i Mellemøsten. Hvilket naturligvis netop ikke tjener som et godt argument for at hade jøder en masse over hele kloden. Forståelse og retfærdiggørelse er to forskellige ting. Men også denne skelnen har trange kår.

Spørgsmålet er godt, men hvad er det så, der ligger til grund for dobbeltmoralen? Måske, at man på den ene side forholder sig konkret til sig selv og sin egen gruppe – sit etniske, politiske eller religiøse fællesskab – og på den anden side abstrakt til ’de andre’, her jøderne. Som abstrakte er jøderne en blot og bar markør, en gruppe, som vi enten hader eller elsker. Således kan man både finde antisemitter og filosemitter steder på kloden, hvor der ikke er og aldrig har været jøder.

I Danmark har der været jøder i adskillige århundreder, men deres kristne landsmænd har sjældent forholdt sig konkret til dem. Nej, jøder kendte man fra sine fordomme og ikke fra sin omgang med dem. Hvilket til min egen beskæmmelse minder mig om, hvordan jeg engang i mit stille sind tænkte, at jøderne i København vel for pokker selv kunne vedligeholde deres ramponerede gravplads i Møllegade frem for at bede kommunen om hjælp til det. Jøder har jo penge nok, ikke sandt?

Selvfølgelig har de ikke det, men det er, hvad mange kulturkristne forestiller sig. Således fortæller en jødisk bekendt om sine genvordigheder med sine danske landsmænd:

»Værst af det hele mistede jeg i en alder af 22 min bedste veninde, der under en bytur ikke kunne forstå, at jeg ikke havde råd til en taxa, når min far nu var en rig jøde, der sad i Hellerup og tørrede sig i røven med hundredkronesedler. Jeg bad i de efterfølgende dage flere gange om en undskyldning, som hun ikke mente var nødvendig. Det var det venskab. Og det gjorde ondt at vide, at hun må have gået med denne latente antisemitisme i de mange år, vi var veninder. Så vil jeg hellere have, at en fremmed giver mig en ond kommentar!«

En anden beretter, hvordan hun viste nogle muslimske elever en film om et venskab mellem en kristen og en jødisk dreng under 2. Verdenskrig, nemlig Louis Malles Au revoir les enfants. På den måde lykkedes det hende at demonstrere forskellighedernes opløsning i det fællesmenneskelige. »Bagefter fortalte jeg min flinke og fornuftige kollega om projektet. Hans reaktion overraskede mig. Han mente, at de danske jøders problemer anno 2013 var en storm i et glas vand, og at debatten udelukkende skyldtes, at pressen var domineret af jøder. ’De er så dygtige og gode til at få magt rundtomkring’.«

Ja, jøder er jøder, og muslimer er nu en gang antisemitter, men vi ...

 

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Thomas Holm

»Hvordan kunne jeg tillade mig selv at dømme samtlige jøder på baggrund af staten Israel? Hver gang jeg hørte nogen sammenligne muslimer med terrorister, ville mit blod begynde at koge, så hvordan har jeg kunnet være så dobbeltmoralsk?«

Meget godt sagt.

Man kan jo fortsætte på denne måde (med meget bitter sarkasme): Det er ikke antisemitisme, det er religionskritik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel Dahl

Spørgsmålet er måske sympatisk, men Tudvads overblik dårligt og forsøget på den store fortælling misser for meget.
Hvorfor overhovedet den sammenligning mellem jøder og muslimer ?
Det er naturligvis helt urimeligt, og i øvrigt dybt tåbeligt, at dyrke nedsættende generaliseringer om forskellige folk eller grupper. Være de jøder, muslimer eller riverdansere. Og glædeligt, selvfølgelig, når mennesker bliver klogere. Men hvilke relevante lighedspunkter kan fremdrages mellem de to folks skæbner eller konflikter?

Problemet i den konkrete situation er at selvom Israel har udviklet sig til en rabiat terrorstat, så er det desværre fortsat et faktum at den betydelige majoritet af jøder udenfor Israel, inklusiv Danmark, støtter Israel, både økonomisk og politisk, og implicit accepterer landets helt ufatteligt brutale undertrykkelse af palæstinenserne.
Mange danske jøder ville nok helst være Bibi, muren og de værste overgreb foruden, men grundlæggende støtter man dette vanvittige projekt.
Ikke 10 eller 20 %, men op mod 90%, i følge flere målinger.

Denne støtte er uvurderlig og kultiveres systematisk fra israelsk side.

anbefalede denne kommentar