Læserbrev

Danmark bør give asyl til tolke

14. marts 2013

Tue Magnussen, Frederiksberg

Danmark bør følge Norge og Sveriges eksempel og tilbyde asyl til de tolke, der har behov for beskyttelse efter at have arbejdet for de danske styrker i Afghanistan.

Sagen aktualiseres især på baggrund af den misinformation fra forsvarsminister Nick Hækkerup (S), som TV 2 Nyhederne søndag aften dokumenterede. Modsat tidligere udmeldinger til både aviser og tv fra Hækkerup, står det efter TV 2’s dokumentation klart, at der er flere tolke fra Helmand-provinsen, som har arbejdet for Danmark. Det bør være grundlag for, at forsvarsministeren omgør den konventionsstridige beslutning om at afvise asyl til tolke og andresamarbejdspartnere i Afghanistan.

Danmark bør naturligvis i lighed med de øvrige skandinaviske lande yde beskyttelse til tolke og andre der har arbejdet for Danmark. I Norge har 21 tolke og deres familier i Afghanistan fået tilbudt asyl efter en konkret vurdering af deres sikkerhedssituation. Det skete på baggrund af interview og undersøgelser på den norske ambassade i Kabul. Ifølge justitsministeriet har Norge nemlig et »specielt ansvar for dem, som har arbejdet for norske styrker i Afghanistan, men det erikke alle, som har et beskyttelsesbehov«. I alt havde 106 afghanere søgt om asyl.

Følg Norge og Sverige

Menneskerettighedsorganisationer i Danmark har flere gange opfordret forsvarsminister Nick Hækkerup til at gennemføre en konkret individual vurdering af tolkenes beskyttelsesbehov – også på baggrund af Udlændingestyrelsens egen rapport om Afghanistan fra maj 2012, der specifikt udpeger tolkene som den gruppe af medarbejdere, der er mest i farezonen for angreb fra Taleban.

Ligeledes dokumenterer en ny rapport fra FN’s mission i Afghanistan (UNAMA) også, at Taleban har optrappet angrebene på afghanere, der samarbejder med de internationale styrker i landet.

Regeringen understregede i sit regeringsgrundlag og har siden flere gange hævdet, at den er fokuseret på opfyldelse af menneskerettighederne. Derfor bør Danmark på den baggrund følge blandt andet Sverige og Norges eksempel og tilbyde asyl til de tolke, der har behov for beskyttelse efter at have arbejdet for de danske styrker i Afghanistan.

Kun derved kan Danmark leve op til sinekonventionsmæssige forpligtelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu