Kronik

Derfor fører S og SF borgerlig politik

Det er ikke de radikale, der har tvunget S og SF til at føre borgerlig økonomisk politik. Snarere er det et skift i de to partiernes vælgerbase fra arbejderne til middelklassen, der trækker spor tilbage til tresserne
Helle Thorning-Schmidt og resten af Socialdemokraterne har nærmest opgivet arbejder-klassen som vælgergruppe og satser i stedet på middel-klassen. men det er sdtadig ikke der, de flerste vælgere befinder sig.

Niels Ahlmann-Olsen

Debat
14. marts 2013

Otto von Bismarck, den store tyske statsmand fra det 19. århundredes sidste halvdel, er god for mange one-liners. En af dem lyder: Folk ville sove bedre, hvis de ikke vidste, hvordan pølser og politik blev til. En anden siger: Der bliver aldrig løjet så meget som efter et jagtselskab, under en krig og før et valg,

Med hensyn til løgnene før sidste folketingsvalg 15. september 2011, er det især S og SF, der fører an, når vi sammenligner med, hvad der er sket efter valget. Men selv i forhold til regeringsgrundlaget for de tre partier, R, S og SF, ved regeringsdannelsen 3. oktober samme år er der også nok at pege på for alle tre partier.

Jeg vil især se på følgende to mulige forklaringer på løftebruddene i den økonomiske politik:

– Manglende kompetence hos de ledende politikere og deraf følgende afhængighed af embedsapparatet, som jo i alt overvejende grad var arvet fra 10 års borgerlige regeringer.

– En voksende bevidsthed i S og SF om, at deres virkelige vælgerbasis ligger i middelklassen snarere end i arbejderklassen.

Svage kvalifikationer

Det er bemærkelsesværdigt, at regeringens eneste fagligt stærke leder på det økonomiske område er Margrethe Vestager (R). Såvel Helle Thorning-Schmidt (S) som finansminister Bjarne Corydon (S) har en universitetsuddannelse i statskundskab bag sig, og Villy Søvndal (SF) er som folkeskolelærer heller ikke fagligt tæt på økonomiområdet. Hans daværende nøglerådgiver, Thor Möger Pedersen (SF), er heller ikke økonom af baggrund.

Men er dette et problem? Den økonomiuddannede tidligere finansminister Mogens Lykketofts (S) bidrag til Jubilæumsskriftet De Økonomiske Råd 1962–2012 giver et indblik i forholdet mellem embedsværket og politikerne. Da han trådte til som finansminister i Nyrups første regering i januar 2003, mente ministeriets klogeste økonomer, at ’strukturarbejdsløsheden’ var på ni procent. Det betød, at det var umuligt at komme under denne grænse, før økonomien begyndte at brænde sammen som følge af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Men det lykkedes faktisk at sænke strukturarbejdsløsheden i samme takt som den faktiske arbejdsløshed. Midlerne var først og fremmest opkvalificering og efteruddannelse.

Lykketoft siger det ikke direkte, men logikken er naturligvis, at det ville have været vanskeligt eller umuligt for en finansminister uden hans økonom-baggrund at overbevise embedsmændene om fornuften i at kickstarte økonomien med et holdbart fald i arbejdsløsheden på 100.000 personer i løbet af ganske få år.

I Fogh-regeringernes tid var statsministeren selv økonom, og finansministeren gennem de første fem år, Thor Petersen, var det ligeledes. Begge havde i hvert fald kompetence til at forstå, hvad de gjorde. Problemerne, der opstod, skyldtes snarere, at de af politiske grunde førte en slap finanspolitik samt en fordelingspolitik med uheldige effekter.

Da den nye SRSF-regering trådte til, viste det sig, at væksten i BNP truede med at gå i nul, og arbejdsløsheden var på vej op. Statsministeren, finansministeren og Søvndal kunne ikke personligt analysere problemerne kvalificeret. Der var kun Margrethe Vestager, som med sin økonomibaserede embedsmandsbaggrund i bl.a. Finansministeriet kunne levere en analyse og forslag til politik, som i det mindste var i overensstemmelse med embedsværket og dominerende kræfter i universitetsmiljøet samt erhvervsorganisationerne.

Dertil kommer, at uanset de akademiske kvalifikationer er såvel statsministeren som finansministeren forholdsvis uerfarne i dansk parlamentarisk sammenhæng–i modsætning til Søvndal og Vestager.

Middelklassekuppet i S og SF

Blandt løjtnanterne i S og SF samt hos sympatiserende kommentatorer har man villet forklare S og SF’s løftebrud med de radikales nøgleposition i regeringen: S og SF ville i virkeligheden gerne have ført rød politik, men på grund af de radikale, kunne og kan det desværre ikke lade sig gøre.

Jeg tror ikke, den teori holder vand. Den anden mulige forklaring til løftebruddene – altså udover den manglende økonomiske baggrund og korte parlamentariske erfaringer – snarere, at især middelklassens andel af vælgerkorpset har været stærkt voksende. Vi ved fra den nyeste undersøgelse af klasserne i Danmark (se bogen Det danske klassesamfund), hvor forholdene i 2009 sammenlignes med 1985, at den samlede middelklasse er vokset fra at udgøre 23 procent til nu at være på 33 pct. Arbejderklassen er fortsat den absolut største klasse, men er alligevel gået tilbage fra 58 til 47 pct. i samme periode. Overklassen er stabil på én procent, mens underklassen er vokset fra 18 til 20 pct. Men hvorfor skulle denne ændring i de relative forhold mellem arbejderklasse og middelklasse føre til, at de gamle arbejderpartier går fra at fokusere på arbejderklassen til at rette det meste af deres sympati i retning af middelklassen?

Det skal her erindres, at der er tale om en udvikling, der begynder tilbage i 1960’erne. Med højkonjunkturen 1957-1973 fjernes et par hundredetusinde mennesker fra landbrug, håndværk og småhandel. I begyndelsen vokser beskæftigelsen i industrien for snart at stagnere og sidenhen falde. Men væksten i den offentlige sektor (omsorg, sundhed og undervisning) samt den private sektor (den finansielle sektor, reklame og medier) opvejer så rigeligt det nævnte fald og stagnation. Disse voksende mellemlag eller middelklasse opfatter sig ikke som en ny og samlet klasse baseret på deres placering i produktionen. Men de har fælles interesser i forhold til bolig- og skattepolitik. Derfor kan deres stemme gå til partier med den rette politik og personer, de finder sympatiske. Dvs. væksten i vælgergrundlaget bliver denne stærkt voksende, men labile middelklasse.

Det er ikke første gang, vi har set, at partier skifter politik, når dyberegående samfundsprocesser er i gang. Eksempelvis blev S og SF lige så positive over for boligejerne, som de borgerlige partier, efter jordlovsnederlaget i 1963. Og efter nederlaget til VK-programmet i 1960 skiftede de borgerlige partier over til at acceptere, ja til at elske velfærdsstaten.

Hvem samler arbejderne op?

Det er synligt for enhver, at store dele af de danske arbejdere føler sig forrådt af regeringens politik. Vreden er ekstra kraftig i øjeblikket, fordi arrogancen er så ekstrem – fire milliarder kroner årligt i mindre selskabsskat til fordel for storindustrien og handlen, samtidig med at titusindvis glider ud af arbejdsløshedsunderstøttelse.

Det er velkendt, at mere end halvdelen af LO-arbejderne stemmer på et borgerligt parti ved folketingsvalg. S og SF får tilsammen en tredjedel af LO-arbejdernes stemmer. Resten, en sjettedel, går til Enhedslisten.

Det er på ingen måde givet, hvad resultatet af regeringsprovokationen over for arbejderklassen vil blive. Men det er værd at erindre sig, at arbejderklassen fortsat er den absolut største samfundsklasse – ca. halvdelen af befolkningen (når vi ser bort fra børn, unge under uddannelse og pensionister) – selv om den går relativt tilbage.

Hvorfor satser S og SF ikke på at komme tilbage til arbejderklassen som den centrale vælgerbasis? Dele af partiernes medlemmer vil utvivlsomt argumentere for en sådan renæssance. Men problemet er, at stort set hele ledelseslaget i partierne er middelklassefolk. Og de kan ikke leve med at skulle ud og argumentere for, at boligejerne skal have mindre skattesubsidier. Ikke alene vil det genere dem selv personligt – det vil også gå ud over deres sædvanlige vælgergrundlag.

De kunne dog samtidig forsøge at trække den halvdel af arbejderne, der i dag stemmer borgerligt, væk fra deres for tiden foretrukne partier. Et mere sandsynligt alternativ er imidlertid, at S og SF bliver svejset (endnu) tættere sammen, idet arbejderbasen forlader partierne og middelklassebasen får en relativt stærkere vægt. Det ville være logisk, at der blev etableret ét samlet Socialdemokratisk Folkeparti.

Dette giver Enhedslisten gyldne muligheder for at blive et stærkt arbejderparti – en mulighed, der ikke skal undervurderes. Allerede i dag har partiet flere LO-medlemmer i sin Folketingsgruppe end S og SF har tilsammen.

Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor emeritus i økonomi på DTU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

Nu lader det jo ikke til at "vælgerbasen" er enig, så første mulighed er måske mest aktuel.
http://www.information.dk/comment/683683#comment-683683

Regeringen er under alle omstændigheder ved at save den gren over, som den selv sidder på.