Kronik

Vi får intet ud af større ulighed

På trods af et erklæret mål om, at regeringen vil ’måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder’, peger stort set alle regeringens reformforslag i den modsatte retning – mod mere ulighed. Det kan undre, når en prioritering af lighed vil gavne samfundet såvel socialt som økonomisk
Lighed gavner både samfundslivet og de sociale relationer, den mentale sundhed, det fysiske helbred og den gennemsnitlige levealder. Derfor burde regeringen holde op med at arbejde for større ulighed. Arkiv

Kåre Viemose

Debat
7. marts 2013

Da regeringen tiltrådte, proklamerede den, at en del af dens succes ville afhænge af evnen til at formindske 00’ernes stigende ulighed. Set fra et centrum-venstre-politisk perspektiv var det med god grund. For under VK-regeringen i perioden 2001-2009 markerede Danmark sig med den næststørste stigning i uligheden blandt OECD-landende. En opgørelse fra EU viste, at Danmark i 2011 var dumpet ned på sjettepladsen hvad angår lighed, overhalet af blandt andre Norge, Sverige og Finland. Denne udvikling ville den nuværende regering gøre op med. De ville ikke forsætte med at føre en borgerlig økonomisk politik, og i regeringsgrundlaget hed det: »Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder.«

Det startede så godt

Det er i sig selv positivt, at den nye regering lagde kimen til en mere solidarisk velfærdsstat, hvor alle skal være gyldige medlemmer, modsat de borgerlige partier, hvor nogle kom til at udtrykke, at den stigende ulighed var et gode – en betingelse for mere vækst. Endvidere var det positivt, at regeringen som noget af de første afskaffede fattigdomsydelserne. Disse ydelser var, ifølge formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, nemlig »med til at skubbe folk længere ud i fattigdom«. Starthjælpen differentierede mellem, hvilken månedlig ydelse borgere i Danmark kunne modtage på baggrund af etnicitet og oprindelsesland (heri så den tidligere borgerlige regering intet problem).

Men med den økonomiske krise som begrundelse blev de gode ambitioner drastisk reduceret.

Regeringen afviste at lade sig måle på udviklingen i ginikoefficienten og accepterede, at uligheden forsat kommer til at stige – stik mod det, de havde planer om at gennemføre.

En omvendt Robin Hood

Afskaffelsen af fattigdoms-ydelserne er det eneste tiltag, hvor regeringen har omfordelt fra rig til fattig. Efterfølgende har den økonomiske omfordeling haft et omvendt fortegn. Der er blevet (eller i hvert fald vil blive) taget fra de samfundsgrupper, der har allermindst, og givet til de samfundsgrupper, der allerede har. De førstnævnte grupper gælder dagpengemodtagere, førtidspensionister, invalidepensionister, kontanthjælpsmodtagere og de studerende. De sidstnævnte grupper gælder middelklassen, erhvervslivet og det private. Som Rune Lykkeberg rammende skrev (Information d. 23. januar), så er »det således forkert at sige, at regeringen ikke omfordeler. Det gør den: Mest tages fra de svageste på overførselsindkomst og mindst tages fra de stærkeste, der ligner os selv.«

Dette er kritisabelt, da den forsatte stigning i ulighed kan have meget negative konsekvenser for velfærdsstaten og ikke mindst de borgere, der i en krisetid må leve af endnu mindre, end de i forvejen har.

Et ændret syn på de fattige

Bent Greve, professor i forvaltning ved Roskilde Universitet, har i Information den 30. december 2012 peget på, hvilke negative konsekvenser den fortsatte ulighed kan have. Han nævner, at uligheden kan påvirke sammenhængskraften i samfundet negativt, hvilket resulterer i, at borgere mister deres tro på velfærdsstaten. End-videre kan uligheden føre til endnu mere opdelte boligområder og uddannelsessystemer. Her fungerer den stigende opdeling mellem ’gode’ privatskoler og ’dårligere’ folkeskoler illustrativt som eksempel på den negative påvirkning, uligheden nødvendigvis må have. Endelig nævner Greve, at »en økonomisk ulighed kommer også typisk til udtryk i sundheden, i antallet af leveår og folks tilknytning til arbejdsmarkedet.«

Ligeledes peger forskningen på, at en øget afstand mellem rig og fattig betyder stigende kriminalitet og har betydning for sammenhængskraften og solidariteten i samfundet.

Vi kan allerede se, hvordan synet på dem, der er uden for arbejdsmarkedet, har ændret sig det seneste år med fattig-Carina og dovne Robert. Solidariteten er forringet, og det forventes, at de, der har mindst, skal klare sig bedre for færre midler – vel at mærke i en krisetid.

Det kan synes som en problematisk logik, om end politikerne åbenbart ikke mener, der er nogen problemer med antagelsen.

Prøv dog alternativerne

Uligheden er ikke kun økonomisk, men får også social og kulturel betydning, idet mængden af økonomiske midler spiller en stor rolle for borgernes adgang til det det kulturelle og det sociale: Hvor mange kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister har eksempelvis råd til at sende deres børn i privatskole, sende dem til tennis eller deltage i forbrugersamfundet uden at stifte gæld? Mit bud er langt de færreste. Og med den nuværende politiske kurs ser det ikke ud til at blive et hak bedre. Præmissen, regeringen igen og igen gentager, er, at der i disse krisetider ikke er råd til velfærden, som vi kender den fra tidligere, og at vi kun kommer ud af krisen, hvis alle bidrager. Det har indtil videre betydet en skæv omfordeling fra dem, der ikke har, til dem, der har.

Men der er alternative og mere retfærdige måder at komme ud af krisen på – måder, der ikke medfører, at samfundets svageste får det endnu sværere. Eksempelvis kunne man fra politisk side vælge at gøre noget ved skatten på boliger, indføre den berømte millionærskat eller en skat på finansielle transaktioner. Og man kunne – frem for at frede beskatningen af Nordsøolien frem til 2043 – overveje, om det måske ikke vil være mere rimeligt, at udvindelsen af statens ejendom i form af Nordsøolien faktisk gik til landet frem for til i forvejen vanvittigt velhavende aktionærer. Alle tiltag, der vil modvirke uligheden og sikre penge til at løse krisen.

Lighed gavner os alle

Og selv hvis man accepterer regeringens retorik om, at det kun er økonomisk vækst, der kan få os ud af krisen, skal vi stadig ikke prioritere en øget ulighed, men derimod en højere grad af lighed.

I bogen Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund, oversat til dansk i 2011, leverer professorerne Richard Wilkinson og Kate Pickett solid dokumentation for, at lighed gavner såvel fattige som rige. Lighed gavner nemlig samfundslivet og de sociale relationer, den mentale sundhed, det fysiske helbred og den gennemsnitlige levealder. Alle indikatorerne er medvirkende til at gøre et land rigt. Det er værd at bemærke, at det ikke er de ovennævnte punkter, der gør et land lige, men derimod at disse forhold forbedres i mere lige samfund. Eksempelvis vil borgere i Danmark med samme indkomst som borgere i USA leve længere, idet Danmark er et mere lige samfund. Lighed gavner dermed alle i et samfund, ikke kun de fattige. Måske er det ligefrem derfor, at de nordiske lande har klaret sig – relativt – bedre gennem krisen?

En fortsat øget ulighed vil hverken gavne samfundet eller sikre, at vi imødegår den økonomiske krise på bedst mulig vis. I stedet er opfordringen herfra, at politikerne over en bred kram begynder at kæmpe for mindre ulighed. For det er den bedste måde, hvorpå vi løser krisens problemer. Det gælder både nu og her og på sigt.

Kristian Haug studerer socialvidenskab og filosofi på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Thorup

Det er et interessant spørgsmål, om den lige nordiske velfærdsstat faktisk har gjort os mere robuste mod krisen.

Siden velfærdsstatens fødsel er den blevet kaldt økonomisk ubæredygtig. Det ærgerlige er at venstrefløjen nu også er begyndt at tro på det.
Det er ikke godt at vide hvor idéen kommer fra, da vi synes have ligget flot på lister over konkurencedygtighed de sidste mange år.

odd bjertnes, Steffen Gliese og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
randi christiansen

En velfærdsstat, som ikke er baseret på ´cirkulær økonomi´, på steady state economy, kan ikke i længden være miljø-og socioøkonomisk bæredygtig - så enkelt er det.

Steffen Gliese

Lighed burde ikke være noget problem, hvis blot niveauet for den er tilstrækkeligt.

John Christian Mogensen

Hvis ulighed er en dynamisk faktor, der skaber økonomisk vækst, som liberalister siger, er det, givet verdens gispende tilstand, et argument for øget lighed. Hvis lighed gavner fattige såvel som rige, er det et argument for øget lighed. Hvis lighed kun gavner de fattige, men ikke skader de rige, så er det et argument for øget lighed. Hvis lighed gavner de fattige, men skader de rige på deres rigdom, men ikke på deres livskvalitet, så er det et argument for lighed osv. osv. Summa summarum: Alle argumenter for øget ulighed er elendige. Men alle argumenter, undtagen argumentet magt, er irrelevante.

Carsten Hansen

Fortsætter udviklingen, så ender det med at de rige må sætte en mur op omkring deres enklaver og ansætte vagtfolk i døgndrift.

Der er stadig et godt stykke vej endnu, men kursen mod amerikanske forhold er lagt.