International kommentar

Fiaskoen i Irak har lammet Vestens udenrigspolitik

På tiåret for Irak-invasionen holder det principielle argument stadig vand: Det var både berettiget og uomgængeligt at vælte det morderiske Saddam-regime. Men besættelsen blev fatalt forkludret, og derfor tør vi ikke sætte effektivt ind imod en ny tids tyranner
Debat
9. marts 2013

Det slår aldrig fejl. Når jeg holder foredrag, vil en tilhører uvægerligt henvende sig til mig med spørgsmålet: Fortryder du ikke, at du støttede Irak-krigen? Blikket er på en gang bønfaldende og anklagende – »i dag må du da indse, du tog fejl«, synes det at sige.

Jeg svarer, at der er rigtig meget ved Irak-krigens forløb, jeg tager afstand fra: Opløsningen af de irakiske sikkerhedsstyrker, af-baathificeringsprogrammet, som udviklede sig til sekterisk udrensning af Iraks sunnier; torturen i Abu Ghraib. Besættelsesadministrationens svigt, da den ikke formåede at opretholde sikkerheden i landet. Med det resultat at fanatiske sekteriske morderbander kunne hærge og myrde titusinder af deres landsmænd. Tilbage står dog, at invasionen af Irak – i princippet – var både berettiget og uomgængelig.

Hvis jeg kan få ørenlyd for mine tilhøreres protest, vil jeg dernæst tale om Saddams terrorstat og om Baath-regimets forsøg på at udrydde Iraks ’urene’ kurdiske minoritet, gennemført med rene Hitler-metoder, herunder giftgas. På dette tidspunkt plejer mine tilhørere at blive fjerne i blikket.

Et bovlamt Vesten

10 år er gået siden Saddams omstyrtelse og 25 år, siden han gav ordre til folkedrab på kurderne. Jeg kan garantere for, kære læsere, at Saddams grusomheder kommer vi ikke til at høre ret meget om i de kommende uger.

Som Bayan Rahman, ambassadør for irakisk Kurdistan i London, sagde for nylig: »Alle vil tale om Fallujah, ingen vil mindes Halabja« – som, hvis De skulle have glemt det, var en kurdisk by, hvor mindst 5.000 indbyggere blev dræbt ved et giftgasangreb i marts 1988. Og ej heller kommer vi formentlig til at høre meget om en af krigens fatale eftervirkninger: At vestlig udenrigspolitik i dag fremstår afmægtig og eftergivende over for en ny tids tyranner.

Så stort et chok var Irak-krigens blodige kaos, at den altdominerende holdning i dag er, at Vesten for alt i verden nok skal holde sig ude af andre landes ’indre anliggender’. Et af de bedste argumenter for det er, at der altid er fare for, at vi ikke forstår det land, vi griber ind i. Det gjorde de NATO-regeringer, der sendte tropper til Irak, så åbenlyst ikke. Men går vi for vidt i vores forsvar for status quo, kan vi meget snart lulle os selv ind i den forestilling, at de undertrykkende regimer måske ikke er så slemme endda.

Den venstreorienterede opinion er mest tilbøjelig til at gå i den fælde. Konservative nationalister har ingen skrupler ved at sige: »Mit eget land kommer først. Hvis mennesker i udlandet lider, er det deres eget problem«. Som venstreorienteret må man drapere sin isolationisme i moraliserende sprogbrug. Det er nødvendigt at kunne føle sig retsindig. Især når man i virkeligheden er selvisk. Det ser vi intet sted klarere illustreret end i Obama-regeringen.

I erkendelse af George W. Bushs udenrigspolitik var en fiasko, har Obama på mange områder stræbt efter at gøre det stik modsatte. Når Bush var imod diktaturer, ville Obama ’starte på en frisk’ i relationerne til Rusland og Iran og behandle dem som partnere. Trods Obamas velvilje er Rusland forblevet en mafiastat og Iran et dystert teokrati, der synes opsat på at bevæbne sig med a-våben. Utilfredshed og vrede ulmer og gærer i den russiske og iranske befolkning. Men folkelige opstande, der i deres væsen er prodemokratiske og frigørende, mødes dagens Irak med ligegyldighed og forlegenhed.

Ikke kun russere og iranere har bemærket den nye reaktionære strømning hos Vestens ’progressive’. John Kerry måtte bønfalde de syriske oppositionsledere om at mødes ham. Kun for at bevise, at deres instinktive mistro var helt berettiget. Mens Iran, Rusland og Hizbollah intervenerer for fuld styrke til fordel for Assads morderiske diktatur, gjorde Kerry det klart, at Obama-regeringen er fast besluttet på, at der ikke skal ske nogen vestlig intervention til fordel for de demokratiske kræfter i Syrien i form af våben til oppositionen eller en flyveforbudszone.

Vestens totale svigt

Så dybt stikker Vestens moralske abdikation, at liberale arabere nu ikke længere vil have noget at gøre med Den Frie Verdens formodede leder.

I et åbent brev til Obama forklarer Bahieddin Hassan fra Cairo Institute for Human Rights Studies, hvor hård en kamp han og hans meningsfæller i dag må udkæmpe imod Det Muslimske Broderskab. Politiet har myrdet demonstranter, fortæller han præsidenten. Teokratiske bøller har voldtaget kvindeaktivister »for at bryde ofrenes politiske vilje gennem ydmygelse.«

Ikke desto mindre, bemærker han, vedbliver Obama-regeringen med at lovprise Det Muslimske Broderskab og være nedladende over for dets liberale og venstreorienterede modstandere. Hvis USA ikke kan støtte os, kan det i det mindste holde op med at give rygdækning til tyranniet og forholde sig tavs, er alt, hvad Hassan beder om.

Den engelske forfatter Ian McEwan har formuleret venstrefløjens svigt forbilledligt. I romanen Saturday, der foregår på dagen for den store antikrigsmarch i London i 2003 har hans helt, Henry Perowne, en diskussion med sin datter. Perowne, der er læge, har behandlet ofre fra Saddams torturkamre, og han spørger hende: »Hvordan kan det være, at jeg iblandt de to millioner idealister, der går på gaden i dag, ikke har set et eneste banner, en eneste knyttet næve, eller hørt et eneste vredt ord imod Saddam.«

»Han er jo et monster, det ved alle,« svarer hun.

»Nej, det gør de ikke,« siger Perowne.

»Det glemmer alle. Hvorfor synger og danser I ellers i parken?«

 

© The Observer og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Colin Bradley

Lammet. Det er jeg i hvert fald efter at have læst denne 'artikel'. Er det virkelig hvad der kommer til at stå i fremtidens historiebøger om Irak krigen? At " . . invasionen af Irak – i princippet – var både berettiget og uomgængelig." ? At vi gik i krig for at vælte en herskesyg folkedrabsmand, som CIA iøvrigt hjalp til magten, og som både USA og Storbritannien 20 til 15 år før havde støttet med våben og handel, trods at alle udmærket vidste hvad for en slags skiderik han var? Det er vel nok Nick Cohen der har en dårlig eller snarere selektiv hukommelse, for vi er næppe nogen på venstrefløj der har glemt at Saddam var en morderisk højrefløjs diktator af værste skuffe, støttet et langt styk af vejen af vestlig regeringer.

Men vi har heller ikke glemt at vi gik i krig IKKE for at vælte en hæslig diktator men for at redde verden fra de ikke eksisterende massødelæggelsesvåbene Saddam angiveligt rådede over. At det skete udenom FNs beslutningsproces. At krigens planlæggere unægteligt havde olie i bagtankene, mens Bush tørstede efter hævn for 9.11, trods at Irak var den mindste sandsynligt indblandede i denne terror aktion. Men det var Bush ligeglad med, bare der kom til at ske noget. At Irak krigen kom til at koste sandsynligvis langt flere uskyldige liv end ville være sket var diktatoren blevet på sin pind. Og disse ting er der ikke et ord om i Cohens artikel. En testamente til propagandaens magt og dulmende effektivitet. Cohens narrativ er nu blevet gentaget så uendelig mange gange at allerede nu blot ti år efter tror mange på, at det er sandheden. Og Cohen beskylder venstrefløjen for at være glemsomme?

Men det er ganske utvetydigt hvad dagsorden er. En ny krig lurer og vi må gøre os klar; heriblandt med forudsigelige latterliggørelser af de protester der uafvigeligt vil komme især fra venstrfløjen. Men lur mig om ikke en overraskelse er i vente denne gang. Vi betaler stadig for Irakkrigen og lavkonjunkturen vi døjer under skyldes ikke i uvæsentlig grad denne krig. Ikke 3 milliarder men 3 billioner (3.000.000.000.000) $ har Irak krigen kostet. Vi har simpelthen ikke råd til en til, (eller også er der nogen der fortæller kæmpe løgnhistorie om en finanskrise) og det kan højrefløjens pengetilbeder også se og forstå at det kommer til at gå ude over deres bankkonti næste gang. Så skal vi nok begynde at kunne høre dem pive. Menneskeliv regner de ikke for noget men penge . . det er noget helt andet.