Kronik

Folkeskolen er en maskinfabrik

Folkeskolens bygninger, struktur, timeopdeling og lokaler er stadig at sammenligne med en produktionsfabrik, hvor vi skal have ét bestemt produkt ud i den anden ende. Men hvis skolen skal forberede eleverne på fremtidens samfund, må vi gentænke skolen fra bunden frem for mere af det samme. Her er nogle bud på hvordan
I skolen skal der ikke længere være aldersopdelte klasser, hvor alle uanset evner, interesser og udvikling lærer det samme. I stedet kan der være en tredeling efter alder: i små, mellemstore og store børn, foreslår dagens kronikør.

Sofie Amalie Klougart

Debat
18. marts 2013

Debatten om folkeskolen bølger frem og tilbage med mere tidssvarende ideer til nyt indhold, udvidet skolegang og positive intentioner om børnenes trivsel i ’fremtidens folkeskole for alle’. Men man har undgået at forholde sig til, at folkeskolen ikke kan ændres grundlæggende, hvis ikke strukturen – skolens formelle opbygning – ændres.

Den danske folkeskole er opbygget som en ’maskinfabrik’, der oprindelig har den militære kamporganisation – styring, lydighed, ensartethed, kontrol – som forbillede. Folkeskolen er opbygget hierarkisk og har samme kendetegn som en produktionsvirksomhed: Skolen er isoleret fra det omliggende samfund, børnene kan ikke bevæge sig ud og ind, og der er fast arbejdstid (alm. 8-14). Skoledagen er opdelt i lektioner. Timerne er opdelt i fag. Der er en lærer til hver af klassens timer. Børnene er aldersopdelt i klasser. Styringen sker ovenfra gennem fagbeskrivelser og instruktioner, og børnenes og klassens standpunkt kontrolleres – f.eks. med tests.

Hvad skal vi kunne?

I 1938 fik vi ’verdens mest demokratiske skolelov’, hvor alle børn skulle behandles ens – uanset køn, race, økonomi og familiemæssig baggrund. Den førte blandt andet til, at vi var et af de første lande, der afskaffede fysisk afstraffelse som læringsmotivation og gradvist indførte metoder til at motivere børnene til faglig indlæring, og ensartethedstænkningen passede fint til ’maskinfabrik-modellen’.

Efterfølgende er det gennemgående lykkedes at udvikle folkeskolen i takt med samfundsudviklingen. Men den hastige globalisering af erhvervslivet gør det stadig mere klart, at vores nuværende skolesystem ikke kan udvikle ’fremtidens danskere’ til at kunne konkurrere på verdensplan mod kæmpe kapitalkoncentrationer og ubegrænsede mængder arbejdskraft.

Derfor er det ikke nok med justeringer af den nuværende skole. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan verden kan se ud, når de børn, som nu starter i folkeskolen, kommer ud på arbejdsmarkedet om cirka 20 år. Hvad har danskerne om 20-40 år brug for af evner, som kan tilgodese samfunds- og erhvervsudvikling?

Som mennesker skal vi i fremtiden kunne rumme kompleksitet og gennemskue ensidighed. Målet er overskudsmennesker, der søger udfordringer, søger det ukendte og skaffer sig social overskuelighed. Vi skal lære det i skolen, som maskiner og kinesere ikke kan.

Som en innovationsafdeling

Men hvad er det, vi er særligt gode til, som ligger i vores kultur og samfundsform? Det er nok innovation og nytænkning. Vi kommer måske til at leve af at udvikle nye ideer og tage patenter på dem.

Skolens fremtidsmål er, med baggrund i vores særlige kultur, at udvikle mennesker, der vil kunne leve, producere og udvikle sig i en uoverskuelig verden. Det vil sige kunne rumme kompleksitet og gennemskue ensidighed, søge det ukendtes udfordringer og dilemmaer og turde begå fejl. For det er ikke ved at få serveret løsninger, men ved at blive stillet over for uløselige situationer – dilemmaer – at man udvikler originalitet og overskrider grænser.

Skolen bliver tvunget til at udnytte den enorme variation i børnenes arvemasse og miljøbaggrund. Vi har ikke råd til at lade talentmasse gå til spilde som i dag, hvor undervisningen ikke er rettet mod det enkelte barns ejendommeligheder og særheder. Børnene skal ikke bare vide mere, de skal blive klogere – det er et niveau over. Mange af skolens holdninger er ændret, men lærerens grundfunktion er den samme, og skolens opbygning som maskinfabrik er kun svagt modereret. Skolen skal ikke være en produktionsafdeling med ensartet output, men i stedet være som en erhvervsvirksomheds dynamiske innovationsafdeling. Vi kommer til at slippe tryghedsgarantien og sluge store kameler, hvis vi skal på forkant med den globale udvikling.

Bud på en ny skole

Her er nogle kendte og ukendte bud på, hvordan skolen kan skabe kreative, selvstændige, aktive, innovative børn, der kan samarbejde i en fleksibel skole i stadig forandring:

Læreren skal ’ned fra katederet’ og slippe rollen som ’den fortællende lærer, der fylder sin viden over i de lyttende elever’. Læreren skal ikke undervise, men overvise, dvs. arrangere situationer hvor børnene lærer ud fra hver deres forudsætninger i stedet for, som det sker mange steder, at læreren må lægge niveauet lidt under midten af klassen, og kun få får udbytte af vidensformidlingen. Undervisning skal ikke mere være lærerformidlet, men lærerarrangeret i lærerteam, ligesom lærerne skal bruges som coaches.

Skolen kommer mere til at ligne arbejdende værksteder med forskellige arbejdslokaler, forsøgsrum, faglokaler, gruppe- og projektrum samt individuelle arbejdspladser, som kan minde om kontorlandskaber. Klasselokaler er der ikke brug for.

Der skal ikke mere være aldersopdelte klasser, hvor alle uanset evner, interesser og udvikling lærer det samme. I stedet kan der være en tredeling efter alder: i små, mellemstore og store børn, så man i grupper på måske 50-100 børn får lejlighed til at organisere forskellige læringsaktiviteter. Ud fra storgruppen kan så dannes arbejdsgrupper, som i størrelser og varighed afhænger af opgaven, evner og interesse. Det giver det enkelte barn mulighed for læring, som giver maksimal udfordring.

Viden skal læres i praktiske sammenhænge: F.eks. kan kemi, botanik, fysik og historie inddrages gennem ’spejderaktiviteter’ i naturen (fagspecifik indlæring hører hjemme ved højere uddannelser). Eksperimenteren, hvor facts, viden og handling kan være en betydningsfuld erkendelsesform hele skoleforløbet igennem.

Sport, motion og friluftsaktiviteter er vigtige for at kunne lære – ikke kun for de ikkeboglige elever. Hvis vi gør engelsk til skolesprog, vil vi få en stor fordel i forhold til lande, der blot taler ’basic-english’.

Der skal være plads til og udbytte for mange forskellige børn: Velbegavede og mindre begavede, drenge og piger, ærkedanske og etniske, børn fra ressourcestærke og fra ressourcesvage hjem, ordblinde og specialbegavede autister, stille og motoriske, sociale og asociale … Vi skal udnytte alle børnenes forskellige ressourcer.

Skolen skal udvikle børn med stærke personligheder – survivors og mønsterbrydere – der kan søge udfordringer og håndtere stress.

Lærergerningen skal fornys og gøres spændende og varieret. Seminarierne må igen gøres tiltrækkende. Pædagogik og psykologi, som næsten er forsvundet fra seminarierne til fordel for traditionel fagspecifik uddannelse, må atter ind. Seminarierne må slippe traditionerne og rettes mod fremtidens skoleformer. Lærerne skal uddannes til at udvikle spændende læringsarenaer og computerprogrammer og til at organisere målrettede aktiviteter samt til at være ledere, gruppekonsulenter og coach for børnene.

Riv væggene ned

Den første forudsætning for at skolen kan fungere på nye måder er, at klassevæggene rives ned, og at der bygges arbejdslokaler med forskellig funktion og størrelse. Det er faktisk sket flere steder i slutningen af 90’erne med stor succes på skolerne – og nogen modstand fra omgivelserne.

I Gentofte har kommunen ombygget alle folkeskoler. Der er ikke klasser, men en stor mængde arbejds- og faglokaler. Det meste af tiden arbejder børnene alene eller i grupper med aftalte opgaver. Skoleklokken ringer ikke mere, børn går ud og ind af skolen. Man har ikke kunnet undgå aldersopdelte klasser, men man har i stedet slået tre klasser sammen, så man blot har tre niveauer – det giver en vis fleksibilitet med hensyn til mere individuel udfordring af de enkelte børn. Jeg har oplevet en arbejdsom, engageret, faglig stemning i alle de åbne afdelinger, jeg har besøgt.

Når vi kommer i krise, er vi tilbøjelige til krampagtigt at holde fast i det, vi har – selv om det samtidig er den bedste situation at skabe ændringer i. Men det er lige nu, vi kan ændre folkeskolen, så den bliver en skole for fremtidens samfund.

 

Jens Berthelsen er lektor, ph.d. og cand.psych.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Læreren skal ’ned fra katederet’ og slippe rollen som ’den fortællende lærer, der fylder sin viden over i de lyttende elever’. Læreren skal ikke undervise, men overvise, dvs. arrangere situationer hvor børnene lærer ud fra hver deres forudsætninger i stedet for, som det sker mange steder, at læreren må lægge niveauet lidt under midten af klassen, og kun få får udbytte af vidensformidlingen. Undervisning skal ikke mere være lærerformidlet, men lærerarrangeret i lærerteam, ligesom lærerne skal bruges som coaches.

Hjælp dette kunne være skrevet for 10 år siden, 20 år siden eller 30 år siden.
Læreren som coach,det lyder smart, men er indholdstomt. Læreren skal ned fra katederet skrives der. Hvad er det for en virkelighed Berthelsen lever i. Læreren har ud over på seminarier og universiteter ikke været oppe på noget kateder i årevis, men farer rundt i klassen, på computerrummet, på gange og uderum hvor eleverne arbejder i grupper eller alene. Men læreren er ikke coach, han er formidler. Ikke den store tankpasser, men den der i store træk tilrettelægger undervisningen. En elev i folkeskolen har større frihed til at putte indhold i sin undervisning end man har på et universitet, hvor man fra semestrets begyndelse kan se hvilke værker der skal læses og hvilke kapitler der gennemgås på hvilke dage. Det er en smuk tanke at frigøre folkeskoleelever, men virkeligheden er anderledes.
Den egenudvikling Berthelsen hylder er rigtig fin for de veltilpassede middelklasseelever, men har desværre vist sig at være dræbende på de elever der kommer fra miljøer, der er fremmede over for de indforståede normer denne undervisningsform kræver. Ansvar for egen læring, ja i et vist omfang, men så sandelig også letforståelige signaler om forventet arbejdsindsats og målsætning. En maskinfabrik er både rutine og udvikling, personlig dygtighed og samarbejde, praktiske og teoretiske løsninger og ikke mindst fællesskab. Fællesskabet kan etableres på andre måder end i klassen, men små faste grupperinger er en forudsætning for sikkerhed og fortrolighed. Den atomiserede egenudvikling er ikke et udetinget gode.

Steffen Gliese

Når man betragter danskere som særligt gode til innovation, er man blind. Danskerne har altid været gode til at snuppe de andres ideer og give dem et fikst udseende.

Steffen Gliese

Hvis man ikke forstår, at børn har behov for at blive guidet på vejen til at blive voksne, går vi en farlig fremtid i møde. Men når pubertære forestillinger har taget magten, er det vel, hvad man kan vente.