Læsetid 2 min.

Folket har krav på åbenhed

18. marts 2013

Embedsmand og næstformand for Djøf, Per Hansen, (PH) lyder i sit indlæg ’Balancen mellem åbenhed og effektivitet’ fra den 19. februar og igen i indlægget fra 9. marts som et ekko af de politikere, embedsmænd samt tidligere Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, som foretrækker lukkethedskulturens effektivitet.

Som justitsminister Morten Bødskov (S) griber PH fat i de argumenter, der kendes tilbage fra tiden, før vi fik den første offentlighedslov i 1970.

PH appellerer til folkets egne erfaringer i virksomheder og foreninger, hvor man kender og lever med en ønsket/uønsket hemmelighedskultur. I virksomheder og foreninger kan man skifte arbejde eller melde sig ud, hvis man er utilfreds, men vi kan ikke melde os ud af samfundet. Vi bidrager også alle til samfundet gennem eksempelvis betaling af skat – og bl.a. derfor har vi krav på en udvidet åbenhed.

Den yderste konsekvens af PH’s holdning vil være et diktatur, hvor man med stor effektivitet gennemfører styrets ønsker uden at spørge folket og uden folkets indseende.

Lad mig minde om tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens (K) indledende ord i vejledningen til Offentlighedsloven af 1986:

»Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver«.

Paradoks i Offentlighedsloven

En betragtning som beklageligvis ikke støttes af PH og nutidens politikere og embedsmænd.

Mon PH’s synspunktet er dækkende for hele Djøf? Måske findes der menige Djøf’er, der har set folkets og pressens ret til indseende i forvaltningen som et sikkerhedsnet, der kan være med til at forhindre, at de bliver presset af politikere eller overordnede embedsmænd til ulovligheder?

Det er et af paradokserne i Offentlighedsloven. På den ene side er der embedsmænd, som PH og Hans Gammeltoft-Hansen, der ikke bryder sig om at blive set over skulderen.

På den anden side skal loven beskytte de embedsmænd, der ønsker at overholde landets love, hvor politikere har fået en hel anden idé.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jørgensen
Lars Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Støt underskriftindsamlingen "NEJ tak til den nye offentlighedslov"

På netsiden http://www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov er der en borger, Susanne Jespersen, som har startet en underskriftindsamling mod det fremlagte lovforslag til ny Offentlighedslov. Jeg kan anbefale, at man støtter underskriftindsamlingen.

Netop nu d. 18. marts 2013 kl. 2042 er der på 8 dage indsamlet 12.607 underskrifter, hvilket må siges at være et overraskende stort antal for et umiddelbart meget abstrakt emne for mange.