Klumme

Hvordan snakker man med sin kæreste, når man allerede ved det meste?

Man snakker lort. I quizform, for eksempel
7. marts 2013

Hvis du var et dyr, og jeg skulle være sammen med dig – hvilket dyr ville jeg så foretrække, at du var? Kat? Fisk? Eller abe?«

Fælles stilhed er et privilegium i et forhold. Det bare at være sammen, tyst, roligt, mundlortløst, er en lise. Og en intimitet. Den konstante samtale kan blive til konstant støj, til mudder i hjernesprækkerne, der forhindrer den frie tanke i at få vejret. Og dog. En gang imellem er det lige så rart, eller mere rart, at insistere på sludderen frem for den magelige tavshed – også når man holder tiltrængt pause fra at tale om Noget med stort og vigtigt N eller om noget med et lille og dovent hverdags-n.

Det kan for eksempel være pinagtigt for mig at sidde på restaurant ved siden af et par, der ikke taler sammen, der ikke gider sige noget, der bare kigger roligt ned i maden og op og skåler og ser ned igen. At gå ud er en måde at tage sig sammen på, at kigge på hinanden uselvfølgeligt. At spørge uselvfølgeligt ind. Selv når man ved det meste. Det siger måske mest om mit eget temperament. Men i hvert fald er der råd, og en quiz, for det.

Vi er på weekendtur i Paris. Vi har kendt hinanden i mange år, vi har snakket om det meste mange gange. Jeg nyder fjollepauserne, hvor vi ikke snakker om Noget eller om noget. Vi tager på Musée D’Orsay. »Jeg kan godt lide van Gogh,« siger jeg og stikker næsen mod de ormede penselstrøg. »Det kan jeg også,« siger hun.

»Jeg kan ikke lide Gauguin,« siger hun. »Det kan jeg heller ikke,« siger jeg. »Han er dårlig til at male arme,« siger hun. Vi står længe ved et kæmpe dramatisk maleri af skrigende børn og mødre uden at tjekke kunstnernavn eller titel. »Ej, det ligner slet ikke, at hun holder fast i barnet,« siger hun. Så endnu en teknisk dom: »Måske er det bare dårligt malet.«

Min måske yndlingsdisciplin overhovedet er at tale lort. Hjernen slumrer boblende. En af mine veninder og hendes kæreste har opfundet et spil til netop det formål. At samtale uden alvor. At forcere det. Det er et godt spil. Det virker. Det er endnu bedre end tavshed. Man fjolles op sammen. Det hedder ’TP with a PT’: Trivial Pursuit with a Personality Twist.

Man finder på kategorier i seks TP-farver (grøn kan være »materielle bekendelser,« blå kan være »storhedsvanvid«, brun kan være »barndom« osv.) Og så udfordrer man hinanden i selvopfundne personlige spørgsmål inden for de valgte kategorier, indtil man har fået en ’ost’ i alle farver og har ’vundet’. Det er for tiden en stor succes i min omgangskreds.

Vi spiser fint i Paris. Vi anerkender maden. Vi har spillet ’TP with a PT’ i køen på gaden, nu gør vi det over de længe ventede retter på restauranten. Hun lader som om, at hun slår med en terning. Jeg lader som om, hun er landet på en brun ostekategori. Barndom. »Hvad sammenlignede jeg som 10-årig livet med i en sang? En rød bil? En rød ballon? En rød hat?,« spørger jeg. Hun vinder en ost. Life was a red balloon. Så lader jeg som om, hun lander på gul. Hvis hun var et dyr, spørger jeg, hvilket ville jeg så foretrække, at det var? Hun svarer »abe«. »Det er det forkerte svar,« siger jeg. »Det rigtige er fisk. På grund af det dyreetiske,« siger jeg.

Jeg tænker, at fisk ikke har ligeså komplekse følelser som abe og kat. En fisk ville ikke blive traumatiseret på samme måde. Kat og abe, indvender hun, ville i det mindste kunne føle lidt nydelse. En stakkels fisk ville bare … Det må være ubehageligt. Altså vildt ubehageligt. Jo.

Jeg har selv patent på et par forcerede samtalelege. »Hvem er dit barn?,« hedder en favorit. Man får tyve sekunder til at kigge sig omkring i metroen og udpege et menneske, barn eller voksen, som man ville foretrække var ens søn eller datter. Om mange år. Det ændrer blikket på omgivelserne. Pludselig betragter man de fremmede ansigter med moderlig bekymring, med øm interesse og med kriterier, man ikke før vidste, at man havde for sine kommende, sidenhen voksne børn.

Vi vælger den henslumrende gamle mand i grå sweater og vindjakke, han ser sej ud, det ligner at han har prøvet en ting eller to i livet. Han ser også mild ud, ikke bitter. Som om han har haft det grundlæggende godt, som om at vi trods alt ikke fuckede det helt op for ham. Legen virker for os.

Katrine Hornstrup Yde er filmanmelder og kulturskribent på Information

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu